Imperialistiske krige føres for storkapitalens økonomiske interesser, for råstoffer og markeder, om fordeling af verdens ressourcer. Våbenfirmaerne og det militært-industrielle kompleks har desuden deres særlige profitinteresser i oprustning og krig, der sikrer salget af militært isenkram.
Mere end 50 år efter præsident Eisenhowers advarsel befinder amerikanerne sig i en permanent krig
Leopardkampvogn
Af Jonathan Turley
I januar 1961 brugte USA's præsident Dwight D Eisenhower sin afskedstale til at advare nationen om det, han anså som en af vedens største trusler: Det militært-industrielle kompleks bestående af militære kontrahenter og lobbyister, der forlænger krigen i det uendelige.
Eisenhower advarede om, at ” et enorm militært kompleks og en kæmpe våbenindustri” havde opnået en skjult magt i USA's politiske beslutninger og at ”amerikanerne ikke måtte tage fejl, når det kom til at forstå dets dybt alvorlige betydning”.
Denne tale er måske Eisenhowers mest modige og profetiske øjeblik. Godt og vel halvtreds år senere er amerikanerne midt i det, der synes at være 'en evig krig'. Vi havde knap nok trukket os tilbage fra Irak, før landets ledere krævede en ny intervention i Libyen, Syrien eller Iran. Mens konstant krig betyder konstante ofre for familier og konstant forhøjede krigsbudgetter, repræsenterer den også en stadig strøm af profit til et nyt og endnu større kompleks af forretnings- og regeringsinteresser.
Forhenværende præsident George W Bush og hans medarbejdere insisterede på at kalde terrorbekæmpelse for ”krig”. Denne samstemmende bestræbelse fra ledere som tidligere vicepræsident Dick Cheney (der selv har været leder af militær kontrahenten Halliburton) var ikke en tom retorisk øvelse. Ikke alene ville en krig forøge præsidentens magt, men også budgetterne for militær og national sikkerhed.
Denne nye koalition mellem firmaer, politiske organer og lobbyister får det system Eisenhower kendte til, da han advarede amerikanerne om ”at være på vagt overfor uberettiget indflydelse” til at ligne en dværg.
Ironisk nok har systemet haft dets mest kronede dage under præsident Obama, som har udvidet droneangrebene radikalt og har erklæret, at han alene afgør, hvad der betragtes som en krig, hvor kongressen skal høres.
Godt for økonomien?
Selvom kun få politikere er villige til at indrømme det, så ikke alene tolererer vi krig, vi lader til at behøve krigene – eller rettere nogle mennesker gør.
En undersøgelse har vist at omkring 75 % af alle, der er faldet i disse krige kommer fra arbejderklassen. De har ikke brug for krigen. De betaler krigens pris.
Eisenhower ville sandsynligvis blive chokeret over, hvor mange kræfter der lægges i krig eller anti-terror aktiviteter.
Budgettet for militær og national sikkerhed forsørger nu millioner af mennesker i den ellers så kriseramte økonomi. Hundredvis af milliarder dollars flyder hvert eneste år fra de offentlige kasser til agenturer og firmaer, der har et incitament til at holde landet på krigsfod – og få betalt regningen for krigen.
Over hele landet kan den krigsbaserede økonomi ses i en industri, der består af alt fra uddannelse i national sikkerhed, til antiterror-konsulenter og programmer for lufthavnens sikkerhedsporte.
For nylig blev 'det sorte budget' for hemmelige efterretningsprogrammer ansat til 52,6 milliarder dollars i 2013. Det dækker kun det hemmelige program, ikke det langt større efterretningsprogram, eller det meget større antiterror-program.
Vi har nu 16 spionagenturer, der beskæftiger 107.035 ansatte. Dette er udover de mere end en million mennesker, der er ansat i militæret og ved den nationale sikkerheds juridiske afdelinger.
Kernen i dette ekspanderende kompleks er en akse af indflydelse fra firmaer, lobbyister og agenturer, der har skabt en massiv, selvbærende, terrorbaseret industri.
Kontrahenterne
I de sidste 8 år er milliarder af dollars flydt til militær- og sikkerhedsindustrien. Når regeringen starter en krig som Libyenkrigen, er det et lykketræf for firmaer, der får generøse kontrakter på at producere alt fra nye missiler til færdigretter.
Alene i Libyenkrigens første 10 dage brugte regeringen omkring 550 millioner dollars. Tallet dækker over ca 340 millioner dollars til ammunition – først og fremmest krydsermissiler. Ikke alene tilbød de demokratiske medlemmer af Kongressen støtte til Libyenkrigen på efterbevilling, de foreslog også en permanent tilladelse for præsidenten til at angribe mål, der bedømmes som forbundne til terror – en evigt varende krig mod terror.
Afdelingen for national sikkerhed (DS) tilbyder en endnu mere stabil profitmarginen. Morgan Keegan, et investeringsfirma, der investerer i national sikkerhed, forventer en vækstrate på 12 % i 2013 – en astronomisk profit sammenlignet med andre dele af samfundet.
Lobbyisterne
Der er tusindvis af lobbyister i Washington til at garantere det evigt ekspanderende budget for krig og national sikkerhed. Et eksempel finder vi i tidligere DHS (Ministerium for indenlandsk sikkerhed) sekretær Michael Chertoff, som skubbede på for købet af de meget kritiserede (og kun lidt testede) fuldkropscannere til brug i lufthavne.
Da Chertoff gav adskillige interviews for at overbevise offentligheden om, at maskinerne var nødvendige for at holde terrortruslen tilbage, var mange mennesker ikke klar over, at fabrikanten der producerede maskinen er kunde hos Chertoff Group, Chertoffs yderst profitable sikkerheds konsulentfirma. (Disse enormt dyre maskiner blev senere skrottet efter at producenten Rapiscan havde høstet frugterne).
Lobbyister fastholder presset på politikerne ved at sætte enhver udgift p budgettet op som ”effektiv mod terror” eller det modsatte. De har de perfekte produkter, der rammer plet – produkter der er designet til at destruere sig selv og blive erstattet i en evigt varende krig mod terror.
Agenturerne
Det er ikke kun svingdørssystemet [at folk skiftevis er ansat i det offentlige system og i private virksomheder indenfor samme område ooa] der forbinder de statslige agenturer og firmaerne. Den krigsbaserede økonomi tillader militære og nationale bevillinger at være så godt som urørlige. Miljøprogrammer og sociale programmer udraderes eller nedskæres med milliarder, mens krigsrelaterede budgetter til stadighed udvides for at møde 'dagens nye trusler'.
Med støtten fra en hær af lobbyister og firmaer, er kabinetsmedlemmer som den tidligere sikkerhedsminister Janet Napolitano uovervindelige i Washington. Når indbyggerne beklagede sig over, at deres børn blev befamlet af folk fra TSA (Afdelingen for transportsikkerhed i USA) gav Napolitano det svar, at hvis folk ikke ønskede deres børn befamlet, skulle de overgive sig og bruge de upopulære fuldkropsmaskiner – de maskiner der blev solgt af hendes forgænger Chertoff.
Det er ikke kun afdelingerne for forsvar og sikkerhed, der nyder godt at krigens modne æbler. Tag f.eks. Den juridiske Afdeling (DOJ). Et massivt antiterror system er blevet skabt, der beskæftiger titusindvis af ansatte med milliarder af dollars til at søge efter hjemlige terrorister. Problemet har været mangelen på faktiske terrorister, der kunne retfærdiggøre størrelsen af det interne sikkerhedssystem.
På baggrund af dette har DOJ opgjort alt fra simple immigrationssager til kreditkortsvindel som terrorsager med en tilgang, der ikke er set siden Vietnam krigen. F.eks. påstod DOJ, at de havde optrevlet et terrornetværk som del af "Operation Cedar Sweep", hvor libanesiske indbyggere blev anklaget for at sende penge til terrorister. De blev senere nødt til at opgive alle anklager mod alle 27 tiltalte som ubegrundede. Ikke desto mindre fortsætter den interne sikkerhedsmølle med at male videre med udvidede kræfter og budgetter. Få år tilbage ændrede DOJ endda definitionen på terror, for at give plads til, at et stadigt større antal sager kan blive kategoriseret som ”terrorrelaterede”.
Symbiotisk forhold
Vores økonomis krigsafhængighed matches af den politiske krigsafhængighed. Mange medlemmer repræsenterer distrikter med kontrahenter, der betjener den nationale sikekerheds og krigenes behov.
Selv med meningsmålinger der fortæller, at flertallet af den amerikanske befolkning er i mod at fortsætte krigen i Irak og Afghanistan, fortsætter det nye militært-industrielle kompleks med at sikre sig den nødvendige støtte fra både Demokraterne og Republikanerne i Kongressen.
Det er et bevis på denne alliance, at hundredevis af milliarder dollars bliver brugt i Afghanistan og Irak, mens Kongressen planlægger at skære milliarder på centrale sociale programmer, inklusive en mulig tilbagetrækning af Medicare på grund af pengemangel. Intet af dette anses for at have nogen betydning. Det betyder ikke engang noget, at den afghanske præsident Hamid Karzai har kaldt USA for fjende og sagt, at han ville ønske, han havde sluttet sig til Taliban. Selv ikke de milliarder, der er dokumenteret stjålet af regeringsrepræsentanter i Irak og Afghanistan, behandles som andet end forretningsomkostninger.
Det er hvad Eisenhower beskrev som det militært-industrielle kompleks ”misplacerede magt”, der gør den offentlige mening og selv tusinder af døde soldater ligegyldige. Krig er et helvede for nogle, men himlen for andre i en krigsafhængig økonomi.
Oversat efter
Big Money Behind War: the Military-industrial Complex
Information Clearing House 13. januar 2014
Læs også
Tilbage til fuserne
Information 11. januar 2014
Danmark i EU's militære opbygning og krige
Af Dorte Grenaa, oplæg på Fredsfestival Århus 2013
Stop Danmarkshistoriens største våbenhandel!
Af Stop Terrorkrigen
Netavisen 17. januar