Kommunistisk Politik 20, 2008
Det store spørgsmål er hvem der skal betale for den økonomiske krise, der udvikler sig dag for dag. Regeringen og folketingsflertallet vil sende regningen for kapitalens krise videre. Foghs åbningstale bragte kun mere af hans forfejlede medicin.
Kommunistisk Politik 20, 2008
Op til folketingets åbning i dag så man det største kursfald nogensinde for det danske C20-indeks. På en dag barberedes 11,1 pct. væk. Siden årsskiftet er indekset faldet med over 30 pct. Blodbadet på børsen skete på trods af den kriseplan for kapitalen, som regerigen og storbankerne i al hemmelighed havde besluttet dagen før. Spekulanthjælp med statsgaranti!
Danmark står i en af de alvorligste kriser nogensinde. Krisehjælpen og børspanikken er i sig selv en markant dementi af regeringens stadige spin om, at den danske økonomi er ’sund’ og ’robust’.
Regeringen forsøger at fralægge sig ethvert ansvar for den økonomiske krise, der startede i dens modelland USA, hvis neoliberale model Anders Fogh Rasmussen ikke bare har rost til skyerne, men efter evne søgt at kopiere og overføre til danske forhold med privatiseringer, nedskæringer og deregulering af kapitalen – og opmuntring til gældsættelse og friværdi-boom.
Fiasko for Foghs nyliberale politik
Fogh-regeringen er lige så fuldt ansvarlig for krisen i Danmark som Foghs kampfælle i Det Hvide Hus George Bush er for den amerikanske og globale økonomiske krise. Den har med sin uansvarlige økonomiske politik og kriminelle deltagelse i USAs krige også givet sit bidrag til den store finansboble, som nu er bristet. Den nuværende krise er en understregning af fiaskoen for Foghs dogmatiske nyliberalisme og markedsfundamentalisme.
Danske banker, investeringsselskaber, fonde og pensionsselskaber har fået lov til nærmest uhæmmet at boltre sig i den globaliserede økonomi og spekulere globalt, ikke mindst for penge lånt af udenlandske banker. Hvor store tabene er, er endnu ikke opgjort. Omfanget holdes skjult som forretnings- og statshemmeligheder, indtil sløret i enkelte tilfælde falder med en bank, der går konkurs, en hastig fusion eller nye kriseindgreb.
Finansinstitutionerne og deres spekulanter bliver nu indhentet af den eksploderende finans- og børskrise. Men først og fremmest tvinges de til jorden af den virkelige økonomi – recessionen som er en realitet i både USA, Danmark, det meste af Euroland og på vej i de øvrige regioner i verden.
De rammes hårdt af den simple kendsgerning at de arbejdendes købekraft er begrænset, at gælden er steget til op over begge ører og ikke kan indfries 100 pct., og at der er lukket for yderligere kredit.
Krisehjælp og statsgaranti til spekulanterne
Den økonomiske krise i Danmark bevæger sig hurtigt. Det seneste halvår er produktionsvæksten faldet og forventningerne har løbende måtte skrues ned. Arbejdsløsheden er holdt op med at falde og begynder igen at vokse. Antallet af konkurser er nu på det højeste niveau, siden Danmarks Statistik begyndte at registrere dem i 1979. Inflationen og prisstigningerne gallopperer. Renterne på gælden fra friværdiboomet eksploderer. Reallønnen falder også for dem, der fik ’historiske lønstigninger’ ved overenskomsterne.
Men det er finansverdenens profitører og spekulanter, bankdirektører og finasguruer, regeringen kommer til undsætning. Med den kriseplan, der blev aftalt søndag, hvor der oprettes en fond på 35 milliarder kr. til kriseramte og konkurstruede banker, spændes et sikkerhedsnet ud under ansvarløse spekulationer. Der udbetales ikke udbytte til aktionærer i to år, og de vildt spekulative aktieoptioner i eget selskab stoppes. Hjælpepakken sælges samtidig først og fremmest som sikkerhedsnet for bankkunderne - som en forhøjelse af indskudsgarantien til over 300.000 kr. Men hvor mange almindelihge danskere har det stående på kontoen?
Der gøres et stort nummer ud af at påstå, at det ikke er skatteyderne,der betaler, men bankerne selv. Det er usandt. For det første sættes skatteyderpenge ind, når loftet nås. For det andet væltes bankernes udgifter over på bankkunderne i form af gebyr- og takststigninger og på mange andre snedige måder, og ikke mindst hos bankens bedste kunder, de gældsplagede danskere. Det beregnes at krisehælpen i gennemsnit koster almindelige danskere 5000,- kr. årligt. Alle folketingspartier, SF indbefattet, støtter spekulantgarantien. Kun Enhedslisten afviser den.
Økonomien er gået dramatisk baglæns. Alligevel har Fogh-regeringen fastholdt at hovedproblemerne er mangel på arbejdskraft og risiko for ’overophedning’. På den baggrund ville den genindføre den tvungne opsparing SP på en procent af indkomsten, og gennemføre endnu en baglæns ’reform’ af dagpengesystemet. Det første opgives, men Fogh-regeringen har dagpenge og overførselsindkomster i kikkerten. De skal presses og betale ekstra for at kapitalen kan reddes ud af sin krise, og profitter og spekulanter sikres fortsaqt forgyldning.
Der står ikke kæmpedemonstrationer i dag foran Christiansborg for at forlange Foghs afgang og folketingsflertallet sat på porten. Det vil komme, når krisens omfang går op for danskerne, og ikke mindst hvem Fogh og Co. har i sinde at lade betale for den.
'Et trygt og sikkert samfund'
Anders Fogh og hans reaktionære flok har fået og fastrholdt regeringsmagten gennem syv dystre år ved at påstå, at dens politik skaber tryghed og sikkerhed. Remsen gik igen i åbningstalen til folketinget:
"Danmark er et godt og trygt sted at bo. Vi har ét af verdens bedste velfærdssystemer. Vi er ikke truet af krig og naturkatastrofer."
"Et trygt og sikkert samfund skaber vi ved at fremme reformer, der ruster os til fremtiden.
Ved at opmuntre til fornyelse, initiativ og virkelyst.
Og ved at tage medansvar i verden omkring os. Den linje har regeringen fulgt siden 2001. Den vil vi fortsætte. Så Danmark også i fremtiden er et trygt og sikkert samfund at leve i."
Alt hvad Fogh og Co. gør er rettidig omhu for at bevare, sikre, skabe og fremme
'tryghed' og 'sikkerhed'. Mens utrygheden og den sociale uro vokser, danske soldater deltager i kolonikrigenes rædsler i Afghanistan og Irak, og der er store konfrontationer mellem ungdommen, politiet og reaktionære politikere, og der nu også er udbrudt kriminelle bandekrige i storbyerne, taler Fogh salvesfuldt om tryghed og sikkerhed og ingen krig.
Den sociale og økonomiske utryghed er voldsomt forstærket med finanskrisens gennemslag. Selvfølgelig lover Fogh, der udelukkende har skabt 'tryghed' og 'sikkerhed' med hele sin politik, den' aktivistiske udenrigspolitik' og den nyliberale økonomiske politik, 'at sikre ro og stabilitet i det danske banksystem'(:tryghed og sikkerhed). Nu praler Fogh ikke som han plejer af 'rettidig omhu'. Nu praler han af, at 'regeringen har handlet resolut' med garantiordningen, der tilfører kapital til kriseramte banker - og i sidste ende lader almindelige folk betale.
Derom siger han:
"Vi skærper Finanstilsynets kontrol med banker og andre finansielle institutioner. Vi strammer reglerne om bankers salg af egne aktier. Vi indskrænker anvendelsen af aktieoptioner. Vi sikrer større gennemsigtighed om bankernes adfærd og låntagning. Kunder og aktionærer skal kunne se, hvad det er for en bank, de betror deres penge. Og vi vil sammen med vore partnere i EU drøfte, hvordan vi styrker den internationale regulering af kapitalmarkederne."
Men hvordan kunne det komme så vidt? Hvis Fogh og hans regering havde udvist noget, der bare mindede om 'rettidig omhu' ville den for lægst have fjernet alle disse deregulerings- og profitfiduser, som alle kapitalisterne har scoret formuer på i de 'syv gode år', der fungerede på kredit.
Fogh klager:
"Det er uanstændigt, når grådighed og smarte manøvrer tager magten over soliditet og sund fornuft.
Det er urimeligt, hvis økonomiske lykkeriddere kan score kassen, når der er gevinst, mens skatteyderne skal bløde, når der er tab.
Og det er uforsvarligt, hvis spekulanter kan jonglere med mega-summer uden gennemsigtighed omkring, hvad der foregår."
Ret klagen til dig selv og din regering, for det i første række dens ansvar. Det er regeringens og dens internationale forbundsfælllers nyliberale økonomiske politik, der er uanstændig og har skabt de balloner, som nu brister, med de uanede muligheder for profitabel dereguleret berigelse på samfundets bekostning. Og Fogh - nyliberalismens førstemand, det frie markeds og minimalstatens danske profet - praler nu af sit regeringsindgreb med statskassen og skatteyderne som spekulantgaranti. Som alle de andre nyliberale er Fogh tilhænger af privatisering af profitterne og socialisering af tabene. Kapitalisterne skal reddes, for andres penge.
Bankernes og storkapitalens elskede Fogh-regering har lokket hundredtusinder af danskere i en gældsfælde, de får svært ved at slippe ud af, samtidig med at den er ved at drive andre hundredtusinder pensionister og andre på overførselsindkomster ud i stadig større fattigdom og er i fuld gang med at ødelægge resterne af den offentlige sektor.
Det kalder Fogh 'et trygt og sikkert samfund', mens han gø rklar til at sende endnu flere unge danskere ud i imperialistisk krig.
Se også
Foghs ’sikkerhed’ ikke sikker
Netavisen 07.10.2008
Netavisen 7. oktober 2008