Af ML-gruppen Revolusjon
I
forbindelse med planlægningen og koordineringen af demonstrationerne mod
Verdensbankens ABCDE møde i Oslo i juni, har det været heftig debat.
Alle er enige i ønsket om fredelige markeringer uden brug af vold. Uenigheden
står omkring spørgsmålet om de enkelte organisationer, som
er tilsluttet Oslo 2002 skal forpligte sig til at afstå fra brug af vold.
(En mere skjult uenighed ligger sandsynligvis i definitionen af voldsbegrebet.)
ML-gruppen
Revolusjon havde og har ingen problemer med at støtte flertalsbeslutningen
om at organisationerne skal forpligte sig til at afstå fra brug af vold.
Det var en vedtagelse som - desværre - var nødvendig for at sikre
aktionsenheden.
For at få store folkelige markeringer i stand mod
den stadig mere globale kapitalisme, for at trække fagbevægelsen,
miljøbevægelsen, Nei til EU osv. med, er det en forudsætning
at demonstrationerne i deres udgangspunkt er fredelige og inkluderende. Dagens
Norge er milevidt fra nogen revolutionær situation, det er ikke sådan
at arbejderklassen og folkemasserne venter på et signal til endelig at gøre
oprør mos magthaverne og erobre deres institutioner. Det virker som om
enkelte på venstrefløjen tror de er i en sådan situation så
snart det støjer lidt for deres fødder.
Bevidsthedsniveauet
om kapitalismens og imperialismens virkninger og dens natur, er i rimelig god
udvikling, men viljen til at tage kampen op for alvor er stadig relativ lav og
har på ingen måde noget masseomfang.
Selv om der gøres stadig
nye forsøg på at indskrænke demonstrationsretten og andre friheder,
er det heller ikke sådan (endnu) at fysisk konfrontation med voldsmagten
er en nødvendighed for at markere protest. Dette er den konkrete, faktiske
situation som nødvendigvis må ligge til grund når man bestemmer
sig for aktionsformer og kampmetoder.
Enkelte trotskistiske og anarkistiske
grupperinger har en strategi som fører til konfrontationer på bekostning
av de brede, folkelige manifestationers gennemslagskraft. De har en egen evne
til at fejlvurdere (læs: overvurdere) bevidsthedsniveauet og selve demonstrationens
karakter. Når nogen leger "militante" uden at tage hensyn til
at de store masser af globaliseringsmodstandere ikke er beredt til at udvide aktionsformene
her og nu, fungerer de med eller mod deres vilje som provokatører. Det
giver særdeles let spillerum for politiets egne provokatører, og
det skræmmer sandsynligvis mange potentielle demonstranter fra at vise deres
afsky mod for eksempel Verdensbanken.
Denne vildfarelse har ved tidligere skilleveje,
som i Praha og i Göteborg, givet borgerskabet og deres medier gavepakker,
fordi de har kunnet fokusere på forskræmte ansatte og købmænd
bag knuste butiksvinduer i stedet for tusinder og titusinder som har markeret
deres protest mod den moderne kapitalismes frontfigurer. (At det sandsynligvis
var politiets egne provokatører som satte det hele i gang, hjælper
så lidt når folk flest - som endnu ikke er på gaden, men sidder
foran TV'et - ikke vil tro på det, og når visse organisationer bagefter
for en sikkerheds skyld forsvarer det...)
Resultatet er at nogen få unge synes dette er satans sejgt, mens det overvældende flertal af demonstranter føler sig tromlet ned og misbrugt. Enten kommer de ikke til næste demonstration i det hele taget, eller de stiller krav om at IS og lignende grupper ikke skal bondefange dem en gang til. Det er dette sidste som er sket. Vedtagelsen om at alle organisationer som støtter demonstrationen mod Verdensbanken må forpligte sig til at afstå fra at bruge vold, er på sæt og vis absurd og burde være unødvendig. Problemet er at det er IS og omegn som gennem sin tidligere optræden har fremtvunget en sådan vedtagelse. De bør derfor tørre krokodilletårerne over flertalsbeslutningen i Oslo 2002 af, og bidrage til at den nødvendige tillid som må eksistere indenfor en aktionsenhed, bliver genoprettet.
Vi advarer samtidig mod at gøre demonstranterne til hovedansvarlige for om en demonstration bliver voldelig eller ikke. Voldsudøverne er ikke med på møderne som planlægger demonstrationerne, de er i politihuset. Det var ikke demonstranter som skød med skarpt mod politiet i Göteborg, men omvendt.
Se
også:
Verdensbanken
kommer til Oslo
Revolusjon foråret 2002
Netavisen
4. juni 2002