Kronik bragt i Arbejderen 25. maj 2017, af Jakob Lindblom, Folkebevægelsen mod EU i Aarhus

Der er røre i EU-modstanden. Mod alle spådomme stemte et flertal nej til at ophæve retsforbeholdet, og med briternes Brexit er katten ude af sækken for alvor. Nu er det ikke bare nye traktater, der stemmes ned, men selve EU-medlemskabet.

Det er en gave for EU-modstanden herhjemme, men hvordan kommer vi så videre?

For det første skal vi passe på ikke at nære illusioner om, at EU faktisk kan ændres i en social eller grøn retning. Det vil aldrig lykkes at dreje EU’s traktater i en sådan retning imod den europæiske storkapitals og EU-elitens interesser.

Den vetoret, EU-eliten har taget fra befolkningerne, har de nemlig beholdt selv. Blot én borgerlig regeringsleder som Orban i Ungarn er nok til at forhindre progressive traktatændringer.

Det betyder, at der kun er udmeldelsesstrategien tilbage, hvis man vil genvinde sit demokrati og generobre muligheden for at føre en anden og solidarisk politik.

DAXIT, DAXIT og DAXIT

Men hvordan vinder vi så en udmeldelse? Her nævner Karen Sunds fra Folkebevægelsen, Djursland, i sin kronik i Arbejderen den 6. april, at der skal opbygges en bred bevægelse over to krav. En folkeafstemning senest et år efter britisk udtræden og lige mange ressourcer til ja og nejsiden.

Jeg er ikke uenig i kravene, men skal vi have held med disse krav, så skal vi gribe det meget mere lavpraktisk an. Læren af Brexit-afstemningen var i mine øjne Brexit – altså selve ordet Brexit. Ord skaber sin egen dynamik, sin egen magt.

Dette aspekt kan ikke fremhæves nok, og vi kender det fra en lang række andre politikområder. Spørger man folk, om de vil have velfærd eller skattelettelser, har svaret altid lydt velfærd.

Forudsætningen for at få skabt en stærk bevægelse for en folkeafstemning er ikke at snakke med ligesindede organisationer og nøglepersoner om nogle krav. Der er vi slet ikke endnu.

Forudsætningen er at skabe et ligestillet valg, hvor befolkningen snakker om EU-medlemskabet på en måde, den ikke gør i dag. Kort sagt, få etableret ordet DAXIT som et naturligt sprogligt alternativ til EU.

Har vi den sproglige ramme klar i form af ordet DAXIT, så kan vi begynde at udfylde denne ramme. Så kan vi pege på alle de positive ting ved DAXIT, og vi tvinger pludselig ja-siden til at diskutere vores dagsorden. En ting, som ellers har været komplet umulig uden for de egentlige folkeafstemningsperioder.

Ja selv til EP-valgene har det været næsten umuligt. Vores første og største hovedprioritet er derfor at få folk til at forstå og bruge ordet DAXIT. Simpelthen få det etableret som normalt i den politiske dagligdags sprogbrug. Det skal vi alle bidrage til.

Ordet skal indgå i Facebook-opslag, debatter, læserbreve og hvad vi ellers laver. I Folkebevægelsen mod EU’s kampagneudvalg har vi taget ordet til os og lavet uddelingsaviser, klistermærker, løbesedler og badges med DAXIT. Vi skal ikke være bange for, at andre bruger ordet.

Tvært imod er det kun en gave, hvis både højre- og venstreorienterede EU-modstandere og medier tager begrebet til sig. Lige som Dansk Folkeparti (næsten) altid vinder på at tale udlændinge, så vinder vi på DAXIT.

Gør EU-modstanden positiv

DAXIT-kravet vil givetvis blive mødt med beskyldninger om nationalisme og trusler om økonomisk ruin. Det skal vi være klædt på til, men i stedet for straks at gå i defensiven og forsvare os, så skal vi tegne det positive billede af, hvad vi så vil med vores EU-modstand.

Da den britiske premierminister Theresa May trykkede på udmeldelsesknappen i EU, skete det med en tale om, at nu skulle Storbritannien tage magten tilbage og lave sine egne love og bygge et land, som deres børn og børnebørn kan være stolte over at kalde hjem.

Herhjemme er vi gode til at forklare alle EU’s ulykker, men vi er for dårlige til at turde drømme højt om de muligheder, som en udmeldelse vil give os, for at skabe forandring, og for at revitalisere vores demokrati ved at bestemme lovene selv.

Det er vores frihed, det handler om. Dette er lære nummer to fra Brexit. Vi skal turde drømme og tegne de positive visioner.

I takt med dette vil vi også nemmere kunne imødegå de skræmmekampagner, som uvægerligt vil komme. Det vil blive et positivt tilvalg af DAXIT fremfor et negativt fravalg, hvor man vejer onderne op imod hinanden: EU’s dårligdomme contra frygten for den økonomiske skræmmekampagne.

Det betyder ikke, at vi ikke allerede nu skal afmontere de forventede skræmmekampagner. Læren fra 1972 var klart, at man sagtens kan skræmme et ja igennem, hvis frygten for ens job steg. Derfor er et fokus på handel og økonomi stadig vigtig, men vi kan gøre det nemmere for os selv med den positive modfortælling.

Hvor står vi nu?

De næste to år bliver afgørende. Formår vi at bruge Brexit-forhandlingerne til at vinde kampen om DAXIT-ordet og sætte denne dagsorden bredt i befolkningen, så står vi med alle kort på hånden til at gøre næste EU-parlamentsvalg til et egentligt DAXIT-valg.

Så er briterne også endeligt ude, og vi kan bruge deres aftale som springbræt for en egentlig bevægelse med krav om folkeafstemning. Men det er i denne rækkefølge tingene skal lykkes. Derfor alle sammen:

Lad os tage ved lære af briternes erfaring og skabe vores positive vision uden for EU. Lad os kalde det DAXIT, og lad os ikke forsømme en eneste mulighed for at bruge netop dette ord. DAXIT skaber nemlig DAXIT. Men det kræver hårdt arbejde.

Folkebevægelsen mod EU var blevet inviteret til at holde en tale om EU s militarisering på demonstration for fred mod Nato, den 24. maj 2017 i København ved Forsvarsministeriet.

Kære alle,

Tak for invitationen til at tale her i dag.

I en tid med ufred er det vigtigere end nogensinde at der aktivt gøres en indsats for en mere fredelig verden.

Folkebevægelsen mod EU vender sig imod  EU’s militarisering.

• EU støtter våbenindustrien.
• EU er i gang med at opbygge en egen militær struktur
• Og EU fører en udenrigspolitik, der er til skade for freden.

EU har bl.a. oprettet et såkaldt forsvarsagentur i Bruxelles.

Forsvarsagenturet arbejder målrettet for en styrkelse af den europæiske våbenindustri.

En våbenindustri, der igennem mange år har eksporteret våben til lande der vedvarende krænker menneskerettighederne.

Jeg mødte for et par år siden en repræsentant fra Amnesty International, der kunne fortælle om at der var fundet ammunition fra EU i Gaza efter Israels store angreb på området.

Men også andre lande – der bruger våben mod civile – har gennem årene købt våben i EU.

F.eks. købte Irak under Saddam Hussein våben i EU.

Og nu vil EU også lave en forsvarsforskningsfond, der skal forske i udviklingen af nye våbentyper. Og den danske regering vil at Danmark skal støtte denne fond økonomisk.

Det mener vi er i strid med vores forsvarsforbehold.

Danske skatteydere skal ikke betale til udviklingen af våben i EU.

Hvis regeringen og EU-tilhængerne vil have Danmark med i EU’s forsvarspolitik, så bør de afholde en folkeafstemning.

EU er også i fuld gang med at opbygge en militær union.

Dette støttes ikke mindst af den franske og tyske regering, og efter at briterne træder ud af EU vil det blive nemmere for Frankrig og Tyskland at styrke EU’s militære side.

EU har allerede taget de første skridt i forhold til etableringen af et militært hovedkvarter også kaldet et kommandocenter.

I EU’s Lissabon-traktat står der at medlemslandene forpligter sig til vedvarende at forbedre deres miltære kapacitet.

Det er jo bindegalt.

Hvordan kan man binde landene til at opruste eller forbedre deres militære udrustning?

Hvad hvis medlemslandene en dag i fremtiden vil nedruste?

EU-traktaten er i øvrigt på over 300 sider og ingen steder i traktaten står der:

• at EU-landene kun må lave militære aktioner uden for unionen, hvis der er et FN-mandat og
• intet sted i traktaten står der at EU vender sig imod masseødelæggelsesvåben. Heriblandt atomvåben.

Nej – EU er ikke ligefrem fredens projekt.

Det gælder også når man ser på EU’s udenrigspolitik og ikke mindst EU’s terrorliste.

EU deler verden op i venner og fjender.

Men når man ser på verdens konflikter vil man hurtigt finde ud af at konflikterne er mere komplicerede.

Det er derfor Norge har valgt at takke nej til EU’s terrorliste.

I Norge vil der aldrig have været en sag om Roy-tv. For PKK er ikke på nogen terrorliste.

Nordmændene arbejder i stedet for at bringe stridende parter sammen til fredsforhandlinger.

Det lykkedes f.eks. i Colombia.

Over 200.000 colombianere havde mistet livet i den colombianske borgerkrig, og op mod 7 millioner colombianere lever som flygtninge i deres eget land.

Norge og Cuba støttede aktivt en fredsproces i Colombia og det lykkedes at få oprørsgruppen FARC og Colombias regering til at forhandle sig frem til en fredsaftale.

Men hvor var EU?

EU havde selvfølgelig terrorstemplet FARC og det var først da fredsaftalen var forhandlet på plads, at EU ophævede terrorstemplingen.

Colombia er ikke det eneste sted hvor EU har valgt side. Det sker stort set over alt.

I Sri Lanka-konflikten var EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre i 2006 ødelæggende for den igangværende fredsproces.

Også der spillede Norge en central rolle, og alle de fem nordiske lande deltog i en fredsmission i Sri Lanka.

Efter EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre startede kamphandlingerne i Sri Lanka.

De nordiske EU-lande – Danmark, Finland og Sverige – var på grund af EU’s terrorstempling nødt til at trække deres observatører ud af Sri Lanka.

Norge og Island – der ikke er med i EU – prøvede at styrke deres bidrag til fredsmissionen, men det hjalp desværre ikke, for Sri Lankas regering iværksatte en stor offensiv, der kostede titusinder af mennesker livet.

Norge var rasende på EU for terrorstemplingen, og den svenske leder af fredsmissionen, følte sig groft svigtet.

I Folkebevægelsen er vi derfor modstandere af EU’s terrorliste.

Vi ser hellere at Danmark bakker op om fredsforhandlinger i verden på linje med Norge.

Vi vender os også imod militariseringen af EU. Det er ikke det som verden har brug for.

Ja til fred og Danmarks forsvarsforbehold i EU.

Nej til EU’s militarisering.

http://broch.dk/

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har fået udarbejdet en konsulentrapport, der mener at vise, at vores BNP er 100 mia.kr. højere end det ville have været, hvis vi var udenfor EU og måtte samhandle med EU efter WTO-reglerne (d.v.s. at vi stødte på unionens massive toldmur og andre protektionistiske tiltag). Man omregner endda med demagogisk finesse gevinsten til 65.000 kr. for et LO-ægtepar i ejerbolig. Konsulentbureauet indrømmer dog, at det er en “kontrafaktisk analyse”.

Af Ib Christensen

En af de væsentligste forudsætninger for at vinde tilslutning til en dansk frigørelse fra EU er at kunne anvise et realistisk og konkret alternativ til EU-medlemskabet. Det er ikke nok, at man nonchalant erklærer, at der er mange alternativer. De fleste danskere accepterer EU-medlemskabet uden begejstring, men i en tro på, at der ikke er noget realistisk alternativ.

Danmark er et af de lande i verden, der har den største udenrigshandel pr. indbygger. Vi er ekstremt afhængige af at kunne handle frit med omverdenen. 900.000 danske arbejdspladser er afhængige af den friest mulige handel i Europa og i verden. Derfor er det fatalt, at vi som EU-medlem er låst fast i en toldunion, oven i købet en protektionistisk en af slagsen, der gennem en kombination af told og tekniske handelshindringer uden begrundelse i miljø eller forbrugerhensyn fordyrer forbrugerpriserne og øger virksomhedernes omkostninger.

Det er derfor afgørende, at vi genvinder vor handelspolitiske selvstændighed. Det betyder, at vi må udtræde af EU. Men da det er afgørende vigtigt at bevare frihandelen med EU, må medlemskabet af EU afløses af en frihandelsaftale. Det vil også være i EU´s interesse. Grønland fik en glimrende aftale ved sin udtræden af EF, og Brexit vil også resultere i en god frihandelsaftale med EU, for det er i begge parters interesse. Det vil jo være tåbeligt af EU at straffe sig selv i fornærmelse over, at et land forlader unionen.

Men vi behøver ikke at afvente Brexit, for der er eksempler nok på sammenlignelige lande, der har bevaret deres suverænitet og samtidig opnået glimrende frihandelsaftaler med EU, nemlig EFTA-landene Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein. Derfor bør et frit og selvstændigt Danmark genindtræde i EFTA. EFTA-landene har omfattende frihandelsaftaler med en lang række store og mindre lande kloden over og indgår konstant nye frihandelsaftaler.

Tre af EFTA-landene: Norge, Island og Liechtenstein deltager gennem EØS i EU´s indre marked. Schweiz har derimod valgt en tilvalgsordning, hvor de kun deltager i det indre marked i det omfang, de finder det overensstemmende med deres nationale interesser. Det vil klart være at foretrække for Danmark at vælge den schweiziske model. Kun hvis det er en uomgængelig politisk forudsætning for at vinde flertal for en dansk udtræden af EU, at EU-medlemskabet erstattes af EØS-modellen, bør den accepteres.

Her må man være opmærksom på, at EU ikke er international samarbejdsorganisation, men en statsdannelse. Med fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, fælles forsvarspolitik med et fælles forsvar under opbygning, en økonomisk-monetær union med fælles valuta- og pengepolitik, fælles økonomisk politik, styring af finans-, arbejdsmarkeds- og socialpolitikken, en fælles regering (kommissionen), et parlament, en domstol og en centralbank. Siden starten i 1957 er EU-staten uafbrudt blevet mere og mere omfattende, og det uden for enhver virkelighed at forestille sig en tilbagerulning.

De frihedsgrader, EFTA-landene har – selv de tre af dem, der deltager i EØS – er derfor store. Forskellen mellem EFTA-landene og EU-landene er forskellen mellem at være et frit og selvstændigt land eller være en delstat i en forbundsstat. Briterne var kloge, da den valgte Brexit, for, som de siger: ”The more interdependent, you are, the more you need independence”.

Ib Christensen