Den 28. september er det 1-års-dagen for starten på det nuværende
palæstinensiske oprør - Al Aqsa-intifadaen, der blev antændt
af den nuværende israelske premierminister Ariel Sharons provokatoriske
besøg til Al Aqsa-moskeen på Tempelbjerget i Jerusalem.
Dagen vil blive markeret over hele verden: Der er i det forløbne år
blevet skabt en stadig voksende solidaritetsbevægelse med det palæstinensiske
folk, som kan antage samme omfang som Vietnambevægelsen i 60erne og 70erne.
Den er langt fra kulmineret: Det bliver stadig tydeligere, at Israel aldrig
vil acceptere en levedygtig og selvstændig palæstinensiske stat,
og at det lægger op til en afgørende konfrontation med det palæstinensiske
selvstyre og Yassir Arafat - en fordrivelse eller massakre på de palæstinensiske
myndigheder og en permanent besættelse til understøttelse for en
aggressiv bosættelsespolitik.
Også i Danmark er der taget initiativ til demonstrationer og protester
på årsdagen - foreløbig i København, Odense og Århus.
Det står stadig mere klart for verden, at Israel hele vejen igennem har
haft en 'skjult dagsorden'. Den såkaldte Oslo-fredsproces har ikke været
seriøs - fra Israels side. Dens afgørende forudsætning:
at den skulle føre til dannelsen af en levedygtig palæstinensiske
stat har Israel aldrig anerkendt. Selvom Israel søger at fremstille sig
som 'offer' ser hele verden, at Israel har druknet Oslo-aftalerne i palæstinensisk
blod. Med George Bushs USA som en pålidelig og sikker støtte, der
ikke bare forsyner Israel med højteknologiske våben og penge, men
også blokerer for ethvert skridt fra det internationale samfund til at
sikre opfyldelsen af palæstinensernes legitime rettigheder.
Israel fører krig for anneksion af mere palæstinensisk land og
for at knuse det palæstinensiske folk og dets institutioner - indbefattet
dets politiske ledere.
Alt hvad Israel gør strider mod folkeretten: Det er en besættelsesmagt
- men også for okkupationsmagter gælder regler. Med sin likvidationspolitik
af palæstinensiske ledere har Israel indledt et uhyrligt kapitel i sine
systematiske krænkelser af international ret - det er en kriminel terrorstats
handlinger.
Det mest fremtrædende offer for denne kriminelle politik har været
Abu Ali Mustafa, lederen af den næststørste organisation i PLO
- Folkefronten til Palæstinas Befrielse PFLP. Hans begravelse i ramallah
blev en national palæstinensisk enhedsmanifestation - en demonstration
af alle de palæstinensisk politiske kræfters vilje til at stå
sammen i den ny fase af krigen mellem Israel og Palæstina, som nu er blevet
indledt: Overgangen fra stenkast til guerillakrig
Den 63-årige Abu Ali Mustafa blev leder af PFLP, da den tidligere formand
Georg Habash i sommeren 2000 trak sig tilbage. PFLP er medlem af det palæstinensiske
PLO og dens næststørste organisation, men har afvist den såkaldte
'fredsproces', som Arafat indgik i. Under intifadaen er PFLPs indflydelse blandt
palæstinenserne blevet væsentlig styrket.
PFLP definerer sig som en marxistisk-leninistisk organisation, og som den palæstinensiske
arbejderklasses fortropsorganisation. Det arbejder for et frit, demokratisk
og uafhængigt Palæstina i hele Palæstina. Dets mål er
at etablere en demokratisk og socialistisk stat.
Abu Ali Mustafa og PFLP har hele tiden vendt sig mod Oslo-aftalerne og de indrømmelser,
den palæstinensiske side har gjort.
Historien har givet Mustafa og PFLP ret.
Ved 1-års-dagen for intifadaen har palæstinenserne kun en mulighed:
den væbnede kamps vej.
Læs også APKs
centralkomités udtalelse s. 22