”Kommunistisk masseparti” der forsvandt

DKP/ML har nedlagt sig selv og har i weekenden 10.-12. november ladet sig fusionere med den tidligere KPiD-fraktion 'Kommunistisk samling'.
Det nye parti kalder sig 'Kommunistisk Parti'.


I 1997 organiserede en opportunistisk gruppe i den daværende partiledelse i DKP/ML et kup mod den hidtidige ledelse og partiets linje, der iindtil da havde sikret stadig fremgang for partiet og bevægelsen, også i den vanskelige periode i slutningen af 80erne og 90erne, da DKP gik i opløsning.

På en 'organisatorisk' konference i Århus i juni 1997, der formulerede DKP/MLs nye opportunistiske linje, blev den umiddelbare opbygning af et 'kommunistisk masseparti' fremstillet som partiets hovedopgave. Konferencen fulgtes op med eksklusion af en række gamle partiledere og spaltning af partiet. Den gamle ledelse anklagedes for sekterisme og for ikke at ville arbejde for et 'kommunistisk masseparti'.

”Chefideolog” Sven Tarp formulerede den ny linje for 'kommunistisk masseparti' således i sit konferenceindlæg 'Strategi og taktik':
”Vi stiller os i dag det mål at opbygge et stort og stærkt kommunistisk masseparti i den danske arbejderklasse og ungdom inden for de allernærmeste år. Det kan kun lykkes, hvis vi alle får et bedre greb om marxismen-leninismen – og også om det redskab, som den har givet os i hænderne med læren om strategi og taktik.” (Optrykt i pjecen 'Det kommunistiske parti', 2000)

Se http://www.dkp-ml.dk/ART2/3088c3.htm

I endnu et oplæg på konferencen hed det fra en anden af revisionistklikens ledere Søren Becker endvidere:
” Ethvert kommunistisk parti må efter vores opfattelse stræbe efter at blive en masseorganisation, et kommunistisk masseparti. Dette mål må udtrykkes klart og offentligt, og i den forbindelse er det ikke tilstrækkeligt blot at fremsætte parolen om det "stærke kommunistiske parti".” (Optrykt i pjecen 'Det kommunistiske parti', 2000)

Se http://www.dkp-ml.dk/ART2/3088c0.htm

Opbygningen af et 'stærkt kommunistisk parti' var, som det forstås, den hidtidige parole for DKP/MLs partibygningsarbejde.

I denne revisionistklikes i bund og grund løgnagtige 'partihistorie' fra 1998, betitlet '20 års kamp for socialismen', fremhæves nødvendigheden af det 'kommunistiske masseparti' som den endelige og vigtigste erfaring fra DKP/ML. Slutafsnittet lyder:
” Der er således ikke alene brug for et kommunistisk parti i al almindelighed, men for et stærkt kommunistisk masseparti i særdeleshed. Uden et sådant parti kan de nødvendige betingelser ikke skabes for en revolutionær overgang til socialismen. Det er derfor de danske kommunisters opgave allerede i dag at begynde at indrette sig og forberede sig på at udvikle et kommunistisk masseparti. ” (s. 87)

Se http://www.dkp-ml.dk/Ml20.pdf

Klar snak. Alle kunne forstå, at kritikere af dette 'Projekt Kommunistisk Masseparti', som i juni 1997 skulle bygges 'indenfor de allernærmeste år' i bund og grund måtte være sekterikere, der var tilfredse med småpartier og smågruppevæsen. Det nye DKP/ML viste vejen …

Det eneste problem var, at dette kommunistiske masseparti ikke materialiserede sig. På trods af et strålende og stadig bedre 'greb om marxismen-leninismen' og en buldrende parathed til at skabe det blev DKP/ML ved med at være en smågruppe og blev aldrig noget massseparti, kommunistisk eller ej. Det koncentrerede sig stadig mere i praksis om at sikre udgivelse af dagbladet Arbejderen og holdt efterhånden op med at tale om både 'kommunistisk masseparti' og et 'stærkt kommunistisk parti' og begyndte i stedet at prædike 'kommunistisk samling' med især KPiD.

Der er imidlertid gået en prås op for de lyse hoveder i kliken. Således siger Lotte Rørtoft-Madsen, tidligere redaktør af Arbejderen, i et interview i bladet 'En fighter siger farvel' (9.11.2006):
”Nu kan vi se, at kapitalen har været i offensiven i stort set hele DKP/ML`s levetid. At DKP/ML aldrig er blevet et stort parti, hænger blandt andet sammen med det faktum.”

”Men selvom vi aldrig er blevet et stort parti, har vi været i stand til at sætte en dagsorden blandt andet på grund af dagbladet Arbejderen,” indskyder fagbureaukraten Jan Mathisen i samme interview.

Se http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=36823&TS_ID=1&S_ID=64&C_ID=188

Mathiessen var i øvrigt 96-97 parat til at lukke avisen. Men udover avisen med en begrænset indflydelse har DKP/ML ikke spillet nogen rolle overhovedet i de sidste mange års stadig mere omfattende kampe af massekarakter - indbefattet antikrigskampen siden 11. september 2001 og den stadig voksende massekamp for 'velfærd til alle'. Det er til gengæld velkendt, at APK (som forsvarer det revolutionære DKP/MLs traditioner 1978-97) har spillet en ikke uvæsentlig rolle i udviklingen af disse kampe.

Men nu er det åbenbart ikke længere den gamle partiledelses skyld, at det kommunistiske masseparti ikke kom, da kliken påkaldte det. Det skyldes nu især ”kapitalens offensiv' (som i øvrigt ikke er den afgørende faktor) ....
I samme interview fremhæves det revisionistiske DKP/MLs strålende evne til selvkritik – og det 'afgørende opgør med sekterismen'.

Ved stiftelsen af 'Kommunistisk Parti' i november 2006 – 10 år efter at kliken lancerede det kommunistiske masseparti som umiddelbar opgave og mål for 'den allernærmeste fremtid' - er der intet spor tilbage efter det. Skabelsen af et 'kommunistisk masseparti' udtrykkes heller ikke som et mål for det ”nye” parti, hverken klart eller offentligt.
Det eksisterer ikke i hverken dette partis program eller vedtægter. Ikke fordi kliken har begået selvkritik – simpelthen fordi 'marxisme-leninisme' for dem er et jonglørnummer.

Dorte Grenaa, Klaus Riis og Frede Klitgård 1997

Dorte Grenaa, den nuværende formand for APK, sagde det kort og klart i et interview i Kommunistisk Politik 1, august 1997 ('Antikommunistiske eksklusioner - En rundbordssamtale'):

- DKP/MLs ledelse er begyndt at lancere hovedløse paroler. Ideen om det kommunistiske masseparti som en aktuel parole er der ikke hoved, men kun hale i. Det er halehængspolitik, når det kommer til stykket. Man skulle tro, at den var opfundet af Fælles Kurs, ikke af et seriøst parti. Nu får vi se, hvor alvorligt den egentlig skal tages. Lang tids erfaring med den klike, der nu har magten i DKP/ML har vist, at den er pragmatisk, at den opfinder begreber og teorier til lejligheden, og dropper dem igen, når de ikke viser sig at være så opportune, som man troede.
Den har imidlertid miskrediteret sig selv - og nu begynder dens nedtur. Desværre har den gjort stor skade, og kan nå at gøre mere endnu.

Se http://home8.inet.tele.dk/oktober/artikler_kommunistisk_arkiv/dkpml/1997-kp1-rundbord_riis_grenaa_klitgaard.htm

I den kritiske og selvkritiske analyse 'Kampen for arbejderklassens kommunistiske parti og DKP/MLs udvikling' (tidsskriftet Orientering 1, 1999) opsummerer Arbejderpartiet Kommunisternes forløber Oktober diskussionen således:

Hvad er et 'kommunistisk masseparti'?

Det revisionistiske DKP/ML ønsker sig brændende "et kommunistisk masseparti".

I den danske kommunistiske bevægelses historie er efterkrigstidens DKP det nærmeste, der kan opvises i retning af et "kommunistisk masseparti". Det relativt stærke DKP, som opbyggedes efter modstandskampens illegalitet, repræsenterede et højdepunkt for kommunismens og partiets masseindflydelse og rodfæste i arbejderklassen. Det havde vundet den mest kampvillige del af klassen, men udgjorde fortsat en mindretalsstrømning. Den socialdemokratiske klassesamarbejdspolitik var dominerende – og den blev stabiliseret og styrket i 50erne og 60erne, godt hjulpet af DKPs overgang til højreopportunistiske positioner og senere revisionistiske platform.

For at revolutionen og socialismen kan bryde ud og sejre, er det nødvendigt for det kommunistiske parti at vinde arbejderklassens flertal – og at reducere klassesamarbejdslinjen, socialdemokratisme og revisionisme til et lille mindretal. Derfor er spørgsmålet om det kommunistiske partis rodfæste i arbejderklassen og masseindflydelse af afgørende betydning.

Der skal imidlertid foreligge en række konkrete objektive og subjektive forhold og omstændigheder, før spørgsmålet kommunisternes afgørende indflydelse på arbejderklassens flertal kan rejses seriøst, for slet ikke at tale om som en konkret målsætning. I den sammenhæng – og kun i den – har den internationale kommunistiske bevægelse historisk talt om kommunistiske massepartier.

I den fremherskende revisionistiske forståelse er et 'kommunistisk masseparti' først og fremmest et større eller mindre folketingsparti, med en mere eller mindre skjult strategi for 'fredelig og parlamentarisk overgang til socialismen'.

For at kommunismen igen kan blive en væsentlig faktor i arbejderklassens og det store flertals kamp (som det var tilfældet for besættelsestidens numerisk beskedne, illegale parti), og den afgørende faktor i en revolutionær krise, kræves først og fremmest, at der opbygges et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund, som samler de mest bevidste og kampvillige arbejdere omkring sin linje, strategi og politik i den daglige kamp og kampen for revolutionen og socialismen Denne samling finder i første række sted ved at kommunisterne sætter klassens mest brændende krav og kampen for deres gennemførelse i centrum for sin virksomhed.

Det er indlysende et "kommunistisk masseparti" – forstået som en form for og metode til at vinde arbejderklassens flertal og besejre socialdemokratismen i dens forskellige varianter – ikke er den aktuelle hovedopgave, den kommunistiske bevægelse i Danmark står overfor i dag. At opstille en sådan parole er i bedste fald ønsketænkning, der erstatter det møjsommelige partiopbyggende arbejde med alle dets aspekter, (ud fra den faktiske vanskelige situation, som eksisterer), med tomme fraser.

Se http://users.cybercity.dk/~nmb7439/orient/kap3.htm

Se også
”Kommunistisk” parti på ulykkesvej
Kommunistisk Politik 21, 2006

Netavisen 13. november 2006