Nu, hvor kommunalvalget er kommet lidt på afstand og kampen om borgmester og udvalgsposter er overstået. Og dejen til alle rævekagerne er blevet godt og grundigt æltet, vil det måske være en ide at hæve blikket lidt. For hvor meget kan det kommunale, såkaldte selvstyre, gøre for at sikre den sociale velfærd?

Kommunerne er jo lagt i en økonomisk spændetrøje dikteret af folketinget og EU. Her lige en kort historisk gennemgang.

Tilbage i 2012 vedtog et flertal af Folketingets partier, bestående af socialdemokratiet, de Radikale, SF, Venstre og konservative at tilslutte Danmark EUs finanspagt. Selvom vi har vores Euro forbehold, blev denne, for befolkningen afgørende beslutning, skammeligt taget uden en folkeafstemning. Efterfølgende – for at tilpasse den økonomiske politik til finanspagten – vedtog folketinget en budgetlov som sætter loft over hvor stort underskud der må være på den danske finanslov i fremtiden.

Og hvad har det så med kommunerne at gøre?

Budgetloven gør at der er lagt udgiftslofter for stat, regioner og kommuner. Disse ligger fast for en fireårig periode – på kroner og øre. Dette for at trimme dansk offentlig økonomi til kravene fra EU.
Således er der altså lagt en jernring om det økonomiske råderum i kommunerne.

Alt andet lige betyder det også, at hvis der ude i kommunerne foretages forbedringer et sted kræver det nedskæringer et andet sted. Og selv om en kommunekasse bugner, må man ikke bruge af pengene.

Et andet aspekt, der også er værd at nævne i den forbindelse, er de reformer der i høj grad bliver forvaltet ude i kommunerne. Disse asociale reformer af bl.a. efterløn, fleksjob, førtidspension osv. er også gennemført på baggrund af henstillinger fra EU. At reformerne i nogle kommuner bliver administreret stramt og bevisligt ulovligt, skal bekæmpes. Der skal aktioneres og demonstreres for at få en ordentlig forvaltning. Når det så er sagt, må kravet være at få rullet reformerne tilbage. Det må være indlysende at hvis det krav skal gennemføres, kræver det at Danmark kommer ud af EU og EU ud af kommunerne. Før vi overhovedet kan tale om selvstyre.

Poul

Af Lave K. Broch

Løkkes ord om et slankere EU er tilsyneladende allerede glemt. Regeringen overvejer dansk deltagelse i EU’s bankunion. Det har jeg ingen forståelse for. Danmark er ikke med i euroen, og vi bør på ingen måde give EU magt over bankerne.

Regeringen har bedt den såkaldte Koordinationsgruppe for Finansiel Stabilitet om at vurdere fordele og ulemper ved en dansk indmeldelse i EU’s bankunion. I denne koordinationsgruppe vil der være repræsentanter fra følgende ministerier og styrelser: Erhvervsministeriet (formand), Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Udenrigsministeriet, Nationalbanken, Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Med den sammensætning skal mange ikke have studeret Statskundskab i mange dage før man kan gætte sig til hvilken vej vinden blæser i koordinationsgruppen.

Vi må derfor forvente, at regeringen vil ende med at anbefale dansk tilslutning til EU’s bankunionen.

Det må føre til et krav om en dansk folkeafstemning.

Ja til samarbejde og demokrati – Nej til dansk indlemmelse i EU’s bankunion!

PS. her er et argument, som Brian Mikkelsen måske ikke har overvejet. Storbritannien er faktisk heller ikke med i EU’s bankunion og alligevel blev London et finanscentrum. Så hvis London kunne klare det uden at underkaste sig EU’s bankunion, så kan jeg ikke forstå hvorfor det skulle være en fordel for København og Danmark, at vi giver EU magt over vores banker.

Se også Folkebevægelsen mod EUs kampagneside mod Bank-unionen.

Af Rina Ronja Kari

Den britiske Labour-leder Jeremy Corbyn har bebudet, at han vil nationalisere jernbanedriften i Storbritannien efter en komplet mislykket privatisering for 20 år siden. Men Bruxelles har intet lært. Tværtimod vil man øge liberalisering og harmonisering af togdriften i EU.

Labour har bebudet, at de vil nationalisere jernbanedriften i Storbritannien. Tyve år efter at British Rail blev privatiseret står man nu med overfyldte tog, dyre billetpriser og nedslidt materiel. De ansatte strejker i protest mod de jammerlige forhold, de er bekymrede for sikkerheden, og de sidste måneder har der været massive forsinkelser.

Faktisk er der stiftet en folkelig bevægelse for at nationalisere jernbanerne igen.

Privatiseringen og den fri konkurrence skulle have givet de britiske kunder billigere og bedre service. I stedet har de fået et hav af problemer, fordi privatiseringen har medført et ræs mod bunden for at skabe profit. Jo, man forstår godt, at Labour vil rette op på dette ved at nationalisere jernbanedriften.

Når man sammenligner de britiske tilstande med Frankrig og Tyskland, hvor meget veldrevne nationale selskaber står for størstedelen af togdriften, så virker det mildest talt ikke som en særligt indlysende idé at øge mulighederne for privatisering af jernbanedriften. Men det er netop, hvad EU ønsker.

Danmark: Bundet på hænder og fødder

EU ønsker at harmonisere og liberalisere jernbanedriften i hele EU. Det skal ske med EU‘s fjerde jernbanepakke. Først og fremmest vil jernbanepakken medføre, at EU’s medlemslande med start i december 2019 gradvist bliver tvunget til at åbne deres jernbanedrift mere og mere op for konkurrence udefra.

Det vil sige, at medlemslande skal acceptere bud fra udenlandske private og statslige selskaber og overlade dem togdriften, hvis deres bud ifølge EU’s regler regnes for bedre og billigere end de nationale jernbaneselskabers. Også i Danmark bliver vi tvunget til at åbne vores jernbanedrift op.

Dermed vil man lidt forsimplet i princippet kunne man have et privat italiensk selskab til at stå for togdriften i Jylland, et privat hollandsk selskab på Fyn og det statsejede tyske selskab Deutsche Bahn til at klare togdriften på Sjælland, samt DSB til at klare resten.

Dette vil give en langt mere fragmenteret jernbanetransport, og Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF) har protesteret mod EU’s jernbanepakke, som de mener vil medføre arbejdsløshed, social dumping og ringere vilkår for de ansatte i EU’s jernbanedrift, samt forringelse af service og sikkerhed for passagererne.

Som man har set i Storbritannien giver privatiseringer ofte et ræs mod bunden. Men når først EU har talt, så bliver det meget svært for både togselskaber, fagforeninger, regeringer og kunder at modsætte sig.

Et andet stort spørgsmål er, hvad man skal stille op, hvis eksempelvis det hollandske selskab som klarer togdriften på Fyn går konkurs. Hvem skal så tage over? Hvad sker der med de ansatte? Hvad med passagererne som afhænger af selskabet?

Fordelen ved et samlet nationalt selskab er netop, at der findes en garant i form af staten, samt forpligtelse på at sikre transport – også i de mindre rentable yderområder.

Privatisering: Fælles værdier ned i få lommer

EU har haft det som en af sine fornemste opgaver at fremme konkurrence og såkaldte frie udbud, hvilket har medført stigende privatisering af offentlige serviceydelser. Øget konkurrence skal angiveligt komme borgerne og forbrugerne til gode, men i virkeligheden sker det stik modsatte alt for ofte, som i tilfældet med British Rails.

De færreste vil nok påstå, at DSB er fejlfri, men i en offentlig virksomhed som DSB vil et eventuelt overskud blive investeret i forbedringer af service, infrastruktur eller materiel – eller eventuelt tilfalde staten, som kan bruge pengene på andre opgaver til gavn for det fælles samfund.

Hvis en dansk regering i fremtiden vil give DSB særstatus i forhold til togdriften i Danmark, så indtjeningen kommer os alle til gode, så kan det i langt de fleste tilfælde kun ske, hvis DSB kan overbyde udenlandske selskaber i forhold til EU’s udbudsregler.

Problemet med at gennemtvinge denne form for udlicitering af togdriften til private firmaer er, at der skal skabes et overskud. Dette overskud går typisk til nogle aktionærer. Uanset hvordan man vender og drejer det, så kan overskuddet i jernbanedriften kun komme fra et sted: kunderne.

Når man privatiserer jernbanedriften og andre offentlige virksomheder som postvæsen, energi eller vandforsyning, så flytter man fælles værdier fra det offentlige over i private investorers lommer.

I Storbritannien har staten oven i købet støttet private selskaber for at sikre den offentlige transport. Men hvis borgerne skal betale to gange for togdriften – først via billetterne og siden via skatten – hvad er så pointen med at privatisere?

Ofte betaler disse investorer ikke engang skat af disse indtægter i landet, hvor pengene tjenes, som vi har set med DONG. Så vores fælles værdier kan altså nemt havne uden for landets grænser, hvor de ikke gavner fællesskabet.

Kun Daxit giver fuld selvbestemmelse

Netop her finder man kernen i EU’s projekt. Det handler om at skabe rigdom for private virksomheder og investorer på bekostning af den brede befolkning. Det er ikke noget tilfælde, at de rigeste i EU er blevet mærkbart rigere under finanskrisen, mens almindelige mennesker har mistet arbejde, hus og hjem i kolossalt omfang. EU har simpelthen ikke formået at beskytte almindelige menneskers interesser.

På denne baggrund giver det rigtig god mening, at Labour vil nationalisere jernbanerne, så indtjeningen igen kommer til at gå til fællesskabet, og dermed til forbedringer af materiel, service og de ansattes vilkår, i stedet for at gå lige lukt ned i aktionærernes lommer.

Hvis vi ønsker den samme grad af mulighed for selvbestemmelse og beskyttelse af vores nationale jernbanedrift og øvrige fælles ressourcer, så kræver det et dansk exit af EU. Et Daxit.

(Dette indlæg er tidligere blevet bragt i Berlingske Politiko)

Af Ann-Selena Lindenskov Cailloux, Folkebevægelsen mod EU
Tale holdt på 1. maj på den Røde plads i Fælledparken

Mit navn er Ann-Selena og mit efternavn er Cailloux. Det er fransk og kommer fra min oldefar, der kom til Danmark for at arbejde og som besluttede sig for at blive her og gifte sig med min danske oldemor. Han kom hertil i 1897, altså længe før den frie bevægelighed.

Og lige Frankrig er mig meget på sinde lige nu. Franskmændene står overfor et umuligt valg i 2. runde af præsidentvalget på søndag. På den ene side er der en højreorienteret ultra-nationalist og på den anden en mand, der bliver fremstillet som en anden Trump, altså en mand af folket og et alternativ til det etablerede politiske system, der mildt sagt, hænger mange franskmænd ud af halsen.

Men Macron har arbejdet for Rothschild, været økonomiminister og gik blandt andet til valg på at ville nedlægge 120.000 offentlige stillinger. Han er på ingen måde noget nyt. Det er et øv-valg og jeg er glad for at det ikke er mig, der skal tage stilling og vælge en af de to! Ligesom flere af mine franske venner vil gøre, kunne jeg i den situation, måske ligefrem have fundet på at stemme blankt.

Når det så er sagt, er der også noget positivt at sige om 1. runde af det franske valg. Mélenchon fra Front de Gauche gik fra 11% i 2012 til næsten 20% her i 2017. Tæller man Marine le Pen’s stemmer med, har omkring 40% af de franskmænd der har stemt, stemt på partier, der er imod EU!

Briterne er på vej ud, og hvis Frankrig følger efter, kan vi også i Danmark se frem til, i det mindste at få en afstemning om vores medlemskab. Lige nu ser det lidt skidt ud for den danske EU-modstand. Den seneste måling viser at 71% af danskerne er positive overfor EU. Det er en fremgang på 9 procentpoint i forhold til sidste år, men det sjove er, at da man bad en professor i statskundskab forsøge at forklare hvorfor flere danskere nu er positive, giver han brexit skylden.

Altså ikke selve brexit, men EU’s håndtering af brexit. Frygten for hvilke krav EU vil stille og hvilke sanktioner EU vil komme med overfor Storbritannien, gør at danskerne tænker at vi hellere må blive i EU. Det svarer altså til at man holder sin mund eller selv deltager i mobning, af ren frygt for selv at blive det næste offer.

Det er ren Bush-retorik a la “enten er I med os eller også er I imod os”, og så tænker danskere, at vi –  koste hvad det vil, skal sørge for at være med. Men selv om der er lange udsigter til et dansk farvel til EU, er det mere end nogensinde værd at kæmpe for!

Nedskæringerne i den danske velfærd er et oplagt eksempel.Jeg har en rigtig god veninde, som er pædagog. Hun arbejder med multihandicappede voksne som ikke har noget sprog og skal have hjælp til alt. Og hun kan snart ikke mere. De skal være 5 pædagoger om 13 brugere, men lige nu er de tre. 2 er gået ned med stress. Hun har flere gange måttet bruge fagforeningen, når hun blir i tvivl om noget, fx når hendes leder truer med at inddrage hendes ferie. Hun er umulig at lave en aftale med fordi hun aldrig ved hvad tid hun har fri. Hun kan blive sat på overarbejde uden varsel. Hun har ofte lukkevagten, der ofte betyder at hun er alene om 7 brugere. Så hun er også alt for træt til noget når hun endelig har fri.

Hendes leder spurgte hende forleden hvorfor hun er overrepræsenteret i registret der tæller hvilke pædagoger, der bliver slået af brugerne. Men brugerne har ikke noget sprog og formår hun ikke ved øjenkontakt og gestikulationer i en en-til-en kontakt med hver enkelt bruger, at regne ud hvornår de er tørstige, sultne eller skal skiftes, så slår de hende for at få opmærksomhed.

En af de vikarer de har på stuen, er uddannet tekstforfatter, for de må ikke bruge pædagoger osv som vikarer, det koster jo ekstra. Vikaren er så bange for brugere, at hun går og undgår dem og gemmer sig. Hendes leder, som i øvrigt takket være New Public Management, sidder inde i Vester Voldgade og bestemmer hvordan denne her institution på Amager skal styres, prøvede at trøste ved at forsikre min veninde om det jo kun skal være sådan indtil november!!!

Vi bliver nødt til at huske at EU direkte dikterer disse forhold. Forholdene går ud over pædagogerne, men det er mindst lige så slemt for brugerne. Mennesker kan ikke gøre for at de er handicappede og de er 100% afhængige af vores solidaritet, hvis de skal have en anstændig tilværelse.

Vi kan være nok så sure på Løkke, B Olsen og DF, men de er jo dybest set bare marionetdukker. Kun at skælde dem ud, svarer til at behandle symptomerne frem for at nå til roden af en sygdom. Ligesom nedskæringer i offentlige budgetter, dikterer EU også længere tid på arbejdsmarkedet. Længere tid for pædagogen, politibetjenten, håndværkeren og ikke mindst de ufaglærte. Lønmodtagere, der kommer ud på arbejdsmarkedet længe før dem, med de lange, gratis uddannelser, høje lønninger og attraktive pensionsordninger, for første gang i deres liv, får jord under neglene.

Ser man på gennemsnitslevealderen for nogle håndværkere, kan de se frem til at dø før de kan komme på pension. EU dikterer at vi skal spare på behandling og andre omkostninger ved kronisk syge. Det medførte blandt andet flex- og førtidspensionsreformen. De ledige skal heller ikke gå fri og så vi halverede dagpengeperioden.

Faktisk roser EU lige nu Danmark for at have foretaget disse reformer Men der er også noget at fejre i dag.

Det lykkedes os at få en samarbejdsaftale omkring Europol i hus. Europol er fra dags dato et overstatsligt system, der fx kan føre til en fælles efterretningstjeneste. Så i dag, skal vi takke os selv og være glade for at vi stemte nej 3. december 2015. For vi har beholdt retten til at kunne sige til og fra. I øvrigt udtalte professoren i statskundskab at nye afstemninger om de danske forbehold, ville ende til vores fordel.

De færreste danskere vil have mere EU og det skal vi huske at fejre!

For at få inspiration til min tale og lidt for sjov, læste jeg lige nogle borgerlige ord om alt det gode ved EU. Det bliver nævnt igen og igen at EU er lig med fred. Altså… For det første skrev vi, i Lissabon-traktaten, under på at vi i Danmark ville opruste hvert eneste år. Og det er forbudt at samarbejde diplomatisk om fred, lige så snart EU har terrorstemplet en organisation.

Derudover producerer vi jo i EU 30 % af verdens våben. De våben skal bruges inden datoen for sidste holdbarhed. Vi har også toldmure, der samtidig med at EU giver sig selv  landbrugsstøtte, gør at det er meget svært for landmænd udenfor EU at sælge deres varer til os.

Vi køber også fiskekvoterne fra afrikanerne. Alt det forårsager, helt uundgåeligt i sidste ende mere hungersnød, fattigdom og konflikt, og det giver flere flygtninge. Måske kan EU på magisk vis, finde måder at løse flygtninge-krisen på, men hvad nu hvis vi sikrede at færre mennesker var nødsagede til at flygte fra deres land?

Forfatteren af de borgerlige ord, skrev at man skulle sørge for nævne konkreter resultater for at sørge for en bredere opbakning til EU. Resultater giver legitimitet skriver han. Og nævner så billigere mobiltelefoni og internet.

At alt det dårlige ved EU, i nogens øjne, kan opvejes med billig telefoni, gør vores kamp imod EU, endnu vigtigere og mere aktuel end nogensinde. Og vi har alt at vinde.

Eksempelvis i beslutninger om fiskeri i Nordatlanten. Vi kan komme til at  samarbejde med Island, Norge, Storbritannien og Færøerne om at sikre bæredygtigt fiskeri i hele Nordatlanten.

Sidst der var ballade omkring fiskekvoterne, som er en central årsag til at Færøerne ikke er med i EU, endte Danmark på EU’s side. Det er jo helt absurd! Og så kan vi genvinde retten til selv at bestemme vores økonomiske politik.

Vi er sikkert meget uenige i Danmark, men kan man blive enige om nogle demokratisk rammer for en debat, er debatten mere frugtbar og de beslutninger der bliver taget, mere fornuftige. Hvis flertallet så er uenige med mig, må jeg jo bide i det sure æble. Det er demokrati.

Vi ville stå udenfor noget af samarbejdet, hvis vi melder os ud af EU. Og de EU-positive mener at de globale økonomiske spørgsmål kun kan besvares, hvis vi er en 100% integreret del af noget større. At Kinas voksende økonomi og tvivlen om USA’s supermagt-position, gør at verden er så usikker at vi ikke kan tillade os at beskæftige os med det nære. Markedet er ganske enkelt vigtigere end mennesket. Men hvad hjælper det at være en førende økonomi, når fordelene for det almindelige menneske er ikke-eksisterende??

Hvis vi skal konkurrere med fx Kina, kommer vi til at skulle konkurrere på spørgsmål som løn, arbejdsforhold, hensyn til miljø, gennemsigtighed for forbrugeren og ikke mindst vores retssikkerhed.

Så kan det være vi bliver nummer et, men jeg vil hellere holde vores, om end vaklende førsteplads, andenplads, måske kun top5-plads, som et land, hvor vi viser omsorg for de svageste. Hvor vi har lov til at være kritiske overfor magthavere og virksomheder.

Respekten for naturen og for mennesket er simpelthen for høj en pris at skulle betale. Første skridt på vejen til at genoprette Danmark er i mine øjne, at komme ud af EU!

Da jeg skrev på Facebook, at jeg skulle holde tale i dag, kommenterede en bekendt fra Spanien på det og spurgte hvad talen handler om. Jeg svarede de socio-økonomiske konsekvenser ved EU i Danmark. Lige efter skriver hun en privat besked til mig. Jeg tænkte åh nej, here we go again og ganske rigtigt, havde hun kort skrevet “for eller imod EU?”

Jeg har jo familie i Frankrig og Holland, jeg har boet i Frankrig og i Spanien og har venner og bekendte i hele Europa, især i Italien. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har skullet forsvare min anti-EU-holdning, men jeg gør det hver gang, fordi vi bliver nødt til det.

De kigger jo på mig som var jeg djævlen selv, indtil vi får snakket. Og det tager tid og det er svært at forklare, især spansk, men det lykkedes mig for det meste. I Spanien er man ikke kommet sig over Francos diktatur endnu. Valencia hvor jeg boede, er et af de mest korrupte steder i Spanien. Borgmesteren, der først for nyligt blev erstattet, havde siddet på magten i byen i 20 år. Selv den spanske prinsesse har stjålet fra kassen. Og i Italien har man haft, jeg tror det er 63 præsidenter siden 2. verdenskrig.

For mange mennesker i Europa er EU et skridt fremad i retning af mere demokrati. Så jeg forstår dem godt.Men jeg er vokset op i Danmark. Og det Danmark jeg voksede op i er ikke det Danmark jeg lever i nu. Én ting er nedskæringer og jeg er muligvis naiv nu, men der var engang hvor man som minister, kunne stilles til ansvar for hvad der foregik i ens ministerie. Nu er vi i en situation hvor der mangler 80 milliarder hos skat. Og ingen blir stillet til ansvar. Og vi er vel at mærke i det EU, mange på venstrefløjen kalder en garant for en kamp imod skattely.

Jeg vil have Danmark tilbage. Ikke ligesom DF, der, hvis de nogensinde har vidst det, i hvert fald har glemt hvad Danmark er. Det er vigtigere end nogensinde at vi på venstrefløjen udtaler vores EU-modstand. Den har intet med racisme at gøre. Vi vil gerne samarbejde internationalt, men verden er bare meget større end EU.

EU gør det tværtimod sværere for at kæmpe for vores principper. De giver måske en næse her og der, men man ser overordnet set igennem fingrene med de konservative og ultra-højreorienterede kræfter. De får magten i fx Polen, hvor man afskaffer retten til abort eller i Ungarn, hvor Orban har bygget et hegn og ligefrem vil nedlægge universiteter og kontrollere pressen.

Nogen tror EU er modstandere af højreorienterede kræfter, men EU er snarere årsagen til at de vinder frem. Den nedladende retorik og manglende demokratiske indflydelse, gør mange europæere så desperate, at de søger hen imod noget andet og så står folk som Marine le Pen klar med åbne arme.

Jeg forklarede min spanske veninde meget kort, at jeg elsker europæerne og alle andre mennesker, og derfor hader jeg EU. Og igen, er der en fordel ved den første runde i det franske præsident-valg. For Mélenchon har vist alle, at der findes EU-modstand på venstrefløjen, så jeg nævnte ham (han har i øvrigt spanske bedsteforældre) og straks blev hun nemmere at tale med!

Jeg så glad for at stå her i dag. Jeg er glad for at være en del af den anti-racistiske og venstreorienterede kamp imod EU. Og selv om det virkelig er op ad bakke, er jeg sikker på at vi vil vinde en dag.

Tak for ordet:-)