Den lille østat Cypern er prøvekaninen som skal vise, hvordan de stærke magter i EU – med Tyskland i første række – behandler småstaterne i unionen. I EU-systemet er nogle medlemsstater (læs: de store) mere lige end andre.
De næste som står for tur for til at blive ofre for EU-diktaterne er efter alt at dømme Slovenien og Malta.
Af E. Holemast
Den 2. maj vedtog det cypriotiske parlament med to stemmers overtal af godtage EUs krisepakke. Cypern får et lån på € 10 milliarder, mens staten selv beregner behovet til 23 milliarder . Pakken indeholder betingelser om en serie nedskæringer og privatiseringer som vil føre til social nød og knække landets økonomi. Dermed har østaten i det østlige Middelhav sat sig selv under officiel administration fra trojkaen EU, ECB og IMF.
Parlamentet har vedtaget de første beskæringer i lønnen (mellem 1,6 og 13 procent) for offentligt ansatte, pensionsnedskæringer og indførelse af delvis egenbetaling i sundhedsvæsenet. Prisniveauet på mange forbrugsvarer er steget, til dels dramatisk, som følge af nye afgifter og højere moms.
Nedskæringerne har allerede ført til en eksplosion af tallet på arbejdsløse i et land med en – i EU-sammenhæng – meget beskeden arbejdsløshed. I det sidste år er arbejdsløsheden øget fra 7 til 14 procent.
De folkelige protester har ikke ladet vente på sig. Cyprioterne har siden de blev medlem af unionen og fra 2008 til en del af eurozonen set på EU som en slags ven i nøden, som en økonomisk medspiller og som en slags ’garant’ for republikkens suverænitet vis a vis specielt Tyrkiet, men også Storbritannien og Nato. EUs behandling af østaten og skiftende regeringers eftergivenhed har vendt den offentlige opinion i løbet af det sidste år.
Legalt tyveri
Cyprioterne vendte tommelen nedad for det oprindelige pålæg fra trojkaen om at konfiskere 6,75 procent af alle bankindskud, uden undtagelse for småsparere. Nu bliver alle indskud på over 100 000 euro i praksis beslaglagt, enten direkte eller ved at det overskydende beløb omdannes til værdiløse bankaktier. Pensionsfonde bliver på denne måde også barberet for at dække bankernes egenkapitalkrav. Landets største banker er sat under administration af landets centralbank og ECB.
Dette er ikke andet end legaliseret tyveri, og indvarsler en ny kurs, hvor centralbankerne kan ekspropriere indskuddene i insolvente banker. Bail-out er blevet afløst af bail-in for at tackle bankkonkurser og for at forhindre gentagelse af det islandske eksempel, hvor staten nægtede at redde grådige banker og deres aktionærer.
I to uger i april var hele den cypriotiske banksektor lammet, folk fik ikke lov til at hæve deres sparepenge, og den næststørste bank Laiki er under afvikling. Laikis ’solvente’ virksomhed er lagt ind under storbanken Bank of Cyprus, som dermed er i færd med at monopolisere banksektoren. De drakoniske tiltag bliver forsøgt solgt politisk med, at det er skattespekulanterne EU vil til livs.
Men det er mest en myte, det er almindelige cyprioter som straffes gennem nedskæringspolitikken. De virkelige hovedrigekapitalister, som har brugt Cypern som skattehavn, som f.eks. skibsreder John Fredriksen og andre, har helt sikkert i god tid sørget for at kanalisere sine milliardindskud til andre og tryggere skattezoner.
Rusland kunne have reddet Cypern, hvis de ville, men undlod at udvide sine lån til Cypern for ikke at træde EU over tæerne – og måske for at forhindre yderligere skatteflugt fra mange nyrige russere som har etableret sig på Middelhavsøen. Derimod er russerne gået med på at forlænge tilbagebetalingstiden for sit lån på godt 20 milliarder danske kroner, og har samtidig halveret rentefoden fra 4,5 til 2,5 procent.
Offerlam og forsøgskanin
Ingen EU-lande, ikke engang Grækenland og Spanien, er blevet mødt med tilsvarende drakoniske tiltag som Cypern. Overfor Frankrig eller Tyskland ville denne typen indgreb fra EU være utænkelig og uhørt. Samtidig som Cypern krøb til korset, fik Frankrig to års ekstra frist fra EU for til at få orden på sit omfattende budgetunderskud. Cyprioterne fik ingen galgenfrist.
Med sine godt 800.000 indbyggere udgør Cypern ikke nogen stor trussel mod EU eller eurozonen, heller ikke hvis den EU-fjendtlige stemning som breder sig som en brand over øen fører til at cypriotrene trækker sig ud af euroen.
EU kalkulerer desuden med de mange politiske faktorer som gør, at cypriotiske politikere skeler i flere retninger, når de skal manøvrere i det urene farvand omkring og på den delte ø. Tyrkiet-spøgelset fra det besatte Nord-Cypern samt republikkens tætte bånd til Grækenland er hovedfaktorer. Ironien er at den cypriotiske bankkollaps i høj grad skyldes rådne lån og investeringer i netop græske finansinstitutioner.
Cypern har en økonomi, hvor turisme og finansvirksomhed er de største erhverv. Bortset fra nogle landbrugsprodukter, har landet kun ringe eksport og ubetydelig industriproduktion. Det allermeste må importeres, uanset om der er tale om råvarer eller maskiner og teknologi.
Følgelig har cyprioterne i praksis kun ringe mulighed for at generere merværdi, som kan afdrage gælden gennem eksport af bearbejdede produkter, og vil sandsynligvis synke stadig dybere i de fremskredne EU-industrilandes gældsfælde, frem for alt Tyskland og Storbritannien.
Olie og gas
Efter Rusland slog hånden af Cypern, har landet i raskt tempo tilnærmet sig Israel. Der er nemlig udsigter til store olie- og gasreserver i havområdet, som er delt mellem de to stater. For at have håb om betale gælden ned er olie det mest besnærende alternativ, selv om nogle felter ligger i havområderne uden for landets mest attraktive turistområder. Afrodite-feltet kan være blandt de største gasfund i verden i de seneste år, men reserverne er ikke endeligt påvist.
For at få opnå en udvidet søgning og udvinding er Cypern afhængig af maritime grænseaftaler med Libanon og Israel, som ikke er mindre sultne efter at sikre deres energiforsyning.
Tyrkiet spiller et højt energispil, hvor man åbenlyst forsøger at skræmme olieselskaberne fra at involvere sig på cypriotisk sokkel. Ankara afviser enhver grænseaftale mellem republikken Cypern og nabostaterne, og har flere gange truet med at gå til militær aktion for at standse eftersøgnings- og boreaktiviteten. Tyrkiske fartøjer har boret dybvandsbrønde i de omstridte farvande.
Det som hidtil har hindret dem i at gå endnu mere offensivt til værks, er sandsynligvis, at både USA og Rusland har støttet Cyperns ønske om olie- og gasudvinding, samt muligvis pres fra Israel via Washington. Den amerikanske administration blander sig nu mere direkte for at hjælpe til med at ’løse’ den cypriotiske konflikt, særligt efter at den cypriotiske udenrigsminister for nylig mødte sin modpart John Kerry i New York.
Israel og Libanon er uenige om grænserne for de respektive økonomiskezsoner. Libanon baserer sig på de grænser, der blev trukket op ved våbenhvileaftalen i 1949, grænser som ikke er bestridt af Israel, men som samtidig strider mod officielle israelske søkort. Nicosia og Beirut har på deres side nærmest forhandlet an en aftale færdig.
Israels strategi
Israel spiller på flere heste samtidig af hensyn til zionisternes strategiske mål for regionen. Tyrkiet er en nøglespiller for ’regimeændring’ i Mellemøsten, ikke mindst i det krigshærgede Syrien. Premierminister Benjamin Netanyahu er omsider kommet med en officiel ’undskyldning’ til den tyrkiske premierminister Erdogan efter at israelske kommandosoldater myrdede otte tyrkiske fredsaktivister på skibet Mavi Marmara, en del af den flotilje, som forsøgte at nå frem med humanitær hjælp til Gaza i maj 2010.
Undskyldningen kom lige før den nyvalgte cypriotiske højre-præsident Nicos Anastasiades og udenrigsminister Ioannis Kasoulides rejste på officielle besøg til Israel i marts og maj i år. Et hovedtema under besøgene var netop gas-spørgsmålet, den tyrkisk-israelske forsoning og Tyrkiets afvisning af at respektere Cyperns økonomiske zone. Israel og Netanyahu har forsikret Cypern om, at forholdet til Tyrkiet ikke vil påvirke et tættere forhold mellem Israel og Republikken Cypern.
Israel vejer i denne situation dets forskellige strategiske interesser i Mellemøsten på en guldvægt. I lyset af den økonomiske og finansielle krise på Cypern vurderer både Tyrkiet og Israel, at cyprioterne bliver lettere at tackle end tidligere. Samtidig forsikrer Israel og Cypern gensidigt, at de ønsker tættere forbindelser og at Cypern er Israels mest pålidelige nabo.
Muligheden for genforening
Midt i disse dystre udsigter rummer situationen bedre muligheder, objektivt set, for at få til tilvejebragt en genforening af øen, som har været delt i to siden 1974. Ved at bryde med EU og euroen og genindføre sin gamle valuta ville Republikken Cypern kunne række hånden ud og komme i en helt anden forhandlingssituation vis-a-vis regimet i nord, som på sin side er træt af at blive dikteret og koloniseret af Tyrkiet og ønsker at komme ind i den internationale varme (ingen andre stater end Tyrkiet anerkender republikken Nord-Cypern).
Om mulighederne vil blive brugt, er en anden sag. Præsident Nikos Anastasiades i den græsk-dominerede republik har udsat forsoningssamtalerne med nord-cyprioterne til efteråret 2013, uvist af hvilken grund.
De tre Nato-lande Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien holder cyprioterne i splittelsens jerngreb.
Første forudsætning for forsoning er at den folkelige opinion, især i syd, presser en politisk vilje til forsoning og genforening frem. De folkelige pres må imidlertid være stærkt, hvis det skal trodse de magter, som sammen og hver for sig dikterer Cyperns skæbne: EU; Tyrkiet, Grækenland – og ikke mindst Nato.
Skønt Cypern ikke er medlem af Nato, så er det de tre Nato-lande Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien, som holder cyprioterne i dette splittelsens jerngreb. Det var disse tre stater, som i sin tid formulerede grundlaget for det uafhængige Cypern i 1960, en uafhængighed som kom efter en blodig befrielseskrig mod briterne, og som blev fulgt af flere tilløb til borgerkrig efter uafhængigheden.
Det græsk-støttede fascistiske kupforsøg i 1974 og den efterfølgende tyrkiske invasion har i mere end en generation fastlåst situationen på øen, åbenbart med stiltiende samtykke fra Nato, som udytter konflikten til at spille sine medlemsstater Grækenland og Tyrkiet op mod hinanden og dermed kontrollere dem begge.
800 FN-soldater vogter fremdeles demarkationslinjen mellem nord og syd på Middelhavsøen. Storbritannien har to militære baseområder på sydkysten. som helt og holdent står under britisk kontrol.
Oversættelse: Kommunistisk Politik
Se også
50 års amputert uavhengighet på det delte Kypros
Revolusion 01.10.2010 (no)
Netavisen 3. juni 2013