Udtalelse fra Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister) PCE(m-l)
30. marts 2012
Klassefjendens propaganda om krig i gaderne afspejler ikke begivenhederne fra gårsdagens kamp.
Massemediernes manipulation, arbejdsgivernes erklæringer, uduelige politikere og vaneforbryderne har forfalsket kendsgerningerne, skjult årsagerne, og fortiet beviserne, der godtgør den massive modarbejdelse af generalstrejken.
Det har for eksempel vist sig, at den helikopter, der efter aftale skulle skaffe oversigtsbilleder af den imponerende demonstration i Madrid med omkring en million deltagere, blev tvunget til at lande efter 10 minutter med henvisning til sikkerhedsforanstaltninger - Det blev gjort for at forhindre den grafiske dokumentation af menneskehavet, der flød gennem Madrids centrum.
Men trods alt er det ikke lykkedes for regimets propagandistiske udfoldelser at skjule, at generalstrejken har været en overbevisende demonstration af det spanske proletariats styrke.
Som afslutning på strejkedagen bevægede millioner af arbejdere og borgere sig gennem Madrids, Barcelonas, Valencias, Bilbaos og 100 andre byers gader, i de største demonstrationer i de seneste år.
Se
PCE(m-l) om arbejdsmarkedsreformen
Hverken arbejdsgivernes skræmmekampagner, den konstante fordrejning af oplysninger eller alle mulige trusler har haft held med at stoppe den flodbølge af harme, der oversvømmede gaderne i Spanien. Heller ikke fornærmende og provokerende ’vittigheder’, som hvad et af fascismens brutale talerør fremsatte: ”Jeg håber at det første hold strejkevagter i morgen vil blive kørt ned af en politibil”.
På ny og med om muligt endnu større styrke har det spanske proletariat vist sin evne til at kæmpe.
Strejkerne samlede tusindvis af mennesker og foregik hele dagen i alle slags industrier og på gaderne, ligesom det var tilfældet i demonstrationerne. Her var deltagelsen af unge studerende og arbejdere iøjenfaldende. De bidrog med kampånd og energi. De unge lærer hurtigt af den historiske og praktiske kamperfaring, som socialliberalismen og revisionismen har holdt skjult i alle disse år.
Arbejdernes deltagelse i forsamlinger og offentlige fremstød som forberedelse til strejken, møderne på arbejdspladser, uddannelsessteder og i forskellige bydele, gjorde det tydeligt allerede før den 29. marts, at befolkningen er klar over nødvendigheden af at optræde med større beslutsomhed over for politikerne.
Dette gav sig udslag i mange forslag som vandt tilslutning: en forbrugerstrejke, borgerstrejker organiseret af nabointiativer og lokale bydele, studerendes universitetslukninger, offentlige forsamlinger og demonstrationer i mange byer.
Alt dette peger på, at dette bliver en dag, der markerer et vendepunkt i den folkelige mobilisering. Der er en større grad af enhed, kampvilje og politisk bevidsthed til de fremtidige kampe.
Det er også muligt at se en voksende politisering: strejkevagternes og demonstranternes kampråb og det store fremmøde af republikanske flag indikerer, at der gradvist vokser en bevidsthed frem i arbejderklassen om nødvendigheden af at hæve kampmålene fra det konkrete til det generelle, fra det sociale til det politiske.
Alt dette gør, at vi kan bekræfte (som vi også forudså), at vi på mindre end et år fra spontane afgrænsede manifestationer, og via en indædt utilfredshed, er nået til en begyndende bevidst kamp fra en vigtig del af massebevægelsen, selvom den endnu ikke er organiseret.
Fra den uerfarne og naive kamplyst, der startede i maj sidste år, til gårsdagens synlige disciplin ved strejkeblokaderne har vi lagt distance til den anarkistiske spredning, som kendetegnede demonstrationerne i maj, til et svar, der hedder enhed og organisering, som kom til udtryk den 29. marts.
Situationen er indlysende klar: Regeringen insisterer på, at den hverken vil ændre sin politik, eller trække den brutale arbejdsreform fra 10. februar tilbage. De regner med at gennemføre deres planer med støtte fra nogle og med andres stiltiende accept. For eksempel har CIU (catalansk partikoalition, KP) spillet rollen som haren, der skal trække feltet frem i oligarkiets kapløb om at afvikle befolkningens rettigheder.
Regeringen kan ikke skjule, at deres politik forværrer den dramatiske sociale situation og uddyber den økonomiske recession. Derfor er de (koste hvad det vil) nødt til at forstærke en opfattelse af, at deres nedskæringstiltag er uundgåelige, mens de påberåber sig den falske legitimitet fra deres flertal ved sidste valg.
Vi siger ’falske’, fordi deres sejr ikke er andet end et storstilet bedrageri baseret på løgne og hykleri. De skjulte nemlig det virkelige indhold af deres projekt ”Prosupuestos Generales del Estado” til efter valgene i Andalusien og Asturien var overstået, og økonomiministeren viste udkastet til ”Prosupuestos..” til eurogruppen, før han viste det spanske folk det.
Dette er eksempler på den nedbrydende virkning, som disse korrupte politikere har for begrebet ’national suverænitet’ og for demokratiet.
Uden at miste deres iver for at genskabe en social dialog, som de er de eneste, der tror på, har fagforeningslederne allerede advaret om, at regeringens afvisning af at ændre planer, vil fremprovokere nye massemobiliseringer.
De peger på 1.maj som en lejlighed for disse mobiliseringer til at komme til udtryk. Men alle ved, at tiden tæller til regeringens fordel, fordi tiden i sig selv bidrager til at udbrede den følelse af uundgåelighed, som er meget vigtig for deres politik.
Det er derfor nødvendigt at lægge pres for at der hurtigst muligt laves en plan for udviklingen af massebevægelsen, som tager højde for de vanskeligheder, vi står over for: splittelsen blandt arbejderne, venstrefløjens svaghed, frygten for arbejdsløshed, væksten af den genrejste og stadig mere aggressive fascisme, men også - og frem for alt - vores styrke, som vi demonstrerede i går. -Evnen til at organisere, kreativiteten, disciplinen og proletariatets initiativ.
Fagforeningerne har allerede præsenteret en plan med alternativer mod krisen og dens konsekvenser. Planen går ud på en økonomisk politik baseret på en styrkelse af statens rolle som garant for kollektivets interesser, en skattereform som effektivt bekæmper skattefiduser og som øger skattetrykket på de store indkomster, og en finansreform, der gør en ende på kreditlammelsen og de store bankers spekulation.
Vi kommunister mener, at tonen i kravene må skærpes. Der er ikke tid til våbenhvile længere. Kampen bør begynde med politiske mål og ikke kun umiddelbare og faglige mål.
For det første viser krisens udvikling, at EU ikke er en institution, der sikrer fremskridt og udvikling for befolkningerne i Europa. Derimod skaber EU fremskridt for direktionerne i de store europæiske virksomheder, og bruger disse til at retfærdiggøre politikken mod folket. Det er derfor ikke muligt at bibeholde en neutral position overfor denne situation.
Kampen mod EU bør være første prioritet: Det er nødvendigt at afskaffe traktaterne og direktiverne, der gør den neoliberale politik hellig og begrænser de demokratiske rettigheder. Der findes kun et alternativ: at komme ud af EU og eurozonen.
Størstedelen af de europæiske arbejdere er allerede klar over denne selvfølgelighed. Det er nødvendigt at arbejde for et samlet svar mod EU's politik. Lederne af fagforeningerne i EFS (Den europæiske faglige sammenslutning) er bevidste om det, vi siger, men de har ikke taget de vigtige skridt i den retning.
Det er nødvendigt at lægge pres på for at samle de europæiske arbejderes krav i strejker og fælles mobiliseringer.
Sluttelig: Vores land lider under de konsekvenser, som dengang blev påpeget, af en politisk proces, der efterlod bruddet med Franco-regimet uden en afklaring og uden sin afslutning.
Monarkiet er et symbol på en institutionel struktur med en politisk klasse og en særlig reaktionær kapitalistklasse, som handler med total straffrihed. De er vant til at skabe og ødelægge, som det passer dem, at leve af spekulation, bedrag og udnyttelse af deres egen befolkning.
Bedragerierne kan ikke holde ved, kampen står åben, og vi kender fjenden. Det er ikke nok med punktvis at opponere mod regimets overfald og den på det givne tidspunkt siddende regering. Hvis ikke Rajoy-regeringen ændrer sin politik, bør den falde; det samme bør de politikere, der retfærdiggør og støtter den.
Det vil være en lang og svær kamp, men erfaringen har allerede vist, at det er muligt.
I virkeligheden er der ikke noget andet valg.
Før kampen fremad!
Arbejderklassen leve!
Originaltekst:
29 MARZO: La clase trabajadora impuso la fuerza de sus razones
Se også
Spanien: Masseprotester og generalstrejke
Kommunistisk Politik 6, 2012
Netavisen 5. april 2012