Netkronik af Martin D.
Den nuværende økonomiske krise trækker ud og bliver brugt som den selvindlysende forklaring på den brutale og asociale nedskæringspolitik, de ’ansvarlige’ partier fører. Der gives både del- og bortforklaringer af konkrete kriser, men ingen fortæller, at kriserne akkumuleres og vender kraftigere tilbage. At krisemedicinen udløser ny krise.
Med de nyeste tal og meldinger er det endnu langt for tidligt at sige, om kapitalismen rigtigt kan sige sig fri for den krise, som har været et dagligt faktum i det meste af verden siden 2008.
En krise, der har fået skylden for alskens nedskæringspolitik, som var det et skyldigt menneske, der på egen selvstændige vis begik fejl. Det har været billedet i Danmark såvel som resten af, især Europa, men faktisk den overvejende del af verden.
Igen og igen har politikere, enten beklagende, opgivende eller belærende, henvist til krisen som grundlag for en politik, som betyder forringelser for det store flertal, og alvorlige forringelser for samfundets økonomisk svagere lag.
Krisen som argument for nedskæringer og favorisering af samfundets rigeste lag, har faktisk været så markant, at der siden krisens spæde skridt florerer og har floreret flere teorier er om krisen som en planlagt hændelse af de rigeste lag for derved yderligere at udbytte den almindelige befolkning.
Men krisen er hverken et validt argument for at forsætte en nedskæringspolitik, eller et aktivt tilvalg fra den rige elite. Krisen er en objektiv omstændighed ved det kapitalistiske samfund, og en tilbagevendende begivenhed, der for hver gang den genkommer, tiltager i styrke.
Kriser af den art, vi kender, har eksisteret siden kapitalismen kom til. De har været observeret og undersøgt endnu inden nogen rigtig forstod hvori de bestod, eller kunne overskue, hvad de medførte og hvorfor.
Dengang ansås de som både uheldige og uforklarlige hændelser, med konsekvenser som der ikke rigtig kunne findes grund for.
Monsteret forstået
Nu fremstilles kriserne så af en samlet mainstream-presse, samt tæt på alle politikere, som selvstændige onder med en egen vilje, nærmest et gudskabt fænomen, hvor gud er markedet og fænomenet er guds straf.
Krisen tillægges rollen af et sultent monster, der spiser hovedparten af befolkningers materielle livsvilkår, med tilkæmpede rettigheder som mellemmadder. Men den er også et kræsent monster, som ikke kan lide smagen af overklassens ophobede kapital, eller som sågar rynker surt på næsen, når der serveres forhøjede (eller blot fastholdte...) erhvervsskatter.
Fra de første kriser og frem til i dag har der - sideløbende med over 150 års bortforklaringer fra overklassen - været en kritik, der står i direkte modsætning til de officielle fortællinger.
En kritik hvis afsendere ikke står i et afhængighedsforhold til kapitalen, og som ikke har gavn af de fortsatte bortforklaringer, men som derimod lider under de tilbagevendende kriser.
Især Marx og Engels, i spidsen for arbejderklassens Internationale (den første), må tilskrives æren for som de første grundlæggende og succesfuldt at undersøge fænomenet økonomisk krise. Et fænomen der på deres tid var ca. lige så (u)undersøgt og (u)underbygget som teorien om evolutionen af arterne.
Efter nogle årtier med kapitalisme, på et tidspunkt hvor krisernes tilbagevendende karakter bredt erkendtes, begyndte for alvor forskningen i grunden hertil.
Og med Marx og Engels begyndte en forskning hvor forskerne i kapitalistisk økonomi ikke stod i samme forhold til økonomien som kirken gjorde til arternes oprindelse.
Marx og Engels grundlæggende resultater på det samfundsøkonomiske felt, var at kapitalismen, uanset diverse manøvrer fra den ene eller anden klasse, stat eller institution, vil gennemleve til stadighed hyppigere og kraftigere kriser, og at disse kriser til stadighed vil uddybe det økonomiske gab og derfor modsætningen mellem klasserne. Samt at kriserne vil virke som ekstramotorer for monopolisering af rigdom, og derfor mere og mere økonomisk magt (og deraf politisk magt) koncentreret hos færre og færre kapitalister.
Man kan med selv overfladiske undersøgelser af samfundsøkonomien og udviklingen af koncentrationen af rigdomme i Danmark hurtigt konkludere at Marx og Engels havde ret heri.
Danmark og krisen i dag
Tager vi blot et kort kig på selve centrene for kapital, nemlig bankerne, er stribevis af mindre banker krakket i Danmark siden 2008. I første omgang med de almindelige kunder som tabere, og i anden omgang især skatteyderne, der har dækket diverse tab gennem 'Finansiel Stabilitet' mv. I tredje omgang derimod har de største banker overtaget flere af de krakkede bankers sunde og profitgivende aktiviteter og papirer.
De har dermed yderligere forstærket deres position overfor de mindre banker, samt som magtfaktor i samfundet, og desuden forstørret deres direkte indflydelse på fleres menneskers liv.
I de tilfælde, hvor andre banker ikke direkte har overtaget rester fra krakkede banker, er det desuden uomtvisteligt, at de har overtaget disse indirekte. Det forholder sig ikke sådan at de, der tidligere var kunder i den krakkede bank, ikke længere er kunder i nogen bank, eller overhovedet har mulighed for at vælge dette fra.
En person der måske tidligere var kunde hos eksempelvis Amagerbanken eller Roskilde Bank, måske en småsparer eller endda lille aktieholder, må dagen efter krakket og et tab se større banker overtage den krakkede banks sunde papirer. De ser sig selv falde, for derefter at møde op, måske i den samme større bank, og tigge om at blive kunde.
I den samme periode, hvor især Nordea og Danske Bank har udvidet deres kundekreds (i hvert fald i Danmark) og trods nogen klynken over overskuddenes nominelle størrelse, har øget deres reelle værdi, har den almindelige befolkning oplevet faldende løn, stigende priser, samt en langt dårligere og langt mere mager 'vare', når der skulle handles aconto i den offentlige sektor.
Desuden har skatteyderne via politikkerne været den direkte og umanerligt gavmilde långiver til bankerne i hele perioden, gennem bankpakkerne, som bl.a. sikrede især de største bankers mulighed for at udvide forretningen trods krisens kradseri.
De lønnedgange, forringelser af vilkår (og disse sker på de mest mangfoldige måder), samt ikke mindst den slagtning af den offentlige sektor vi har oplevet igennem krisen, er et af Danmarkshistoriens største tyverier.
Skåret fra vugge til grav
Bogstavelig talt er der alene i forbindelse med den offentlige sektor blevet skåret i danskernes liv fra vugge til grav. Fra den allerførste dag på hospitalet, til den sidste pensionsudbetaling.
Kapitalen, samfundets rigere lag, samt dens presse er i nogen grad lykkedes relativt uskadt med at gennemføre disse nedskæringer i den offentlige sektor - ved at skabe harme, misundelse, mistro, mv. i andre dele af befolkningen. F.eks. ved at kalde SU for cafepenge, fremstille ældre som en byrde, indvandrere som nassere, lærere som dovne, arbejdsløse som selvforskyldte, mv.
Men nedskæringerne i den offentlige sektor rammer alle i den brede almindelige befolkning. Alle der har eller får børn, der har eller får brug for institutionsplads, alle der kommer i kontakt med folkeskolen, videregående uddannelser, (selv kortvarigt) bliver arbejdsløse, har eller f.eks. ved arbejdsskade får et handicap, går til lægen, får eller senere vil få pension, etc.
For de elever, der i dag går i folkeskole, og som vil mærke konsekvenserne af SU-reformer, den nyeste skolereform (mm.), er det et faktum, at de allerede er beskåret på deres pension. Bare ved den manøvre, at de nu skal være ældre end før, for at de kan få den.
Selv når man fra den offentlige sektor isolerer den del af befolkningen, der arbejder i den private sektor, hvilket den borgerlige presse i allerhøjeste grad ynder at gøre, er historien den samme: Lønnedgang og forringelser over én kam.
Manglen på arbejde, som i højeste grad er reel, skaber frygt for fyringer, og skaber samtidig en situation, hvor de officielle forringelser kun udgør en del af den samlede forringelse.
Når arbejderen går frygtsomt på arbejde, accepteres yderligere et hav af uofficielle forringelser.
Et af problemerne ved at lade politikerne, og især de 'røde' krise-politikere, slippe af sted med at henvise til krisen som grunden til nedskæringer, og en af de ting, der måske hos nogle vækker mistanken om at krisen er planlagt eller ønskelig for kapitalen, er, at nedskæringspolitik - og hård nyliberalistisk nedskæringspolitik - var et faktum, længe inden blot et par af verdens officielle økonomiske vismænd troede på, at en sådan krise som den vi oplever var et sandsynligt scenarie.
I Danmark har nedskæringer været et faktum gennem mange år. Tager vi blot 0'erne vil de færreste betvivle at f.eks. en 'slankere' offentlig sektor blev sat på dagsordenen længe inden krisen. Det samme gjorde diverse angreb på fagforeninger, og bl.a. var et af kendetegnene ved Fogh-æraen en klapjagt på arbejdsløse.
Et årti tidligere, under Nyrup i 90'erne, vil de færreste nægte at nyliberalismens spydspids; privatiseringen, blev implementeret massivt i Danmark, en politik der ikke mindst var orkestreret af EU.
Ja, også den tidligere røde regering brillierede ved sin offensive nyliberalistiske politik.
Krisehistorisk perspektiv
Der har måske op gennem start-0'erne, for nogle, været en oplevelse af større købekraft, men den har ikke mindst været baseret på boligmarkedets oppustede værdi og deraf øgede friværdi. På lån.
Og netop denne massivt oppustede boligværdi har været en af den nuværende krises kendetegn i et krise-historisk perspektiv.
Et andet krise-historisk kendetegn ved den nuværende krise er det sammenhold, som verdens kapitalister har mønstret. Gennem 4-5 år har der f.eks. været bred enighed om at løse krisen ved store og mere eller mindre koordinerede bankpakker til storbanker i hele verden.
Et par år inde i krisen forholdt det sig således, at den ene eller anden statsleder hovedsageligt brokkede sig myndigt over de andre statsledere for ikke hurtigt nok eller massivt nok tilførte bankerne kapital.
Boligmarkedets værdi, subprime-elementet, lån uden mulighed for indfrielse, og generel kunstig oppustethed af en eller flere sektorer i finansverdenen begyndte at knirke, og 'løstes' med det meste af den officielle verdens accept ved at tilføre endnu en bunke lån.
Det er blevet kraftigt kritiseret politisk, økonomisk, videnskabeligt baseret, af marxist-leninister, af andre venstre-kræfter samt massebevægelser i hele verden. Det er naturligvis politisk og socialt forkasteligt at give de, der er skyld i krisen, flere penge, mens der tages fra den almindelige befolkning. Denne kritik har ramt plet og været en motor og medvirkende til at rejse massebevægelser.
Når kapitalismens værditynde lånebobler søges behandlet med yderligere lån (!) har man det, der måske bedst betegnes som den største enkeltstående internationale koordinerede 'tis i bukserne'-aktion i verdenshistorien.
Det svarer lidt til når en sygdom behandles med medicin, og medicinen gradvist mister sin effekt, hvorefter doktor Vismand blot øger dosen af medicin for derefter ikke at skænke morgendagens problemer en tanke. Det siger sig selv at patienten dør.
Desværre stopper patientanalogien er, for det er ikke kapitalismen som patient, der automatisk dør. Det er befolkningerne i de kapitalistiske lande, som betaler prisen.
Der har udover bankpakkerne været mange manøvrer fra borgerskabet og politikernes side til at finde vej gennem krisen, for igen at kunne opnå de højeste profitter. Én ting har manøvrerne tilfælles: Nemlig at 'løsninger', samt desuden eventuel 'forebyggelse', af denne som tidligere økonomiske kriser lægger grunden til nye og endnu dybere kriser. Den nuværende krise er også en sådan akkumuleret krise.
Dollarhistorie
Som et isoleret eksempel på den generelle krise-udvikling er dollarens historie fin:
I 1971 stoppede den amerikanske dollar med at være en valuta, der var dækning for i guldreserver. Det gjorde, at man kunne trykke flere penge uden at bekymre sig om dækningen for dem - en politisk-økonomisk manøvre der bl.a. kaldes Nixon-chokket (Afskaffelsen af Bretton-Woods systemet).
Dollaren blev i stedet en såkaldt flydende valuta, hvis værdi blev afhængig af udbud og efterspørgsel, og efterspørgslen sikredes ved massivt at indgyde den opfattelse, at dollaren var sikker og derfor en god valuta at handle i.
Desuden, som et konkret eksempel, ved at sørge for at al olie i verden handles i dollars – Det kaldes populært petro-dollars og er valutaen, som alle derfor må have. Det gav en kort overgang omkring 2002 USA nogle bekymringer, da der fra Irak fremkom en intention om at handle olie i en anden flydende valuta, nemlig euros. Kort efter kom Irak- krigen, som Tyskland og Frankrig var imod. Der var flere grunde til Irak-krigen, men problemet om petrodollarens monopol blev som bekendt løst.
I de senere år er der fra flere sider alligevel stillet spørgsmålstegn ved dollarens værdi, og om hvor meget den egentligt er værd. Spørgsmålet opstår ikke mindst af, at den amerikanske centralbank, generelt mere og mere lystigt, har trykt dollars siden guldstandarden bortfaldt, og endnu mere lystigt planlagde at trykke dollars for at overkomme økonomiske krisetegn.
Løsningen for Doktor Vismand stod klar i 2006: Stop med at lave optegnelser over, hvor mange dollars der eksisterer, for på den måde ved ingen hvor mange der findes, og derved kendes udbuddet ikke.
Mens vi i spænding venter på, hvad der findes på næste gang dollaren er i problemer, så er det tydeligt for enhver, at en vare - omend den er penge - ikke i længden kan opretholde nogen form for tillid og derfor værdi, når ingen ved, hvor mange der er.
Den amerikanske regering, Federal Reserve mv. fortsætter i boble, med et element af en drøm, som mange har fået, når de begynder at forstå penge. Tænk hvis man havde sin egen seddelpresse, og bare trykkede flere penge, når man var flad.
Når man så mere seriøst begynder at forstå penge, forstår man også, at seddelpressens håndtag ikke kun trykker penge, men samtidig ruller et grundlag for kommende kriser ud.
Fra krise til næste
Fra dollar eksemplet, eller nærmere miniudgaven af krise-eskalering, til Danmark og krisen i dag. For hvad er den løsning, som politikere og vismænd stiller op på krisen? Er der en eneste af dem, der tør at nævne kommende kriser?
Den nuværende krise sammenlignes forholdsvist bredt med 1930'ernes krise, og er desuden sammenlignet med 1870'ernes krise, men er der en eneste vismand, eller blot officielt anerkendt økonom, der spørger; hvorfor gentagen krise? Omend et par økonomer rundt om måske har sådanne overvejelser, er det spørgsmålet, som ikke finder vej til TV-studier eller avisspalter. Allerhøjest gives der dårlige svar på spørgsmålet: Hvorfor krise?
Den enkelte nuværende krise (bort)forklares - når det går mest ’progressivt’ til i mainstream-medierne - med uansvarlighed fra bankers side, utilstrækkelig selvjustits fra Wall Street-spekulanter osv. Bolig-boblen forklares i Danmark især med, at lånetyperne løb for vidt.
Selvom ovenstående elementer har sandhed i sig (og er vigtige dele af en agitation og påpegning af de konkrete krise-syndere og hvem der scorer pengene), bliver de én stor løgn, når de fremstilles som selve grundlaget for krisen.
Sandheden om de ovenstående elementer er, at de har været taget i brug for at udskyde krisen, og fortsætte kunstigt høje profitrater.
De økonomiske kriser gives gerne et navn, der gør dem til særskilte forekomster som intet med kapitalismens grundlæggende mekanismer har at gøre. ”IT-boblen/krisen” var sådan et navn, ”Asiens tigerøkonomier” et andet, men kriserne har alle sammen rod i kapitalismen og er underlagt dens regler.
Det er et faktum der nemmere påpeges under en større krise – mest fordi de er sværere at bortforklare - men som ligeledes gælder for de mindre kriser, der inddæmmes på den ene eller anden vis, før krise-floden som beskrevet for alvor flyder over sine breder, og dæmninger rives med.
Krisepolitik og venstrealibier
Den politiske opgave: At rejse befolkninger og massebevægelser til kamp mod kapitalens politik, på et aktuelt og enhedsfordrende grundlagmå være den aktuelle hovedopgave. Men den løses ikke uden sideløbende at rejse spørgsmålet om selve kapitalismens karakter.
Især i den nuværende periode hvor en 'rød' regering, understøttet af Enhedslisten, sidder på magten, må der ved siden af den politiske kamp rejses en klar og entydig kritik af kapitalismen, og deraf en fuldstændig afvisning af forskellige afarter af kapitalisme-administrationer.
En økonomisk krise er ikke bare kapitalismen ude i tovene. Det er også en åbning for socialismen, en hængende kapitalistisk parade. Når det for sjældent opleves, som om den åbning udnyttes blot nogenlunde, er det bl.a. fordi selv de, der udgiver sig for marxister, bruger og under krisen så vidt har brugt tiden på diverse forslag og ideer til administration af kapitalisme. De har undladt at fremstille kapitalismens grundlæggende modsætninger samt, endnu mere vigtigt: undlader at fremføre socialisme som alternativet.
Et af de steder hvor den 'røde' regering og dens grundlag Enhedslisten må angribes er på det ideologisk-økonomiske felt. Når der igen og igen fejer nedskæringer henover landet, med beklagende henvisning til krisen, må det påpeges, at der jo også bliver skåret ned mellem kriserne. Samt at der vil komme nye kriser som et led i kapitalismens eskalerende økonomiske cyklus.
Der er opstillet et ret effektivt venstrealibi for regeringen i form af Enhedslisten. Det er måske ikke påpeget så mange steder, men det siger trods alt sig selv, at man ikke kan være det parlamentariske grundlag for en regering (et grundlag baseret på frygtindgydelse for den onde højrefløj), og samtidig agere en reel udenomsparlamentarisk modstander til samme regering.
At man ikke kan opretholde og vælte korthuset på samme tid.
I en tid med en historisk dyb økonomisk krise og den nuværende parlamentariske konstellation må der rettes et skyts mod alle de, der påtager sig rollen som enten marxistiske eller antikapitalistiske, men som samtidig bidrager til kapitalismens overlevelse. Blandt andet ved at skåne kapitalismens politiske institutioner og normer for kriser - kriser som ikke mindst er afledt af den økonomiske.
Når politikerne, såvel 'røde' som officielt blå (men alle 'ansvarlige') i den kommende periode fortsætter krise-offensiven mod den brede danske befolkning må de, ved siden af massemobiliseringer, mødes med spørgsmålet: Og hvad så med den næste krise?
Der må tages en opgør med politikken om at holde igen overfor den 'røde' regering, og der må understøttes og rejses en bred massebevægelse mod den politik der flyder ud fra Christiansborgs gange. I det omfang Enhedslisten, andre venstrekræfter eller fagtoppen stiller sig i vejen for den massebevægelse, må disse partier og organisationer på samme måde bekæmpes politisk.
Med mobiliseringer om spørgsmål, der i sit indhold er konkrete kampspørgsmål, og i sin form er skyts mod selve kapitalismen.
Arbejderklassen, ungdommen og hele den almindelige befolkning har ikke råd til at give særstatus til hverken partier eller organisationer, der kalder sig røde. Det er nemlig den del af befolkningen, der er udset til at betale den nuværende såvel som kommende økonomiske kriser.
Læs også
Videnskabelig socialisme: ”Den eneste forgængelige og dødelige teori i det kapitalistiske samfund”
Netavisen 13. juni 2013
Netavisen 10. juli 2013