Af Rina Ronja Kari

Den britiske Labour-leder Jeremy Corbyn har bebudet, at han vil nationalisere jernbanedriften i Storbritannien efter en komplet mislykket privatisering for 20 år siden. Men Bruxelles har intet lært. Tværtimod vil man øge liberalisering og harmonisering af togdriften i EU.

Labour har bebudet, at de vil nationalisere jernbanedriften i Storbritannien. Tyve år efter at British Rail blev privatiseret står man nu med overfyldte tog, dyre billetpriser og nedslidt materiel. De ansatte strejker i protest mod de jammerlige forhold, de er bekymrede for sikkerheden, og de sidste måneder har der været massive forsinkelser.

Faktisk er der stiftet en folkelig bevægelse for at nationalisere jernbanerne igen.

Privatiseringen og den fri konkurrence skulle have givet de britiske kunder billigere og bedre service. I stedet har de fået et hav af problemer, fordi privatiseringen har medført et ræs mod bunden for at skabe profit. Jo, man forstår godt, at Labour vil rette op på dette ved at nationalisere jernbanedriften.

Når man sammenligner de britiske tilstande med Frankrig og Tyskland, hvor meget veldrevne nationale selskaber står for størstedelen af togdriften, så virker det mildest talt ikke som en særligt indlysende idé at øge mulighederne for privatisering af jernbanedriften. Men det er netop, hvad EU ønsker.

Danmark: Bundet på hænder og fødder

EU ønsker at harmonisere og liberalisere jernbanedriften i hele EU. Det skal ske med EU‘s fjerde jernbanepakke. Først og fremmest vil jernbanepakken medføre, at EU’s medlemslande med start i december 2019 gradvist bliver tvunget til at åbne deres jernbanedrift mere og mere op for konkurrence udefra.

Det vil sige, at medlemslande skal acceptere bud fra udenlandske private og statslige selskaber og overlade dem togdriften, hvis deres bud ifølge EU’s regler regnes for bedre og billigere end de nationale jernbaneselskabers. Også i Danmark bliver vi tvunget til at åbne vores jernbanedrift op.

Dermed vil man lidt forsimplet i princippet kunne man have et privat italiensk selskab til at stå for togdriften i Jylland, et privat hollandsk selskab på Fyn og det statsejede tyske selskab Deutsche Bahn til at klare togdriften på Sjælland, samt DSB til at klare resten.

Dette vil give en langt mere fragmenteret jernbanetransport, og Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF) har protesteret mod EU’s jernbanepakke, som de mener vil medføre arbejdsløshed, social dumping og ringere vilkår for de ansatte i EU’s jernbanedrift, samt forringelse af service og sikkerhed for passagererne.

Som man har set i Storbritannien giver privatiseringer ofte et ræs mod bunden. Men når først EU har talt, så bliver det meget svært for både togselskaber, fagforeninger, regeringer og kunder at modsætte sig.

Et andet stort spørgsmål er, hvad man skal stille op, hvis eksempelvis det hollandske selskab som klarer togdriften på Fyn går konkurs. Hvem skal så tage over? Hvad sker der med de ansatte? Hvad med passagererne som afhænger af selskabet?

Fordelen ved et samlet nationalt selskab er netop, at der findes en garant i form af staten, samt forpligtelse på at sikre transport – også i de mindre rentable yderområder.

Privatisering: Fælles værdier ned i få lommer

EU har haft det som en af sine fornemste opgaver at fremme konkurrence og såkaldte frie udbud, hvilket har medført stigende privatisering af offentlige serviceydelser. Øget konkurrence skal angiveligt komme borgerne og forbrugerne til gode, men i virkeligheden sker det stik modsatte alt for ofte, som i tilfældet med British Rails.

De færreste vil nok påstå, at DSB er fejlfri, men i en offentlig virksomhed som DSB vil et eventuelt overskud blive investeret i forbedringer af service, infrastruktur eller materiel – eller eventuelt tilfalde staten, som kan bruge pengene på andre opgaver til gavn for det fælles samfund.

Hvis en dansk regering i fremtiden vil give DSB særstatus i forhold til togdriften i Danmark, så indtjeningen kommer os alle til gode, så kan det i langt de fleste tilfælde kun ske, hvis DSB kan overbyde udenlandske selskaber i forhold til EU’s udbudsregler.

Problemet med at gennemtvinge denne form for udlicitering af togdriften til private firmaer er, at der skal skabes et overskud. Dette overskud går typisk til nogle aktionærer. Uanset hvordan man vender og drejer det, så kan overskuddet i jernbanedriften kun komme fra et sted: kunderne.

Når man privatiserer jernbanedriften og andre offentlige virksomheder som postvæsen, energi eller vandforsyning, så flytter man fælles værdier fra det offentlige over i private investorers lommer.

I Storbritannien har staten oven i købet støttet private selskaber for at sikre den offentlige transport. Men hvis borgerne skal betale to gange for togdriften – først via billetterne og siden via skatten – hvad er så pointen med at privatisere?

Ofte betaler disse investorer ikke engang skat af disse indtægter i landet, hvor pengene tjenes, som vi har set med DONG. Så vores fælles værdier kan altså nemt havne uden for landets grænser, hvor de ikke gavner fællesskabet.

Kun Daxit giver fuld selvbestemmelse

Netop her finder man kernen i EU’s projekt. Det handler om at skabe rigdom for private virksomheder og investorer på bekostning af den brede befolkning. Det er ikke noget tilfælde, at de rigeste i EU er blevet mærkbart rigere under finanskrisen, mens almindelige mennesker har mistet arbejde, hus og hjem i kolossalt omfang. EU har simpelthen ikke formået at beskytte almindelige menneskers interesser.

På denne baggrund giver det rigtig god mening, at Labour vil nationalisere jernbanerne, så indtjeningen igen kommer til at gå til fællesskabet, og dermed til forbedringer af materiel, service og de ansattes vilkår, i stedet for at gå lige lukt ned i aktionærernes lommer.

Hvis vi ønsker den samme grad af mulighed for selvbestemmelse og beskyttelse af vores nationale jernbanedrift og øvrige fælles ressourcer, så kræver det et dansk exit af EU. Et Daxit.

(Dette indlæg er tidligere blevet bragt i Berlingske Politiko)

Kronik bragt i Arbejderen 25. maj 2017, af Jakob Lindblom, Folkebevægelsen mod EU i Aarhus

Der er røre i EU-modstanden. Mod alle spådomme stemte et flertal nej til at ophæve retsforbeholdet, og med briternes Brexit er katten ude af sækken for alvor. Nu er det ikke bare nye traktater, der stemmes ned, men selve EU-medlemskabet.

Det er en gave for EU-modstanden herhjemme, men hvordan kommer vi så videre?

For det første skal vi passe på ikke at nære illusioner om, at EU faktisk kan ændres i en social eller grøn retning. Det vil aldrig lykkes at dreje EU’s traktater i en sådan retning imod den europæiske storkapitals og EU-elitens interesser.

Den vetoret, EU-eliten har taget fra befolkningerne, har de nemlig beholdt selv. Blot én borgerlig regeringsleder som Orban i Ungarn er nok til at forhindre progressive traktatændringer.

Det betyder, at der kun er udmeldelsesstrategien tilbage, hvis man vil genvinde sit demokrati og generobre muligheden for at føre en anden og solidarisk politik.

DAXIT, DAXIT og DAXIT

Men hvordan vinder vi så en udmeldelse? Her nævner Karen Sunds fra Folkebevægelsen, Djursland, i sin kronik i Arbejderen den 6. april, at der skal opbygges en bred bevægelse over to krav. En folkeafstemning senest et år efter britisk udtræden og lige mange ressourcer til ja og nejsiden.

Jeg er ikke uenig i kravene, men skal vi have held med disse krav, så skal vi gribe det meget mere lavpraktisk an. Læren af Brexit-afstemningen var i mine øjne Brexit – altså selve ordet Brexit. Ord skaber sin egen dynamik, sin egen magt.

Dette aspekt kan ikke fremhæves nok, og vi kender det fra en lang række andre politikområder. Spørger man folk, om de vil have velfærd eller skattelettelser, har svaret altid lydt velfærd.

Forudsætningen for at få skabt en stærk bevægelse for en folkeafstemning er ikke at snakke med ligesindede organisationer og nøglepersoner om nogle krav. Der er vi slet ikke endnu.

Forudsætningen er at skabe et ligestillet valg, hvor befolkningen snakker om EU-medlemskabet på en måde, den ikke gør i dag. Kort sagt, få etableret ordet DAXIT som et naturligt sprogligt alternativ til EU.

Har vi den sproglige ramme klar i form af ordet DAXIT, så kan vi begynde at udfylde denne ramme. Så kan vi pege på alle de positive ting ved DAXIT, og vi tvinger pludselig ja-siden til at diskutere vores dagsorden. En ting, som ellers har været komplet umulig uden for de egentlige folkeafstemningsperioder.

Ja selv til EP-valgene har det været næsten umuligt. Vores første og største hovedprioritet er derfor at få folk til at forstå og bruge ordet DAXIT. Simpelthen få det etableret som normalt i den politiske dagligdags sprogbrug. Det skal vi alle bidrage til.

Ordet skal indgå i Facebook-opslag, debatter, læserbreve og hvad vi ellers laver. I Folkebevægelsen mod EU’s kampagneudvalg har vi taget ordet til os og lavet uddelingsaviser, klistermærker, løbesedler og badges med DAXIT. Vi skal ikke være bange for, at andre bruger ordet.

Tvært imod er det kun en gave, hvis både højre- og venstreorienterede EU-modstandere og medier tager begrebet til sig. Lige som Dansk Folkeparti (næsten) altid vinder på at tale udlændinge, så vinder vi på DAXIT.

Gør EU-modstanden positiv

DAXIT-kravet vil givetvis blive mødt med beskyldninger om nationalisme og trusler om økonomisk ruin. Det skal vi være klædt på til, men i stedet for straks at gå i defensiven og forsvare os, så skal vi tegne det positive billede af, hvad vi så vil med vores EU-modstand.

Da den britiske premierminister Theresa May trykkede på udmeldelsesknappen i EU, skete det med en tale om, at nu skulle Storbritannien tage magten tilbage og lave sine egne love og bygge et land, som deres børn og børnebørn kan være stolte over at kalde hjem.

Herhjemme er vi gode til at forklare alle EU’s ulykker, men vi er for dårlige til at turde drømme højt om de muligheder, som en udmeldelse vil give os, for at skabe forandring, og for at revitalisere vores demokrati ved at bestemme lovene selv.

Det er vores frihed, det handler om. Dette er lære nummer to fra Brexit. Vi skal turde drømme og tegne de positive visioner.

I takt med dette vil vi også nemmere kunne imødegå de skræmmekampagner, som uvægerligt vil komme. Det vil blive et positivt tilvalg af DAXIT fremfor et negativt fravalg, hvor man vejer onderne op imod hinanden: EU’s dårligdomme contra frygten for den økonomiske skræmmekampagne.

Det betyder ikke, at vi ikke allerede nu skal afmontere de forventede skræmmekampagner. Læren fra 1972 var klart, at man sagtens kan skræmme et ja igennem, hvis frygten for ens job steg. Derfor er et fokus på handel og økonomi stadig vigtig, men vi kan gøre det nemmere for os selv med den positive modfortælling.

Hvor står vi nu?

De næste to år bliver afgørende. Formår vi at bruge Brexit-forhandlingerne til at vinde kampen om DAXIT-ordet og sætte denne dagsorden bredt i befolkningen, så står vi med alle kort på hånden til at gøre næste EU-parlamentsvalg til et egentligt DAXIT-valg.

Så er briterne også endeligt ude, og vi kan bruge deres aftale som springbræt for en egentlig bevægelse med krav om folkeafstemning. Men det er i denne rækkefølge tingene skal lykkes. Derfor alle sammen:

Lad os tage ved lære af briternes erfaring og skabe vores positive vision uden for EU. Lad os kalde det DAXIT, og lad os ikke forsømme en eneste mulighed for at bruge netop dette ord. DAXIT skaber nemlig DAXIT. Men det kræver hårdt arbejde.

Efter Brexit burde der være fornyet kampgejst blandt EU modstanderne i Danmark. En offensiv og intensiveret kamp, for at også Danmark kan melde sig ud, må være et indlysende skridt at tage. Briternes udmelding giver håb og en vis rygvind som bør udnyttes. Vel at mærke, stadig uden at have illusioner om at EU unionen kan reformeres til noget mere socialt, demokratisk og retfærdigt. Dette lader sig ikke gøre. Vi skal simpelthen UD!

At foretage svinkeærinder, som Enhedslistens hovedbestyrelse i en udtalelse foreslår, vil være en afsporing af kampen og medføre tab af momentum. Her foreslår Enhedslisten(EL), at en ny regering efter næste valg tager til Bruxelles og genforhandler Danmarks forhold til EU. For bl.a. at sikre Danmark, og alle andre EU lande som ønsker det, kan gå foran når det gælder sunde fødevarer, forbrugersikkerhed, dyrevelfærd og sociale rettigheder, samt retten til selv at at fastlægge den økonomiske politik. Et genforhandlet resultat skal sendes til folkeafstemning, så befolkningen får mulighed for at godkende eller forkaste resultatet. Hvis det ikke lykkes skal der i stedet gennemføres en folkeafstemning om det fortsatte medlemskab af EU (læs evt. Hele udtalelsen på ELs hjemmeside, eller nederst i artiklen).

En sådan strategi er, efter min mening total formålsløs og utopisk. Hvilken ny regering skal pålægges at tage til Bruxelles? En socialdemokratisk ledet?- Forget it! Det kommer ikke til at ske!

Den konsekvente brede EU Modstand bør ufortrødent samle kræfterne i folkebevægelsen mod EU. Uanset politisk ståsted, må vi, direkte, men med højt til loftet, arbejde os frem mod en folkeafstemning om udmeldelse. For modstanden er bred og på tværs af alle parti skel. Det var også den brede modstand der fik England ud. Selvfølgelig skal vi også anvise de muligheder og fordele der er ved at melde sig ud, på alle områder. Et eksempel er Ib Christensens fine indlæg her på bloggen.

Men Hvis man tror man kan reformere EU, vil faren for at man ender som kaninen i Carl Scharnbergs fabel være stor.

Kaninen sagde: Lad slangen blot æde mig, så æder jeg den op indefra. Siden har ingen hørt mere til den.

Poul

DOKUMENTATION:

Nyt fra Hovedsbestyrelsen
HB-udtalelse om EU
En ny dansk regering bør starte forhandlinger om Danmarks forhold til EU

Som vi mere grundigt har forklaret det i vores EU-program, mener Enhedslisten, at EU er skadelig for befolkningen i Danmark, befolkningerne i de øvrige lande og globalt.

På den anden side famler Løkke-regeringen i blinde. Det virker, som om den helt har opgivet at gøre andet end det, EU-toppen ønsker. Hvad er regeringens og folketingsflertallets politik i forhold til EU? Det spørgsmål bliver mere og mere presserende. Derfor foreslår Enhedslisten, at en ny regering efter næste valg tager til Bruxelles og genforhandler Danmarks forhold til EU.

For at sikre trygge og ordentlige vilkår er det helt afgørende at Danmark, og alle andre EU-lande som ønsker det samme, sikres ret til at gå foran, når det gælder sunde fødevarer, forbrugersikkerhed, dyrevelfærd og sociale rettigheder. Samtidig må vi sikres en social protokol, som giver ubetinget ret til at forhindre social dumping. EU’s indre marked skal ikke kunne bruges som en undskyldning for at forhindre højere standarder og bedre levevilkår. Dette perspektiv samarbejder Enhedslisten allerede med kræfter i Europa om

Det genforhandlede resultat skal sendes til folkeafstemning, så befolkningen får mulighed for at godkende eller forkaste resultatet. Sikrer disse forhandlinger ikke en social protokol, retten til selv at fastlægge den økonomiske politik og retten til at gå foran, må der i stedet gennemføres en folkeafstemning om det fortsatte danske medlemskab af EU.

Vedtaget af Enhedslistens hovedbestyrelse d. 4. marts 2017

Skotlands regering misbruger brexit til at vildlede sin befolkning.

Af Morten Dam

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, har gentagne gange siden brexit agiteret for en ny skotsk folkeafstemning om uafhængighed. Først advarede hun om, at det ikke var bluff, når hun havde til hensigt at forlange en ny folkeafstemning, i tilfælde af at Storbritannien stemte for at forlade EU’s indre marked.

Efterfølgende har hun udelukket at holde en sådan afstemning i 2017 for at kunne fastholde truslen mod den britiske regering, mens processen for brexit skrider frem.

Der er ikke noget galt i, at mange i Skotland ønsker uafhængighed – det ser vi også i andre europæiske regioner som f.eks. Catalonien. Ønsket om suverænitet, identitet og mere repræsentativt demokrati var netop et af hovedargumenterne i den britiske folkeafstemning om at forlade Den Europæiske Union. Men når sådanne bevægelser insisterer på at forblive i EU, modsiger man sine egne argumenter.

Falsk uafhængighed

Mange, mange love, der vedrører Storbritanniens anliggender, herunder Skotlands, er vedtaget i Bruxelles.

Selvom den nøjagtige andel af britiske love, som stammer fra EU, stadig er til diskussion, er det højst sandsynligt temmelig store andele. Nogle skøn går fra 62 pct. og helt op til 75 pct. Hvad der er mere vigtigt, er imidlertid, hvor stor en betydning nogle af EU’s beslutningskompetencer er.

Et ”uafhængigt” Skotland inden for EU ville nødvendigvis skulle leve op til EU’s kvoter i sit fiskeri. Det ville skulle overholde EU’s landbrugspolitik og holde sig til de samme handelsaftaler, som er underskrevet af ikke-folkevalgte i Bruxelles. Desuden vil Skotland ikke have nogen som helst kontrol over sine egne grænser.

Den skotske regering vil tilmed fortsætte med at bruge det britiske pund som valuta. I den forstand mister Nicola Sturgeons erklærede hensigt om at være »i førersædet for Skotlands egen skæbne og til at forme egen fremtid« sin betydning. Uden fuld kontrol over væsentlige områder som grænser og finanspolitik er en nation ikke uafhængig.

Mangel på sammenhæng

EU har altid gjort det klart, at det at løsrive sig fra et medlemsland er at løsrive sig fra EU. Det var udmeldingen ved den skotske folkeafstemning i 2014. Beslutter Skotland sig for at forlade Storbritannien på grund af ambitionen om at ville bevare sit EU-medlemskab, er dette ikke kun umuligt, men også en ekstrem vildledning af sin egen befolkning.

Ud over den himmelråbende mangel på sammenhæng i den skotske regerings argumenter, har skotterne allerede for få år tilbage taget stilling til spørgsmålet om uafhængighed. Det er uansvarligt af den skotske regering at bruge truslen om en kommende folkeafstemning som en politisk løftestang.

Sturgeon har dog nu udskudt sin trussel om en ny skotsk folkeafstemning alt afhængigt af, hvor ”hårdt” udfaldet af brexit viser sig at blive. Det tyder dermed mere på at være en byttehandel end et sandt udtryk for Skotlands vilje. Denne kyniske tilgang til politik tjener ingen. Skotterne, der ønsker at forblive i Storbritannien, er under konstant trussel om en ny folkeafstemning, mens skotterne, som ønsker uafhængighed, bliver manipuleret til små politiske gevinster.

Ønsket om uafhængighed er entydigt godt. Alle villige nationer fortjener at vinde deres suverænitet, herunder senest Storbritannien. Den skotske regerings holdning om at afvise Westminster, mens man vil omfavne Bruxelles, udstiller en utroværdig længsel efter uafhængighed. Det smager mere af politisk opportunisme. Befolkningen i Skotland – både for og imod uafhængighed – fortjener bedre.

Indlægget har været bragt i JyllandsPosten