Om godt et halvt år - den 1. juli - overtager Danmark og Anders Fogh
Rasmussen formandskabet i EU, mens Poul Nyrup misundeligt må se til fra
sidelinjen, hvis han overhovedet er i nærheden af nogen bane. Han havde
ellers proklameret, at topmødet ville blive forberedt omfattende og i
særdeles god tid og involvere alle hans ministre. Det blev nu ikke til
så meget - og nu slet ikke til noget for hans vedkommende. Men Fogh Rasmussen
fik en dagsorden med fra topmødet i Laeken: Under det danske formandskab
skal udvidelsen af EU med 10 nye medlemmer gerne blive en realitet.
Men først skal EU klædes i spanske farver og vejen om af Madrid,
før det store brag af et topmøde afholdes i København i
december næste år.
Det spanske formandskab har proklameret, at det vil sætte terrorbekæmpelse
øverst på dagsordenen. For i Spanien er der som bekendt baskere,
ligesom der er irere i Nordirland, og palæstinensere i Palæstina.
Potentielle terrorister, alle til hobe.
Det nu næsten afsluttede belgiske formandskab havde store ambitioner:
Unionen skulle tage et tigerspring frem mod en superstat; forfatningsprocessen
skulle sættes på skinner. Og begge dele lykkedes - Laeken-erklæringen
er det mest svulstige superstatsdokument, der er produceret i årevis,
og beslutningen om nedsættelse af et forfatningskonvent med superunionisten
Giscard d'Estaing som formand er en garanti for en føderativ proces.
De gigantiske demonstrationer under topmødet i Laeken fyldte ikke meget
i mediebilledet. Der var hverken pistolskud, dræbte eller opsigtsvækkende
hærværk. Til gengæld var der den største arbejderdemonstration
nogensinde mod EU: 120.000 arbejdere fra de fleste EU-lande krævede et
helt andet EU end det, der er der. Et EU som sikrede arbejde; et socialt EU;
et fredeligt og ikke krigsførende EU.
Selvom demonstrationen var indkaldt af EFS (Den Europæiske Faglige Sammenslutning,
det såkaldte Euro-LO) og havde som formål at mønstre opbakning
bag unionsprojektet var det den massive kritik af unionen, der manifesterede
sig. De europæiske arbejdere vil aldrig støtte en imperialistisk
supermagt - og de slås overalt mod EU's nyliberalistiske politik. De socialdemokratiske
og socialistiske kræfter søger med sådanne manifestationer
at tage trykket af raseriets kedel.
Også antiglobaliseringsbevægelsen manifesterede sig med en større
demonstration med bl.a. Attac som arrangør. Den viste, at på trods
af larmende mediepropaganda om det modsatte døde kampen mod den imperialistiske
globalisering ikke den 11. september. Og den ny fredsbevægelse markerede
sig med endnu en større manifestation om lørdagen på topmødets
afslutningsdag.
Hverken den ny reaktionære terrorlovgivning, et enormt belgisk politiopbud,
provokationer fra politiets side eller nazistisk/fascistisk infiltration i demonstrationerne,
der stod bag noget hærværk, kunne skræmme demonstranterne
væk.
Alle disse kræfter vil og bør også være til stede
i gaderne under topmødet i København om et år. Men ligesom
i Gøteborg under det forrige topmøde i juni må kritikken
af EU og dets superstatsprojekt og kampen for udtræden af EU få
sin egen selvstændige og fremtrædende plads med en større
markering.
Den klare kritik af superstaten EU og EU som monopolernes projekt - og påvisningen
af, at kravet om et liv udenfor og uden EU står stærkt i den danske
befolkning - kan og bør være det danske bidrag til udviklingen
af den fælles kamp mod EU, der forener arbejdere, studerende, bønder
og fiskere, unge og pensionister, arbejdsløse, bistandsmodtagere, flygtninge-
og indvandrere.
Se Laeken: Superstat - Supermagt
Se også Laeken-erklæringen: Den europæiske unions fremtid Dansk
Kommunistisk Politik 26, 2001