Usikker fredsproces i Colombia


Af Netmagasinet Revolusjon, Norge


Der har i et stykke tid været ført fredsforhandlinger mellem styret i Bogotá og landets største guerillaorganisation FARC-EP (Colombias revolutionære væbnede styrker). Cubanske og norske myndigheder har været blandt tilrettelæggerne



Amerikanske baser i Columbia


Meldingerne lyder, at forhandlingerne gør fremskridt, og at borgerkrigen, som har hærget landet i 50 år, kan nærme sig sin slutning. Men der er al mulig grund til at være skeptisk over for det colombianske regimes påståede fredsvilje.

En fredsaftale forudsætter frem for alt, at præsident Juan Santos' regime indfrier kravene om et minimum af social retfærdighed, og at de styrtende rige jordejere (oligarkiet) giver jord tilbage til de fattige bønder.

Der er signaler om, at regimet går med til en vis genfordeling af jorden, men samtidig fortsætter med at slå brutalt ned på sociale protester og indskrænker de demokratiske rettigheder yderligere.

Santos, der er tidligere forsvarsminister, har ikke bekymret sig om at inddrage landets øvrige guerillabevægelser, ELN (Den nationale Befrielseshær) og EPL (Folkets Befrielseshær). Hvis ikke de også er med ved forhandlingsbordet, bliver der ingen fred.

Baseområde for USA

Fakta om Colombia

Areal: 1.138.910 km2

Indbyggertal:
44 millioner

BNP pr indbygger: 9.200 US dollar

Eksportartikler: olie, kul, nikkel, smaragder, tekstiler, bananer

Dræbte fagforeningsaktivister: 20 (i 2012)

Dræbte journalister: 44 siden 1992



Colombia er et af Latinamerikas mest reaktionære og USA-venlige lande. En ny frihandelsaftale mellem de to stater blev indgået i 2012. ’Plan Colombia’ indebærer bl.a., at syv amerikanske militærbaser er etableret i landet.

Amerikanerne giftsprøjter store områder og har fordrevet store grupper fattige fra landsbyerne. USA foretager militær overvågning og overfører store summer til regimet i Bogotá under påskud af at ’bekæmpe’ de colombianske narkokarteller.

Disse karteller står imidlertid i tæt ledtog med regimet. Den egentlige årsag er, at USA bruger Colombia som base for at kunne slå sociale protester og nationale bevægelser ned i såvel Colombia som i de ’opsætsige’ nabolande Venezuela og Ecuador.

Den sociale polarisering og udbytningen er enorm. De store jordejere (oligarkerne) trækker i de politiske tråde og har i løbet af en generation tilranet sig nye jordarealer på størrelse med Schweiz.

Den ekstreme fattigdom, undertrykkelse og udbytning er baggrunden for den store opslutning til guerillabevægelserne, som kontrollerer store områder med landsbyer.

Verdens farligste land for fagligt organiserede

Paramilitære dødspatruljer (bacrin) hærger stadig, selv om den nuværende og den tidligere præsident påstår, at det modsatte er tilfældet.

At være fagforeningsleder eller bondeaktivist i Colombia er forbundet med direkte livsfare. Alene i 2012 blev 280 fagligt organiserede udsat for dødstrusler, og 20 blev myrdet.

Så sent som i april har den internationale faglige sammenslutning ITUC fordømt truslerne, som er blevet rettet imod 92 forskellige organisationer og ledere, som forsvarer menneskelige, politiske og faglige rettigheder.

Det siger en del om det colombianske regime, at disse aktivister blev bagvasket og erklæret som ’fjender og permanente militære mål’, fordi de har ’angrebet regeringens gode og agtværdige hensigter om at fremme freden’.

Santos’ forgænger Uribe satte en voldsom offensiv i gang mod guerillaen i landsbyerne og iværksatte en række fascistiske tiltag. Uribe gik heller ikke af vejen for at krænke nabolandenes grænser: FARC’s næstkommanderende Raul Réyes blev myrdet af militærfolk på ecuadoriansk territorium.

Iscenesætteren var Juan Manuel Santos, som var forsvarsminister i Bogotá på det tidspunkt. Colombianske paramilitære har også opereret inde i Venezuela.


Pisk og gulerod fra Santos

Santos kommer fra samme parti som Uribe, men fremstår som ’mildere’ i sin form ved at invitere FARC til forhandlingsbordet.

Men da FARC’s øverstkommanderende Alfonso Cano svarede positivt på forslaget om at diskutere en forhandlingsdagsorden, fik regimet opsnuset, hvor han befandt sig, og Santos gav straks ordre til, at den kommende forhandlingspartner skulle likvideres.

Samtidigt iværksatte den colombianske hær den hidtil voldsomste artilleribeskydning af colombianske landområder, som ramte civile fattige bønder i lige så meget høj grad som guerillasoldaterne. Hæren har gennem tiderne brugt den brændte jords taktik og lagt hele landsbyer øde.

Regimet vender sig ikke kun imod guerillaen, men undertrykker i udstrakt grad alle former for social protest ved at kriminalisere demonstrationer, strejker osv. Regeringen bekendtgjorde i 2012, at politiet vil gøre ’moderat’ brug af våben med ’reduceret dødelighed’ som svar på sociale protester forårsaget af den økonomiske krise.

Derfor har guerillaen og de progressive bevægelser ingen illusioner om Santos-regimet, selvom det prøver at gøre sig mere spiseligt ved at trække ’nyttige idioter’ ind i regeringen, som liberale og socialdemokrater, samtidig med at det intensiverer undertrykkelsen og brugen af vold.

19 procent af statsbudgettet går til krigsførelse mod landets egne indbyggere, mens 44 procent går til at betale afdrag på udenlandsgæld. For at gøre sig mere attraktiv for fremmed kapital har regeringen sænket udbytteskatten yderligere.


Columbias marxist-leninister om fredsdialogen

”Vi kommunister går ind for fred og hilser dialogen mellem FARC-EP og regeringen velkommen, hvor parterne er enige om at diskutere en sekspunkts dagsorden med det mål at afslutte den væbnede konflikt i Colombia,” siger Colombias kommunistiske Parti (marxist-leninister) (PCC-ml).

”Men vi er bekymrede over dialogens begrænsninger,” tilføjer partiet. "Det er ikke en dialog med hele oprørsbevægelsen. Vi mener, at sådanne forhandlinger burde være en national debat under hele landets medvirken, hvor proletariatet og de folkelige kræfter kunne bidrage aktivt og på afgørende vis for at finde løsninger på årsagerne bag konflikten.

Desuden at alle fora bør blive åbnet op for deltagelse ikke bare af FARC, men også guerillabevægelserne ELN og EPL, sådan at også de kan lægge deres politiske forslag til løsninger frem.”

PCC(ml) og partiets væbnede gren EPL har gentagne gange understreget behovet for enhed både mellem guerillabevægelserne og i hele den revolutionære og demokratiske bevægelse.


Hvilken slags fred?

PCC(ml) understreger samtidig, at det er vigtigt at definere, hvilken slags fred der er tale om. En demokratisk fred er ikke mulig, så længe det pro-imperialistiske borgerskab har magten.

Kommunisterne er for en fred, der indebærer social retfærdighed, en fred, som har både sociale, politiske og økonomiske aspekter, en fred, som giver ret til opposition, strejker, protester og muligheden for politiske alternativer.

Her indgår også det århundredgamle krav om en demokratisk jordreform, om at jorden skal tilhøre dem, som dyrker den, boliger til skaren af hjemløse, gratis sundhedsbehandling og velfærdsydelser samt retten til arbejde og pension.

Oprørsbevægelserne går ind for fredsforhandlinger, men de vil ikke lade sig narre ind i et borgerligt og socialdemokratisk spilfægteri omkring dialogen mellem regeringen og guerillaen. De historiske erfaringer bør huskes. Sidste gang der var omfattende fredsforhandlinger, i 2001, stod guerillaen stærkt svækket og splittet efter sammenbruddet af guerillasammenslutningen Simon Bolivar. Også den gang var Norge involveret i fredsforhandlingerne.

Forhandlingsprocessen affødte dengang illusioner om, at regimet havde ændret natur og var blevet mere demokratisk. Følgerne var, at hundredvis af guerillasoldater faldt for reformismen og de falske løfter, deserterede og overgav sig selv og deres våben til fjenden.

Da regeringens paramilitære gruppe AUC fortsatte sin terror mod civilbefolkningen og FARC til sidst afbrød forhandlingerne, svarede regimet igen med en voldsom militær luftoffensiv mod det guerillakontrollerede område.

De revolutionære vil aldrig acceptere en ’fred’ på oligarkiets præmisser og heller ikke en fredsproces, der lammer folkets masseorganisationer og arbejdernes kamp for faglige og sociale rettigheder. De mobiliserer folkets brede lag, arbejderne, bønderne, studenterne til at kæmpe og forsvare grundlæggende principper for folkets og bevægelsens fremtid, og de kræver, at regeringen står til ansvar over for hele det colombianske folk.

Revolusjon 2. juni 2013

Oversat fra norsk af Kommunistisk Politik efter:

Usikker fredsprosess i Colombia


Netavisen 27. juni 2013