Af Troels Riis Larsen
Formand
for DKU
Fælles
for de åbent borgerlige og de 'venstreorienterede' globaliseringsteorier
er, at de mener, at imperialismen er trådt ind i en ny fase - og afviser
gyldigheden af den leninistiske imperialismeanalyse.
Uanset den konkrete
udformning af globaliseringsteorien skal den skønmale imperialismen og
svække kampen imod krig og udplyndring og for socialisme.
Kommentar
Kommunistisk
Politik 3, 2004
Ultra-imperialisme
Lenins
hovedformål med udgivelsen af sit værk "Imperialismen som
kapitalismens højeste stadium" (januar 1916) var at angribe 2.
internationales revisionistiske standpunkter. 2. internationale havde med Karl
Kautsky i spidsen bakket op om de nationale regeringer og deres krigspolitik,
da 1. verdenskrig brød ud. De forsvarede dette forræderi med teorien
om 'ultra-imperialisme'.
Kort sagt gik denne teori ud på, at imperialismen
ville udvikle sig i en fredelig retning. Det skyldtes at monopolerne ville blive
så store, at de ikke længere ville finde det nødvendigt at
konkurrere, men derimod ville lave aftaler og opdele verden fredeligt imellem
sig.
Lenin forkastede teorien og konkluderede, at imperialismen ikke ophævede
konkurrencen, men derimod skærpede den. At den forbandt sig tæt til
statsmagten, og at dette igen og igen ville føre til verdens nyopdeling
via imperialistiske krige.
Krigenes katastrofe var tydelig for arbejderklassen
dengang, og konklusionen var da også lige for: Kun socialismen kan føre
en fredelig og stabil udvikling med sig. En udvikling til gavn for arbejderklassen
og det store befolkningsflertal.
Imperialisme
Af
hensyn til censuren beskæftigede Lenin sig i sit værk, der blev udgivet
legalt, stort set udelukkende med de økonomiske træk ved imperialismen
og ikke med de politiske udviklingstræk.
Det vigtigste kendetegn
ved imperialisme er monopoliseringen. At stadigt færre virksomheder vokser
sig større og større. Men Lenin påviste også en række
andre kendetegn: Bankernes sammensmeltning med industrikapitalen (finanskapitalen).
At kapitaleksporten opnår mere betydning i forhold til vareeksporten. At
der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger (truster,
karteller m.m.), som deler verden mellem sig. At jordens territoriale opdeling
mellem stormagterne på det tidspunkt var afsluttet, og derfor kun kunne
nyopdeles (gennem krig).
Lenin påviser altså, at staten har en central rolle i at gennemføre imperialismens ekspansionspolitik. Desuden står det klart allerede på dette tidspunkt, at de store virksomheder hele tiden overskrider de nationale grænser i deres jagt efter profit. Overskridelsen af grænser sker netop ved hjælp af staterne, ikke på trods af dem, selvom det er klart, at stater også kan have en funktion til beskyttelse af et hjemmemarked. Det kan ske i form af toldmure og andre afgifter.
Globalisering
I
dag er en ny variant af ultra-imperialismen dukket op: globaliserings-teorierne
af forskellig art, som skal skønmale den røveriske imperialisme
af i dag. Begrebet dækker over en uskøn blanding af faktiske udviklingstendenser
og teoretiserende sludder.
Her kommer en kort oversigt over mest brugte
argumenter for, at vi nu oplever en 'globalisering':
Teknologisk udvikling:
Pga.
den teknologiske udvikling bliver det muligt at komme ud til alle egne af verden
hurtigt og nemt. Dels fysisk, men specielt er det blevet nemmere at kommunikere
via de moderne kommunikationsmidler. Dette påvirker direkte økonomien,
og investeringer kan flyttes hurtigt - midler kan trækkes fra et område
til et andet bare ved et tryk på en knap.
Multinationale selskaber:
Med
fremvæksten af multinationale (MNS) eller transnationale selskaber (TNS),
der opererer på tværs af grænserne, er deres tilhørsforhold
til enkelte stater forsvundet. Det betyder så, at staternes rolle som beskytter
og samarbejdspartner for de store MNS'er ikke længere er nødvendig/påkrævet.
Derfor indskrænkes nationalstatens funktionsområde også væsentligt
- på sigt bortfalder den helt.
Produktionens internationalisering:
Hermed
menes, at den færdige vare produceres fra stadigt flere forskellige dele
af verden (lande). Processen har medført, at handelen med halvfabrikata
nu langt overstiger den klassiske ombytning af råvarer for færdige
industrivarer. Samtidigt er intra-firmahandlen, altså handel inden for firmaet,
vokset betydeligt - dette skal ses i lyset af den voksende handel på tværs
af grænser og MNS/TNS'erne.
Direkte Udenlandske Investeringer (DUI):
Kapital, der flytter sig fra et land til et andet og samtidig som en direkte
investering og ikke blot som porteføljeinvestering (aktier og obligationer).
Med fremvæksten af MNS/TNS er betydningen af DUI nu vigtigere end nogensinde
før. I slutningen af firserne og igen fra midten af halvfemserne var udviklingen
i DUI relativt høj i forholdet til verdenshandlen og produktionen.
Liberaliseringen:
Inden
for de seneste 50 år, og særligt de seneste 20 år, er der taget
en række mellemstatslige og overstatslige initiativer til at skabe frihandel.
I nogle tilfælde er det blot inden for bestemte (handels-) områder
såsom EU og NAFTA, men også på verdensplan er der taget en række
initiativer for at mindske toldsatserne. F.eks. World Trade Organisation (WTO).
Liberaliseringen er ofte synonym med privatisering, mindre statslig sektor og
generelt overdragelse af statsmonopoler (el, togdrift, telekommunikation m.v.)
til private hænder.
Nationalstaten:
Som en konsekvens af
globaliseringens økonomiske og kulturelle indgriben i vores hverdag bliver
nationalstaten mere og mere undergravet. Den er faktisk på vej til at blive
opløst i den form, vi kender den. Dette er nok den mest betydningsfulde
grund til, at man ikke længere kan tale om imperialisme i tidligere tiders
forstand, idet imperialismen indtil nu har været opfattet som forbundne
med nationalstater.
Men som konsekvens af alt dette muliggøres også
en fredelig udviklingsvej for kapitalismen, hævder globaliseringsteorierne
Hvis staterne ikke længere fungerer i praksis, er mulighederne for krig
jo ikke længere til stede. Det er kernen i ræsonnementet.
Kritik af globaliseringsteorierne
Alle disse argumenter for globaliseringen skal lede til den konklusion, at der ikke er anden vej for verden end at omfavne denne udvikling som det bedst mulige og så påvirke lidt hist og her. Vi skal se et billede, hvor verden er åben, hvor grænser er brudt ned, og hvor alle, der bare tager imod, får en del i den nye globaliseringsfases velsignelser.
Det er indlysende, at verden har forandret sig, siden Lenin skrev om imperialismen i 1916, men de forandringer, der har fundet sted, bekræfter faktisk Lenins teori frem for at afkræfte den.
Der er sket teknologiske
forandringer, men det er ikke forandringer, der har ændret på den
generelle udvikling. Den teknologiske udvikling er blot et redskab for virksomhederne
til at bestyrke virksomhedernes inderste kreds' magt. De kan nu hurtigt blive
opdateret om, hvad der foregår i deres datterselskaber, og hvordan situationen
er på verdensmarkedet.
Der eksisterer i dag multinationale selskaber,
der har datterselskaber rundt om i verden. Men faktum er også, at disse
selskaber (på nær meget få) har ét land/region, de knytter
sig til som centrum. Et andet faktum er, at disse multinationale selskaber er
monopolvirksomheder, der kæmper for at udrydde sine konkurrenter på
verdensmarkedet.
Produktionens internationalisering har betydning i den forstand, at virksomhederne nu ikke længere i samme grad er afhængige af andre virksomheder, men selv kan sikre sin produktion. Det betyder dog ikke, at grænserne er fjernet. Tværtimod er der en tendens til, at kapitalen bliver ført tilbage til virksomhedens centrum.
Eksempelvis opkøber
en virksomhed en filial i udlandet: Det medfører blot flere investeringer
i hjemlandet. Særligt tydeligt er det, når lande giver lån til
andre. Dette sker ofte med klausul om at købe varer i det land, lånet
kommer fra (det gælder specielt den såkaldte bistands- eller ulands-hjælp).
Dette var tendenser, allerede Lenin påpegede.
Med Østblokkens
langsomme forfald og til sidst hurtige opløsning blev der igen dannet et
samlet kapitalistisk verdensmarked. En ny omgang af udplyndring af tidligere koloniserede
lande kunne begynde. Japan, USA og EU så alle mulighederne og kastede sig
ud i rovet om det bytte, der igen lå for deres fødder.
Opdelingen
foregår på de to måder, Lenin allerede beskrev i 1916. Ved kapitaleksport
- her menes alle dens former, lån, portefølje - samt ved en "direkte
opdeling af verden", altså kolonialiseringen.
Lenin afviste
i øvrigt, at man kunne skelne skarpt mellem disse former, der alle var
en del af kapitalismens væsen. De direkte investeringer i udlandet er faktisk
stadig relativt mindre (set i forhold til BNP), end de var i optakten til 1. verdenskrig,
og kan ikke siges at have væsentlig betydning for, hvorvidt vi er i en ny
fase.
Liberaliseringen af verdensmarkedet er ikke et økonomisk kendetegn som sådan. Liberaliseringen (privatiseringen) bliver gennemført i de fattige lande med diktat fra IMF og Verdensbanken og i de rige lande med regeringens villige samtykke. Det er blot endnu et tegn på, at statsmagten er sammensmeltet med monopolkapitalen. De får endnu engang gennemtrumfet sin vilje om at kunne søge derhen, hvor profitten er højest.
Det må altså blankt afvises, at nationalstaten er på vej i opløsning. Den lever i bedste velgående.
At Den Europæiske Union er under opbygning, betyder ikke nationalstatens død. Faktisk bruger EU alle de instrumenter, den kan, for at skabe en nationalbevidsthed om superstaten EU. Nationalsang, flag, fælles mønt, snart også fælles forfatning. EU forsøger at bygge sig op som en regional supermagt og på sigt som global supermagt.
Det er først og fremmest de stærke nationalstater Tyskland og Frankrig, der for at indfri deres gamle imperialistiske ambitioner (som de hver for sig er for små og svage til at gennemføre) hiver EU i denne retning. Og inden for (og uden for) rammerne af dette EU kæmper de enkelte nationalstater, småstaterne indbefattet, for at sikre netop deres monopolborgerskabers interesser.
I
modsætningen til den nye generation af Kautsky'er, der råber op om,
at nationalstaten er døende, må vi konstatere, at den lever i bedste
velgående og gerne opfylder de krav, som monopolborgerskabet stiller.
At
A.P. Møller og Dansk Industri ville krig i Irak, medførte, at Anders
Fogh og regeringen ville krig i Irak. Så enkelt er det.
Troels Riis Larsen er formand for Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund DKU
Se
også:
World
Social Forum - Mumbay Resistance 2004
Kommunistisk Politik 3, 2004
Netavisen 27. januar 2004