Irland: På vej mod et folkeligt nej?

Kommunistisk Politik 12, 2008

I Danmark kender vi kun den remse alt for godt, der lyder op til den irske folkeafstemning om den genoplivede EU-forfatning: Stem ja af hensyn til økonomien, et nej er den sikre vej til eksklusion fra de riges klub.

Men Nej-siden haler i de seneste meningsmålinger stille og roligt ind på ja-siden op til folkeafstemningen om Lissabon-traktaten i Irland torsdag den 12. juni. Den 1. juni var afstanden skrumpet til 7 procent og stadig mangler en fjerdedel, der endnu ikke har besluttet sig.

Den 6. juni offentliggjorde Irish Times så, hvad borgerlige medier i hele EU betegner som en ’chokmåling’: 35 procent af vælgerne vil stemme nej, viser målingen, mens 30 procent har tænkt sig at stemme ja. Syv procent har ikke tænkt sig at stemme, og 28 procent har ikke besluttet sig endnu.
Intet er afgjort.

Vagtskifte og tømmermænd

Det er mindre end en måned siden,  at der var vagtskifte i regeringstoppen. Dengang lød der festlige erklæringer om at fortsætte den hidtidige kurs, baseret på kærlighed til landet, stolthed over dets historie, traditioner og kultur, og en vilje til at sikre fremgang og øge landets prestige.

Nu melder tømmermændene sig: Boligmarkedet lider under spekulation, og er gået fra uhørte overpriser til et fald på mere end 25 % i løbet af det sidste halve års tid - uden udsigt til at stoppe nedturen. Hele byggebranchen har påbegyndt massefyringer og arbejdsløshedstallene kravler hastigt opad. Selv de største entreprenører har kastet håndklædet i ringen, og kreditorerne står med nybyggeri uden købere. Det er vrkeligheden i dag, efter at Irland gennem flere år har været holdt frem som et forbillede for resten af EU.

Den nytiltrådte Taoiseach (premierminister) Brian Cowen har gennem mange år siddet som ansvarlig finansminister og står før folkeafstemningen om Lissabon-traktaten med en dyb politisk og økonomisk krise der med et slag har sat hele skønmaleriet på tvangsauktion. Hans tidligere boss Bertie Ahern blev tvunget til at trække sig på grund af korruptionsanklager.

Protest nej

I slutspurten har 10.000 landmænd marcheret i demonstration i Dublin for at aftvinge regeringen et løfte om at bruge sin vetoret i EUs forhandlinger med verdenshandelsorganisationen WTO - ellers ville landbrugets organisationer anbefale et nej ved folkeafstemningen. Knap en uge før afstemningen lykkedes presset, og landbruget anbefaler nu et ja. Tilsvarende har fagforeninger og Sinn Féin fremsat krav om at sikre strejkeretten ved lov, efter at EU-domstolen gentagne gange har erklæret kollektive kampskridt for ulovlige.

For de borgerlige EU-skeptikere er spørgsmålet om harmonisering af skattepolitikken et centralt tema. Stormøder i kamp mod sygehuslukninger og nedskæringer i sundhedssektorerne har i protest mod regeringens politik vedtaget at anbefale et Nej til Lissabon-traktaten.

Det er ikke mindst folk på gulvet, der har brugt valgkampen som en mulighed for at sammenkæde kritik af den siddende regering og Irlands forhold under det eksisterende traktatgrundlag for EU med kampagnen mod de nye bestemmelser i traktaten, der på alle områder giver mere magt til Bruxelles på bekostning af de nationale demokratiske institutioner.

Freds-nej

Irland er ikke medlem af Nato eller andre militære alliancer og er et af EUs få – i al fald formelt - neutrale lande. Efter det irske nej til Nice traktaten, blev en af ”løsningerne” - før befolkningen fik lov til at tænke sig om og stemme igen - at Irlands status blev indføjet i en protokol, hvor de øvrige medlemmer lover at respekterer Irlands neutralitet.

The Peace & Neutrality Alliance (PANA), som er en paraplyorganisation der som politisk mål har at sikre at Irland har en selvstændig udenrigspolitik og bevarer sin neutralitet, kritiserer skarpt forfatningen for at være et stort skridt i retning af at blive en militæralliance. Ligesom i Nato er der indbygget en musketer-ed i Lissabon-traktaten, der forpligtiger medlemslandene til at yde bistand til hinanden til tilfælde af et eventuelt angreb.

Ifølge ja partierne er Irland undtaget for paragraffen, men som det ses står Irland ikke nævnt konkret:
Artikel 42, 7. Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 51 i De Forenede Nationers pagt yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen. Dette berører ikke den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik.

Selvom EU ikke i øjeblikket har nogen unionshær af betydning, men til gengæld store nationale hærstyrker,  er der ingen tvivl om ambitionerne hos de store lande om at sætte turbo på oprustningen. Set i sammenhæng med forfatningens øvrige bestemmelser om fælles udenrigspolitisk optræden og den nye stilling som præsident for unionen (som Anders Fogh er kandidat til), der skal kunne forhandle på alle medlemslandes vegne direkte med politiske repræsentanter for andre lande i internationale sammenhænge, er der hos PANA ingen som helst tvivl om,  at der er tale om en føderal udvikling der skal bekæmpes.

Også Irlands People’s Movement har valgkampens slutfase sat spørgsmålstegn ved EU som fredens projekt. Med Lissabon-traktaten cementerer EU sig selv som våbenindustriens og militariseringens projekt.
Et nej til traktaten og det fælles EU-militær  er et ja til fred!

Se også
Region Irland
Kommunistisk Politik 12, 2008

Netavisen 6. juni 2008