Kommentar
Af Kaj Rudi Rasmussen
Kommunistisk
Politik 5, 2004
Spørgsmålet for eller imod en moske til
mennesker i Danmark, der dyrker den muslimske tro, er igen kommet til debat. I
dette tilfælde med udgangspunkt i Århus, hvor Foreningen for Moske
og Islamisk Kulturcenter i Århus forsøger at realisere tanken om
en moske og et islamisk kulturcenter i Gjellerup-området.
Foreningen
mener, at der er stort behov for et gudshus til den muslimske del af den danske
befolkning, ligesom de kristne og jøderne har deres kirker og synagoger
i Danmark. Blandt andet argumenterer foreningen for, at finansieringen af en moske
i Århus kan klares over skatten.
En såkaldt moske-skat er
foreslået, således at de ca. 180.000 muslimer i Danmark i stedet for
kirkeskat betaler skat til bygning og opretholdelse af moskeer i landet. 85 procent
af alle voksne danskere betaler kirkeskat. Vil det derfor også være
rigtigt at udskrive skat for at bygge og vedligeholde en moske, en såkaldt
moskeskat?
Jeg mener det ikke.
Kirkeskatten skal derimod afskaffes
sammen med afskaffelse af den danske statsreligion, ligesom kirkerne og præsterne
ikke skal høre ind under staten og ej heller finansieres af vore skattekroner,
hverken direkte eller indirekte. Menighederne må gerne købe kirkerne,
drive dem og selv rekruttere medlemmer til den protestantiske tro eller andre
trosretninger. I vores moderne tid kan det ikke være rigtigt, at staten
skal holde liv i en bestemt religion, endsige nogen som helst religion.
Religionsdyrkelse
er en privatsag, og når den ikke skader nogen, skal hverken staten eller
politikerne blande sig i dette. Konsekvensen af dette er også, at den enkelte
eller de religiøse foreninger selv må finansiere deres kirker og
gudehuse. Gravpladserne og kirkegårdene bør derimod stadig drives
af staten eller kommunerne.
Af argumenter for bygning af en moske er fremført,
at det vil bidrage til bedre integration og øget forståelse mellem
muslimer og andre kulturer i Danmark. Men gudehuse og fokusering på forskellige
befolkningsgruppers religiøsitet er ikke vejen frem til bedre integration
og mod diskriminering af indvandrere, ligesom det ikke vil mindske den racistiske
hetz. Måske vil det have den modsatte virkning. Identitet opnået på
baggrund af religiøsitet er kun egnet til splittelse, ikke til samling.
Oprettelse
af et kulturcenter, hvor den brede befolkning kan lære om arabernes, tyrkernes
og andre folkeslags kultur, er en god ide, men det må foregå på
en ikke-religiøs basis.
Vi kommunister er aktive ateister og er imod
at dyrke nogen som helst gud. Det er ikke i himlen eller i ånden, menneskene
udvikler deres samfund. Vi er imod en statsreligion og statsstøtte til
opretholdelse af religionsdyrkning og religiøsitet i Danmark.
Religiøs
tænkning er et levn fra fordums dage, hvor menneskehedens videnskabelige
niveau ikke var så højt, og den virkelige verden derfor knap kunne
erkendes. Dette gav plads for, at store menneskemasser kunne holdes i undertrykkelse
af præster, kardinaler og paver, gennem truslen om gudernes forbandelse
og skærsilden i helvede. De religiøse overhoveder hjalp med at opretholde
magten for de feudale konger, kejsere, moguler og krigsherrer, ligesom de holdt
de religiøst undertrykte masser i slaveri og udnyttede deres arbejdskraft
nådesløst.
Gennem Marx' og Engels' videnskabelige socialisme, arbejderklassens teori, blev der endegyldigt gjort teoretisk op med gudedyrkelsen.
I
dagens verden er det i første række de imperialistiske lande og stormagter
med USA som den suveræne nr. 1, der undertrykker de arbejdende masser og
driver rovdrift på menneskenes arbejdskraft og på verdens ressourcer.
Vi ser det i Irak, hvor den imperialistiske krig er blevet brugt for at få
magt over verdens olieressourcer og kæmpe landområder for handel og
udbytning. Det gøres i lille Danmark, hvor de store kapitalistiske koncerner,
banker og forsikringsselskaber får det som di vil have det. Dels overføres
store beløb til disse kapitalister gennem skatterne og ved hjælp
af nedskæringer over for de svageste i samfundet, dels når udnyttelsen
og udbytningen af den danske arbejderklasse og den arbejdende del af befolkningen
nye højder.
Vejen til integration og bedre forståelse mellem
kulturerne i landet går gennem fælles kamp mod kapitalisterne og imperialisterne.
Danske arbejdere og indvandrerne og efterkommere af indvandrerne må stå
sammen i den fælles kamp mod magthaverne.
Det gøres gennem
arbejde for fred, frihed, velfærd og mod kapitalismen og imperialismen og
de imperialistiske krige og alle disse kriges støtter. Det gøres
gennem modstand mod Fogh og hans regering, mod dansk krigsdeltagelse og i arbejdet
mod racisme og nazisme. Det gøres i den daglige kamp for at forbedre de
sociale forhold for den brede befolkning, for højere løn og arbejdsforhold
på arbejdspladserne. Ikke gennem bedre forhold for gudedyrkelse.
Se
også
Tørklædeforbud:
Del-og-hersk politik
Af Henning Paaske Jensen
Kommunistisk Politik
5, 2004
Netavisen 26. februar 2004