For en hvilken som helst statsmagts legitimitet er det helt grundlæggende, om den er i stand til at værne om sine egne indbyggere. Kommissions-rapporten (NOU 2012:14) påviser i detaljer, at den borgerlige norske stat var fuldstændig ude af stand til dette den 22. juli 2011.Kommissionens konklusioner er en total nedslagtning af det norske statsapparat, af regeringen og embedsværket, og i særdeleshed af politiet og politiledelsen.
Rapporten afslører en elendig krisehåndtering, totalforflygtigelse af ansvaret og en manglende evne til at iværksætte de beslutninger, der blev taget af de samme instanser. Undersøgelsesudvalget påviser brutalt og detaljeret, at sendrægtighed og ansvarsfraskrivelse gav Utøya-terroristen en ekstra halv time til at fortsætte sit drabsorgie mod forsvarsløse unge.
Disse konklusioner er diametralt modsatte dem, der fremkom i politiets interne ’undersøgelse’, der ikke er andet end en hvidvaskning af etaten, og ikke mindst af dens ledelse.
Det er alment kendt, at politiet i en årrække har set stort på såkaldt hverdagskriminalitet, der går ud over folk i almindelighed. Alle former for kriminalitet, fra voldtægter til biltyverier, bliver i de fleste tilfælde straks ’henlagt efter bevisets stilling’. Den eneste grund til, at almindelige folk gider anmelde sådanne forhold til politiet, er, at forsikringsselskaberne kræver det.
Selvsagt er dette ikke sammenligneligt med terrorhandlinger og massedrab, men det viser, at politiets ligegyldighed i forhold til at værne om almindelige mennesker er et strukturelt fænomen, ikke et sammentræf af uheldige omstændigheder eller ressourcemangel.
I et land som Norge kan hverken teknologisk tilbageståenhed eller dårlige statsfinanser anvendes som undskyldning for de skandaløse svigt, når det gælder om at betrygge egne borgeres sikkerhed.
Vi ved, at det ikke mangler ressourcer, når politiet skal beskytte fascister, som marcherer i gaderne, når unge husbesættere skal jages ud, eller flygtninge skal fanges og sættes på første fly tilbage til andre verdensdele. Så stiller ordenspoliti og beredskabstropper i fuld udrustning og gerne med helikoptere svirrende i luften. En helikopter lod sig imidlertid ikke opdrive den skæbnesvangre julidag i fjor …
PST (Politiets Efterretningstjeneste, KP) mangler heller ikke ressourcer, de har fået tilført hundrede af millioner de seneste år, men har videreført deres tradition med at jagte muslimer og venstreorienterede, på trods af højreekstremismens voldelige historie i Norge og på trods af det faktum, at fascistiske og racistiske drabsopfordringer har floreret på nettet i mange år.
Den bizarre sandhed er, at denne evneløshed med hensynt til at beskytte folket har en klar klasselogik. Den kapitalistiske statsmagt har som opgave at værne om systemet - at beskytte de rige og sine egne institutioner. Folket kommer i bedste fald i anden række.
Derfor har folket lært, at det må stole på sig selv. Heltene, som reddede liv på Utøya, var almindelige civile og sundhedspersonel, som skønnede, at politiet ikke var til at stole på. Det var civilister, som rapporterede om mistænkelige biler og en mand i uniform, meldinger, der længe blev ignoreret af politiet.
Politiets forskellige instanser står nu blottet for al troværdighed, især etter de mange forsøg på at bortforklare sandheden. Vi kræver at politidirektoratet og politicheferne, der i fjor fik udbetalt bonus for godt udført arbejde, samt staten selv stilles til ansvar. Det er et helt selvfølgeligt krav, at dealmindelige indbyggere skal beskyttes imod kriminalitet og overgreb.
Men i det kapitalistiske Norge bør vi erkende, at det civile samfund må belave sig på at tage ansvar for egen sikkerhed. Den borgerlige statsmagt har som sin hovedopgave at værne om sig selv og egne klasseinteresser, - ikke beskytte folkets ve og vel. Sådan vil det fortsat være - uafhængigt af, hvor mange runder med politisk hvidvask, vi bliver vidne til i medierne og i Stortinget (det norske parlament, KP) de kommende uger.
Risikoen er stor for, at de omlægninger og opstramninger af politietaten og dens ukultur, som sandsynligvis vil følge i rapportens kølvand, snarere vil betyde et mere centraliseret og paramilitært politi, end et politi som har som motto at beskytte almindelige mennesker.