Af Kommunistisk Plattform, Norge
”Krisen er i færd med at fremtvinge en international faglig og politisk modstand fra arbejderne og de folkelige lag mod den globale kapitalismes hærgen”
På Kommunistisk Plattform, KPml’s landsmøde i april 2013 blev det opsummeret, at vi befinder os i en farligere tid, end vi længe har været i, men samtidig er det blevet lettere at afsløre kapitalismens brutalitet og svagheder.
Den internationale situation er præget af mere uro og dybere konflikter
Den globale systemkrise lader sig ikke mane væk, og den økonomiske krise (”finans-krisen”) i 2008 er i 2012 blevet afløst af en ny og endnu mere skærpet krise, specielt i Europa. Hele EU-systemet er rystet i dets grundvold og kan gå i retning mod hel eller delvis opløsning.
Ganske meget afhænger af Tyskland, det eneste land – ved siden af Norge og til dels Sverige – som har klaret at profitere på eurokrisen. Tyskland har styrket sin position på bekostning af dets europæiske rivaler: Grækenland, Spanien og Italien er på fallittens rand. Dermed har Tyskland samtidig undergravet dets egne eksportmarkeder og mærker nu trykket fra den nye krise.
Krisen udløser yderligere rivalisering og imperialistisk aggression, ofte i kombination med udtalt chauvinisme og racisme. Vi ser det i Tysklands forhold til grækerne, i Asien ved den tilspidsede konflikt mellem Kina og Japan, i forholdet mellem USA på den ene side og Rusland og Kina på den anden. I chauvinismens kølvand vokser fascistiske bevægelser, særlig i Syd- og Østeuropa.
I Grækenland får et åbent nazistisk parti en opslutning på mere end ti procent.
Samtidig med dette er der nu stærke krav om øget nationalt selvstyre og national uafhængighed for forskellige nationer også i lande i Vesteuropa, som Storbritannien, Spanien, Italien og Belgien.
De mest urolige områder for imperialismen er nu Middelhavsregionen og Centralasien. Det arabiske forår bliver forsøgt manipuleret til fordel for imperialismen, men de arabiske folk lader sig ikke tæmme. Fra Afghanistan over Iran og helt til Marokko ændrer den politiske scene og magtforholdene sig fra måned til måned. For øjeblikket er Syrien, Libanon og Palæstina de varmeste brændpunkter.
Israel, Qatar og Tyrkiet spiller højt spil med Egypten som joker. De spiller alle på USA’s hold, men er samtidig ude på at fremme egne interesser på folkenes bekostning.
Det er uvist, hvem der vil vinde til sidst, det afgørende er de arabiske folks opvågnen og bevidstgørelse. De har allerede gennemskuet imperialisterne og deres lakajer af typen Ben Ali og Hosni Mubarak. Imperialisterne satser på islamisterne som redskab for at skabe etniske og religiøse splittelser i hele regionen, således at folkene lettere kan manipuleres, og imperialismen kan opretholde sin indflydelse.
Bombardementerne af Gaza i november 2012 var en del af en plan for at Qatar og Egyptens præsident Morsi fra Det muslimske Broderskab skulle styrke sin rolle i regionen til fordel for USA og på bekostning af Iran, Syrien og Hizbollah. Muligheden for en åben NATO-krig og intervention i Syrien og senere Iran, således som vi oplevede det mod Libyen i 2011, er i allerhøjeste til stede på trods af, at Kina og Rusland denne gang spiller en aktiv rolle for at forhindre det.
Skulle det ske, for eksempel med et påskud om at NATO-landet Tyrkiet er ”angrebet”, vil Norge uundgåeligt blive involveret i endnu en uretfærdig imperialistisk krig – helt uafhængigt af hvilken regering, der sidder i Oslo eller i Washington. Som Barth Eide sagde ved det amerikanske præsidentvalg: USA er vores nærmeste allierede og vil fortsætte med at være det uafhængigt af hvem der sidder i Det hvide Hus…
De arabiske folkelige oprør har alle i deres udgangspunkt været retfærdige, og de har skabt håb og kampkraft hos de arabiske folk. Denne kampkraft kan i nogle tilfælde føres på afveje, men den vil kun midlertidigt lade sig afspore. I flere lande, og særlig i Tunesien, er der revolutionære og progressive kræfter med stor folkelig indflydelse. De har sat sig som mål at fuldføre en ufuldendt revolution.
Derfor siger vi, at denne region i dag fremstår som imperialismens svageste led. Dette gælder desto mere, fordi svækkelsen af imperialismen også gør sig gældende nord for Middelhavet, det vil sige i det imperialistiske Europa. Krise, social uro og benhård klassekamp er blevet hverdag i det sydlige Europa. Arbejderklassen, studenter, kvinder og brede lag i befolkningen bliver alle ramt af krisen og retter mere og mere deres vrede mod systemet, som holder dem nede og har sendt 25 millioner ud i arbejdsløshed.
Velfærdets og de sociale rettigheders Europa er i færd med at blive historie. Det er arbejdsløshed, lønnedgang, fattigdom og elendighed, som er blevet reglen i mange lande.
Den imperialistiske rivalisering bliver også styrket i Afrika syd for Middelhavsregionen, og samtidig med at den fremvoksende imperialistmagt Kina viser finansielle og politiske muskler i verdensklasse, er Frankrig gået ind i militær invasion i sin tidligere koloni Mali.
En anden ny og vigtig tendens er, at kampene bliver mere og mere koordinerede i Europa, og delvis også på verdensplan.
Occupy-bevægelsen, som startede i USA, har fået aflæggere i Europa, som Los Indignados i Spanien. Protesterne har mange steder været store og omfattende, men de er også præget af spontanitet og mangel på politisk ledelse.
Krisen er i gang med at fremtvinge en international faglig og politisk modstand fra arbejderne og de folkelige lag mod den globale kapitalismes hærgen.
Arbejderklassen kæmper, også de reformistiske fagforeninger er i mange tilfælde tvunget til at slås
Europæiske fagforeninger i seks lande koordinerede strejker og generalstrejke den 14.11.2012, i andre lande var der solidaritetsmarkeringer med de strejkende. Dette er et nyt og unikt fænomen, som viser en voksende internationalistisk bevidsthed i arbejderklassen.
Foreløbig er det bare dryp af krisen, krisepolitikken og massekampene, som mærkes i Norge. Det skyldes Norges særegne stilling i den imperialistiske familie som en højteknologisk olieeksportør. Men krisen rykker nærmere, den er allerede et faktum i dele af den traditionelle industri. Europas største boligboble vil komme til at revne.
Angreb på faglige rettigheder og velfærd finder også sted her, omend i en lille skala sammenlignet med det øvrige Europa. EU-direktiver og alle mulige former for liberalisering er de vigtigste redskaber til at fratage arbejderne hævdvundne rettigheder. Både Tjenestedirektivet og Vikarbureaudirektivet er udtryk for kapitalens ønske om ”fleksibilisering” af arbejdslivet i form af midlertidige ansættelser og deltidsjob, noget som især rammer kvinderne.
Det groteske angreb på de SAS-ansatte, med en påtvungen lønnedgang på 10-15 procent samt beskæring af pension, er et forvarsel om, hvad der er i vente. Social dumping har indtil nu ”kun” været typisk i visse brancher som byggeri, rengøring og restauration og har stort set kun ramt indvandret arbejdskraft. SAS er det første store eksempel på, at social dumping får et masseomfang, som direkte rammer de traditionelle fagforeninger og hovedsagelig de etniske nordmænd og skandinaver.
Det er væsentligt at lægge mærke til, at denne offensiv mod de ansatte i luftfarten blev aktivt fremmet af dem, som kalder sig en rødgrøn regering.
Samtidig vokser modstanden i fagbevægelsen. Det samme sker blandt bønderne, som viste muskler i forbindelse med jordbrugsopgøret. Hverken det røde eller de grønne vælgergrundlag identificerer sig længere med ”sin egen” regering, således som de gjorde tidligere. Efter syv år med en ”rødgrøn” regering er entusiasmen for regeringsprojektet blæst væk.
En stærk og voksende faglig modstand mod EU-direktiver (Tjeneste-direktivet, Vikarbureau-direktivet) har været fremtrædende i de sidste par år. Nu har bevidstheden udviklet sig til, at den reformistiske ledelse også i de store LO-forbund er presset til at vende sig direkte mod EØS-aftalen og dens konsekvenser. Dette er en ny og vigtig udvikling. På LO-kongressen i 2013 vil EØS-spørgsmålet stå på dagsordenen, noget som var nærmest utænkeligt på kongressen bare for fire år siden. Dette er en åben udfordring til højresocialdemokratiet.
Valget vil stå mellem to kapitalistiske regeringsalternativer
Før valget i 2013 står det allerede nu klart, at der ikke vil være noget progressivt alternativ, og slet ikke noget revolutionært.
Vi vil stå over for en åbent borgerlig blok (H, FrP, V og KrF) på den ene side og en påstået rød blok på den anden (Ap, SV, Sp og Rødt). Det vil stå mellem to kapitalistiske regeringsalternativer, to nyliberalistiske alternativer, to krigsivrige NATO-regeringer, hvor den ene vil pakke den reaktionære politik ind i nogle flere velfærdsfraser og fedte for fagbevægelsens top.
Den praktiske politiske forskel bliver minimal, og kommunisterne vil ikke støtte nogen af disse borgerlige alternativer. De to blokke står for en samling om en linje, som tjener den norske monopolkapital og USA's interesser. FrP har modereret sig og tilpasset sig i højreblokken, Rødt har gjort tilsvarende i forhold til socialdemokratiet. Det som er tilbage af radikal retorik fra Rødt har ingen anden politisk funktion end at samle venstreorienterede vælgere under socialdemokratiets vinger.
Fascisterne er fortsat svage i Norge, men de får – også efter Utøya-massakren 22. juli 2011 – nærmest frie tøjler til at sprede deres racistiske propaganda. Fascisterne er ikke gået i skjul efter massedrabene på Utøya, tværtimod har de forsøgt at profilere sig. Dette er i sig selv et varsel om, at fascisterne vejrer morgenluft, og at kampen mod fascismen må intensiveres på mange planer.
Udviklingen i verden og virkningerne af nyliberalismen og krisepolitikken betyder, at stadig flere indser sammenhængen mellem krise, beskæring af velfærd, fascisme og krig
Tendensen går klart i retning af et tættere samarbejde mellem forskellige fronter og bevægelser som Nei til EU, fagbevægelsen og fredsbevægelsen. Dette er vigtige træk i tiden – som har sine paralleller i resten af Europa – og som sætter spørgsmålet om at opbygge en folkefront mod krise, krig og fascisme på dagsordenen.
Kommunister i lande med forskellige forudsætninger og forskelligt udviklingsniveau har sat og sætter dette spørgsmål mere og mere i fokus for deres massearbejde. Metoderne og taktikken vil variere efter de nationale forhold, men overalt og i alle verdensdele viser det sig som en nødvendighed at indgå progressive, folkelige alliancer, som kan imødegå angrebene fra imperialismen, kapitalen, fascismen og det borgerlige statsapparat.
Nogle steder har sådanne fronter en revolutionær karakter (som i flere latin-amerikanske lande og i Tunesien), andre steder er det nødvendigt at indgå alliancer med venstrereformistiske kræfter (som for eksempel i Frankrig) for at udvikle massekampen og udvide kampperspektivet til et spørgsmål om den politiske magt. I begge tilfælde er det afgørende, at kommunisterne bevarer deres selvstændighed og identitet inden for den type bevægelser, og at de har en helt klar strategi og taktik for deres arbejde. Det vil kræve mod, politisk modenhed og ideologisk forankring.
Aktionsenhed med revisionistiske og venstrereformistiske kræfter vil være nødvendig, særlig i den faglige kamp. Men aktionsenhed og folkefrontpolitik må ikke under nogen omstændigheder føre til, at marxist-leninisterne tilsidesætter den ideologiske kamp mod disse retninger.
Både selvisolerende ”venstre”sekterisme og højreopportunisme er reelle farer, især hvis kommunisterne slækker på deres udadrettede virksomhed eller stopper med at studere teori for i stedet at ofre sig for dagskampen.
I den tid vi lever i, med en reaktionær imperialistisk offensiv mod arbejderklassen og folket assisteret af en fremvoksende fascisme, er det tid til, at kommunisterne genopfrisker Dimitrovs og Kominterns erfaringer og anvisninger for, hvordan man opbygger arbejderklassens enhedsfront og en folkefront mod krig og fascisme.
Dette må også blive en bestanddel af de norske kommunisters arbejde og studier i perioden, som ligger foran os. Tiden kræver af os, at vi styrker os teoretisk og organisatorisk, og at vi også udvikler vores internationale solidaritet mere aktivt med partier og bevægelser verden over, som deler vores ideologiske grundsyn og kæmper for vores fælles mål.
Kommunistisk Plattforms landsmøde blev afholdt i april 2013.
Oversat af Kommunistisk Politik fra
De politiske utsiktene
Netavisen 26. juni 2013