Feltherre i ny krig

Leder
Kommunistisk Politik 5, 2005

Feltherre Fogh føler, at han har fast grund under fødderne i Irak: Som en anden George W. Bush har han udlagt folketingsvalget som et mandat til videreførelse af hans krig. At han under valgkampen luftede socialdemokratiske ideer om at trække de danske tropper i Irak i civilt tøj og give dem mere 'humanitært prægede' opgaver, er glemt. Støtten til de danske soldater i Irak fra Foghs side er urokkelig - de skal være med til den bitre ende.

Har de danske soldater undgået større tab i Irak indtil videre, så blev feltherrens generaler udsat for nogle hårde angreb. Først kom det frem (men ikke under valgkampen) at forbrugerminister Henriette Kjær mest var en forbrugsminister: Hende og hendes mands private overforbrug fik deres økonomi til at balancere på konkursrytteriets rand. Det holdt den sødt smilende unge minister ikke til. Hun måtte gå af.

Derpå viste det sig, at Foghs sødt smilende unge partifælle Ulla Tørnæs, som er udviklingsminister, mest er til selvudvikling. I al fald er hendes mand det: en driftig storbonde, som har opkøbt adskillige forladte landbrug, og driver dem i stor stil med rigelige tilskud af EU-midler. På egnen kaldes de 'Hr. og Fru Tørnæs' - det er helt som i gamle dage.
Hr. Tørnæs' seneste udviklingsprojekt består i ansættelse af ulovlig østeuropæisk arbejdskraft. Lige præcist det, som Fogh-regeringen før optagelsen af de 10 østeuropæiske lande i EU sagde, der ikke var nogen risiko for. Ulla Tørnæs bliver på udviklingsposten, har Fogh resolveret.

Disse to seneste skandaler føjer sig til en hel stribe med ministre og toppolitikere fra regeringspartierne, som udnytter både deres poster og lovgivningens muligheder til det yderste - og ofte overtræder den - til egen vinding. Nogle gange tvinges de ud, oftere får de lov til at blive.
Det burde være ved at gå op for folk, at det ikke er isolerede enkelttilfælde, men en fast bestanddel af borgerlige politik og fast (bi)beskæftigelse for borgerlige politikere på alle niveauer.

Feltherre Fogh lader sig ikke bringe ud af kurs: Som en anden George W. Bush holder han fast i, hvad han har planlagt - uanset hvad han fortæller vælgerne under valgkampen. Han er en snedig taktiker, som ved, at starten på et nyt felttog vil bringe ham i offensiven. At den normale parlamentariske hovedmodstander stadig ligger hårdt såret på valen efter folketingsvalget, og må spille rollen som lam medsoldat i kampen om unionsforfatningen, gør det kun bedre for Fogh. Det samme gælder den nye medkæmper for unionen i skikkelse af SF: Formandsvalgene i de to partier gør ikke parlamentariske benspænd for statsminister Fogh sandsynlige i hele perioden frem til den 27. september.

Fogh vil være den første borgerlige statsminister, som vinder en vigtig EU-folkeafsteming. Og afstemningen om unionsforfatningen er nok den vigtigste siden afstemningen om dansk medlemskab af EEC/EF 2. oktober 1972. Det drejer sig om ja eller nej til at være med i den fuldt udbyggede Union, superstaten og supermagten EU. Det drejer sig om ja eller nej til monopolernes nyliberale projekt, som godsejere og direktører skovler ind på - med og uden snyd - og som får almindelige mennesker til at arbejde mere for færre penge i et Danmark og en Union, hvor den sociale 'velfærd' stadig forringes.

Fogh har (selvfølgelig) valgt et taktisk godt tidspunkt for Ja-siden til at udskrive folkeafstemningen. Med en samlet Ja-front, SFs omfavnelse af unionsprojektet, masser af penge og næsten total mediekontrol bliver det svært for EU-modstanden. Men det var også svært i 1992, da danskerne sagde Nej til Maastricht, og i 2000, da vi sagde Nej til euro'en.

Feltherre Fogh har fra starten det store skyts fremme: Et Nej vil betyde Danmarks udtræden af EU - eller et EU i to hastigheder. Hvad han ikke fortæller er, at dette EU allerede planlægges (af bl.a. Frankrig og Tyskland) - men mest i forhold til afstemningen i UK, hvor chancen for et Nej anses for at være størst.
Store eller små kanoner: Unionsmodstanden må mobilisere alt krudtet, hvis det skal blive et Nej.

Se også

Unionsforfatningen - en anmeldelse
Kommunistisk Politik 5, 2005

25 lande - en regering - intet folk
Af Franz Krejbjerg, Kommunistisk Politik 5, 2005

Netavisen 4. marts 2005