For 25 år siden: DKP/ML stiftet

Kommentar
Kommunistisk Politik 1, 2004

Det er værd at markere, at ved årsskiftet var det 25 år siden, at DKP/ML blev dannet. Stiftelseskongressen blev afholdt i København den 29.-31. december 1978 med omkring 30 deltagere.

Selvbevidst erklærede den i indledningen på det nyvedtagne partiprogram:
‘Den socialistiske revolution knuser borgerskabets diktatur og opretter proletariatets diktatur. Dette er betingelsen for, at arbejderklassen og dens allierede kan opbygge socialismen og sikre dens udvikling til det klasseløse kommunistiske samfund. Men det kan kun ske, når det proletariske klasseparti – et ægte kommunistisk parti – står i spidsen for proletariatets kamp.
Med stiftelsen af Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, DKP/ML, har det danske proletariat atter fået sit kommunistiske parti. DKP/ML samlet den røde fane op, som revisionister og opportunister har trampet i sølet, og indskriver igen den proletariske revolutions store løsen på den.’

Begejstringen var ægte (og proletarisk, har man lyst til at tilføje): Der var ingen tvivl hos deltagerne om, at stiftelsen var historisk og betød et stort fremskridt for arbejderklassens kamp.

Det var resultatet af mere end et årtis bestræbelser på at gendanne et revolutionært kommunistisk parti, efter at DKP var blevet et revisionistisk og systembevarende parti, der fablede om ‘antimonopolistisk demokrati’. Et rødlakeret socialdemokrati, kaldte Carl Madsen det. Forud lå et årti med et mylder af såkaldte ml-organisationer, tilbage fra KFMLs oprettelse i september 1968 – små maoistiske grupper, der alle ville ‘genskabe det kommunistiske parti’.

Betydningen af DKP/MLs stiftelse var ikke mindst, at den gjorde en ende på maoismens indflydelse i den revolutionære bevægelse i Danmark. Kongressen stemplede den såkaldte MaoTsetung-tænkning som en variant af den moderne revisionisme. Maoismen forsvandt næsten fuldstændig med opløsningen af KAP. Et andet partiprojekt – Arbejderpartiet Fælles Kurs – der var udsprunget af DKP spillede ligeledes fallit i de følgende år. Og DKP selv med programmet for det antimonopolistiske demokrati gik fra den ene krise til den anden, opløstes i kæmpende fraktioner, kulminerende med partiets de fakto-opløsning i 1989-91, parallelt med Sovjetunionens sammenbrud og en tilsvarende krise i hele den prosovjetiske revisionistbevægelse.

Igennem hele denne periode, hvor DKP/ML fungerede som et marxistisk-leninistisk parti, styrkedes og voksede det også. Oven på de tidlige halvfjerdseres opsving i klassekampen var 80erne en periode, der gik svanger med kontrarevolution, kulminerende i begivenhederne i 89-91 og det socialistiske Albaniens fald, det eneste ægte socialistisk land i verden på det tidspunkt. Firserungdommen blev apolitiseret, ‘Nå-generationen’ blev den kaldt. Den danske ‘venstrefløj’ var i permanent krise. Men det lille DKP/ML arbejdede, tog del i og gav retning til alle periodens store klassekampe og bevægelser, rekrutterede og uddannede mange hundrede kommunister over hele landet, begyndte at udgive et revolutionært dagblad: Arbejderen, det eneste marxistisk-leninistiske dagblad i Europa.

Partiet kom styrket ud af krisen ved kulminationen af den borgerlige og revisionistiske kontrarevolution i Europa, og det var i stand til at erkende den nye verdenssituationen (der blev betegnet som ‘den ny verdensorden’) med kun en imperialistisk supermagt USA, som i spidsen for det imperialistiske system gik i offensiven mod alt hvad der var socialistisk, revolutionært og bare progressivt i verden. DKP/ML var i stand til at justere sin strategi og taktik for revolutionen i Danmark i overensstemmelse med denne nye periode i arbejderklassens og folkenes kamp.

Men i 1997 knækkede filmen. En fraktion i Centralkomiteen formåede at samle alt, hvad der var opportunistisk, liberalt, opgivende og betændt i partiet og kuppede sig til magten over partiet. Jørgen Petersen-kliken forvandlede det til et andet parti, placerede det på en anden linje, forsynede det med et revisionistisk program, strategi og taktik. Kampen om linjen førte til spaltningen i 1997 og dannelsen af Arbejderpartiet Kommunisterne i år 2000. Den revisionistiske linjes sejr i DKP/ML gjorde det til en ordinær revisionistsekt, som gik ind i spillet om magt og indflydelse i en såkaldt kommunistisk samlingsproces, der sigter på at sammenslutte KPiD, DKP/ML og måske også DKP. Dagbladet Arbejderen blev til en ordinær venstrefløjsavis.

Men det er nutid. Hvad der er værd at fremhæve er DKP/MLs 17 år som revolutionært parti, der sikrede marxismen-leninismen en stærkere position i arbejderklassen og blandt venstrekræfterne end nogensinde før, siden DKP efter krigen og i halvtresserne slog ind på reformismens vej.
Resten bliver en parentes.

Netavisen 7. januar 2003


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne