Fødevareindustrien og sundhedspolitikken: 'Som at lade Dracula lede en blodbank"

 

Hvorfor er verden ramt af en fedmeepidimi og hvordan løses problemet? Den gængse forklaring er at pege på den enkeltes vilje til at lægge liv og vaner om efter devisen: Vores 'velstand' er problemet. Spis mindre, dyrk mere motion! I virkelighedens verden kan vi finde forklaringen i en kapitalistisk fødevareproduktion, hvor mad kun fremstilles for at give profit. Fødevareindustrien er verdens største industri og alle midler tages i brug for at sælge.

Artiklen bygger bl.a. på den fremragende udsendelsesrække fra BBC ”Dem der gør os fede”

 

USA-imperialismen har spredt sin madkultur over hele verden


Verden er offer for en 'fedmeepidemi' (i følge Nu Dansk ordbog: en situation hvor mange mennesker smittes af den samme sygdom på kort tid) og den mad der holder os i live dræber os samtidigt. Globalt er fedmetallet fordoblet siden 1980.

Gængse udmeldinger lyder ”Vi lever i en rig verden af overflod, og vi skal lære at holde igen”, ”følg kostrådene”, ”dyrk mere motion” osv. Vi lever i en stor myte om at 'det frie valg' styrer kostvanerne.


Verden skal fødes på majs

I 1970'erne skete der en revolution i kostvanerne i USA, hvor de små landbrug blev lagt ned og overtaget af big bussiness. Landbrugsministeriet lancerede kampagnen 'Get big or get out'. Ingen jord måtte ligge brak og fødevarer skulle produceres i massemålestok. Majs blev USA's hovedafgrøde som foder til dyr og mennesker. Det endte med en overskudsproduktion, der ikke kunne afsættes og et nyt produkt opstod: Fruktoserig majssirup. Et produkt der fra 1980'erne har erstattet sukker i industrien og puttes i alt.

Bøfferne skabes på majs, pomfritter steges i majsolie, serveres med ketchup på majssirup med en sodavand med majssirup til. Som den førende imperialistiske magt USA er, er amerikanske kostvaner, produkter og spisemønstre i stor stil blevet dominerende i verden.

Fruktoserig majssirup har store virkninger på organismen, bl.a. omsættes det utrolig let til fedt og samtidig skaber det en trang til at spise mere. Majssirup er en sukkertsunami i blodet, der øger blodets fedtindhold, ophober fedt i leveren og giver diabetes. Som en særlig specialitet sætter denne form for sukker vores mæthedshormoner ud af kraft, så sulten og trangen aldrig rigtig stilles.

Fra 1984 erstattede Coca Cola og Pepsi sukker med majssirup i deres sodavand. Sodavand er hovedkilden til kalorier i dagens amerikanske mad.


Sandheden om fedme

I gennem kapitalismens historie har der stået en kamp mellem realiteterne, og det industrien ønsker kendt som 'sandheden'. Kendskabet til forskere, der har stået på realiteternes side er ikke så stort, da denne form for sandhed undertrykkes med mange midler. En række tilfælde demonstrerer hvordan dette sker.

Ancel Keys, der i 1970'erne stod bag den amerikanske hærs feltrationer arbejdede ud fra teorien om, at fedt er skyld i det voldsomme stigning i hjerteproblemer og han stod for de officielle amerikanske kostteori.

Men én forsker påviste noget andet. I 1972 udgav den britiske forsker John Yudkin sine resultater i bogen ”Pure, white and deadly”, hvor han anbefalede, at man også så på sukkerets betydning for helbredet. Sukker, der på det tidspunkt kun havde været på menneskets kostplan i 8 generationer.

Sukkerlobbyen sørgede dog for, at Yudkin blev latterliggjort og miskrediteret, sukker blev frikendt og 'fedtforklaringen' blev den gængse og for madindustrien meget bekvemme antagelse.

De officielle kostråd blev udformet efter disse retningslinjer, sukkerindtaget og mængden af de hurtige kulhydrater eksploderede og folk blev federe og federe.


Hjernen påvirkes

Som mennesker kommer vi til verden med gener der søger kalorierig og gerne sød mad og instinkter der sikrer at vi spiser og lægger på lager til dårlige tider. I dag sørger madindustrien for at den slags mad er tilgængelig hele tiden og lige ved hånden – altid.

Ved spisning af det vi opfatter som velsmagende (sukker og fedt) sker der en lystbetonet respons, men lykkefølelsen er kortvarig og skal gentages igen og igen.

De samme kredsløb aktiveres ved afhængighed af narko, spil, sex og tobak. Det er da også sigende, at tobaksindustrien i stor stil flyttede deres investeringer over i fødevareindustrien, da tobak blev delvist trængt tilbage af lovgivningen.

Fænomenet kaldes 'grådighed', men har intet med det at gøre. Det er industrien der udnytter naturlige instinkter og konstant bombarderer os med mad- og drikketilbud


Kostråd for industrien

Med kostrådene gjorde den amerikanske regering kun problemerne for befolkningens helbred værre. Da man havde besluttet at udstikke kostråd der skulle højne folkesundheden indkaldte regeringen en kreds af diætister, og de kom med deres anbefalinger i en rapport. Anbefalinger der bl.a. pegede på det høje sukkerforbrug. Industrien var i oprør, særligt sukkerlobbyen og rapporten endte med at blive dysset ned. Som tobaksindustrien afviste man anklagerne mod sukker som falske myter.

I mediedækningen gik pressen simpelthen udenom sukkerspørgsmålet i rapporten.

Og industrien erklærede sig velvilligt rede til at arbejde med fedtindholdet i maden.

Et helt nyt marked var skabt: Light- og low fat - markedet, der skaber en kost med endnu mere af det hurtige kulhydrat til erstatning af fedt. Nu kunne man anprise den sukkerholdige mad som sund. 'Sund junkfood' – nu med mere sukker. Ikke ligefrem noget der gav flere grøntsager og uforarbejdede fødemidler i kosten.


Regering og WHO følger sukkerlobbyen

Men fedmeproblemet blev ved med at vokse. Omkring år 2000 pressede sukkerspørgsmålet sig igen på. WHO udsendte en rapport, hvor man anbefalede en begrænsning af sukker. Sukkerlobbyen gik igen amok. The Sugar Association skrev direkte til WHO's generaldirektør og den amerikanske sundhedsminister blev sendt i byen for at stoppe WHO. Man truede med at tilbageholde USA's bevillinger på 400 millioner dollars. Resultatet var, at WHO trak anbefalingerne tilbage!


Forskning og supersize

Industrien arbejdede flittigt med forskning. Ikke i sundhed, men hvordan salget og profitten kunne øges. Større portioner blev et af svarene. I løbet af 25 år er størrelsen på en sodavand gået fra 0,2 liter til at kunne købes i 1,8 l. bægre med et indhold på 50 teskefuld sukker! Samme fænomen gør sig gældende indenfor fastfood madvarer. Samtidig spiser man mere ude, man spiser på gaden og man spiser hurtigt.

Forskerne fandt ud af, at folk spiser mere når de tilbydes større størrelser. Menuerne blev opfundet, hvor man påduttes flere retter, til næsten de samme penge og menuer og skrankebetjening giver et hurtigere flow igennem butikken. For hver 15 sekunder der spares øges profitten med 1 %.

En anden idé var kombinationssalget. Forret, hovedret, dessert, drikkevarer. Den samlede kaloriemængde steg betragteligt. Er maden først købt og betalt, skal den også spises.

Der blev også forsket i overspisning. Forskerne ville undersøge hos laboratorierotter hvad der sker i kroppen når de blev fede. Men de kunne ikke få rotterne til at overspise på almindeligt rottefoder. Forskningslederen fik den gode ide at fodre rotterne med 'lækker menneskemad', som kager, chips osv.

Allerede dagen efter havde rotterne taget på. Næsten alle spiste konstant og blev federe og federe. Rotter og mennesker ligner hinanden biologisk set, vi søger føde med høj energi for at overleve.

Fedmeforskeren professor Philip James pegede som en af de første i Storbrittanien på fedmetruslen.

I en rapport i 1996 anbefalede han, at staten greb ind i forhold til slikreklamer rettet mod børn. Han modtog et brev fra brancheorganisationen The Food and Drink Federation, der gerne ville have en snak. 14 topchefer fra industrien var dybt forargede. Hvordan kunne der være tale om at begrænse industriens rettigheder på den måde. Børnenes spisevaner var alene forældrenes ansvar.

Rapporten blev skrinlagt og aldrig offentliggjort. Endnu engang var det fødevareindustrien der styrede et lands sundhedspolitik, med børnene som offer.


JP Morgan bliver nervøs

Omkring 2003 er fedmeepidemien eksploderet og der er kommet yderligere debat om årsagerne. Det britiske parlaments sundhedsudvalg sætter undersøgelser i gang og rapporten herfra gør investeringsbanken JP Morgan nervøs for en kommende regulering af fødevareindustrien, bl.a. omkring størrelser. Mc Donald, Pepsi og Cadbury går i offensiven og indkalder formanden for udvalget bag rapporten David Hinchcliffe til møde.

Deres argumentation lyder: ”Intet mad er giftigt, forældrene må tage ansvaret” og ”Problemet er, at vi ikke dyrker nok motion, vi er en nation af sofakartofler”... ”børn er fede, fordi de er dovne”.

Politisk ender det med en anbefaling til industrien om frivilligt at gå væk fra supersize strategien.

JP Morgan advarer deres kunder om, at rapporten kan få følger i retning af regulering og opstiller en kalkulation over hvilke firmaer der kan risikere at miste profit. Det kan være sårbart at tjene sine penge på usunde produkter.

En interessant og banebrydende forskning på samme tid påviser for øvrigt, at børn ikke er fede fordi de er dovne, men de bliver inaktive når de er overvægtige.
Resultaterne blev ignoreret af Sundhedsministeriet og i 2005 mistede studiet sin bevilling.


Firmaernes ny 'sundheds'strategi

Med JP Morgan i spidsen lægger industrien an til en tilpasning til befolkningens sundhedskrav. The Food an Drink Association lavede et 'sundhedsmanifest' hvor de lovede mindre portioner og mindre fedt og sukker. F.eks. skabte man en twin-bar til afløsning for maxi-baren. Nu skulle man kunne dele eller gemme. Man lavede store poser med lukkeanordning, angiveligt til deling. Men al erfaring – og forskning - viser, at chips og slik spises indtil posen er tom, der gemmes ikke.

I USA i 2009 kommer forslaget op om en beskatning på sodavand. Sodavandsproducenterne kæmpede voldsomt imod og brugte 4 milliarder dollars på lobbyvirksomhed overfor politikerne for at stemme imod sodavandsskatten.

Ønsket om at spise sundere er blevet en kilde til mersalg og profit. Industrien har i høj grad forstået, at udnytte ønsket om sund kost. Skandalerne omkring kogalskab, salmonella og den tiltagende fedme har skabt et krav om sund kost. Økologisalget steg, og sundhed som anprisning og ofte falsk reklame blev det nye slagnummer.

Ordet frugt sælger f.eks., måske på en pakke med noget der indeholder 0,1 % frugtaroma. Plusord bruges kynisk til mersalg. I Storbrittanien sælges der, ud af et budget på 54 milliarder pund, for 12 milliarder pund af varer som bliver regnet for sunde. Men i mange tilfælde indeholder de mere mættet fedt og sukker end almindeligt junkfood.


Statslig regulering?

Erfaringer fra de få lande, hvor staten har grebet ind overfor industrien har vist, at regulering kan ændre kostvanerne. I Storbrittanien startede debatten om indførelsen af en mærkningsordning, der skulle gøre det muligt for forbrugerne at vælge sundt. Fødevarestyrelsen kiggede på to muligheder.

Mærkning af procent i varen af anbefalet dagligt indtag var den ene mulighed.

Den anden mulighed var 'stoplys-mærkningen' hvor varen er mærket med grønt, orange og rødt indenfor fedt, mættet fedt, salt og sukker. Ordningen var rettet mod komplekse fødevarer, altså der hvor indholdet er skjult, som f.eks. færdigretter.

Man lavede en forbrugerundersøgelse og nåede frem til, at stoplys-omærkningen var den der gav størst klarhed og var foretrukket af forbrugerne. Nogle indenfor industrien sagde ok til ordningen, men de største og mest magtfulde var imod. Kort tid efter forslaget blev Fødevarestyrelsen frataget ansvaret for fødevaremærkning!

Så skulle forslaget videre til EU. Her stod igen forbrugerne overfor fødevaregiganterne. Fødevarelobbyen målrettede sin taktik og gik efter parlamentsmedlemmer der kom fra områder med fødevareindustri med argumentet, at ordningen vil ramme industrien og man ville miste arbejdspladser. De brugte over en milliard euro på at stoppe forslaget og det lykkedes.


Brittisk sundhedspolitik er skrevet af Unilever

I Storbrittanien var den konservative skyggeminister for sundhed under Labor-regeringen Andrew Langsley samtidig lønnet af reklameburauet Profero, bl.a. med Pizza Hut og Pepsi som kunder. Han bad firmaer som som Tesco og Unilever om at formulere fedmepolitikken under mottoet 'Samarbejde frem for regulering'.

Under den ny samlingsregering blev Langsley minister og formanden for Unilever UK blev formand for sundhedskomissionen.


Som at lade Dracula lede en blodbank

Forsker Simon Capewell, fra Univesity of Liverpool var stærkt uenig i den ny sundhedspolitik. Unilever indbød ham og andre kritikere til et møde. De blev givet fornemmelsen af 'at vi sad med ved bordet'. Man lyttede høfligt, men brugte intet konkret fra deres argumentation. Capewell kunne bl.a andet påvise, hvordan statslig regulering havde en effekt. Bl.a en streng regulering af reklamen. Konklussionen hvad angår sundhedspolitikken blev, at ansvaret ligger hos individet, hos den enkelte. Staten har ingen omsorgspligt.

Simon Capewell udtaler bl.a.

”Mad der gør børn fede og giver dem diabetes, hvor man skjuler livsfarlige mængder af salt eller transfedtsyrer, mad der gør børn syge eller dræber dem skulle være tilladt. At sætte fødevareindustrien med ved bordet når sundhedspolitikken skulle laves, var som at lade Dracula lede en blodbank”.

Regeringens ny sundhedspolitik fik navnet 'Folkesundhedsaftalen' og man lagde op til at industrien skulle komme med frivillige ideer til forbedring af folkesundheden. Målsætningen kom til at lyde:

Nedskæring af nationens samlede indtag af kalorier med 5 milliarder om dagen i 2020”!

Et totalt uforpligtende, upræcist, umålbart og derfor virkningsløst mål. Regeringen har heller ikke rigtigt kunne svare på, hvordan målet skal evalueres, men har nu sat penge af til evalueringen.

Den britiske vicesundhedsminister Anne Milton slår politikken fast med ordene:

”Alle vil gerne lade som om fedme er nogen andres problem. Det helt centrale er, at ændre folks adfærd”

Vi genkender argumentationen fra evindelige kampagner om at styrke selvværdet, viljen og bide vores personlige tænder sammen. Argumentationen rammer os hver gang kapitalismens følger sniger sig ind på os – om det gælder fedme, arbejdsløshed eller alt det andet samfundsskabte, der helst skal ligne noget selvforskyldt.




Se udsendelsesrækken "Dem der gør os fede" på dr.dk her (begrænset tid)



Netavisen 14. oktober 2013