Kommentar
Af Franz Krejbjerg
Fra EU's centralregering er der kommet påbud om at danskerne og mange andre Europæiske nationer skal sige ja til at give EU ubegrænset magt. Det danske ja bedes givet 27. september 2005.
Der går et skel ned gennem Europa. Et skel mellem befolkningerne på den ene side og regeringer og direktører på den anden. Mens direktører og regeringer på højtryk arbejder for en stadig snævrere Europæisk Union, med fælles økonomi, militær, parlament, regering og præsident, er befolkningerne aldrig blevet spurgt - kun truet eller lokket med falske løfter.
25
lande er nu blevet medlemmer af "familien" og flere står på
spring. Det udmales som en triumf for fred og demokrati. Men hvordan kan opgivelse
af suverænitet og national selvbestemmelse være et skridt frem for
demokratiet?
Sandheden er, at det er et kæmpeskridt tilbage for de enkelte
medlemslande at afgive retten til at bestemme over egne forhold.
Hvordan
kan deltagelse i en union med nogle af verdenshistoriens værste imperier
og kolonimagter være en fredens union?
Sandheden er, at den nye forfatning
giver militær og krigsmaskinen en nøglerolle, og bevæbner den
nye EU-hær med masseødelæggelsesvåben. Forfatningen betyder
mere ufred i verden. Forfatningen overgiver retten til at føre udenrigspolitik
til EU.
De fælles penge skulle gøre unionen til verdens mest
konkurrencedygtige økonomi.
Sandheden er, at der er stigende arbejdsløshed
og økonomisk krise og arbejdet flyttes til de lavest lønnede områder.
Når EU taler om en stærk økonomi, handler det om at arbejdstiden
skal op, og lønnen skal ned. Direktørernes paradis måske,
men befolkningen er sat udenfor porten.
SF siger, at EU bliver nødt
til at få en forfatning for at stå sammen mod USA's politik. Det er
et reaktionært argument. Støtte til den europæiske supermagt
er en støtte til direktørernes projekt. Her bliver aldrig plads
til demilitarisering eller solidaritet og velfærd.
SF danser som et
møl i ilden og har ladet sig forblinde af dødens købmænd.
Dørsælgeren Anders Fogh præsenterer EU forfatningen som en 'mindre justering' af det allerede eksisterende samarbejde, med samme argument som de sidste mange gange: det skal gøre det lidt nemmere at arbejde i det udvidede EU.
Han
"glemmer" at fortælle, at 41 politik-områder flyttes fra
enstemmighed til flertalsafgørelser. At vi får suppleret det nationale
borgerskab med et unionsborgerskab. At edb-registre og de åbne grænser
nu er en del af traktaten. Osv.
Forfatningen er det eksisterende EU - bare
meget være endnu.
Der går et skel ned gennem verden. Mellem
arbejdere, der må betale, og direktører, der høster frugterne,
mellem små lande, der opgiver demokrati og selvstændighed og de store
lande, der enerådigt bestemmer. Mellem de store økonomiske blokke,
der forbereder sig til krig, mens de smiler og føler hinanden på
tænderne.
Her 60 år efter befrielsen er et nyt mørkt kapitel
i Europas historie for alvor ved at tage sin begyndelse.
Der er én
ting, som EU frygter, og det er den igangsatte række af folkeafstemninger.
Det er sket før, at penge og villige medier ikke har været nok til
at tromle den folkelige modstand.
To gange har Danmark sagt nej unionsprojektet.
Ved unionsafstemningen i juni 1992 og ved euro- afstemningen i september 2000.
I
år står spørgsmålet endnu engang: Mere Union - eller
Nej til Europas Forenede Stater.
Netavisen 1. marts 2005