Franz
Krejbjerg har læst en pjece fra forlaget Arbejderen, forfattet af Karen
Sunds. Karen Sunds har sat sig for at gendrive EU-tilhænger-argumentet om
at EU er et fredeligt modspil til USA, og opstiller modargumentet, at EU er en
trussel mod USA's ønske om verdens herredømme.
Kommentar
Kommunistisk
Politik 3, 2004
USA har fra første færd hjulpet med til
at udforme EU som et afgørende støttepunkt i den kolde krig: delingen
af Tyskland, opretholdelsen af diktatur i Spanien, Portugal, og Grækenland
til langt op i 70'erne (samt fortsat Tyrkiet), Marshall-"hjælpen",
militære baser og teknologi. Med rehabiliteringen af Nazitysklands monopolindustri.
Alt
sammen elementer i undertrykkelsen af arbejderklassen efter anden verdenskrig.
Der
er ingen tvivl om, at forholdet mellem EU og USA er blevet mere jævnbyrdigt,
ikke mindst efter sammenbruddet af COMECON, opløsningen af det socialimperialistiske
Sovjetunionen og Tysklands genforening. Men selv efter indførelsen af den
fælles mønt er EU ikke en egentlig stat, men en strategisk alliance
mellem stormagter og deres nærmeste naboer. Denne forskel viser sig med
stor tydelighed, når der skal findes en fælles EU-holdning. De enkelte
landes særinteresser må tages i ed, hvis en enighed skal opnås.
I
pjecen fra DKP-ml udelades disse forhold af analysen. I stedet betones de stærke
sider ved EU sammenstillet med en vægtning af svaghedstegn i USA's økonomi.
Herudaf drager Karen Sunds (KS) den konklusion, at der er et sket et kvalitativt
skift i styrkeforholdet siden murens fald: EU er på vej til at udfordre
USA som supermagt.
Så enkel er verden bare ikke. Og det er næsten
lige så problematisk at opstille et verdensbillede, hvor EU er på
vej til at blive verdensfredens største trussel, som det er at gøre
EU til verdensfredens største garant. Fredsbevægelsen og den antiimperialistiske
kamp må rette sig primært imod den konkrete trussel fra USA, EU og
andre imperialistiske centre, og det vil pt. altså især sige mod USA.
At dette forhold ikke afspejler sig i den danske kamp for den nationale selvbestemmelsesret,
er også forkert, reaktionært og farligt (*).
Hierarkiet i EU
Går man EU endnu mere på klingen, opdager man
også, at alliancen ikke nødvendigvis er fremtidssikret.
EU en
meget hierarkisk opbygget alliance, hvor Tyskland og Frankrig sidder øverst
og holder møder med England. I næste led er Italien og Benelux-landene
med, herefter kommer nettobidragyderne, altså den mest velstillede gruppe
af lande. I bunden er de fattigste og økonomisk mindst veludviklede lande.
EU
er et sammenrend af gamle imperialistiske ambitioner - Tysklands 'Drang nach Osten',
Skandinaviens længsel mod Baltikum, Frankrigs interesser i Afrika osv.
Også
i opbygningen af de nye monopoler kan man se nogle tendenser. Der er ikke bare
tale om en paneuropæisk opbygning. I Sverige, Danmark, Norge og til dels
Finland er der f.eks. en forkærlighed for at danne panskandinaviske/-nordiske
monopoler.
EU's fremtid som supermagt hviler på den antagelse, at
opnås der først enighed om forfatningen, så vil der blive ved
med at være status quo i det interne magtforhold mellem de europæiske
stormagter: Men lovmæssigheden om kapitalistiske landes tendens til uens
udvikling gælder selvfølgelig også EU-medlemmerne imellem.
Intern ballade er derfor garanteret.
Som det ses, kan man ret let opstille
en liste af problemstillinger, der får EU til at fremstå på
randen af kollaps. Det er dog heller ikke nogen rigtig konklusion. EU er og har
altid været en imperialistisk alliance. Monopolernes projekt vendt imod
befolkningerne. Og udviklingen mod mere union vil fortsætte. Man kan bare
ikke drage den slutning, at de kommende år hovedsagelig vil blive domineret
af en rivalisering mellem EU og USA.
Socialismen er en paraply
Ved enhver reference til historiske spørgsmål
er pjecen 100 % baseret på den moderne revisionisme. Intet er stukket under
stolen her. Analysen af potentialet i Østblokken er som mange andre forestillinger
en kuriositet. KS er en kvinde, der bekæmpede det socialimperialistiske
Sovjet og det revisionistiske DKP, mens de eksisterede. Nu er hun nærmest
begejstret for dem.
I det sidste afsnit afsløres en næsten
klar formel for en snarlig indførelse af socialismen:
(1) DKP-ml og
KPiD skal samles.
(2) Folkeafstemningen om EU-forfatningen skal vindes.
(3)
Der skal opstilles en alternativ liste til næste folketingsvalg.
(4)
En afstemning om medlemskab af EU skal tilkæmpes og vindes.
(5) Øh
…
(6) Der opstår en revolutionær situation i hele Europa,
og socialismen indføres!
Nu synes KS måske, at dette er lidt
uretfærdigt formidlet. Det har ikke været hensigten. Dybest set er
der tale om at tydeliggøre, at der enten mangler jordforbindelse selv set
ud fra en ret højtsvævende revisionistisk parlamentarisk tænkning,
eller også er KS i virkeligheden ude i et helt andet ærinde. Dette
andet kunne være at fremstille en teori rundt omkring en gammel idé
til løsningen af DKP-ml's og KPiD's parlamentariske problem: KS' vej til
folketinget skal udspringe af kampen mod EU-forfatningen.
I praksis er
der det problem, at Liste N og Folkebevægelsen ikke ønsker at sætte
sin bredde over styr ved at opstille selvstændigt til folketingsvalg. Derfor
må KS opfinde en ny bred organisation, der kan tjene som springbræt.
Opbygningen af alternative Nej til EU-forfatningen-bevægelser blev påbegyndt
i december 2003.
"En af de svære opgaver bliver at bringe
hele denne brede bevægelse samlet ind på den parlamentariske scene,
for også at føre kampen ind på dén arena. Er bevægelsen
tilstrækkelig samlet og stærk på gulvplan, i kampen, vil det
formentlig kunne løses forholdsvist hurtigt at skabe en parlamentarisk
samling." (s. 67)
(Dette citat er med vilje sat ind i denne sammenhæng
for at tydeliggøre pointen, FK).
Det må antages, at formlen
for indførelse af socialismen er en del af det tågeslør, der
bruges på at forblinde loyale medlemmer af Folkebevægelsen, tilført
forbløffende snak om behov for ekstra brede bevægelser oven i Folkebevægelsen
og Junibevægelsen osv.
Uanset hvilke motiver der kan tillægges
KS, så må det antages, at det står klart selv for medlemmer
af DKP-ml, at hele teorien ramlede i grøften, da topmødet i Rom
gik i sort. Derfor er der nu ikke andet at gøre end at lade som ingenting.
Men hvad kan man lære af dette?
At ende i grøften, det er
skæbnen, hvis man binder sine forhåbninger om socialisme op på
illusioner til parlamentarismen.
EUSA - to alen af ét
dårligt stykke.
Fotokopieret. 80 sider,
40 kr., Forlaget Arbejderen
Pjecen er skrevet som et debatindlæg i valgkampen mod EU-forfatningen og er vist især rettet til DKP-ml's egne medlemmer. Teksten er skrevet før topmødet i Rom, og det gør den så ydermere ret alderstynget.
Note
(*)
En benævnelse KS bruger om den tanke, at USA kan bekæmpes med stærkt
og godt EU.
Se også:
Globalisering
eller ultraimperialisme?
Af Troels Riis Larsen
Kommunistisk Politik
3, 2004
Netavisen 28. januar 2003