Botanik omkring en død forfatning

Af Klaus Riis

Det burde ikke være så svært at forstå, at et Nej er et Nej, men det er det - for voldtægtsmænd og unionspolitikere.

De franske unionsmodstandere sejrede – selvom medierne hele vejen igennem var behersket af ja-siden. Det var også forfatningsmodstanderne, der fik gennemført en dybtgående debat, som resulterede i det rungende Nej til det nyliberalistiske unionsprojekt.
Det franske Nej kom ikke dumpende ned fra himlen: Det udsprang af flertallet af franskmændenes negative erfaringer med den nyliberalistiske union og dens politik, som den er gennemført i Frankrig - på trods af store folkelige protester mod pensionsreformer, privatiseringer, Bolkestein-direktiv o.s.v. De sagde et rungende Nej til mere af den slags, til den asociale nyliberale union.
Se en kort og klar analyse af årsagerne til Nej-sidens sejr her: Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti: EU-forfatningen er forkastet

I Danmark har vi samme situation som i Frankrig: 95 pct. af de mediernes behandling af unionsafstemningen kommer fra unionstilhængere. Det skal gøre det ud for 'objektiv' dækning, men ikke bare politikerne, men også langt hovedparten af journalisterne og samtlige såkaldte eksperter, der indkaldes til at tegne og fortælle, som Dansk Industris Lykke Friis, repræsenterer Ja-siden og dens politiske og økonomiske interesser.

De har botaniseret, fortolket og bortforklaret det franske Nej, så det er blevet forståeligt for enhver, at det er komplet uforståeligt, at franskmændene har været dumme nok til at sige til et godt tilbud. I virkeligheden har de stemt Nej til alt andet en lige præcis forfatningen. De har stemt nej af 'angst for fremtiden'; de har stemt nej i protest mod Chirac; faktisk har de slet ikke forstået, at det var den de stemte om, for ellers havde de stemt ja. De har slet ikke sat sig ind i forfatningen. Desuden har de stemt nej, fordi de er fremmedfjendske og ikke kan lide tyrkere og polakker.
Derudover er unionsforfatningen i virkeligheden en alt for alvorlig sag til, at det bør overlades til unionsborgerne at stemme om den. Folkeafstemninger bør afskaffes.

Stop lige engang og botanisér lidt i de 45 pct., der stemte ja!
Hvorfor gjorde de det? Fordi de er bekymrede for fremtiden, og af ja-politikerne har fået at vide, at unionsforfatningen vil skabe vækst, fjerne, arbejdsløshed, redde Frankrig og 'Europa', mens et Nej betyder ruin og kaos. Fordi de støtter Chirac og det parlamentariske flertal (som de selv har valgt), som støtter forfatningen. Fordi de ikke har sat sig ind i den eller læst den, selvom den faktisk i Frankrig blev husstandsomdelt, hvorefter Nej-tallet steg. (Det vil Fogh som bekendt ikke risikere; derfor har han løjet om prisen for en husstandsomdeling). De kan hverken lide tyrker eller polakker, men tror at unionen holder styr på dem. Der er faktisk hundredvis af dårlige grunde til at stemme ja – og den tabende Ja-side opløser sig i ubrugelige bestanddele. Hvis det var blevet et Ja, måtte der snarest stemmes om – for det er bare ikke acceptabelt.
Vend ja-sidens argumenter om – det afslører deres ubrugelighed og hele deres arrogante og udemokratiske karakter.

De danske mediers behandling af det franske Nej har i det store og hele været utilsløret tilhængerpropaganda, politisk spin fra ende til anden.
Men bag røgslørene træder nogle ubestridelige kendsgerninger frem: Det franske Nej var et klart (og bevidst) nej til det nyliberale unionsprojekt og den nyliberale unionsforfatning. Det var et nej fra arbejderklassen, fra de arbejdsløse, fra hovedparten af funktionærer og ansatte, fra hovedparten af 'middelklassen', fra størstedelen af ungdommen.

Ja-siden var et ja fra stort set hele det mindretal, som har gavn af den nyliberale politik samt nogle, der ikke har gavn af den. Der var selvfølgelig en del, som faldt for den massive tilhængerpropaganda, der buldrede løs i månedsvis, assisteret af tilkaldte prominente 'venstrefløjs'-intellektuelle og alle eurosocialdemokraternes stjerner, herunder et falmet lys som Nyrup-Rasmussen, der seneste tabte den danske euro-afstemning.

Det franske Nej var et klassenej til de europæiske monopolers klasseforfatning til fordel for de rige.
Så simpelt kan det siges – og sådan vil det aldrig blive fremstillet af de monopolkontrollerede medier, der hellere vil sprede røgslør og forvirring.

Allerede dagen efter valget offentliggjorde Ipsos-instituttet en meget omfattende og detaljeret undersøgelse af, hvordan franskmændene stemte og hvorfor. Den påviser folkeafstemningens sociologi så præcist, at man ikke skulle tro, der var mere at snakke om.
Sådan ser afstemningens sociologi ud (sammenligning med Maastricht-afstemningen i 1992 under hver kategori):

Nej'et er blevet større blandt arbejdere (ouvriers) og ansatte (funktionærer, employés) samt landmænd. Blandt 'mellemstillinger' (funktionærer, middelklasse, professions intermédiaires) er det vendt fra stort ja til et nej, blandt håndværkere og selvstændige (artisans, chefs d'entreprise mv) er det ligeledes svunget om til et lille nej. Den eneste kategori, hvor der er et ja, er i toppen af det franske samfund (profession libérales, cadres superieurs). Klassestemplet er entydigt.

Det lykkes alligevel den eneste danske journalist, der har behandlet undersøgelsen - Politikens Solveig Tange – at bruge den til at sige, at det danske politiske og sociale landskab er totalt anderledes end det franske: ' Tager man den danske EU-modstand og vender den på hovedet, har man omtrent billedet af den franske EU-modstand', skriver journalisten. Det er rent manipulerende vås. I virkeligheden er sammensætningen af ja-siden og nej-siden i Danmark i det store og hele ens – det er de samme klassekræfter, de samme sociale lag, som er enten for eller imod. Kernen i modstanden er arbejderklassen - og den har i Frankrig (som i Danmark ved Maastricht-afstemningen i 92 og euro-afstemningen i 2000) fået mellemlagene overbevist om, at disse havde interesse i at sige Nej.

Varianterne (også i forhold til forskelle i mænds og kvinders stemmeafgivning) er ubetydelige. Solveig Tanges artikel svindler allerede med overskriften 'Kvinderne stemte ja - mændene sagde nej' . Faktum er at et flertal af både de franske kvinder og mænd stemte Nej - hhv. 53 og 57 pct.
Blandt de unge og i alle aldersgrupper derover indtil 60 år var der et klart Nej-flertal. Først efter 60-års-alderen har et flertal af franskmændene sagt Ja - blandt de over 70-årige var det steget til 58 pct.

Politisk stod den franske Nej-kampagne også overfor en tilsvarende situation som i Danmark: Et stort parlamentsflertal støttede forfatningen i en alliance af en borgerlig regering og en socialliberal (eurosocialdemokratisk) opposition. Medierne stod massivt bag et Ja, der havde euro-millionerne i ryggen, men millioners reelle interesser imod sig.
Det har selvfølgelig udløst en akut politisk krise i Frankrig – både for præsidenten, regeringen og den splittede socialistiske opposition, hvis vælgerflertal stemte nej. Det franske socialistparti PS står tilbage med det dilemma, det danske socialdemokrati og SF befinder sig i.

Statsledernes og politikernes reaktion på det franske Nej var forhåndsafstemt: Ratifikationsrocessen og afstemningerne skulle fortsætte, lød det enstemmigt fra kommissionen og regeringslederne i samtlige unionslande: 'Skaden' skal begrænses – og det franske Nej til den fælles unionsforfatning gøres til et rent fransk problem. Det bliver svært, for sagen er, at hollænderne sandsynligvis i morgen også siger Nej – og at udsigterne til et senere britisk Nej er overvældende.

Sandsynligvis begynder en vis politisk realisme at indfinde sig efter den hollandske afstemning. Realiteten er, at unionsforfatningen er stendød, og at ratifikations- og afstemningsprocessen sikkert vil blive indstillet i stedet for at køre videre i et blindspor uden realitet i det næste par år.
Anders Fogh Rasmussen, Jelved og Thorning Schmidt kommer efter alle solemærker at dømme til at skifte mening og aflyse afstemningen den 27. september, når Blair aflyser den engelske.

Netavisen 31. maj 2005