Afstemningen om ja eller nej til skotsk uafhængighed bliver en gyser Meningsmålinger viser et lille flertal for løsivelse fra London, der sætter en kraftig slutspurt ind
Børserne ruster sig til et muligt ja Men hvem er det, som vil sige Ja ?
Opdateret 11. september 2014
Alle sejl er sat til fra Londons side for at sikre et Nej ved folkeafstemningen om Skotlands uafhængighed ved afstemningen torsdag den 18. september.
Panikken har bredt sig efter at de seneste opinionsmålinger for første gang har peget på et muligt flertal for Ja til selvstændighed.
Det er prominente kræfter, der vil have et Nej og statsretslig status quo. : Barack Obama og Vladimir Putin, EU-kommissionen og den europæiske elite, premierminister Cameron og alle de tre britiske unionistpartier – konservative, Liberale og Labour – og mange andre.
Cameron troede, at han ville få ro på bagsmækken og politiske roser og ville vinde en nem sejr ved at udskrive den skotske folkeafstemning. En koordineret Nej-kampagne har domineret medierne, men alligevel er Ja-siden stille og roligt vokset frem til et lille flertal.
Det har ikke været nok, at superstjerner som Mick Jagger, Sting, Sir Cliff Richard og Dame Vera Lynn eller tidligere skotske professionelle fodblodspillere med karrierer i store engelske klubber har lagt sig i selen for et Nej. Eller at Labour-lederen Gordon Brown med støtte fra den øvrige britiske elite og dens partier lover skotterne øget økonomisk råderum og kontrol over velfærden.
Det har heller ikke haft nogen effekt (eller måske den modsatte af den tilsigtede), at unionisterne på Nej-siden har truet med, at selvstændighed ville få konsekvenser for Skotlands EU-medlemskab og kunne betyde, at det helt måtte forlade EU.
Nu skal dronningen, der traditionelt ikke udtaler sig om politik, på banen for at få Nej’et hjem, mener de stadig mere panikslagne unionister.
Stadig stærkere uafhængighedsbevægelse
Den skotske uafhængighedsbevægelse har vokset sig stadig stærkere i de sidste årtier. Man daterer ikke mindst dens opblomstring til den såkaldte Thatcher-revolution i 1980’erne.
Thatchers nyliberale amokløb deindustrialiserede UK og skabte en stadig større kløft mellem et styrtende rigt London, der blev et globalt finanscentrum, og de stadig fattigere ’udkantsområder’, der især omfattede de andre nationaliteter i UK – Skotland, Wales og Nordirland.
Denne udmarvning er også sket samtidig og parallelt med at det nyliberale EU – uanset de britiske politikeres forsikringer om det modsatte – også har bidraget til de barske nedskæringsreformer, der er gennemført.
Som i de øvrige EU-lande har disse slagtet eller barberet de gamle sociale reformer, arbejderbevægelsen havde tilkæmpet sig.
Den stadig voksende modstand mod EU og den stigende opslutning om britisk udtræden viste sig tydeligt ved valget til EU-parlamentet i maj i år.
Ja-kampagnen vil med selvstændighed sikre sig national kontrol med alle sider af politikken – indbefattet økonomi og udenrigspolitik.
Den peger på at milliardindtægter fra den skotske Nordsø-olie går lige i den britiske statskasse og bruges til krig og andre asociale formål i stedet for forbedret velfærd. Den viser også at skotsk kontrol med skatter og andre sider af økonomien kan bruges til at investere i udvikling og social genopretning.
Skotterne kan selv
Hvem er det så, der ønsker skotsk selvstændighed og løsrivelse fra London?
Det er ikke den herskende klasse i hverken UK eller Skotland. Det er den brede befolkning. I dag er det ikke mindst den skotske arbejderklasse, som er desillusioneret med Labours (og den fhv. Tony Blairs) brudte løfter og tilslutningen til USA’s krig mod terror og konstante krigsførelse.
Nej-sidens Labour (Socialdemokraterne) vil nu tilbagekøbe de skotske arbejdere med nye løfter om økonomiske forbedringer og velfærdssikring uden selvstændighed.
Ja-siden er også de landbrugere og fiskere, der traditionelt forsvarer den nationale selvstændighed. Og så har uafhængighedsbevægelsen også for alvor fået tag i ungdommen.
Venstrekræfterne og kommunisterne i UK har – i modsætning til spørgsmålet om irsk selvstændighed – i årtier været godt og grundigt splittet med hensyn til skotsk. De revisionistiske ’kommunisters’ pagt med socialdemokraterne har i mange år betydet støtte til unionen.
I de sidste årtier har en række venstrekræfter, heriblandt marxister-leninister, støttet selvstændighedskampen. Nogle ud fra en forestilling om efter en socialistisk revolution at skabe en ny type føderation mellem de fire nationer.
Vil et ja til skotsk selvstændighed være progressivt?
Marxismen-leninismen anerkender ubetinget den nationale selvbestemmelsesret, indbefattet retten til løsrivelse eller udtræden af en union. Men det nationale spørgsmål må også analyseres og vurderes konkret:
Vil selvstændighed/løsrivelse konkret tjene til at styrke arbejderklassens og revolutionens positioner, eller styrke kapitalistklassen og imperialismen? F.eks. ved at splitte og svække arbejderklassen og styrke nationalchauvinisme.
I tilfældet Skotland er svaret klart: Et ja vil svække imperialismen og den herskende klasse.
Nationalisme og kommunisme
Hugh MacDiarmid (1892-1978) er det tætteste på en skotsk nationalpoet siden Robert Burns.
MacDiamid var en af det 20. århundredes største digtere - og skotsk revolutionær og ’nationalist’ med sin egen vision for et moderne Skotland – som en nation, der løsrev sig fra engelsk herredømme og fandt sin egen nationale identitet, men også var i fortroppen for den globale udvikling.
Han var med til at stifte forløberen for nutidens Scottish National Party, det socialdemokratiske og lettere venstreorienterede parti, som har været hovedkraften i løsrivelsesbevægelsen og konkurreret med Labour om pladsen som Skotlands største parti. Et Ja til uafhængighed vil bringe det til magten.
MacDiarmid skrev hyldestdigte til Lenin og strålende politisk poesi – og naturlyrik, kærlighedsdigte og meget mere.
Sådan skrev han om regn i et vidunderligt naturdigt med titlen Flamenco (1951):
Der kan ikke være nogen sand skotte, der ikke kender og elsker
regn i tusind former, selv om strømme af regn ødelægger
regnens betydning og kvalitet. Det skal der dråber til,
måske mange, mange dråber, utallige dråber om I vil,
men stadigvæk enkelte dråber, skønt man ikke tæller,
blå dråber og brune eller hvidgrå, så længe man får
regnlugt og regnsmag og regnhemmelighed,
der adskiller regn fra bare vand.
MacDiarmids historie giver også et eksempel på de revolutionære kræfters vanskeligheder med at forholde sig til spørgsmålet om skotsk selvstændighed, og selvstændighesbevægelsens besvær med at forene kampen for løsrivelse med et nutidigt nationalt projekt.
MacDiarmid blev smidt ud det nationale parti for sine kommunistiske synspunkter. Men han opnåede også at blive smidt ud af Storbritanniens Kommunistiske Parti som ’skotsk nationalist’. . .
I Author takes Sides, juni 1937, sagde han:
- Jer er medlem ad det kommunistiske parti og helt og fuldt på den lovlige spanske regerings og det spanske folks side – ligesom det store flertal af det skotske folk, hvor et flertal af stemmerne ved en hel stribe valg er blev afgivet for socialisme, og hvor – om vi havde national uafhængighed – for længe siden ville have haft en socialistisk republikansk regering.
Man har lov at håbe på lidt regn på afstemningsdagen!!
Dette er en artikel fra kpnet.dk -
Nyheder hvor der kæmpes !
Klik på ikonerne øverst på siden og gå til kpnet, KPnetavisen (facebook) og KPnetTV (youtube)
- ET MODSPIL TIL DET BORGERLIGE MEDIEMONOPOL !
Netavisen 10. september 2014