Der blev tændt lys i mørket over hele landet, da der protesteredes mod den katastrofale kontanthjælpsrefom, samtidig med at folketinget vedtog en asocial finanslov og EU med Banknunionen tager nye skridt mod eurostaten.
Fakkeldemonstrationen mod kontanthjælpsreformen den 19. december startede i København på Rådshuspladsen, hvor byens juletræ var med til at lyse budskabet op . Foto: Mediepartisan
Hvis de ellers kan finde deres snit til det, har magthaverne det med at lægge upopulære reformvedtagelser, når folk har andet at tænke på. Som f.eks. en jul.
Både i Danmark og EU er der i disse dage besluttet nye tiltag med enorme – og negative – konsekvenser for det det store flertal.
Og på trods af juletravlhed og propagandaidyl blev der demonstreret over hele det danske land og i unionshovedstaden. I Danmark med større og mindre markeringer og fakkeltog, der protesterede mod kontanthjælpsreformen med den gensidige forsørgerpligt for samboende, der skubber tusinder ud over kanten den 1. januar, hvor lovene træder i kraft.
Nogle af fakkelmarkeringerne var længe planlagt, andre indkaldt i sidste øjeblik. De viste, at modstanden mod nedskæringsreformerne er stærk og vil fortsætte også efter 1. januar. Vreden fik yderligere næring ved meddelelsen om, at regeringen havde indgået en aftale med den samlede blå blok om et nyt løftebrud – i form af en sygedagpengereform.
En (ubekræftet) opgørelse siger, at ud over hovedmanifestationen i København – fra Rådhuspladsen til Christiansborg – blev der demonstreret og aktioneret i Vordingborg, Nysted, Sorø, Løgstør, Helsingør, Hobro, Vejen, Nykøbing F, Skjern, Holstebro, Slagelse, Nyborg, Hjørring, Faxe, Haslev, Varde, Viborg, Tønder, Skive, Frederikshavn, Åbenrå, Fredericia, Greve, Næstved, Herning, Køge, Horsens, Silkeborg, Vejle, Randers, Sønderborg, Kolding, Århus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Rønne og Svendborg...
Protesterne var brede i udgangspunktet, politisk og socialt. De er ikke mindst båret frem af facebook-initiativer og –grupper mod kontanthjælpsreform, forsørgerpligten, førtidspensions- og fleksjob-reformen og andre reformer, der i forvejen har forringet forholdene for folk på overførselsindkomster – heriblandt langtidsyge. Også den fortsatte protest mod dagpengereformen – bl.a. i form af gruppen Solidaritet eller Frit fald – var repræsenteret.
I Bruxelles prøvede en bred koalition af græsrødder – fra fagforeninger over miljøbevægelser til bondeorganisationer - at forhindre topmødedeltagerne i at nå frem.
Det lykkedes ikke på grund af et massivt politiopbud. Det havde heller ingen ventet. Men den fik sat et markant præg på byen og hamret en pointe fast: At når medierne taler om, at Bruxelles har besluttet det ene eller andet (lort) – så er det ikke byen eller dens befolkning. Det er EU.
Bankunion og flere asociale reformer
EU-topmødet blåstemplede Bankunionen. For at undgå opslidende traktatdiskussioner vil man nu indføre ’kontrakter’ mellem EU og de enkelte medlemslande om hvilke nyliberale reformer, der skal gennemføres. Altså en slags trojka-politik over for medlemslandene, som den er praktiseret over for Grækenland og Cypern.
Og Bankunionen er bare en start på ulykkerne på topmødet, der ikke kunne bremses i starten.
Kravet om en folkeafstemning i forbindelse med evt. dansk tilslutning til bankunionen blev øjeblikkeligt fremført af Folkebevægelsen mod EU.
Samtidig meddelte regeringen og Dansk Industri, at de havde opgivet af få det nødvendige store flertal for dansk tilslutning til EU’s patentdomstol. Derfor skal den til folkeafstemning den 25. maj 2014 – sammen med valget til EU-parlament.
I Danmark er der op til jul lavet forlig om en asocial sygedagpengereform, der smider titusinder langtidssyge på en ydelse svarende til kontanthjælp efter 5 måneder.
Og den reaktionære finanslov for 2014 er vedtaget af regeringen og et 'bredt folketingsflertal'. Enhedslisten har de sidste to gange stemt for nedskæringsfinanslove. Denne gang var partiet sat så meget uden for døren, at det stemte nej.
Enhedslisten må gøre op med sig selv
Der eksisterer en ret absurd parlamentarisk situation:’Oppositionen’ i folketinget er med til at lave og vedtage alle vigtige (EU-støttede) love. Den 'røde' regeringen er mere end villig til at regere sammen med blå blok, mens dens eget parlamentariske grundlag er uden politisk indflydelse.
Den virkelige opposition er ikke blå blok og dens partier. Den befinder sig uden for folketinget.
Enhedslisten må gøre op med sig selv, om det vil fortsætte med at være et surmulende støtteparti, der smides udenfor hver gang de store nedskæringsreformer skal vedtages, og får lov til at sætte nogle små fingeraftryk, hvor det ikke betyder noget.
Eller om partiet for alvor vil være med til at opbygge modstanden nedefra, en front mod velfærdsdestruktion, krige og EU.
Rollen som støtteparti hæmmer udviklingen af en sådan modstand. Den udenomsparlamentariske opposition hænges op på Enhedslistens konstante vaklen mellem forligsforhåbninger og gentagne skuffelser.
Også selvom Enhedslisten ender med at sige nej til de asociale reformer – og i år trykkede på nej-knappen ved tredjebehandlingen af finansloven den 19. december. Sammen med Liberal Alliance, i øvrigt.
Denne vaklen hos Enhedslisten afholder partiet fra at føre en konsekvent oppositionspolitik i folketinget.
En sådan politik ville afsløre regeringens reaktionære nyliberale karakter, folketingsflertallets blå farve, dets sammenvævning med erhvervstoppen og med EU og konsekvente lakajrolle for USA. Den ville for alvor være et talerør for den udenomsparlamentariske modstand mod den nyliberale politik, mod EU og krigene.
Denne modstand er langt bredere end Enhedslisten og dens vælgere.
Hvis Enhedslisten også vil spille en progressiv rolle uden for folketinget, måtte partiet engagere sig i opbygningen af en bred modstand, i samlingen af alle kræfter, der modsætter sig den nyliberale politik på alle, eller bare et eller flere felter.
I stedet for at føre konstant valgkamp i enhedsmanifestationer af modstanden uden for folketinget – som fakkeltogene de n 19. december.
Det betyder også at organisere modstanden som brede enhedsmanifestationer – at inddrage alle relevante kræfter – at forberede aktioner og manifestationer ordentligt, og ikke i sidste øjeblik.
Hvornår vil Enhedslisten droppe illusionerne og lægge kursen om? De får ikke regeringen til det.
Netavisen 20. december 2013