Af Henrik Herløv Lund
Her bringes konklusionen på ækonomen Henrik Herløv Lunds analyse af den freemlkagte budgetlov, som er en konsekvens af dansk tiltrædelse til EU's finanspagt - og som spænder den offentligfe sektor, ikke mindst kommunerne, ind i en nyliberal spændetrøje, som rammer den brede befolkning hårdt
SRSF – regeringen har som opfølgning på tilslutningen til finanspagten og som forberedelse på sin 2020 plan med V og K aftalt en ”budgetlov”. Budgetloven er i det væsentlige en videreførelse af VK – regeringens tilsvarende forslag til nyt udgiftsstyringssystem.
Hovedelementerne heri er, at der skal indføres bindende 3 årige rammer for udgifter i hhv. stat, kommuner og regioner. Udgiftslofterne skal være opgjort i kroner for de enkelte år. Ved overtrædelse heraf, indføres skærpede økonomiske sanktioner, herunder automatisk modregning i næste års budget.
Baggrunden for budgetloven er for det første i EU s finanspagt, som regeringen har meldt Danmark ind i, som institutionaliserer en neoliberalistisk økonomisk politik med krav om overskud og sparedoktrin.
For det andet i regeringens økonomiske politik, som den er fastlagt i regeringsgrundlaget, hvor regeringen gør balance og overskud på de offentlige finanser til sit mål.
Og for det tredie i målene og prioriteringerne fra regeringens 2020 – plan, som indebærer endnu større besparelser på de offentlige finanser end VK s tidligere plan ”Reformpakken 2020”.
Budgetloven og finanspagten amputerer handlerummet for offentlig økonomisk politik ved stærkt at indskrænke mulighederne for krise og arbejdsløshedsbekæmpelse. Budgetloven vil i krisetider medføre vækst og arbejdsløshedsforværrende velfærdsbesparelser og i opgangstider opsparing i stedet for investeringer i velfærd. Og når pengene samler støv i statskassen betyder det også mindre vækst.
Budgetloven vil også tvinge kommunerne til at opbygge reserver til uforudesete udgiftsstigninger, hvilket naturligvis bliver på bekostning af servicen. Og udgiftslofterne vil formentlig også betyde, at mindreforbrug i institutionerne i de enkelte år reelt IKKE længere kan overføres til næste år, selvom overførselsadgangen formelt bibeholdes.
Endvidere indskrænker budgetloven gennem skærpede sanktioner kommunernes økonomisk handlerum. Gennem den efterhånden meget kraftige indskrænkning i kommunernes udgiftsmæssige og skattemæssige selvstændighed nærmer regeringen sig altså en de facto afskaffelse af kommunernes økonomiske selvstændighed.
Dette sker for at gennemtvinge den meget kraftige reduktion i de offentlige udgifter, som regeringen i 2020 planen vil gennemføre.
Viderefører regeringen også på dette område VK s politik – som den gør det på så mange andre områder - kan vi allerede her aflæse, at der kan blive tale om meget store velfærdsbesparelser.
Den offentlige sektors andel af BNP udgør i dag omkring 29,5 % af BNP og 28,5 % af konjunkturrenset BNP. I 2007 – før krisen - udgjorde det henholdsvis godt 27 og 26 %. Skal den offentlige sektors andel af økonomien tilbageføres til før krisen, skal det offentlige forbrug altså reduceres med 2 til 3 %. Hvilket svarer til en reduktion på mellem 35 og 50 mia. kr i løbende priser eller realt (i faste priser) mellem 30 og 40 mia. kr).
Et sted mellem 50 og 60.000 offentlige stillinger skal altså fjernes. Indtil nu er der under nulvæksten nedlagt 20 til 25.000 stillinger. Da regeringspartierne allerede har annonceret at ville prioritere uddannelse og forskning og sundhed, ligger det lige til, hvor der til gengæld skal spares: Det bliver på børnepasning, folkeskole og ældrepleje samt svage og handicappede.
Budgetloven vil således medvirke til yderligere nedsmeltning af den kommunale velfærd.
Kernen i det kommunale selvstyre er og bliver det økonomiske råderum til at indrette udgiftsniveau og prioritering og dermed skatteudskrivning efter de lokale behov og ressourcer. Men efterhånden må man med regeringens styringsmæssige tiltag og sanktioner spørge, om der reelt er et kommunalt selvstyre i Danmark, når kommunerne reelt ikke har mulighed for at ændre på hverken skatteindtægten eller udgiftsniveau.
Budgetloven vil altså amputere både stat og kommuners økonomiske handlerum.
Til gengæld er de positive resultater tvivlsomme.
Budgetlov og 2020-plan adresserer ikke de væsentlige årsager bag statsunderskuddet: For det første VKO s u – og underfinansierede velhaverskattelettelser, som i 2011 løb op i 40 til 45 mia. kr. For det andet ikke lavvæksten og ledigheden.
Budgetlov og 2020- plan skaber ikke vækst og flere jobs, men risikerer gennem den monetaristiske sparedoktrin, som finanspagten og budgetloven er udtryk for, tværtimod i stedet at dræne vækst og øge ledighed, hvilket i sig selv vil øge underskuddet.. Og uden vækst risikerer regeringens udbudsøkonomiske reformer blot at øge ledigheden.
Budgetlov og 2020 plan vil heller ikke sikre velfærden, men tværtimod medføre en voldsom åreladning af kernevelfærden og den offentlige beskæftigelse.
Det er således tvivlsom om budgetloven og 2020 planen vil sikre økonomien og sikkert at de ikke vil sikre vækst, beskæftigelse og velfærd, tværtimod.
I stedet er der behov for en vækst – og beskæftigelsespolitik, der øger offentlige investeringer og offentlig beskæftigelse indenfor velfærd markant. Indsatsen skal finansierer af en offensiv skattereform, der øger beskatning af millionærer og halvmillionærer samt på længere sigt også boligbeskatningen.
Henrik Herløv Lunds fuldstrændige rapport om budgetloven (70 s.) kan downloades i pdf her
SRSF S ENDELIGE BUDGETLOV: Sikring af økonomien eller amputering af stat og kommuners økonomiske handlerum.
Et 12-siders notat med resume af rapporten kan downloades som doc her
Notat med resumé af rapport
Netavisen 21. april 2012