Leder
Kommunistisk Politik 5, 2005
Feltherre
Fogh føler, at han har fast grund under fødderne i Irak: Som en
anden George W. Bush har han udlagt folketingsvalget som et mandat til videreførelse
af hans krig. At han under valgkampen luftede socialdemokratiske ideer om at trække
de danske tropper i Irak i civilt tøj og give dem mere 'humanitært
prægede' opgaver, er glemt. Støtten til de danske soldater i Irak
fra Foghs side er urokkelig - de skal være med til den bitre ende.
Har
de danske soldater undgået større tab i Irak indtil videre, så
blev feltherrens generaler udsat for nogle hårde angreb. Først kom
det frem (men ikke under valgkampen) at forbrugerminister Henriette Kjær
mest var en forbrugsminister: Hende og hendes mands private overforbrug fik deres
økonomi til at balancere på konkursrytteriets rand. Det holdt den
sødt smilende unge minister ikke til. Hun måtte gå af.
Derpå viste det sig, at Foghs sødt smilende unge partifælle
Ulla Tørnæs, som er udviklingsminister, mest er til selvudvikling.
I al fald er hendes mand det: en driftig storbonde, som har opkøbt adskillige
forladte landbrug, og driver dem i stor stil med rigelige tilskud af EU-midler.
På egnen kaldes de 'Hr. og Fru Tørnæs' - det er helt som i
gamle dage.
Hr. Tørnæs' seneste udviklingsprojekt består
i ansættelse af ulovlig østeuropæisk arbejdskraft. Lige præcist
det, som Fogh-regeringen før optagelsen af de 10 østeuropæiske
lande i EU sagde, der ikke var nogen risiko for. Ulla Tørnæs bliver
på udviklingsposten, har Fogh resolveret.
Disse to seneste skandaler
føjer sig til en hel stribe med ministre og toppolitikere fra regeringspartierne,
som udnytter både deres poster og lovgivningens muligheder til det yderste
- og ofte overtræder den - til egen vinding. Nogle gange tvinges de ud,
oftere får de lov til at blive.
Det burde være ved at gå
op for folk, at det ikke er isolerede enkelttilfælde, men en fast bestanddel
af borgerlige politik og fast (bi)beskæftigelse for borgerlige politikere
på alle niveauer.
Feltherre Fogh lader sig ikke bringe ud af kurs:
Som en anden George W. Bush holder han fast i, hvad han har planlagt - uanset
hvad han fortæller vælgerne under valgkampen. Han er en snedig taktiker,
som ved, at starten på et nyt felttog vil bringe ham i offensiven. At den
normale parlamentariske hovedmodstander stadig ligger hårdt såret
på valen efter folketingsvalget, og må spille rollen som lam medsoldat
i kampen om unionsforfatningen, gør det kun bedre for Fogh. Det samme gælder
den nye medkæmper for unionen i skikkelse af SF: Formandsvalgene i de to
partier gør ikke parlamentariske benspænd for statsminister Fogh
sandsynlige i hele perioden frem til den 27. september.
Fogh vil være
den første borgerlige statsminister, som vinder en vigtig EU-folkeafsteming.
Og afstemningen om unionsforfatningen er nok den vigtigste siden afstemningen
om dansk medlemskab af EEC/EF 2. oktober 1972. Det drejer sig om ja eller nej
til at være med i den fuldt udbyggede Union, superstaten og supermagten
EU. Det drejer sig om ja eller nej til monopolernes nyliberale projekt, som godsejere
og direktører skovler ind på - med og uden snyd - og som får
almindelige mennesker til at arbejde mere for færre penge i et Danmark og
en Union, hvor den sociale 'velfærd' stadig forringes.
Fogh har (selvfølgelig)
valgt et taktisk godt tidspunkt for Ja-siden til at udskrive folkeafstemningen.
Med en samlet Ja-front, SFs omfavnelse af unionsprojektet, masser af penge og
næsten total mediekontrol bliver det svært for EU-modstanden. Men
det var også svært i 1992, da danskerne sagde Nej til Maastricht,
og i 2000, da vi sagde Nej til euro'en.
Feltherre Fogh har fra starten
det store skyts fremme: Et Nej vil betyde Danmarks udtræden af EU - eller
et EU i to hastigheder. Hvad han ikke fortæller er, at dette EU allerede
planlægges (af bl.a. Frankrig og Tyskland) - men mest i forhold til afstemningen
i UK, hvor chancen for et Nej anses for at være størst.
Store
eller små kanoner: Unionsmodstanden må mobilisere alt krudtet,
hvis det skal blive et Nej.
Se også
Unionsforfatningen
- en anmeldelse
Kommunistisk Politik 5, 2005
25
lande - en regering - intet folk
Af Franz Krejbjerg, Kommunistisk Politik
5, 2005
Netavisen 4. marts 2005