Træk i europæisk imperialisme

Franz Krejbjerg har læst en pjece fra forlaget Arbejderen, forfattet af Karen Sunds. Karen Sunds har sat sig for at gendrive EU-tilhænger-argumentet om at EU er et fredeligt modspil til USA, og opstiller modargumentet, at EU er en trussel mod USA's ønske om verdens herredømme.

Kommentar
Kommunistisk Politik 3, 2004

USA har fra første færd hjulpet med til at udforme EU som et afgørende støttepunkt i den kolde krig: delingen af Tyskland, opretholdelsen af diktatur i Spanien, Portugal, og Grækenland til langt op i 70'erne (samt fortsat Tyrkiet), Marshall-"hjælpen", militære baser og teknologi. Med rehabiliteringen af Nazitysklands monopolindustri.
Alt sammen elementer i undertrykkelsen af arbejderklassen efter anden verdenskrig.

Der er ingen tvivl om, at forholdet mellem EU og USA er blevet mere jævnbyrdigt, ikke mindst efter sammenbruddet af COMECON, opløsningen af det socialimperialistiske Sovjetunionen og Tysklands genforening. Men selv efter indførelsen af den fælles mønt er EU ikke en egentlig stat, men en strategisk alliance mellem stormagter og deres nærmeste naboer. Denne forskel viser sig med stor tydelighed, når der skal findes en fælles EU-holdning. De enkelte landes særinteresser må tages i ed, hvis en enighed skal opnås.

I pjecen fra DKP-ml udelades disse forhold af analysen. I stedet betones de stærke sider ved EU sammenstillet med en vægtning af svaghedstegn i USA's økonomi. Herudaf drager Karen Sunds (KS) den konklusion, at der er et sket et kvalitativt skift i styrkeforholdet siden murens fald: EU er på vej til at udfordre USA som supermagt.

Så enkel er verden bare ikke. Og det er næsten lige så problematisk at opstille et verdensbillede, hvor EU er på vej til at blive verdensfredens største trussel, som det er at gøre EU til verdensfredens største garant. Fredsbevægelsen og den antiimperialistiske kamp må rette sig primært imod den konkrete trussel fra USA, EU og andre imperialistiske centre, og det vil pt. altså især sige mod USA. At dette forhold ikke afspejler sig i den danske kamp for den nationale selvbestemmelsesret, er også forkert, reaktionært og farligt (*).

Hierarkiet i EU

Går man EU endnu mere på klingen, opdager man også, at alliancen ikke nødvendigvis er fremtidssikret.
EU en meget hierarkisk opbygget alliance, hvor Tyskland og Frankrig sidder øverst og holder møder med England. I næste led er Italien og Benelux-landene med, herefter kommer nettobidragyderne, altså den mest velstillede gruppe af lande. I bunden er de fattigste og økonomisk mindst veludviklede lande.

EU er et sammenrend af gamle imperialistiske ambitioner - Tysklands 'Drang nach Osten', Skandinaviens længsel mod Baltikum, Frankrigs interesser i Afrika osv.

Også i opbygningen af de nye monopoler kan man se nogle tendenser. Der er ikke bare tale om en paneuropæisk opbygning. I Sverige, Danmark, Norge og til dels Finland er der f.eks. en forkærlighed for at danne panskandinaviske/-nordiske monopoler.

EU's fremtid som supermagt hviler på den antagelse, at opnås der først enighed om forfatningen, så vil der blive ved med at være status quo i det interne magtforhold mellem de europæiske stormagter: Men lovmæssigheden om kapitalistiske landes tendens til uens udvikling gælder selvfølgelig også EU-medlemmerne imellem. Intern ballade er derfor garanteret.

Som det ses, kan man ret let opstille en liste af problemstillinger, der får EU til at fremstå på randen af kollaps. Det er dog heller ikke nogen rigtig konklusion. EU er og har altid været en imperialistisk alliance. Monopolernes projekt vendt imod befolkningerne. Og udviklingen mod mere union vil fortsætte. Man kan bare ikke drage den slutning, at de kommende år hovedsagelig vil blive domineret af en rivalisering mellem EU og USA.

Socialismen er en paraply

Ved enhver reference til historiske spørgsmål er pjecen 100 % baseret på den moderne revisionisme. Intet er stukket under stolen her. Analysen af potentialet i Østblokken er som mange andre forestillinger en kuriositet. KS er en kvinde, der bekæmpede det socialimperialistiske Sovjet og det revisionistiske DKP, mens de eksisterede. Nu er hun nærmest begejstret for dem.

I det sidste afsnit afsløres en næsten klar formel for en snarlig indførelse af socialismen:
(1) DKP-ml og KPiD skal samles.
(2) Folkeafstemningen om EU-forfatningen skal vindes.
(3) Der skal opstilles en alternativ liste til næste folketingsvalg.
(4) En afstemning om medlemskab af EU skal tilkæmpes og vindes.
(5) Øh …
(6) Der opstår en revolutionær situation i hele Europa, og socialismen indføres!

Nu synes KS måske, at dette er lidt uretfærdigt formidlet. Det har ikke været hensigten. Dybest set er der tale om at tydeliggøre, at der enten mangler jordforbindelse selv set ud fra en ret højtsvævende revisionistisk parlamentarisk tænkning, eller også er KS i virkeligheden ude i et helt andet ærinde. Dette andet kunne være at fremstille en teori rundt omkring en gammel idé til løsningen af DKP-ml's og KPiD's parlamentariske problem: KS' vej til folketinget skal udspringe af kampen mod EU-forfatningen.

I praksis er der det problem, at Liste N og Folkebevægelsen ikke ønsker at sætte sin bredde over styr ved at opstille selvstændigt til folketingsvalg. Derfor må KS opfinde en ny bred organisation, der kan tjene som springbræt. Opbygningen af alternative Nej til EU-forfatningen-bevægelser blev påbegyndt i december 2003.

"En af de svære opgaver bliver at bringe hele denne brede bevægelse samlet ind på den parlamentariske scene, for også at føre kampen ind på dén arena. Er bevægelsen tilstrækkelig samlet og stærk på gulvplan, i kampen, vil det formentlig kunne løses forholdsvist hurtigt at skabe en parlamentarisk samling." (s. 67)
(Dette citat er med vilje sat ind i denne sammenhæng for at tydeliggøre pointen, FK).

Det må antages, at formlen for indførelse af socialismen er en del af det tågeslør, der bruges på at forblinde loyale medlemmer af Folkebevægelsen, tilført forbløffende snak om behov for ekstra brede bevægelser oven i Folkebevægelsen og Junibevægelsen osv.

Uanset hvilke motiver der kan tillægges KS, så må det antages, at det står klart selv for medlemmer af DKP-ml, at hele teorien ramlede i grøften, da topmødet i Rom gik i sort. Derfor er der nu ikke andet at gøre end at lade som ingenting.
Men hvad kan man lære af dette?
At ende i grøften, det er skæbnen, hvis man binder sine forhåbninger om socialisme op på illusioner til parlamentarismen.

EUSA - to alen af ét dårligt stykke.
Fotokopieret. 80 sider,
40 kr., Forlaget Arbejderen

Pjecen er skrevet som et debatindlæg i valgkampen mod EU-forfatningen og er vist især rettet til DKP-ml's egne medlemmer. Teksten er skrevet før topmødet i Rom, og det gør den så ydermere ret alderstynget.

Note
(*) En benævnelse KS bruger om den tanke, at USA kan bekæmpes med stærkt og godt EU.

Se også:
Globalisering eller ultraimperialisme?
Af Troels Riis Larsen
Kommunistisk Politik 3, 2004

Netavisen 28. januar 2003