Aarhus Universitet er som resten af landet i en fase af permanent omstilling til den ”globale konkurrence” eller sagt med andre ord: privatisering.
Studerende i Aarhus mod 'Hurtigere ud-reformen'. Foto: Studenterrådet ved Aarhus Universitet
Privatiseringstanken har resulteret i et overforbrug for at gøre forretningen større, uden omtanke for at antallet af studerende jo ikke er uendeligt. Nu står den, som på andre af landets universiteter, på en sparerunde, i Århus på 200 mio. kr., fordi krisen også skal udnyttes til at gøre fyringsrunden en smule større end nødvendigt.
Hvor mange stillinger det handler om, vil blive klart den 18. december. Der er lagt op til samtaler om tidlige pensioner op til jul.
Det, der har slået hul i kassen, kan sammenlignes med hvad der er sket i alle de byer, der har bygget eksklusive penthouselejligheder i håb om at tiltrække rige og velbjergede til kommunekassen, men i stedet er endt med en kæmpe gæld.
Det er kort sagt kapitalismens spekulationsøkonomi, der vender tilbage som en boomerang og vælter budgetterne rundt omkring. Det er ikke enkelte tilfældigheder eller en bestyrelses fejltagelser, der alene er skyld i underskud og koks. Det er systemet, der er i krise.
Privatisering i etaper
Universitetsverdenen rammes i disse år af en kombination af forskellige ideologisk funderede angreb, der alle bliver lanceret under mere eller mindre tilforladelige og indiskutable abstrakter som den 'globale konkurrence'.
Den grundlæggende finansiering over finansloven er styret af en taxameter-ordning, der har fået universiteterne til at starte en indbyrdes konkurrence om at skaffe flest muligt elever, og sørge for at få dem igennem studierne på en måde, så pengene udløses.
Taxametersystemet er for nogle år siden blevet suppleret med en treårig bevillingsramme, så der trods alt ikke skete alt for pludselige udsving fra år til år. Men med en indbygget udhulning af taxameter betalingen og dermed en underfinansiering.
Det koster simpelthen mere at uddanne en studerende, end der bevilges.
Pengene finder universiteterne ved at øge mængden af selvstudier og ved at tage fra de frie forskningsmidler. Forskning skal så i stigende grad finansieres via eksterne kilder, altså underlægges den ideologiske dagsorden, der er knyttet til forskningsmidler fra EU og andre offentlige og private kassesystemer.
Dertil kommer, at der bruges en uhyrlig mængde ”administration” på at søge disse midler. Der menes rettelig, at der skal bruges masser af tid på at skabe de rigtige kontakter og udføre lobbyarbejde. Tid der går fra forskning og uddannelse.
Fusioner og forringet kvalitet
For at spare på udgifterne, og for at styrke sig i den indbyrdes konkurrence mellem uddannelserne om de studerende og bevillingerne, har universitetsverdenen oplevet en bølge af fusioner og ekspansioner. Der er opstået nærmest latterlige udbygninger, som Aalborg Universitets indtog i København, og alle uddannelsessteder har fået idiotiske engelsk- klingende navne og forkortelser.
Efter fusionerne er fulgt en sammensmeltning af tidligere adskilte studier.
Feks. er tre forskellige kemiuddannelser i København, der tidligere var på Landbohøjskolen og Københavns universitet og Sundhedsvidenskab lagt sammen.
Hvor de tidligere var klart fagligt adskilte på et højt niveau, det havde taget mere end 100 år at opbygge, er det nu 'prestige og international anseelse' der dominerer omtalen. Dvs. penge i mursten og inkompetente ledelser.
Der findes hundredvis af eksempler på alt fra historie og sprog til naturvidenskabelige afdelinger, der er lagt hovedkuls sammen. Den megen omstrukturering og sammenflytning har kostet kassen. Masser af stærke faglige enheder er splittet op og nedlagt, uden at nogen er blevet rigtigt tilfredse med de nye miljøer.
Samtidig har der været et kronisk krav om digitalisering af eksamener og administration, uden at de ny it-systemer har overholdt tidsfrister og budgetter eller alle de andre forhåbninger og rationaliseringsgevinster, der altid klæber til digitalisering.
Som i alle andre sammenhænge er besparelsen foruddiskonteret, og bliver i praksis et underskud der skal dækkes af dårligere undervisning til de studerende.
De studerende er blevet ramt gennem utallige angreb på antallet af undervisningstimer, alt for mange studerende pr. lærer, den stigende mængden af materialer de selv skal købe, gennem forringelser af levebetingelserne og med udhulning af SU og boligforhold. Hvilket selvsagt rammer de, der kommer fra en fattig baggrund.
Med hver ny universitetsreform er kravene blevet skærpet til antallet af beståede eksamener, og de såkaldte evighedsstuderende har længe været en saga blot. Og med de nye reformer der er til behandling nu, med krav om at bestå flere eksamener indenfor afmålte tidsrammer, er der lagt op til, at det kan blive langt mere vanskeligt at gennemføre et studie.
På det offentlige universitet vel og mærke, for hos den radikale minister for universiteterne er der helt klart en ambition om, at man skal kunne betale sig fra at gå en eksamen om. Udenlandske universitetsmonopoler står også på spring for at få lov til at etablere sig.
Universitetsverdenen er blevet en del af en international kæmpeforretning, hvor alt er forvandlet til fabriksproducerede varer på hylderne.
Se også
Video fra KPnetTV: nej til 'hurtigere-ud-reformen'
KPnetTV fra København 27. november 2013
Alt den snak om historiske investeringer i uddannelser – det er LØGN
Netavisen 29. november 2013
Netavisen 29. november 2013