Se flere artikler på
kpnet.dk
|
Interwiev med Afef Redifi om kvindekamp i Tunesien
Afef Redifi fra Tunesien taler på kvindernes internationale kampdag d. 8. marts i Bergen
Tunesien var landet der i 2011 udløste det arabiske forår og Tunesiens kvinder spillede en vigtig rolle i den opstand som fik Ben Alis regime til at falde. Revolutionens krav er dog stadig langt fra at være opfyldt.
En ny politisk styrkeprøve udspiller sig i disse dage, særligt efter likvideringen af den progressive oppositionspolitiker Chokri Belaid først i februar. Fjenderne af frigørelse og uafhængighed er på den ene side imperialisterne og tilhængerne af det gamle regime og på den anden side islamisterne og det dominerende Ennahda part.
Men de progressive vil ikke give efter for de kontrarevolutionære kræfter, de kæmper for at mobilisere og videreføre revolutionen for ægte suverænitet og demokrati.
Afef Redifi, som også repræsenterer Det tunesiske Arbejderparti 1), forklarer her nogle af de problemer som de tunesiske kvinder står overfor.
- Vi gratulerer med stiftelsen af Lighed! Hvordan bliver den nye organisation modtaget og hvilke grupper af kvinder er det I ønsker at organisere?
”Tak! Stiftelseskongressen blev holdt d. 29. og 30. december. Nu er organisationen i færd med at danne regionale komiteer og vi er ved at skrive de dokumenter færdige der bliver lavet på baggrund af diskussionerne og vi forbereder 8. marts. Det vil sige, at vi dårligt har nået at starte det praktiske arbejde.
Lighed er en masseorganisation, vores målgruppe er alle kvinder og hovedsageligt arbejdende kvinder, specielt dem der arbejder i landbruget og på fabrikker, fordi de er de mest marginaliserede i kraft af overarbejde, underbetaling og dårlige arbejdsforhold”.
- Hvad er jeres vigtigste krav?
"Vores umiddelbare mål er at sikre, det som er vundet og at gå videre for at opnå reel ligestilling mellem kvinder og mænd i grundloven, i loven om personlig status 2) og i lovene i øvrigt. Dernæst sigter vi efter at få sat en stopper for alle former for kønsdiskrimination, vi ønsker at kriminalisere alle former for vold og seksuelle overgreb og vi vil have ophævet de tunesiske forbehold overfor den internationale konvention om afskaffelse af enhver form for diskrimination af kvinder (vedtaget d. 18. december 1979).
Et vigtigt mål er også, at bekæmpe de reaktionære kræfter som tror på kvinders underlegenhed og som på den ene eller anden måde forsøger at udelukke os fra at deltage i de samfundsmæssige spørgsmål.
Desuden vil vi kæmpe for at sikre juridiske og sociale rettigheder for kvinder i landbrugs- og industrisektoren, særlig retten til ligeløn. Vi opmuntrer kvinder til at deltage i det politiske liv, til at de får ledende stillinger og hverv, er aktive i fagforeninger, foreningsliv osv., for disse områder er mandsdominerede i meget høj grad. Vi kræver også en række andre rettigheder, som ligestilling ved arv – kvinder kan kun arve det halve af hvad en mand kan – og retten til længere barselsorlov".
- Er der nogen måde de norske kvinder og progressive kan støtte kvindernes kamp i Tunesien?
"Vi vil gerne have støtte til at presse regeringen og den konstituerende forsamling til at vedtage konvention 183 om beskyttelse af børn og til at grundlovsfæste kvindernes politiske, sociale og økonomiske rettigheder og princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder. Dette kan man gøre ved f.eks. at lave udtalelser, skrive breve og organisere støttekampagner gennem fagforeninger og kvindeorganisationer ".
- Er Lighed politisk uafhængig eller bliver I støttet af nogen politiske partier i landet?
"Det er en masseorganisation, som støttes af Tunesiens Arbejderparti. Vores krav og mål er baseret på kampen for sociale og økonomiske rettigheder".
- Hvordan er dagliglivet for de tunesiske kvinder? Kan de frit deltage i alle sociale aktiviteter, klæde sig som de vil osv.?
"Indtil videre deltager kvinder stadig i alle slags aktiviteter. Men vi møder modstand fra reaktionære kræfter som ønsker at ’sende os hjem’. Så de tunesiske kvinder kæmper for at vise, at de eksisterer og nægter enhver form for usynliggørelse eller mandlig dominans, der reducerer kvinderne til rollen som husmor.
’Forbundet til beskyttelse af revolutionen’ er indirekte tilknyttet regeringspartiet. De chikanerer folk, kommer til andres møder og skaber problemer. De gik endda til angreb på den faglige landsorganisation UGTT da den var ved at forberede generalstrejke. I nogle områder chikanerer de kvinder og angriber dem".
- Indebærer det du har sagt at folkeopstanden ’ikke var det værd’, sådan som en del reaktionære og også nogle venstreliberale i Europa hævder?
”Allerførst vil jeg sige, at vi ser på det som en revolution og ikke som en folkeopstand. Selvom de vigtigste mål for revolutionen ikke er opnået endnu, vil det tunesiske folk ikke holde op med at kræve sine rettigheder gennem protester, strejker, sultestrejker. Desuden er det som du selv sagde de reaktionære og liberale kræfter som ønsker at få folk til at tro, det ikke var det værd.
Vi tror fuldt og fast på, at vi skal fortsætte den revolutionære vej. Selvfølgelig er der mange vanskeligheder og mange kræfter der ønsker at holde os tilbage, men vi vil ikke give os.
En af de triste hændelser der er sket på det seneste (6. februar) er mordet på en fremtrædende politisk skikkelse, martyren Chokri Belaid. Han var et centralt medlem af Folkefronten, som vores parti har været med til at grundlægge og generalsekretær i Det demokratiske patriotiske Parti. Han blev dræbt på grund af sine holdninger og den tapperhed han viste i afsløringen af uretfærdigheder.
På det politiske plan har regeringen ikke fastsat nogen dato hvor grundloven skal være færdigskrevet, eller forberedt valgprocessen ved at fastsætte en dato for valget. Den har heller ikke sat en stopper for volden, har ikke indført nogen form for kontrol med økonomisk korruption eller sikret et uafhængigt retssystem.
Efter den politiske likvidering af Belaid virker det, som om de er blevet mere vaklende, eftersom statsministeren bekendtgjorde dannelsen af en teknokratregering, noget Ennahdha (statsministeren) ikke lader til at være enig i. En rednings- og koordineringskomite blev udnævnt efter snigmordet.
Den forlanger at denne grufulde forbrydelse bliver fordømt, anklager Ennahdha og samlingsregeringen for opfordring til drab og for at de har banet vejen for politisk terrorisme. Komiteen kræver en umiddelbar og upartisk undersøgelse af forbrydelsen".
-Vi ser, at Vesten nu griber til interventioner i lande i Mellemøsten og Afrika. Vi har set hvordan de imperialistiske lande, bl.a. Norge, har bombet det libyske folk. Vesten og NATO står klar til ’at hjælpe’ et andet af dine nabolande, Algeriet, og nu er der en fransk militær offensiv i gang i Mali. Ser du på denne imperialistiske tilstedeværelse som en mulig trussel, også imod den tunesiske revolution og den kamp tuneserne fører for fuld suverænitet?
”Når det gælder situationen i Mali, mener vi at den franske intervention ikke har til hensigt at hjælpe folket i Mali, men at det drejer sig om at kontrollere mineralressourcerne i landet og at sikre kontrol over regionen.
Desuden har Mali en strategisk beliggenhed, eftersom det ligger i krydspunktet mellem det nordlige, det centrale og det sydlige Afrika. Det er meget vigtigt for Frankrig at gennemtvinge sin indflydelse i disse områder og at sende en melding til en opstigende magt som Kina, der har vigtige olieinteresser i nogle af nabolandene, f,eks. Sudan. Det er ironisk, at det samme land som støtter terroristerne i Syrien slås mod dem i Mali.
Når det gælder følgerne af dette for Tunesien, så eksisterer truslen om usikkerhed og ustabilitet, særligt efter at der blev fundet våben i den sydlige del af landet. Disse var sandsynligvis på vej til Mali gennem Libyen eller Algeriet.
Den tunesiske regerings officielle holdning var først at modsætte sig en fransk militærintervention i Mali efter erklæringen fra Al Karadhawi (leder af rådet af muslimske lærde). Men efter et møde med den franske ambassadør gik udenrigsministeren, på vegne af den tunesiske regering, ud med en støtte til denne krig".
-Tak fordi du deler dine erfaringer med os. Og velkommen til Norge på kvindernes internationale kampdag!
Noter
1) På sin seneste kongres ændrede Tunesiens kommunistiske Arbejderparti navn til Tunesiens Arbejderparti. Det tunesiske Arbejderparti med sin berømte leder Hamma Hammami, var en central og ledende kraft i revolutionen
2) En serie af love der blev indført af Tunesiens præsident Hamid Bourguiba i 1957. Det var progressive love for den tid i et muslimsk land. Flerkoneri blev forbudt og der krævedes samtykke for begge parter i forhold til indgåelse af ægteskab og skilsmisse. Selvom lovene er yderst mangelfulde sammenlignet med tilsvarende lovgivning i Europa, er de alle årene igennem blevet angrebet af reaktionære muslimske kræfter.
Oversat af Kommunistisk Politik efter originalartikel
Tunisias kvinner vil ikke la seg stoppe på halvveien!
Se også
Tunesien: Begravelse af myrdet oppositionspolitiker blev en storslået politisk protest til forsvar for revolutionen
Netavisen 9. februar
Tunesien: Politisk styrkeprøve efter snigmord på oppositionsleder
Netavisen 7. februar 2013
Folkefronten dannet iTunesien:
Revolutionen går videre
Kommunistisk Politik 21, 2012
Tunesien: Fra spontane protester til regulær opstand
Netavisen 13. januar 2011