Af Anker Holm
"frederik", Kommunistisk Politik 15, 1999
Anker
Holm 1998
Den kommunistiske veteran Anker Holm, der døde
i 2000, gjorde i 1999 i sin faste rubrik ("frederik") i Kommunistisk
Politik status over situationen i fredsbevægelsen - et par år før
11. september. Han opfordrede den kommunistiske organisation Oktober (forløberen
for APK - Arbejderpartiet Kommunisterne) til at gå i spidsen for at opbygge
en slagkraftig fredsbevægelse.
Artiklen genudgives på
nettet i anledning af 35-året for Sovjetunionens besættelse af Tjekkoslovakiet
den 21. august 1968, der med Ankers ord markerede det revisionistiske Sovjets
vending til en socialkimperialistisk supermagt.
Anker Holms selvbiografi 'De
røde vender altid tilbage' er udgivet på Oktober Forlag.
Der
var engang en fredsbevægelse - der var engang Samarbejdskomiteen for Fred
og Sikkerhed, der var engang atommarcher for freden. Og der var ikke mindst Vietnambevægelsen.
Hvad
er der nu i indsatsen og kampen for freden? Nul og nix - ingenting. Jamen, er
imperialismens tilstedeværelse globalt da ensbetydende med fred og ingen
fare??
Svaret giver sig selv - overalt i verden raser der og udbryder der altødelæggende
krige med hundredtusindvis af døde og lemlæstede. På det indiske
subkontinent varsler fremtiden atomkrig mellem Indien og Pakistan om Kashmir.
I mellemøsten raser krigen Israel-Libanon, eller rettere sagt imperialismens
fortsatte kamp mod palæstinenserne og hele den arabiske verden. Hvornår
starter USA og Japan opgøret med det selvstændige og antiimperialistiske
Nordkorea?
Hvornår påtænker det hovmodige og krigsliderlige
USA efter idelige nedkæmpelser af de sydamerikanske frihedskæmpere
i Latinamerika at tage det endelige opgør med Cuba, som de har forsøgt
at gøre det før. Krig i Europa har vi helt inde på huden,
og ingen tør vel drømme om at efterspillet på Balkan vil forløbe
fredeligt.
USA og NATO dirigerer FN, som var det en børnehaveklasse;
der findes overhovedet ingen garanti for folkeretten.
Af de ovenfor omtalte
fredsbevægelser var det kun Vietnambevægelsens solidaritet mod USAs
krigsgalskab, som havde virkelig gennemslagskraft. Der kunne også dengang
sættes spørgsmålstegn ved ægtheden af nogle af disse
bevægelsers fredsbestræbelser, ikke mindst Samarbejdskomiteens. På
det tidspunkt fandtes to rivaliserende imperialistiske supermagter, USA og det
efter Stalins død revisionistiske Sovjetunionen, der udviklede sig til
en socialimperialistisk supermagt. Invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968 markerede
overfor hele verden denne vending.
Efter Sovjetunionens overfald på
Afghanistan ebbede fredsbevægelserne ud - man var i vildrede med tanke på
at holde USA på måtten, og så invaderede Sovjetunionen Afghanistan
med bål og brand - hvem skulle egentlig holdes i tømme?
Men hvordan
forholder det sig nu- der er ingen at tage hensyn til udover folkene - hele menneskeheden.
Kampen for freden kan nu direkte rettes imod den krigsgale imperialismes globale
rovdrift på profitable interessesfærer som, med USA i spidsen agerende
verdens politibetjent, opstarter krige enten direkte anført af Pentagon
eller ved hjælp af våbenfabrikanternes stråmænd.
Det
skal jo også betænkes, at Lenin havde evig ret, når han påviste,
at selvom een imperialistisk stormagt står i teten, så vil modsætningerne
mellem kapitaliststaterne indbyrdes før eller siden føre til rivalisering
og krig indbyrdes.
Det er jo lige netop det vi ser nu: EU - Europas Forenede
Stater - skal danne modvægten mod USA hegemoni - sgu ikke for fredens skyld,
men for at få sin del af profit og rov på arbejderklassens bekostning
hvor som helst i verden.
Til krigens arnesteder hører afgjort også
religionsvanviddet, fundamentalismens fanatisme - men tag ikke fejl, for bag 'den
hellige krig' står stadig højfinansen og bankerne i al deres 'hellighed'.
Arnestederne for krig kan øjnes overalt på kloden - en tredie verdenskrig
er slet ikke usandsynlig …
I Afrika tørner imperialistmagter
mod hinanden, hvor man tager parti i blodige borgerkrige med indsats af mandskab
og krigsmateriel for at skaffe sig fed luns af Afrikas rigdomme og samtidig nedkæmpe
de afrikanske folks egen kamp for frihed og selvstændighed. I Asien raser
Indonesiens krig mod selvstændighedsbevægelsen i Østtimor.
Det ny socialimperialistiske Kina (socialistisk i ord, imperialistisk i handling)
er klar med neutronbomber i slagsmålet om Taiwan - og hvordan kan det tænkes
her, at USA vil reagere???
Hvor er fredsbevægelsen i denne dødsensfarlige
situation med et hårsbred fra nye og altomfattende krige?
'Hva'
dælen nøler man efter?'!!!
Opbrud mod krigen
har alle betingelser nu - en fredsbevægelse, som omfatter alle progressive
mennesker, må sættes i gang, det er ved at være sidste udkald.Her
kan det kommunistiske 'OKTOBER' komme til at spille en igangsætterrolle.
Opinionen
af indædte krigsmodstandere er tilstede og det i mangefold- hør bare
et læserbrev endda med adgang til en borgerlig sprøjte med overskriften
'NATOs bøllemetoder':
"Først af alt har det været
uhyggeligt at bevidne den forandring NATO har undergået med angrebet på
Serbien. Fra at have været en erklæret forsvarsorganisation har denne
foretaget et hamskifte til en regulær angrebs= ditto udmøntet i overfaldet
på en suveræn Stat efter bedste bøllemetoder, idet man blæste
på både FN og internationale retsregler. Krige er beskidte foretagender,
de lidende findes på begge sider, men vi hører helst kun om den ene,
og jeg fyldes med kvalmende lede ved næsten ustandselig at møde en
fremstilling så ensidig, at den kun må skulle tjene til manipulation
af de krigsførende landes befolkninger, der uden at være blevet spurgt,
er tvangsindlagt som passive deltagere i dette blodige spil. Der er absolut ingen
grund til beundring endsige glorificering af NATO eller dens øverste leder,
USAs præsident Bill Clinton. Det er lidet betryggende, at så stort
ansvar er placeret i hænderne på en mand af hans kaliber. En notorisk
løgner, meneder og liderlig horebuk.. Og lad os så sluttelig ikke
forglemme dem, der fra deres skjul i kulisserne sidder og trækker i trådene
- våbenfabrikanterne. Som altid er de vel overhovedet de eneste, der reelt
profiterer af krigenes uhyrligheder.''
Jo, opinionen er klart til stede
for opstart af fredsbevægelsen, men den såkaldte 'venstrefløj'
fra Enhedslisten til KPiD og DKPml er både blinde og døve overfor
at tage det nødvendige initiativ i kampen for freden. Når kommunisterne
i OKTOBER vil træde an her er det fordi hvor 'fredelig' og 'upolitisk!'
fredsbevægelsen end kan forekomme, så er imperialismen i dag den eneste
krigsfaktor, og samtidig den sidste bastion for det kapitalistiske udbyttersystem.
Dersom
folkene aktiveres imod imperialismen - knuser den og dermed forhindrer dens krigsgalskab
vil vejen til den socialistiske revolution og den endegyldige afskaffelse af fremtidige
krige være banet.
Netavisen 21. august 2003