Af Tine Spang Olsen
Indlæg på seminaret 'Modstand mod det nyliberale amokløb' 7. september 2013 i København
Forhandlingerne mellem EU og USA om en frihandelsaftale er i fuld gang. Forsøget på at få aftalen på plads er et udtryk for den samme tendens vi ser over hele linjen, en kæmpe offensiv for de store kapitalinteresser, en transatlantisk union.
Det er en endnu større union end den europæiske man er i gang med at skabe og med et lignende formål. Alt hvad vi ser EU gøre i retning af harmonisering af markedet til fordel for kapitalen, ligger også i den transatlantiske union som man forsøger at skabe– et kæmpe angreb på alt hvad der hedder tilkæmpede rettigheder på arbejdsmarkedet, indenfor fødevarer landbrug, sundhed og kemi – alt muligt.
Jeg mener det er et meget vigtigt spørgsmål, som der virkelig skal sættes ind på at få en bevægelse op at stå imod.
Folkebevægelsen mod EU holder en høring i dag om aftalen og man må håbe at det også fører til at opmærksomheden bliver rettet meget mere i denne retning og være med til at der startes en bevægelse imod frihandelsaftalen.
Aftalen forhandles suverænt af EU, der ifølge de gældende traktater forhandler med én stemme, vetoretten er væk. Danmark har sagt ja. Det er et enigt folketing der har sagt ja til EU's forhandlingsmandat.
Mandatet var egentligt hemmeligt i forhold til offentligheden, men det blev lækket og det fremgår, at det ikke bare drejer sig om at harmonisere toldsatserne eller noget i de retning, det drejer sig om et helt nyt regelsæt, hvor de normer og aftaler EU og USA bliver enige om, reelt og i sin yderste konsekvens står over enhver lovgivning de enkelte lande måtte have eller EU for den sags skyld.
Det højeste liberaliseringsniveau og den stærkeste investeringsbeskyttelse
Det fremgår, at der vil være tale om ”det højeste liberaliseringsniveau og den stærkeste investeringsbeskyttelse”.
Det danske erhvervsliv er begejstret, i hvert fald de store som man hører fra. Det officielle Danmark taler begejstret om 20.000 nye arbejdspladser.
Konkret vil aftalen – hvis den bliver gennemført – betyde at firmaer der investerer i Danmark i princippet vil kunne kræve at den nationale lovgivning ikke forringer deres mulighed for profit. Hvis de mener det er tilfældet har de ret til at anlægge en sag imod Damark. De vælger selv ved hvilken domstol det skal ske. Det kunne f.eks. blive ved en domstol under Verdensbanken. Der vil ikke blive dømt efter dansk lovgivning, der i realiteten helt kan sættes ud af kraft.
Der findes mange eksempler på dette fra andre dele af verden hvor der er indgået frihandelsaftaler. Også på hvordan truslen om et sagsanlæg lægger en dæmper på lovgivningen.
Umiddelbart er multinationale gigantfirmaer indenfor landbrugsindustrien, fødevareindustrien og medicinalindustrien nogle af dem der står på spring.
EU og USA mod resten af verden
Europa har indtil nu været stort set lukket for genmodicicerede madvarer pga den store modstand der er i de fleste lande og GMO kræver mærkning i EU. Dog fodres de europæiske husdyr stort set alle med GMO majs og soja. Bortset fra de økologiske. Og det kræver ikke mærkning.
Et firma som Monsanto der har en kæmpe industri af GMO produkter og sprøjtegift har foretaget et taktisk tilbageskridt i forhold til Europa. De påstår at de ikke vil påtvinge Europa noget vi ikke ønsker, men selvfølgelig har de ikke opgivet. Lovgivningen omkrig GMO vil være et af områderne hvor frihandelsaftalen kan få en kæmpe betydning.
En transatlantisk union vil styrke den vestlige kapital i dens kamp mod Kina og Rusland der jo også kæmpes på så mange andre fronter bl.a. militært af USA, NATO og EU.
Det vil også være en del af aftalen, at EU og USA fremover skal forhandle fælles frihandelsaftaler med resten af verden. F.eks. i Afrika.
EU har allerede frihandelsaftaler med 46 lande over hele kloden og forhandler med yderligere 78.
De multinationale firmaer forsøgte sig allerede i 1998 med en frihandelsaftale mellem EU og USA, MAI-aftalen, men den blev forhindret af den modstand der blev organiseret. Frankrig gik også i mod den og nedlagde veto og da EU på det tidspunkt endnu ikke talte med én stemme faldt aftalen.
Det er altså blevet sværere at gå op imod planerne, men ikke mindre nødvendigt.
Dette er den ene del af Tine Spang Olsens indlæg på seminaret 'Modstand mod et nyliberale amokløb'
Se også
Dansk imperialisme: Afrika
Netavisen 11. setember 2013