Region Irland

Kommunistisk Politik 12, 2008

I moderne mytologi beskrives EU-medlemskab gerne som det evigt saliggørende. Et medlemskab vil garantere fred og velstand, sikre miljøet og kvindernes rettigheder. I denne historieskrivning fremhæves lande som Spanien og Portugal, der meldte sig ind i 1980’erne, ti år efter de i midten af 70’erne endelig fik brudt med diktaturet under henholdsvis Franco og Salazar.

I en periode var dansk industri så glade for de lave lønninger i de nye medlemslande, at produktion af tøj og sko flyttede til syden. Produktionen er flyttet videre en del gange siden og er indtil videre havnet i forskellige asiatiske lavtlønslande.

Siden 1988 har EU haft et særligt regionalt støtteprogram til de fattigste medlemslande. Helt konkret var det i starten beregnet på Grækenland, Spanien, Portugal og Irland. Støtteprogrammet handlede først og fremmest om at sikre infrastruktur, så varer kunne produceres billigt og sendes til resten af EU. Men programmet indeholdt også punktet ”gunstige vilkår for industrien”, f.eks. tilladelse til erhvervszoner, hvor der ikke skulle betales så meget i skat, og der kunne ses bort fra andre statslige reguleringer.

Tyskland har sammen med kommissionen forsøgt at få harmoniseret erhvervsskattereglerne i EU, ikke mindst fordi Irland ved hjælp af ekstrem lav selskabsskat og store fradrag på investeringer har tiltrukket en del teknologivirksomheder.

Førsteklasses eksempel?

"Irland viser, hvad der kan opnås, når strukturfondsstøtten integreres i en sammenhængende politik, som især opretholder sunde makroøkonomiske rammebetingelser og støttes af social konsensus. Dette er et førsteklasses eksempel på god praksis."
Citat fra en EU-samhørighedsrapport (Cohesion report).

I dag fremhæves Irland som det fantastiske bevis på EU-medlemskabets vidundere. Den smukke grønne ø, der ligger ud til den varme golfstrøm, var gennem århundreder undertrykt af Englands imperialisme. Indbyggertallet var indtil for ganske nylig jævnt faldende, eftersom fattigdom, sult og manglende fremtidshåb (den nordirske konflikt ufortalt) hvert år fik masser af unge til at rejse ud i verden efter arbejde.

Den situation er nu vendt til en indvandring, i første omgang af bygningsarbejdere fra nogle af de sidst ankomne EU-medlemslande. Således var mere end 20.000 fortrinsvis unge emigreret fra Letland til Irland i 2006.
Samlet har mere end 60.000 øst- og centraleuropæere fundet arbejde dér.

I Letland har det ikke mindst givet den nationalistiske regering hovedpine, at det store russiske mindretal ikke i samme omfang rejser efter arbejdet, men samme problemstilling udnyttes af reaktionære populistiske kræfter i alle lande, også herhjemme.

Det forsøges altid vendt til noget positivt, når danskere finder job i udlandet, mens begejstringen er til at overse, når andre folk, tvunget af de samme kræfter af udbud og efterspørgsel af varen billig arbejdskraft, kommer her til landet.

De positive EU-fortællinger om, hvordan det gennem regionalstøtteprogrammer er lykkedes at få Irlands økonomi til at rejse sig siden den sidste store oliekrise, glimrer ved at glemme, at Irland blev medlem nogenlunde samtidig med England og Danmark i 1973. Den lange periode, hvor krisen kradsede og borgerkrigen hærgede med fornyet styrke i Nordirland, er således fortrængt af de seneste års opsving.

Arbejdskraftens fri bevægelighed er ingen nyhed og er ikke et gode for ’arbejdskraften’, der som regel udelukkende flytter af nød. EU’s rolle har været at sætte tingene i system og samtidig sørge for, at prisen på illegale immigranter nede på et slavelignede niveau, ved jævnligt at lade fattigfolk drukne på vej til solkysterne.

Se også
Irland: Folkeligt nej på vej?
Kommunistisk Politik 12, 2008

Netavisen 6. juni 2008