Af Tue Magnussen
Den israelske torturbøddel Carmi Gillon
Sammen med to af Danmarks måske mest fremtrædende menneskerettighedsforkæmpere foretog jeg sent torsdag aften en politianmeldelse af en torturbøddel – en hård karakteristik, som man ellers skal være varsom med før en person er dømt i retten. Og det er præcis det hele sagen drejer sig om.
Politianmeldelsen af den tidligere israelske ambassadør i Danmark drejer sig om
at tortur er en forbrydelse, som man aldrig må undlade at straffe.
Anmeldelsen lyder i sin korthed:
Skodsborg, 9. Januar 2014
Til Nordsjællands Politi,
Vedr. hastende politianmeldelse af den israelske statsborger Carmi Gillon,der
pt. opholder sig i Danmark
Under henvisning til bl.a. forsideinterview i Kristeligt Dagblad 8. januar 2014
med tidl. ambassadør, for staten Israel i Danmark og tidl. chef for Shin Bet,
Carmi Gilllon politianmeldes han hermed for sit ansvar for tortur.
Anmeldelsen sker under henvisning til den 17. august 2001 indgivne
politianmeldelse (jvf. Ritzau-telegram af samme dag) og Danmarks
konventionsmæssige forpligtigelse til at retsforfølge for tortur, herunder
udlændinge, der opholder sig i Danmark, jvf. FN’s konvention mod tortur artikel
6. Det er således vigtigt, at der handles straks i denne sag inden C. Gillon
forlader landet.
Straffelovsændringen for ca. fem år siden, som eksplicit indførte tortur som
forbrydelse i dansk lov og samtidig understregede, at der ikke er nogen
forældelsesfrist for forbrydelsen tortur, er der tilvejebragt yderligere
juridisk grundlag for nærværende anmeldelse.
Yderligere kan det anføres, at den tvivl, der kom til udtryk fra dansk side i
august 2001 omkring Gillons immunitet som ambassadør ej længere er aktuel.
Derfor opfordrer vi Dem til en umiddelbar anholdelse af Carmi Gillon for, at
Danmark kan opfylde sin konventionsmæssige forpligtigelse i henhold til FNs
konvention mod tortur artikel 4 og især artikel 6, hvori det hedder: "...skal
tage ham i forvaring eller tage andre lovlige forstaltninger i anvendelse for at
sikre hans tilstedeværelse…."
Til orientering: Kristeligt Dagblad oplyser, at Gillon kun kortvarigt er i
Danmark i forbindelse med den jødiske filmfestival, der finder sted i København
9.- 12. januar.
Anmeldelsen sker til Nordsjællands Politi fordi vi, ATSF-fonden, har adresse i
Skodsborg.
Med venlig hilsen
f. Anti Tortur Støtte-fonden, ATSF
Inge Genefke, Bent Sørensen og Tue Magnussen
Anmeldelsen taler et langt stykke hen ad vejen for sig selv, alligevel vil jeg
gerne uddybe hvorfor netop denne politianmeldelse er så vigtig.
Ældre læsere af denne blog vil måske huske Gillon-sagen i sommeren 2001, som nok
har været den mest omfattende og afgørende danske tortursag. Forstået på den
måde at både den danske befolkning og alle folketingspartier- og vel at mærke
også Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti - i juli 2001 fordømte den nyudnævnte
israelske ambassadørs udtalelser til dansk TV og presse om at tortur er
acceptabel og han vedstod sit ansvar for Shin Bet-chef for brug at tortur når
det gælder Israels forsøg på at stoppe desperate palæstinensiske
selvmordsbombere.
Alligevel lykkedes det desværre ikke i 2001 at få bragt Gillon
for en domstol. I lighed med bl.a. Pinochet, Bush, Cheeney og Rumsfield er han
gået fri.
Jeg tror at der er flere grunde hertil: Gillon blev i bogstaveligste forstand
reddet af terrorangrebet 11. september – få timer før angrebet på World Trade
Center afleverede Gillon sine akkreditiver til dronning Margrethe – indtil da
bør en ny ambassadør iflg. skik og brug i de kredse – ikke udtale sig.
Men som bekendt ændrede dagsordenen sig drastisk om eftermiddagen og siden har
menneskerettighederne - i den erklæret kamp mod terror - været det første
offer; endog det absolutte forbud mod tortur tilsidesættes.
Efter Gillon blev Guantanamo, Abu Ghraib, water-boarding m.fl. navne og
begreber synonymt med tortur – Gillon selv omskrev tortur med ”mild fysisk
pres” .
For det andet mente det officielle Danmark ,at diplomaters immunitet vejede
tungere end Danmarks konventionsmæssige forpligtigelser.
For det tredie var bevidstheden om Israels konsekvente overtrædelser af
folkeretten, herunder enhver international menneskeretskonvention, ikke så
udbredt som den blev for fem år siden med angrebet på Gaza.
For det fjerde var
der enkelte danske politikere, der ikke var deres ansvar bevidst; det var ikke
kun Arne Melchior, der i en misforstået religiøs loyalitet med staten Israel
mente, at staten Israel var i en nødretssituation, der tillod Shin Bets brug af
tortur, men værre var det, at Mogens Lykketoft - som udenrigsminister –
accepterede, at Gillon kunne blive ambassadør i det erklærede foregangsland mod
tortur og Frank Jensen som justitsminister mente, at Wien-konventionen om
diplomaters immunitet havde forrang ift. at få retsforfulgt tortur.
Det er nok for sent at tale om ministeransvar, men man må opfordre de to herrer
som henholdsvis formand for Folketinget og som Københavns borgmester til at
indgå i det fælles kor, som man må håbe at politikere,
menneskeretsorganisationer, anti-torturcentre, venner af ”det andet Israel” og
andre gode kræfter med høj røst vil samle for en appel til de danske
myndigheder, især dansk politi om at tilbageholde Gillon så han kan komme for en
dansk ret
Tue Magnussen har 1999-2012 arbejdet som advocacy- og international projektkoordinator på
Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT.
Netavisen 12. januar 2014