Nu, hvor kommunalvalget er kommet lidt på afstand og kampen om borgmester og udvalgsposter er overstået. Og dejen til alle rævekagerne er blevet godt og grundigt æltet, vil det måske være en ide at hæve blikket lidt. For hvor meget kan det kommunale, såkaldte selvstyre, gøre for at sikre den sociale velfærd?

Kommunerne er jo lagt i en økonomisk spændetrøje dikteret af folketinget og EU. Her lige en kort historisk gennemgang.

Tilbage i 2012 vedtog et flertal af Folketingets partier, bestående af socialdemokratiet, de Radikale, SF, Venstre og konservative at tilslutte Danmark EUs finanspagt. Selvom vi har vores Euro forbehold, blev denne, for befolkningen afgørende beslutning, skammeligt taget uden en folkeafstemning. Efterfølgende – for at tilpasse den økonomiske politik til finanspagten – vedtog folketinget en budgetlov som sætter loft over hvor stort underskud der må være på den danske finanslov i fremtiden.

Og hvad har det så med kommunerne at gøre?

Budgetloven gør at der er lagt udgiftslofter for stat, regioner og kommuner. Disse ligger fast for en fireårig periode – på kroner og øre. Dette for at trimme dansk offentlig økonomi til kravene fra EU.
Således er der altså lagt en jernring om det økonomiske råderum i kommunerne.

Alt andet lige betyder det også, at hvis der ude i kommunerne foretages forbedringer et sted kræver det nedskæringer et andet sted. Og selv om en kommunekasse bugner, må man ikke bruge af pengene.

Et andet aspekt, der også er værd at nævne i den forbindelse, er de reformer der i høj grad bliver forvaltet ude i kommunerne. Disse asociale reformer af bl.a. efterløn, fleksjob, førtidspension osv. er også gennemført på baggrund af henstillinger fra EU. At reformerne i nogle kommuner bliver administreret stramt og bevisligt ulovligt, skal bekæmpes. Der skal aktioneres og demonstreres for at få en ordentlig forvaltning. Når det så er sagt, må kravet være at få rullet reformerne tilbage. Det må være indlysende at hvis det krav skal gennemføres, kræver det at Danmark kommer ud af EU og EU ud af kommunerne. Før vi overhovedet kan tale om selvstyre.

Poul

Efter Brexit burde der være fornyet kampgejst blandt EU modstanderne i Danmark. En offensiv og intensiveret kamp, for at også Danmark kan melde sig ud, må være et indlysende skridt at tage. Briternes udmelding giver håb og en vis rygvind som bør udnyttes. Vel at mærke, stadig uden at have illusioner om at EU unionen kan reformeres til noget mere socialt, demokratisk og retfærdigt. Dette lader sig ikke gøre. Vi skal simpelthen UD!

At foretage svinkeærinder, som Enhedslistens hovedbestyrelse i en udtalelse foreslår, vil være en afsporing af kampen og medføre tab af momentum. Her foreslår Enhedslisten(EL), at en ny regering efter næste valg tager til Bruxelles og genforhandler Danmarks forhold til EU. For bl.a. at sikre Danmark, og alle andre EU lande som ønsker det, kan gå foran når det gælder sunde fødevarer, forbrugersikkerhed, dyrevelfærd og sociale rettigheder, samt retten til selv at at fastlægge den økonomiske politik. Et genforhandlet resultat skal sendes til folkeafstemning, så befolkningen får mulighed for at godkende eller forkaste resultatet. Hvis det ikke lykkes skal der i stedet gennemføres en folkeafstemning om det fortsatte medlemskab af EU (læs evt. Hele udtalelsen på ELs hjemmeside, eller nederst i artiklen).

En sådan strategi er, efter min mening total formålsløs og utopisk. Hvilken ny regering skal pålægges at tage til Bruxelles? En socialdemokratisk ledet?- Forget it! Det kommer ikke til at ske!

Den konsekvente brede EU Modstand bør ufortrødent samle kræfterne i folkebevægelsen mod EU. Uanset politisk ståsted, må vi, direkte, men med højt til loftet, arbejde os frem mod en folkeafstemning om udmeldelse. For modstanden er bred og på tværs af alle parti skel. Det var også den brede modstand der fik England ud. Selvfølgelig skal vi også anvise de muligheder og fordele der er ved at melde sig ud, på alle områder. Et eksempel er Ib Christensens fine indlæg her på bloggen.

Men Hvis man tror man kan reformere EU, vil faren for at man ender som kaninen i Carl Scharnbergs fabel være stor.

Kaninen sagde: Lad slangen blot æde mig, så æder jeg den op indefra. Siden har ingen hørt mere til den.

Poul

DOKUMENTATION:

Nyt fra Hovedsbestyrelsen
HB-udtalelse om EU
En ny dansk regering bør starte forhandlinger om Danmarks forhold til EU

Som vi mere grundigt har forklaret det i vores EU-program, mener Enhedslisten, at EU er skadelig for befolkningen i Danmark, befolkningerne i de øvrige lande og globalt.

På den anden side famler Løkke-regeringen i blinde. Det virker, som om den helt har opgivet at gøre andet end det, EU-toppen ønsker. Hvad er regeringens og folketingsflertallets politik i forhold til EU? Det spørgsmål bliver mere og mere presserende. Derfor foreslår Enhedslisten, at en ny regering efter næste valg tager til Bruxelles og genforhandler Danmarks forhold til EU.

For at sikre trygge og ordentlige vilkår er det helt afgørende at Danmark, og alle andre EU-lande som ønsker det samme, sikres ret til at gå foran, når det gælder sunde fødevarer, forbrugersikkerhed, dyrevelfærd og sociale rettigheder. Samtidig må vi sikres en social protokol, som giver ubetinget ret til at forhindre social dumping. EU’s indre marked skal ikke kunne bruges som en undskyldning for at forhindre højere standarder og bedre levevilkår. Dette perspektiv samarbejder Enhedslisten allerede med kræfter i Europa om

Det genforhandlede resultat skal sendes til folkeafstemning, så befolkningen får mulighed for at godkende eller forkaste resultatet. Sikrer disse forhandlinger ikke en social protokol, retten til selv at fastlægge den økonomiske politik og retten til at gå foran, må der i stedet gennemføres en folkeafstemning om det fortsatte danske medlemskab af EU.

Vedtaget af Enhedslistens hovedbestyrelse d. 4. marts 2017

Selvom jeg er en ældre herre, fik jeg aldrig muligheden for at stemme om Danmark skulle sige JA eller NEJ til EF tilbage i 1972. Havde ellers et par år tidligere, forladt mors kødgryder, var i arbejde, betalte skat og var blevet indkaldt til at aftjene værnepligt. Alligevel var jeg kun 19 år og valgretsalderen var dengang 20 år. Ikke at min stemme ville have gjort synderlig forskel, men alligevel følte jeg det uretfærdigt. Jeg ville klart have stemt NEJ!

Husker stadig Tilhængersidens propaganda. Fyldt med løfter, trusler, fortielser og løgne. Alt fra kaffe til vaskemaskiner ville blive dyrere hvis vi stemte Nej. LO og arbejdsgiverne forsikrede os om at EF ikke ville få nogen indflydelse på det danske arbejdsmarked. Herhjemme ville vi nemlig” selv knække nødderne”. Også for landbrugets skyld skulle der stemmes JA. Stort set hele raden rundt, hos det vi i dag, ville kalde ” the establishment” ville begejstringen ingen ende tage. Og alle argumenterne var fremstillet af den fars vindfrikadeller er lavet af.

Nej sidens argumenter, eller propaganda, om man vil, var præget af forsvaret for den nationale identitet, modstand mod undergravning af det danske folkestyre og retningen mod noget overstatsligt der ville fjerne hindringer der stod i vejen for kapitalens profitmuligheder.

Et komfortabelt flertal stemte imidlertid JA. Den 2. oktober 1972, men det var modstanderne der fik ret.

I de efterfølgende 45 år har der været 7 afstemninger vedrørende Det såkaldte europæiske samarbejde. Her har jeg benyttet mig af min stemmeret til at stemme Nej til yderligere unionsopbygning hver gang. Og også aktivt via folkebevægelsen mod EU arbejdet for en udmeldelse af EU. Det lader til at være en tilbagevendende omkamp med forlænget spilletid.

Fakta er imidlertid at vi i dag står tilbage med et kæmpemæssig bureaukratisk monster af en europæisk Union. Der ikke er godt for noget andet end monopolkapitalen. Lad os få en afstemning om dansk udmeldelse. Så alle andre der heller ikke fik mulighed for at stemme i 1972, enten det var fordi de var for unge eller ikke var født endnu, kan tage afgørende stilling til EU.