Kommunistisk Politik 21, 2006
I weekenden nedlagdes DKP/ML og organisationen 'Kommunistisk Samling' - og samtidig stiftedes 'Kommunistisk Parti', der ligesom KPiD og DKP er et parti af moderne revisionistisk type.
Nogle har måske, sammen med os, undret sig over, hvorfor et flertal af DKP/ML for omtrent ti år siden tog en drejning væk fra sin revolutionære ungdom mod den pragmatiske reformkurs. DKP/ML har aldrig givet andet svar end ”samlingsprocessen”.
Før efteråret 1996 var samlingsprocessen ikke en egentlig proces, men udelukkende en politik, som DKP/ML havde besluttet pga. den historiske situation, der opstod efter Murens fald. En tid, der muliggjorde, at man kunne henvende sig direkte til nogle af de gamle arvefjender, den gruppe, der stod uden parti, efter at DKP blev splittet og knust, og som samtidig havde vist sig som loyale klassefæller.
For ti år siden var den historiske situation forandret. Gruppen af partiløse var væk, og i stedet var der et nyt revisionistisk parti, KPiD. Det var blevet tid for fornyet kamp mod revisionismen og en revolutionering af partiet med sigte på at få unge kammerater til at tage større ansvar.
I den situation valgte flertallet at skifte linje og ændrede en politik for en periode til en strategi for dannelsen af et nyt parti. Revolutionære blev bandlyst og smidt på porten, i både DKP/ML, Fælles Kurs og KPiD.
Weekenden 10.-12 november 2006 skulle endelig være kronen på værket, stiftelsen, men ti år er der gået, og samlingsprocessen har vist sig som en ulykkesvej med bedrag og brudte løfter klæbende til ”det nye parti”. Et utilgiveligt slag mod den socialistiske tanke i Danmark, en flok røvere, der planlægger nye ulykker.
Det nye program viser, at det nye parti står på den modsatte side af Marx og Lenin. Her ses endelig et næsten 95 pct. åbent forsøg på at formulere sig selv på DKP's 1976-program – ”Det antimonopolistiske demokrati” – som illustreret med de her valgte citater.
”Nutidens kapitalisme har i dag ført menneskeheden ud i en civilisationskrise, som truer dens overlevelse som art og måske endda planetens fortsatte eksistens.”
Dommedag er egentlig ikke en del af marxismen, det hører til under paven. Da Marx satte parolen ”Arbejdere i alle lande, forén jer!”, gav han på denne enkle måde sin tanke om klassekampen som historiens drivkraft. Socialismen er den naturlige historiske konsekvens af parolens gennemførelse.
”Det socialistiske samfund (…) betyder grundlovssikrede frihedsrettigheder som ytrings-, informations-, forsamlings-, organisations- og religionsfrihed og retten til fri kulturel udfoldelse. (…)Det betyder også sikring af kollektive rettigheder såsom fagforeningernes frie forhandlingsret.”
Lenin og proletariatets diktatur er her røget ud med badevandet. Fagforeningerne står ikke over for staten under socialismen. De er en del af arbejderklassens statsmagt.
”Bestemt af produktivkræfternes udvikling, men drevet frem af kampen mellem ejere og ikke-ejere af produktionsmidlerne, har den ene samfundsformation afløst den anden gennem flere tusinde år: urkommunisme, slavesamfund, feudalisme og kapitalisme.”
Forsimpling af marxismens grundliggende teorier fører her til, at mellemlagene er forsvundet. En næsten klassisk ”fejl” hos den moderne revisionisme er tendensen til at definere alle i samme båd mod monopolkapitalen.
”Den overgang fra national til transnational monopolkapitalisme, som har fundet sted i de seneste årtier, betyder sammen med kapitalismens strukturelle krise, at den herskende klasse ikke længere i samme udstrækning som tidligere har brug for det borgerlige demokrati som et redskab til at udøve sit politiske, økonomiske og ideologiske herredømme. (…) Med det nuværende udgangspunkt virker det mest sandsynligt, at klassekampen vil nærme sig socialismen gennem en folkelig, demokratisk og anti-monopolistisk etape, også kaldet et anti-monopolistisk demokrati.”
Se også
"Kommunistisk masseparti" der forsvandt"
Netavisen 13.11.2006
Netavisen 13. november 2006