Af Ann-Selena Lindenskov Cailloux, Folkebevægelsen mod EU
Tale holdt på 1. maj på den Røde plads i Fælledparken

Mit navn er Ann-Selena og mit efternavn er Cailloux. Det er fransk og kommer fra min oldefar, der kom til Danmark for at arbejde og som besluttede sig for at blive her og gifte sig med min danske oldemor. Han kom hertil i 1897, altså længe før den frie bevægelighed.

Og lige Frankrig er mig meget på sinde lige nu. Franskmændene står overfor et umuligt valg i 2. runde af præsidentvalget på søndag. På den ene side er der en højreorienteret ultra-nationalist og på den anden en mand, der bliver fremstillet som en anden Trump, altså en mand af folket og et alternativ til det etablerede politiske system, der mildt sagt, hænger mange franskmænd ud af halsen.

Men Macron har arbejdet for Rothschild, været økonomiminister og gik blandt andet til valg på at ville nedlægge 120.000 offentlige stillinger. Han er på ingen måde noget nyt. Det er et øv-valg og jeg er glad for at det ikke er mig, der skal tage stilling og vælge en af de to! Ligesom flere af mine franske venner vil gøre, kunne jeg i den situation, måske ligefrem have fundet på at stemme blankt.

Når det så er sagt, er der også noget positivt at sige om 1. runde af det franske valg. Mélenchon fra Front de Gauche gik fra 11% i 2012 til næsten 20% her i 2017. Tæller man Marine le Pen’s stemmer med, har omkring 40% af de franskmænd der har stemt, stemt på partier, der er imod EU!

Briterne er på vej ud, og hvis Frankrig følger efter, kan vi også i Danmark se frem til, i det mindste at få en afstemning om vores medlemskab. Lige nu ser det lidt skidt ud for den danske EU-modstand. Den seneste måling viser at 71% af danskerne er positive overfor EU. Det er en fremgang på 9 procentpoint i forhold til sidste år, men det sjove er, at da man bad en professor i statskundskab forsøge at forklare hvorfor flere danskere nu er positive, giver han brexit skylden.

Altså ikke selve brexit, men EU’s håndtering af brexit. Frygten for hvilke krav EU vil stille og hvilke sanktioner EU vil komme med overfor Storbritannien, gør at danskerne tænker at vi hellere må blive i EU. Det svarer altså til at man holder sin mund eller selv deltager i mobning, af ren frygt for selv at blive det næste offer.

Det er ren Bush-retorik a la “enten er I med os eller også er I imod os”, og så tænker danskere, at vi –  koste hvad det vil, skal sørge for at være med. Men selv om der er lange udsigter til et dansk farvel til EU, er det mere end nogensinde værd at kæmpe for!

Nedskæringerne i den danske velfærd er et oplagt eksempel.Jeg har en rigtig god veninde, som er pædagog. Hun arbejder med multihandicappede voksne som ikke har noget sprog og skal have hjælp til alt. Og hun kan snart ikke mere. De skal være 5 pædagoger om 13 brugere, men lige nu er de tre. 2 er gået ned med stress. Hun har flere gange måttet bruge fagforeningen, når hun blir i tvivl om noget, fx når hendes leder truer med at inddrage hendes ferie. Hun er umulig at lave en aftale med fordi hun aldrig ved hvad tid hun har fri. Hun kan blive sat på overarbejde uden varsel. Hun har ofte lukkevagten, der ofte betyder at hun er alene om 7 brugere. Så hun er også alt for træt til noget når hun endelig har fri.

Hendes leder spurgte hende forleden hvorfor hun er overrepræsenteret i registret der tæller hvilke pædagoger, der bliver slået af brugerne. Men brugerne har ikke noget sprog og formår hun ikke ved øjenkontakt og gestikulationer i en en-til-en kontakt med hver enkelt bruger, at regne ud hvornår de er tørstige, sultne eller skal skiftes, så slår de hende for at få opmærksomhed.

En af de vikarer de har på stuen, er uddannet tekstforfatter, for de må ikke bruge pædagoger osv som vikarer, det koster jo ekstra. Vikaren er så bange for brugere, at hun går og undgår dem og gemmer sig. Hendes leder, som i øvrigt takket være New Public Management, sidder inde i Vester Voldgade og bestemmer hvordan denne her institution på Amager skal styres, prøvede at trøste ved at forsikre min veninde om det jo kun skal være sådan indtil november!!!

Vi bliver nødt til at huske at EU direkte dikterer disse forhold. Forholdene går ud over pædagogerne, men det er mindst lige så slemt for brugerne. Mennesker kan ikke gøre for at de er handicappede og de er 100% afhængige af vores solidaritet, hvis de skal have en anstændig tilværelse.

Vi kan være nok så sure på Løkke, B Olsen og DF, men de er jo dybest set bare marionetdukker. Kun at skælde dem ud, svarer til at behandle symptomerne frem for at nå til roden af en sygdom. Ligesom nedskæringer i offentlige budgetter, dikterer EU også længere tid på arbejdsmarkedet. Længere tid for pædagogen, politibetjenten, håndværkeren og ikke mindst de ufaglærte. Lønmodtagere, der kommer ud på arbejdsmarkedet længe før dem, med de lange, gratis uddannelser, høje lønninger og attraktive pensionsordninger, for første gang i deres liv, får jord under neglene.

Ser man på gennemsnitslevealderen for nogle håndværkere, kan de se frem til at dø før de kan komme på pension. EU dikterer at vi skal spare på behandling og andre omkostninger ved kronisk syge. Det medførte blandt andet flex- og førtidspensionsreformen. De ledige skal heller ikke gå fri og så vi halverede dagpengeperioden.

Faktisk roser EU lige nu Danmark for at have foretaget disse reformer Men der er også noget at fejre i dag.

Det lykkedes os at få en samarbejdsaftale omkring Europol i hus. Europol er fra dags dato et overstatsligt system, der fx kan føre til en fælles efterretningstjeneste. Så i dag, skal vi takke os selv og være glade for at vi stemte nej 3. december 2015. For vi har beholdt retten til at kunne sige til og fra. I øvrigt udtalte professoren i statskundskab at nye afstemninger om de danske forbehold, ville ende til vores fordel.

De færreste danskere vil have mere EU og det skal vi huske at fejre!

For at få inspiration til min tale og lidt for sjov, læste jeg lige nogle borgerlige ord om alt det gode ved EU. Det bliver nævnt igen og igen at EU er lig med fred. Altså… For det første skrev vi, i Lissabon-traktaten, under på at vi i Danmark ville opruste hvert eneste år. Og det er forbudt at samarbejde diplomatisk om fred, lige så snart EU har terrorstemplet en organisation.

Derudover producerer vi jo i EU 30 % af verdens våben. De våben skal bruges inden datoen for sidste holdbarhed. Vi har også toldmure, der samtidig med at EU giver sig selv  landbrugsstøtte, gør at det er meget svært for landmænd udenfor EU at sælge deres varer til os.

Vi køber også fiskekvoterne fra afrikanerne. Alt det forårsager, helt uundgåeligt i sidste ende mere hungersnød, fattigdom og konflikt, og det giver flere flygtninge. Måske kan EU på magisk vis, finde måder at løse flygtninge-krisen på, men hvad nu hvis vi sikrede at færre mennesker var nødsagede til at flygte fra deres land?

Forfatteren af de borgerlige ord, skrev at man skulle sørge for nævne konkreter resultater for at sørge for en bredere opbakning til EU. Resultater giver legitimitet skriver han. Og nævner så billigere mobiltelefoni og internet.

At alt det dårlige ved EU, i nogens øjne, kan opvejes med billig telefoni, gør vores kamp imod EU, endnu vigtigere og mere aktuel end nogensinde. Og vi har alt at vinde.

Eksempelvis i beslutninger om fiskeri i Nordatlanten. Vi kan komme til at  samarbejde med Island, Norge, Storbritannien og Færøerne om at sikre bæredygtigt fiskeri i hele Nordatlanten.

Sidst der var ballade omkring fiskekvoterne, som er en central årsag til at Færøerne ikke er med i EU, endte Danmark på EU’s side. Det er jo helt absurd! Og så kan vi genvinde retten til selv at bestemme vores økonomiske politik.

Vi er sikkert meget uenige i Danmark, men kan man blive enige om nogle demokratisk rammer for en debat, er debatten mere frugtbar og de beslutninger der bliver taget, mere fornuftige. Hvis flertallet så er uenige med mig, må jeg jo bide i det sure æble. Det er demokrati.

Vi ville stå udenfor noget af samarbejdet, hvis vi melder os ud af EU. Og de EU-positive mener at de globale økonomiske spørgsmål kun kan besvares, hvis vi er en 100% integreret del af noget større. At Kinas voksende økonomi og tvivlen om USA’s supermagt-position, gør at verden er så usikker at vi ikke kan tillade os at beskæftige os med det nære. Markedet er ganske enkelt vigtigere end mennesket. Men hvad hjælper det at være en førende økonomi, når fordelene for det almindelige menneske er ikke-eksisterende??

Hvis vi skal konkurrere med fx Kina, kommer vi til at skulle konkurrere på spørgsmål som løn, arbejdsforhold, hensyn til miljø, gennemsigtighed for forbrugeren og ikke mindst vores retssikkerhed.

Så kan det være vi bliver nummer et, men jeg vil hellere holde vores, om end vaklende førsteplads, andenplads, måske kun top5-plads, som et land, hvor vi viser omsorg for de svageste. Hvor vi har lov til at være kritiske overfor magthavere og virksomheder.

Respekten for naturen og for mennesket er simpelthen for høj en pris at skulle betale. Første skridt på vejen til at genoprette Danmark er i mine øjne, at komme ud af EU!

Da jeg skrev på Facebook, at jeg skulle holde tale i dag, kommenterede en bekendt fra Spanien på det og spurgte hvad talen handler om. Jeg svarede de socio-økonomiske konsekvenser ved EU i Danmark. Lige efter skriver hun en privat besked til mig. Jeg tænkte åh nej, here we go again og ganske rigtigt, havde hun kort skrevet “for eller imod EU?”

Jeg har jo familie i Frankrig og Holland, jeg har boet i Frankrig og i Spanien og har venner og bekendte i hele Europa, især i Italien. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har skullet forsvare min anti-EU-holdning, men jeg gør det hver gang, fordi vi bliver nødt til det.

De kigger jo på mig som var jeg djævlen selv, indtil vi får snakket. Og det tager tid og det er svært at forklare, især spansk, men det lykkedes mig for det meste. I Spanien er man ikke kommet sig over Francos diktatur endnu. Valencia hvor jeg boede, er et af de mest korrupte steder i Spanien. Borgmesteren, der først for nyligt blev erstattet, havde siddet på magten i byen i 20 år. Selv den spanske prinsesse har stjålet fra kassen. Og i Italien har man haft, jeg tror det er 63 præsidenter siden 2. verdenskrig.

For mange mennesker i Europa er EU et skridt fremad i retning af mere demokrati. Så jeg forstår dem godt.Men jeg er vokset op i Danmark. Og det Danmark jeg voksede op i er ikke det Danmark jeg lever i nu. Én ting er nedskæringer og jeg er muligvis naiv nu, men der var engang hvor man som minister, kunne stilles til ansvar for hvad der foregik i ens ministerie. Nu er vi i en situation hvor der mangler 80 milliarder hos skat. Og ingen blir stillet til ansvar. Og vi er vel at mærke i det EU, mange på venstrefløjen kalder en garant for en kamp imod skattely.

Jeg vil have Danmark tilbage. Ikke ligesom DF, der, hvis de nogensinde har vidst det, i hvert fald har glemt hvad Danmark er. Det er vigtigere end nogensinde at vi på venstrefløjen udtaler vores EU-modstand. Den har intet med racisme at gøre. Vi vil gerne samarbejde internationalt, men verden er bare meget større end EU.

EU gør det tværtimod sværere for at kæmpe for vores principper. De giver måske en næse her og der, men man ser overordnet set igennem fingrene med de konservative og ultra-højreorienterede kræfter. De får magten i fx Polen, hvor man afskaffer retten til abort eller i Ungarn, hvor Orban har bygget et hegn og ligefrem vil nedlægge universiteter og kontrollere pressen.

Nogen tror EU er modstandere af højreorienterede kræfter, men EU er snarere årsagen til at de vinder frem. Den nedladende retorik og manglende demokratiske indflydelse, gør mange europæere så desperate, at de søger hen imod noget andet og så står folk som Marine le Pen klar med åbne arme.

Jeg forklarede min spanske veninde meget kort, at jeg elsker europæerne og alle andre mennesker, og derfor hader jeg EU. Og igen, er der en fordel ved den første runde i det franske præsident-valg. For Mélenchon har vist alle, at der findes EU-modstand på venstrefløjen, så jeg nævnte ham (han har i øvrigt spanske bedsteforældre) og straks blev hun nemmere at tale med!

Jeg så glad for at stå her i dag. Jeg er glad for at være en del af den anti-racistiske og venstreorienterede kamp imod EU. Og selv om det virkelig er op ad bakke, er jeg sikker på at vi vil vinde en dag.

Tak for ordet:-)

Vi er kommet langt med ligestillingen mellem køn i Danmark. Jeg har boet og rejst en del i Sydeuropa og har blandt andet oplevet at få ret meget medlidenhed af mine venner, da jeg fortalte dem, at kvinder ikke får blomster 8. marts i Danmark. Jeg kom til at snerre lidt da jeg sagde at vi i stedet generelt får respekt hele året.

Der er stadig meget at kæmpe og takket være kvinder og mænd før mig, er der skabt en tryghed, der gør det muligt for nutidens feminister at tale om emner som tvungen barsel, kønskvoter i bestyrelser og naturligvis ligeløn, som vi på trods af at de færreste er uenige i den målsætning, er langt fra i hus med. Der er også mulighed for at tale om alvorligere ting som sexisme på arbejdspladser, på gaden og i bylivet og der var heldigvis bred opbakning til at ændre en beslutning om at fjerne den økonomiske støtte, der gav Dannerhuset mulighed for at tilbyde de voldsramte kvinder, de tager imod, akut psykologhjælp.

Og selv om jeg ved at det ene ikke udelukker det andet og synes at det er positivt forskellige områder indenfor ligestilling, om det er twerking, der er en sexet dans, der efter sigende skulle gøre kvinden til et stærkt seksuelt subjekt eller om det er behovet for at fjerne tabuer omkring menstruation eller om man vil fokusere på et brud med de sociale strukturer, der stadig hersker og hæmmer kvinden fordi det fastholder os i en position hvor der er en masse forventninger til hvordan vi skal opføre os og se ud.

Jeg synes ikke at de kampe er uvigtige som sådan og jeg er sikker på at der ikke er nogen af de fremtrædende, moderne eller elitære feminister, som ikke drømmer om en verden, hvor kvinder frit kan vælge om de vil have abort. En verden hvor ingen kvinder bliver omskåret og hvor alle må køre bil og har ret til at gå i skole.

Jeg tror på at det er en styrke at man specialisere sig inden for alle de her forskellige aspekter af kvindekampen, og at vi kan nå langt, hvis vi står sammen i stedet for at slå hinanden i hovedet med at noget er vigtigere end noget andet.

Men når det så er sagt, kan jeg også blive forvirret. Min tilgang til feminisme handler ikke særlig meget om mit køn og jeg synes at debatten om hvorvidt jeg må eller skal have hår under armene, fjerner fokus fra det jeg opfatter som essensen af kvindekamp. Nemlig kampen for lighed. Kampen for respekten og for anerkendelsen af ethvert menneskes værdi. Kampen imod undertrykkelse og diskrimination er en del af den kamp.

Hele det her fokus på individets frihed klinger enormt hult, hvis det får lov til at overdøve debatten om vores kollektive ansvar. Man kan ikke tale om kvindekamp uden at tale om økonomi. Jeg er barn af en ung alenemor til tre. Hun var takket være velfærdstaten i stand til at forlade min alkoholiske far. Takket være bistandshjælp/SU, børnepenge, friplads, boligstøtte osv.

Dem der bliver hårdest ramt af kontanthjælpsloftet er enlige forsørgere og 78 % af dem er kvinder. Nedskæringer i velfærd rammer altså skævt.

De liberale vil mener at vi har ligestilling fordi vi har lige muligheder og jeg er da glad for lige muligheder og lige rettigheder, men mennesker har forskellige udgangspunkter og forskellige forudsætninger og hvis man tager det med i ligestillingsdebatten, kommer vi ingen vegne.

Når man skærer ned på uddannelse, sygehusvæsen og generel velfærd, har det konsekvenser og det rammer især kvinder.

I dag så jeg en video, hvor en teamleder fra Institut for menneskerettigheder sagde at et stærkere EU var løsningen, når det kommer til ligestillingen, fordi nogen i EU, har sagt noget abstrakt om ligeløn. Men vi har for det første at gøre med et EU, der ikke giver kvindelige (eller mandlige) parlamentsmedlemmer ret til barsel og for det andet dikterer nedskæringer på velfærden i medlemslandene. Kommissionen skal godkende vores finanslov hvert år, så uanset hvad danskerne vil, har vi meget snævre rammer for at udvikle os i retning af lighed mellem kønnene.

Nogle kalder EU for et solidarisk projekt. Vi skal deles om alt det gode. Og det lyder smukt med fri bevægelighed. Men dem som kommer til Danmark for at tage en gratis uddannelse og få SU, er oftest dem som i forvejen har ressourcer. Dem der er allermest udsat kan ikke bare flytte til et andet land. Og hvis de gør det, er de så desperate at de tager imod hvilket som helst job, uanset arbejdsforholdene og lønnen. Det presser naturligvis danskere ud i ledighed, men når store dele af arbejdsstyrken i forlader et land, hvilket er tendensen i de fattigere EU-lande, har det også konsekvenser for dem der bliver tilbage.

I Rumænien er 1 million indbyggere flyttet ud af landet siden 2010 (de blev en del af EU i 2008) og i de baltiske lande er der også tilsammen knap en million færre indbyggere siden 2005 (medlemsland siden 2004).

Det efterlader de allermest udsatte og de ældre og børnene. Hvordan man kan få sig selv til at kalde det solidarisk, er for mig et under.

EU taler om harmonisering af løn- og arbejdsforhold. Så når en dansk håndværker i gennemsnit tjener 11 gange så meget som en håndværker i Bulgarien, så hvad? Skal vi mødes på halvvejen?

Det synes jeg ikke vil skal og det handler ikke om at jeg ikke vil dele, men om processen og vilkårene. De folkevalgte medlemmer af parlamentet kan ikke stille lovforslag.

De må stemme om de forslag kommissionen kommer med og det er et håbløst udemokratisk system, der giver vælgere i EU meget begrænsede muligheder for indflydelse.

Og jeg har svært ved at se hvordan begrænset indflydelse skal gavne kvinderne eller nogen andre.

Et uigennemskueligt system og den nedladende retorik vi fx lagde øre til efter vores nej til afskaffelse af retsforbeholdet, hvor Uffe Elleman dagen efter, lige pludselig mente at demokrati måske ikke er så smart, gavner kun de højrenationalistiske og populistiske bevægelser. Og jeg skal ikke kunne sige hvad de mener om kvindekamp, men i min optik er kampen for lighed mellem kønnene og kampen for lighed mellem mennesker af forskellig etnicitet den samme. Det handler om menneskeværd og det har racister næppe i fokus.

Så lad os få magten tilbage til folket og Danmark ud af EU!