Den 1. januar 1959 sejrede den cubanske revolution. Adskillige år med guerillakrig i bjergene og arbejderklassens, ungdommens og folkets modige kampe, som udviklede sig i byerne, kulminerede i sejr.
Bare 145 km fra yankee-imperialismen brød de cubanske revolutionære med tesen om ‘geografisk fatalisme’, som hævdede det ikke ville være muligt at gennemføre revolutionen i Latinamerika på grund af USA’s nærhed.
Revolutionens resultater – landreformen, nationaliseringen af alle amerikanske virksomheder, udryddelsen af analfabetismen, opbygning af sundhedsvæsen og uddannelser – inddrog de arbejdende masser og ungdommen og opvækkede solidariteten hos verdens arbejdere og folk, særligt i Latinamerika.
De pegede mod den væbnede revolutionære kamp. Men de udløste også den internationale reaktions had, de krigslignende handlinger fra USA, invasionen i Playa Giron (Svinebugten) og i hundredvis af terrorhandlinger, handelsembargoen, som mislykkedes over næsten 60 år, på grund af den heroiske modstand fra det cubanske folk og dets revolutionære.
Arbejdernes, bøndernes og ungdommens heroiske indsats gjorde det muligt at udvikle og påføre tyranniet nederlag og etablere folkets magt. Det lykkedes at gennemføre de sociale og økonomiske omdannelser, og det lykkedes at modstå alverdens former for angreb fra imperialisme og reaktion.
Alt dette blev gjort muligt gennem skabelsen og opbygningen af et revolutionært parti, ’26. juli-Bevægelsen’, der var i stand til at antage korrekte og tidssvarende retningslinjer og til at lede de sociale og politiske kræfter til kamp og sejr.
Blandt medlemmerne af den revolutionære ledelse var mange politiske og militære ledere – Camilo Cienfuegos, Che, Frank Pais, Raul Castro. Blandt alle disse stod kommandant FIDEL CASTRO frem som lederen, der deltog aktivt og direkte fra de første slag, og påtog sig rollen som organisator, strateg, folkelig leder og statsoverhoved.
Sociale revolutioner er masserne værk, men de ville ikke være mulige uden vejledning fra de revolutionære ledere, der bliver formet i kampens hede og antager en betydning, der bliver bestemmende for sagen og processens udvikling.
Arbejderne og bønderne, ungdommen, de revolutionære, ’26. juli-bevægelsen’, de revolutionære ledere og kommandant Fidel Castro stod i spidsen for en folkelig revolution, der blev gennemført i et lille land, der rejste sig mod verdens stærkeste magt og var i stand til at stå fast.
Fidel Castro døde efter at have opfyldt sin pligt. Hans ord og gerninger gennem hans lange liv som kombattant vil bestå, de danner et folkets testamente af mod og vedholdenhed, de udtrykker en revolutionærs overbevisninger og forpligtelse.
De marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer i CIPOML udtrykker deres kommunistiske følelser overfor arbejderklassen, folket og de cubanske revolutionære.
November 2016
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer CIPOML
Koordinationskomiteen
KPnet 30 november 2016
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
