Af Ann-Selena Lindenskov Cailloux, Folkebevægelsen mod EU
Tale holdt på 1. maj på den Røde plads i Fælledparken

Mit navn er Ann-Selena og mit efternavn er Cailloux. Det er fransk og kommer fra min oldefar, der kom til Danmark for at arbejde og som besluttede sig for at blive her og gifte sig med min danske oldemor. Han kom hertil i 1897, altså længe før den frie bevægelighed.

Og lige Frankrig er mig meget på sinde lige nu. Franskmændene står overfor et umuligt valg i 2. runde af præsidentvalget på søndag. På den ene side er der en højreorienteret ultra-nationalist og på den anden en mand, der bliver fremstillet som en anden Trump, altså en mand af folket og et alternativ til det etablerede politiske system, der mildt sagt, hænger mange franskmænd ud af halsen.

Men Macron har arbejdet for Rothschild, været økonomiminister og gik blandt andet til valg på at ville nedlægge 120.000 offentlige stillinger. Han er på ingen måde noget nyt. Det er et øv-valg og jeg er glad for at det ikke er mig, der skal tage stilling og vælge en af de to! Ligesom flere af mine franske venner vil gøre, kunne jeg i den situation, måske ligefrem have fundet på at stemme blankt.

Når det så er sagt, er der også noget positivt at sige om 1. runde af det franske valg. Mélenchon fra Front de Gauche gik fra 11% i 2012 til næsten 20% her i 2017. Tæller man Marine le Pen’s stemmer med, har omkring 40% af de franskmænd der har stemt, stemt på partier, der er imod EU!

Briterne er på vej ud, og hvis Frankrig følger efter, kan vi også i Danmark se frem til, i det mindste at få en afstemning om vores medlemskab. Lige nu ser det lidt skidt ud for den danske EU-modstand. Den seneste måling viser at 71% af danskerne er positive overfor EU. Det er en fremgang på 9 procentpoint i forhold til sidste år, men det sjove er, at da man bad en professor i statskundskab forsøge at forklare hvorfor flere danskere nu er positive, giver han brexit skylden.

Altså ikke selve brexit, men EU’s håndtering af brexit. Frygten for hvilke krav EU vil stille og hvilke sanktioner EU vil komme med overfor Storbritannien, gør at danskerne tænker at vi hellere må blive i EU. Det svarer altså til at man holder sin mund eller selv deltager i mobning, af ren frygt for selv at blive det næste offer.

Det er ren Bush-retorik a la “enten er I med os eller også er I imod os”, og så tænker danskere, at vi –  koste hvad det vil, skal sørge for at være med. Men selv om der er lange udsigter til et dansk farvel til EU, er det mere end nogensinde værd at kæmpe for!

Nedskæringerne i den danske velfærd er et oplagt eksempel.Jeg har en rigtig god veninde, som er pædagog. Hun arbejder med multihandicappede voksne som ikke har noget sprog og skal have hjælp til alt. Og hun kan snart ikke mere. De skal være 5 pædagoger om 13 brugere, men lige nu er de tre. 2 er gået ned med stress. Hun har flere gange måttet bruge fagforeningen, når hun blir i tvivl om noget, fx når hendes leder truer med at inddrage hendes ferie. Hun er umulig at lave en aftale med fordi hun aldrig ved hvad tid hun har fri. Hun kan blive sat på overarbejde uden varsel. Hun har ofte lukkevagten, der ofte betyder at hun er alene om 7 brugere. Så hun er også alt for træt til noget når hun endelig har fri.

Hendes leder spurgte hende forleden hvorfor hun er overrepræsenteret i registret der tæller hvilke pædagoger, der bliver slået af brugerne. Men brugerne har ikke noget sprog og formår hun ikke ved øjenkontakt og gestikulationer i en en-til-en kontakt med hver enkelt bruger, at regne ud hvornår de er tørstige, sultne eller skal skiftes, så slår de hende for at få opmærksomhed.

En af de vikarer de har på stuen, er uddannet tekstforfatter, for de må ikke bruge pædagoger osv som vikarer, det koster jo ekstra. Vikaren er så bange for brugere, at hun går og undgår dem og gemmer sig. Hendes leder, som i øvrigt takket være New Public Management, sidder inde i Vester Voldgade og bestemmer hvordan denne her institution på Amager skal styres, prøvede at trøste ved at forsikre min veninde om det jo kun skal være sådan indtil november!!!

Vi bliver nødt til at huske at EU direkte dikterer disse forhold. Forholdene går ud over pædagogerne, men det er mindst lige så slemt for brugerne. Mennesker kan ikke gøre for at de er handicappede og de er 100% afhængige af vores solidaritet, hvis de skal have en anstændig tilværelse.

Vi kan være nok så sure på Løkke, B Olsen og DF, men de er jo dybest set bare marionetdukker. Kun at skælde dem ud, svarer til at behandle symptomerne frem for at nå til roden af en sygdom. Ligesom nedskæringer i offentlige budgetter, dikterer EU også længere tid på arbejdsmarkedet. Længere tid for pædagogen, politibetjenten, håndværkeren og ikke mindst de ufaglærte. Lønmodtagere, der kommer ud på arbejdsmarkedet længe før dem, med de lange, gratis uddannelser, høje lønninger og attraktive pensionsordninger, for første gang i deres liv, får jord under neglene.

Ser man på gennemsnitslevealderen for nogle håndværkere, kan de se frem til at dø før de kan komme på pension. EU dikterer at vi skal spare på behandling og andre omkostninger ved kronisk syge. Det medførte blandt andet flex- og førtidspensionsreformen. De ledige skal heller ikke gå fri og så vi halverede dagpengeperioden.

Faktisk roser EU lige nu Danmark for at have foretaget disse reformer Men der er også noget at fejre i dag.

Det lykkedes os at få en samarbejdsaftale omkring Europol i hus. Europol er fra dags dato et overstatsligt system, der fx kan føre til en fælles efterretningstjeneste. Så i dag, skal vi takke os selv og være glade for at vi stemte nej 3. december 2015. For vi har beholdt retten til at kunne sige til og fra. I øvrigt udtalte professoren i statskundskab at nye afstemninger om de danske forbehold, ville ende til vores fordel.

De færreste danskere vil have mere EU og det skal vi huske at fejre!

For at få inspiration til min tale og lidt for sjov, læste jeg lige nogle borgerlige ord om alt det gode ved EU. Det bliver nævnt igen og igen at EU er lig med fred. Altså… For det første skrev vi, i Lissabon-traktaten, under på at vi i Danmark ville opruste hvert eneste år. Og det er forbudt at samarbejde diplomatisk om fred, lige så snart EU har terrorstemplet en organisation.

Derudover producerer vi jo i EU 30 % af verdens våben. De våben skal bruges inden datoen for sidste holdbarhed. Vi har også toldmure, der samtidig med at EU giver sig selv  landbrugsstøtte, gør at det er meget svært for landmænd udenfor EU at sælge deres varer til os.

Vi køber også fiskekvoterne fra afrikanerne. Alt det forårsager, helt uundgåeligt i sidste ende mere hungersnød, fattigdom og konflikt, og det giver flere flygtninge. Måske kan EU på magisk vis, finde måder at løse flygtninge-krisen på, men hvad nu hvis vi sikrede at færre mennesker var nødsagede til at flygte fra deres land?

Forfatteren af de borgerlige ord, skrev at man skulle sørge for nævne konkreter resultater for at sørge for en bredere opbakning til EU. Resultater giver legitimitet skriver han. Og nævner så billigere mobiltelefoni og internet.

At alt det dårlige ved EU, i nogens øjne, kan opvejes med billig telefoni, gør vores kamp imod EU, endnu vigtigere og mere aktuel end nogensinde. Og vi har alt at vinde.

Eksempelvis i beslutninger om fiskeri i Nordatlanten. Vi kan komme til at  samarbejde med Island, Norge, Storbritannien og Færøerne om at sikre bæredygtigt fiskeri i hele Nordatlanten.

Sidst der var ballade omkring fiskekvoterne, som er en central årsag til at Færøerne ikke er med i EU, endte Danmark på EU’s side. Det er jo helt absurd! Og så kan vi genvinde retten til selv at bestemme vores økonomiske politik.

Vi er sikkert meget uenige i Danmark, men kan man blive enige om nogle demokratisk rammer for en debat, er debatten mere frugtbar og de beslutninger der bliver taget, mere fornuftige. Hvis flertallet så er uenige med mig, må jeg jo bide i det sure æble. Det er demokrati.

Vi ville stå udenfor noget af samarbejdet, hvis vi melder os ud af EU. Og de EU-positive mener at de globale økonomiske spørgsmål kun kan besvares, hvis vi er en 100% integreret del af noget større. At Kinas voksende økonomi og tvivlen om USA’s supermagt-position, gør at verden er så usikker at vi ikke kan tillade os at beskæftige os med det nære. Markedet er ganske enkelt vigtigere end mennesket. Men hvad hjælper det at være en førende økonomi, når fordelene for det almindelige menneske er ikke-eksisterende??

Hvis vi skal konkurrere med fx Kina, kommer vi til at skulle konkurrere på spørgsmål som løn, arbejdsforhold, hensyn til miljø, gennemsigtighed for forbrugeren og ikke mindst vores retssikkerhed.

Så kan det være vi bliver nummer et, men jeg vil hellere holde vores, om end vaklende førsteplads, andenplads, måske kun top5-plads, som et land, hvor vi viser omsorg for de svageste. Hvor vi har lov til at være kritiske overfor magthavere og virksomheder.

Respekten for naturen og for mennesket er simpelthen for høj en pris at skulle betale. Første skridt på vejen til at genoprette Danmark er i mine øjne, at komme ud af EU!

Da jeg skrev på Facebook, at jeg skulle holde tale i dag, kommenterede en bekendt fra Spanien på det og spurgte hvad talen handler om. Jeg svarede de socio-økonomiske konsekvenser ved EU i Danmark. Lige efter skriver hun en privat besked til mig. Jeg tænkte åh nej, here we go again og ganske rigtigt, havde hun kort skrevet “for eller imod EU?”

Jeg har jo familie i Frankrig og Holland, jeg har boet i Frankrig og i Spanien og har venner og bekendte i hele Europa, især i Italien. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har skullet forsvare min anti-EU-holdning, men jeg gør det hver gang, fordi vi bliver nødt til det.

De kigger jo på mig som var jeg djævlen selv, indtil vi får snakket. Og det tager tid og det er svært at forklare, især spansk, men det lykkedes mig for det meste. I Spanien er man ikke kommet sig over Francos diktatur endnu. Valencia hvor jeg boede, er et af de mest korrupte steder i Spanien. Borgmesteren, der først for nyligt blev erstattet, havde siddet på magten i byen i 20 år. Selv den spanske prinsesse har stjålet fra kassen. Og i Italien har man haft, jeg tror det er 63 præsidenter siden 2. verdenskrig.

For mange mennesker i Europa er EU et skridt fremad i retning af mere demokrati. Så jeg forstår dem godt.Men jeg er vokset op i Danmark. Og det Danmark jeg voksede op i er ikke det Danmark jeg lever i nu. Én ting er nedskæringer og jeg er muligvis naiv nu, men der var engang hvor man som minister, kunne stilles til ansvar for hvad der foregik i ens ministerie. Nu er vi i en situation hvor der mangler 80 milliarder hos skat. Og ingen blir stillet til ansvar. Og vi er vel at mærke i det EU, mange på venstrefløjen kalder en garant for en kamp imod skattely.

Jeg vil have Danmark tilbage. Ikke ligesom DF, der, hvis de nogensinde har vidst det, i hvert fald har glemt hvad Danmark er. Det er vigtigere end nogensinde at vi på venstrefløjen udtaler vores EU-modstand. Den har intet med racisme at gøre. Vi vil gerne samarbejde internationalt, men verden er bare meget større end EU.

EU gør det tværtimod sværere for at kæmpe for vores principper. De giver måske en næse her og der, men man ser overordnet set igennem fingrene med de konservative og ultra-højreorienterede kræfter. De får magten i fx Polen, hvor man afskaffer retten til abort eller i Ungarn, hvor Orban har bygget et hegn og ligefrem vil nedlægge universiteter og kontrollere pressen.

Nogen tror EU er modstandere af højreorienterede kræfter, men EU er snarere årsagen til at de vinder frem. Den nedladende retorik og manglende demokratiske indflydelse, gør mange europæere så desperate, at de søger hen imod noget andet og så står folk som Marine le Pen klar med åbne arme.

Jeg forklarede min spanske veninde meget kort, at jeg elsker europæerne og alle andre mennesker, og derfor hader jeg EU. Og igen, er der en fordel ved den første runde i det franske præsident-valg. For Mélenchon har vist alle, at der findes EU-modstand på venstrefløjen, så jeg nævnte ham (han har i øvrigt spanske bedsteforældre) og straks blev hun nemmere at tale med!

Jeg så glad for at stå her i dag. Jeg er glad for at være en del af den anti-racistiske og venstreorienterede kamp imod EU. Og selv om det virkelig er op ad bakke, er jeg sikker på at vi vil vinde en dag.

Tak for ordet:-)

Hvordan reagerer EU-kommissionen og den øvrige elite så på det? Stort set med mere af samme skuffe. Kommissionen har fremlagt nogle forskellige scenarier for EU’s fremtidige udvikling. I et af dem erkender man, at et ”EU i flere hastigheder” kan være en mulighed – men retningen ligger vel at mærke fast! Og det scenarie, eliten helt klart foretrækker, er at gennemføre den komplette statsdannelse her og nu – med stort fokus på det militære EU.  

Der lyder også kønne ord om en social søjle. Men de er stort set uforpligtende. I virkelighedens verden har vi den fortsatte sociale dumping, fortsatte nedskæringskrav og nu CETA, handelsaftalen mellem EU og Canada, som Folketinget forventes at godkende den 1. juni. CETA udmærker sig bl.a. ved den særlige ”investeringsbeskyttelsesmekanisme”, en voldgiftsdomstol, hvor store virksomheder, der føler deres forventede profit formindsket af f.eks. miljøbeskyttelseslove eller love, der sikrer bedre arbejdsforhold, kan anlægge sag mod den eller de formastelige regeringer, hvis love formindsker profitten. Så meget for EU’s ”sociale profil”.

Ved den nylige fejring af EU´s 60-årsjubilæum lød der også kønne ord om, at EU står for ”Europæiske værdier” som fred, frihed og humanisme. I virkelighedens verden er flere EU-lande med til at smide bomber over Mellemøsten. Når det medfører en stigende strøm af flygtninge, laver man straks en generøs aftale med præsident Erdogan i Tyrkiet, blot han sørger for, at de flygtninge, der søger gennem Tyrkiet, bliver der og ikke sætter fod på europæisk jord. Senest har man lavet en lignende aftale med og leveret våben til en af de stridende regeringer i Libyen! Så meget for EU’s kamp for fred og humanisme!

Hvorfor har så ikke flere lande fulgt Storbritannien ud af EU?
I Frankrig stemte over 40 % af vælgerne ved første runde af præsidentvalget på EU-kritiske kandidater. MEN de var kritiske af meget forskellige grunde og har meget forskellige alternativer. Nogle vil blot flytte den mur, EU i praksis har opført rundt om Fort Europa til deres eget land og hegne det ind og holde alle andre ude. Disse højreekstreme ”EU-kritikere” spiller i praksis EU-elitens spil. De sætter almindelige mennesker op imod hinanden – så vi ikke i fællesskab kan vende os imod de store virksomheders og pengemænds magt, som EU sikrer.
Og ifølge alle de store mainstream medier tilhører alle EU-modstandere denne gruppe af fremmedfjendske nationalister.

I Folkebevægelsen kæmper vi for at følge briterne ud ad den dør, de har slået på vid gab ved deres folkeafstemning den 23. juni sidste år. Skal vi få flertal for det – og det skal vi! – kræver det at vi alle, der er samlede her, og alle gode folkelige kræfter og bevægelser i fællesskab påviser, at der findes masser af solidariske og progressive alternativer til EU! I de nordiske lande har vi, længe før EU kom til, kunnet bo og arbejde i hinandens lande uden at det har truet de rettigheder, arbejderne gennem generationers kamp har opnået her (og som EU nu er ved at nedbryde); vi har tværtimod hentet inspiration og hjælp hos hinanden. Det kan vi gøre igen, når der skal laves aftaler om samarbejde og samhandel med lande over hele kloden.

Til efteråret har vi kommunal- og regionsvalg. Vi må i fællesskab pege på, hvordan kommunernes budget er fastlåst på forhånd via den EU-dikterede budgetlov og EU’s finanspagt – og fortælle, hvor stort det økonomiske spillerum til gengæld kan blive, når vi tager magten tilbage og selv bestemmer, hvor meget regioner og kommuner skal bruge på hospitaler og skoler.

Skal vi få et stort bredt flertal for at forlade EU, er det første skridt at gøre disse alternativer klokkeklare. Det kan vi kun gøre i fællesskab. Så kommer der snart en 1. maj, hvor vi også kan lykønske hinanden med, at vi nu vinker farvel til Unionen.

Fortsat god 1. maj!

Af Ib Christensen

En af de væsentligste forudsætninger for at vinde tilslutning til en dansk frigørelse fra EU er at kunne anvise et realistisk og konkret alternativ til EU-medlemskabet. Det er ikke nok, at man nonchalant erklærer, at der er mange alternativer. De fleste danskere accepterer EU-medlemskabet uden begejstring, men i en tro på, at der ikke er noget realistisk alternativ.

Danmark er et af de lande i verden, der har den største udenrigshandel pr. indbygger. Vi er ekstremt afhængige af at kunne handle frit med omverdenen. 900.000 danske arbejdspladser er afhængige af den friest mulige handel i Europa og i verden. Derfor er det fatalt, at vi som EU-medlem er låst fast i en toldunion, oven i købet en protektionistisk en af slagsen, der gennem en kombination af told og tekniske handelshindringer uden begrundelse i miljø eller forbrugerhensyn fordyrer forbrugerpriserne og øger virksomhedernes omkostninger.

Det er derfor afgørende, at vi genvinder vor handelspolitiske selvstændighed. Det betyder, at vi må udtræde af EU. Men da det er afgørende vigtigt at bevare frihandelen med EU, må medlemskabet af EU afløses af en frihandelsaftale. Det vil også være i EU´s interesse. Grønland fik en glimrende aftale ved sin udtræden af EF, og Brexit vil også resultere i en god frihandelsaftale med EU, for det er i begge parters interesse. Det vil jo være tåbeligt af EU at straffe sig selv i fornærmelse over, at et land forlader unionen.

Men vi behøver ikke at afvente Brexit, for der er eksempler nok på sammenlignelige lande, der har bevaret deres suverænitet og samtidig opnået glimrende frihandelsaftaler med EU, nemlig EFTA-landene Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein. Derfor bør et frit og selvstændigt Danmark genindtræde i EFTA. EFTA-landene har omfattende frihandelsaftaler med en lang række store og mindre lande kloden over og indgår konstant nye frihandelsaftaler.

Tre af EFTA-landene: Norge, Island og Liechtenstein deltager gennem EØS i EU´s indre marked. Schweiz har derimod valgt en tilvalgsordning, hvor de kun deltager i det indre marked i det omfang, de finder det overensstemmende med deres nationale interesser. Det vil klart være at foretrække for Danmark at vælge den schweiziske model. Kun hvis det er en uomgængelig politisk forudsætning for at vinde flertal for en dansk udtræden af EU, at EU-medlemskabet erstattes af EØS-modellen, bør den accepteres.

Her må man være opmærksom på, at EU ikke er international samarbejdsorganisation, men en statsdannelse. Med fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, fælles forsvarspolitik med et fælles forsvar under opbygning, en økonomisk-monetær union med fælles valuta- og pengepolitik, fælles økonomisk politik, styring af finans-, arbejdsmarkeds- og socialpolitikken, en fælles regering (kommissionen), et parlament, en domstol og en centralbank. Siden starten i 1957 er EU-staten uafbrudt blevet mere og mere omfattende, og det uden for enhver virkelighed at forestille sig en tilbagerulning.

De frihedsgrader, EFTA-landene har – selv de tre af dem, der deltager i EØS – er derfor store. Forskellen mellem EFTA-landene og EU-landene er forskellen mellem at være et frit og selvstændigt land eller være en delstat i en forbundsstat. Briterne var kloge, da den valgte Brexit, for, som de siger: ”The more interdependent, you are, the more you need independence”.

Ib Christensen

Skotlands regering misbruger brexit til at vildlede sin befolkning.

Af Morten Dam

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, har gentagne gange siden brexit agiteret for en ny skotsk folkeafstemning om uafhængighed. Først advarede hun om, at det ikke var bluff, når hun havde til hensigt at forlange en ny folkeafstemning, i tilfælde af at Storbritannien stemte for at forlade EU’s indre marked.

Efterfølgende har hun udelukket at holde en sådan afstemning i 2017 for at kunne fastholde truslen mod den britiske regering, mens processen for brexit skrider frem.

Der er ikke noget galt i, at mange i Skotland ønsker uafhængighed – det ser vi også i andre europæiske regioner som f.eks. Catalonien. Ønsket om suverænitet, identitet og mere repræsentativt demokrati var netop et af hovedargumenterne i den britiske folkeafstemning om at forlade Den Europæiske Union. Men når sådanne bevægelser insisterer på at forblive i EU, modsiger man sine egne argumenter.

Falsk uafhængighed

Mange, mange love, der vedrører Storbritanniens anliggender, herunder Skotlands, er vedtaget i Bruxelles.

Selvom den nøjagtige andel af britiske love, som stammer fra EU, stadig er til diskussion, er det højst sandsynligt temmelig store andele. Nogle skøn går fra 62 pct. og helt op til 75 pct. Hvad der er mere vigtigt, er imidlertid, hvor stor en betydning nogle af EU’s beslutningskompetencer er.

Et ”uafhængigt” Skotland inden for EU ville nødvendigvis skulle leve op til EU’s kvoter i sit fiskeri. Det ville skulle overholde EU’s landbrugspolitik og holde sig til de samme handelsaftaler, som er underskrevet af ikke-folkevalgte i Bruxelles. Desuden vil Skotland ikke have nogen som helst kontrol over sine egne grænser.

Den skotske regering vil tilmed fortsætte med at bruge det britiske pund som valuta. I den forstand mister Nicola Sturgeons erklærede hensigt om at være »i førersædet for Skotlands egen skæbne og til at forme egen fremtid« sin betydning. Uden fuld kontrol over væsentlige områder som grænser og finanspolitik er en nation ikke uafhængig.

Mangel på sammenhæng

EU har altid gjort det klart, at det at løsrive sig fra et medlemsland er at løsrive sig fra EU. Det var udmeldingen ved den skotske folkeafstemning i 2014. Beslutter Skotland sig for at forlade Storbritannien på grund af ambitionen om at ville bevare sit EU-medlemskab, er dette ikke kun umuligt, men også en ekstrem vildledning af sin egen befolkning.

Ud over den himmelråbende mangel på sammenhæng i den skotske regerings argumenter, har skotterne allerede for få år tilbage taget stilling til spørgsmålet om uafhængighed. Det er uansvarligt af den skotske regering at bruge truslen om en kommende folkeafstemning som en politisk løftestang.

Sturgeon har dog nu udskudt sin trussel om en ny skotsk folkeafstemning alt afhængigt af, hvor ”hårdt” udfaldet af brexit viser sig at blive. Det tyder dermed mere på at være en byttehandel end et sandt udtryk for Skotlands vilje. Denne kyniske tilgang til politik tjener ingen. Skotterne, der ønsker at forblive i Storbritannien, er under konstant trussel om en ny folkeafstemning, mens skotterne, som ønsker uafhængighed, bliver manipuleret til små politiske gevinster.

Ønsket om uafhængighed er entydigt godt. Alle villige nationer fortjener at vinde deres suverænitet, herunder senest Storbritannien. Den skotske regerings holdning om at afvise Westminster, mens man vil omfavne Bruxelles, udstiller en utroværdig længsel efter uafhængighed. Det smager mere af politisk opportunisme. Befolkningen i Skotland – både for og imod uafhængighed – fortjener bedre.

Indlægget har været bragt i JyllandsPosten