Kommunister i Danmark: Hvad skal vi samles om? – Af Marie Herget Christensen og Gert Stenholt Madsen

Marie Herget Christensen og Gert Stenholt Madsen er tidligere medlemmer af DKP/ML og KP

I disse måneder forlyder det at en sammenlægning mellem KPiD (=Kommunistisk Parti i Danmark, red) og KP (= Kommunistisk Parti, red) skal være nærtforstående. I den forbindelse vil det være godt for os i den kommunistiske bevægelse at tage en debat om hvorvidt denne bestræbelse er frugtbar.

Det har længe (virkelig, virkelig længe – faktisk mere end 20 år) været et slogan blandt ledende kræfter i DKP/ML (Danmarks Kommunistiske Parti /Marxister-Leninister, nedlagt 2006 ved dannelsen af KP, red) og senere KP at det er af afgørende vigtighed at samle alle de danske kommunister i ét parti. Et parti der kan samle kræfterne, og også samle de kommunister der i dag står uden organisering. Kun på den måde kan kommunisterne virkelig rykke. Hvad vi skal samles om, er altid blevet tonet ned og henstår i stigende grad i det uvisse.

Det første man må konstatere om den igangværende sammenlægningsproces, er at det kun er halvdelen af de erklærede kommunistiske partier der er med. APK (=Arbejderpartiet Kommunisterne, red)  – der blev stiftet efter den store splittelse af DKP/ML i 1997, en splittelse som bl. a netop handlede om spørgsmålet om enhed – blev udelukket på meritter alene og uden nogen seriøs overvejelse fra KPs side. DKP (=Danmarks Kommunistiske Parti, red) blev udelukket på deres parlamentariske strategi og forhold til Enhedslisten. De der er med i sammenlægningsprocessen, er altså de der mener at være enige – eller måske snarere at ville lægge deres uenigheder på hylden: KP og KPiD.

Det næste man kan konstatere, er at det på ingen måde er et enigt KPiD der går ind denne sammenlægningsproces. Faktisk kører der lige nu partikamp for fuld smadder i KPiD. Alligevel er den nuværende køreplan at gennemføre en sammenlægning allerede i foråret 2018. Der er næppe nogen tvivl om at hvis man gennemtvinger så radikal en beslutning mens partiet stadig er i kamp om linjen, vil det uvægerligt føre til endnu en splittelse af KPiD (som det skete ved sidste sammenlægning) – eller som minimum en kraftig afskalning af partiet med en stor gruppe uorganiserede kommunister til følge.

Det tredje man kan konstatere, er at heller ingen kommunister uden for partierne er inviteret med til at diskutere det politiske grundlag hvorpå dette nye sammenlagte parti skal stiftes. Det er en lukket fest.

Det vil altså sige at selv om sloganet lyder at kommunister skal samles, er de nuværende sammenlægningsbestræbelser en sekterisk omorganisering af en lille gruppe af de mange erklærede kommunister i Danmark, snarere end en reel stræben efter politisk enhed.

Man siger jo at historien gentager sig, og vi mener det er vigtigt for debatten om sammenlægning at se tilbage på, hvordan det gik i sidste sammenlægningsproces, der førte til nedlæggelsen af DKP/ML og stiftelsen af Kommunistisk Parti KP i 2006. Vi var på daværende tidspunkt medlemmer af DKP/ML.

I processen skete der det, at flere og flere af vores kræfter blev suget ind omkring sammenlægningsprocessen, og flere og flere kræfter forsvandt fra bevægelsesarbejdet.

Det betød, at vi fik færre og færre kræfter til fredsarbejdet i en tid, hvor Danmark for alvor blev en krigsførende nation. Det medførte at vi nogle år efter sammenlægningen besluttede helt og aldeles ikke at prioritere fredsbevægelsen. Og det betød vi fik færre og færre kræfter til Rød Ungdom. I sidste ende betød det døden for den vigtigste revolutionære ungdomsorganisation i 90’erne.

Det betød, at vi diskuterede mindre og mindre politik af frygt for at hindre sammenlægningsprocessen. Og at kritik blev lukket ned som sammenlægningsfjendtligt.

Det tærede hårdt på især de unge kræfter i partiet og der faldt mange fra. Men vi fortsatte ufortrødent ud fra en ide om, at der ville komme skred i tingene efter en sammenlægning. Vi fortsatte frem, og tænkte at nu var tiden ikke til at stoppe op og være selvkritisk – det måtte eventuelt komme senere.

I det andet parti (KPiD) endte en bitter partikamp som bekendt med en splittelse af partiet, og den store samling af kommunisterne blev således ikke en sammenlægning af de kommunistiske partier, men en likvidering af DKP/Ml, en sprængning af KPiD og en reorganisering af en fraktion fra KPiD og DKP/ML. Resultatet var ét skridt frem og (mindst) to tilbage.

Efter sammenlægningen troede mange, at rykket ville komme, at nu ville folk slutte sig til os, og vi ville endelig have kræfter nok til at kunne gå ind i bevægelserne igen. Til at lave politik. Men meget af DKP/MLs partiapparat var lukket ned med partiet og der fulgte årevis med partiopbygning og indadvendt aktivitet. Det betød, at endnu flere faldt fra, og at mange af de nytilkomne forsvandt igen. En tendens der stadig er udpræget.

Men var det så det værd, spørger vi os selv om i dag – i al fald en del af os – der var med .Var det rigtigt at satse alt på den sammenlægning? Blev vi større, stærkere, mere samlede? Rykkede vi? Det spørgsmål er aldrig blevet diskuteret (i hvert fald ikke af os der tog beslutningen). Det blev nemlig besluttet i ledelsen i det nye KP, at man ikke kunne evaluere samlingsprocessen og hvad der var sket i partierne op til sammenlægningen, fordi det var jo foregået i andre partier.

Men man står sig muligvis ved at tage den diskussion, inden man kaster sig ind i en ny sammenlægning. For os at se er det nemlig åbenlyst, at vi ikke opnåede det vi gerne ville, og at resultatet på ingen måde stod mål med den kraftanstrengelse, der blev sprøjtet ind projektet. For os at se er det nu klart, at det ikke var det værd. Og det er værd at holde fast i, for spørgsmålet er jo nu: Er det det rigtige at gøre denne gang?

Der er ingen tvivl om at de danske kommunister står splittede. Men endeløse reorganiseringer og bogstavleg med hvor få eller hvor mange nye K-partier vi kan få, løser intet. Det er et forsøg på en organisatorisk løsning på et politisk problem. Vi må tage os selv alvorligt som bevægelse, så vi ikke bliver til en Monty Python-parodi. Det der kan samle os nu er ikke at bruge endnu flere kræfter på snævre reorganiseringer, og nye bogstavkombinationer, det der kan samle os er at opbygge en bred revolutionær bevægelse på tværs af partiskel.

I stedet for blindt at ville samles, må vi tage diskussionen om, hvad er det vi vil samles om? I stedet for at stirre os blinde på at ville rykke, må vi tale om hvor er det, vi vil rykke hen?

I KP hedder det sig at der kun er historiske uenigheder og “luksus” uenigheder partierne i mellem. Uenigheder man ikke kan tillade sig at lade komme i vejen når kræfterne er så få. At i de daglige kampe er vi helt enige. Vi mener det er godt og vigtigt at vi er enige og kan kæmpe sammen. Men det kan vi med mange gode kræfter. Det har altid været kommunisternes metode at lave enhedsarbejde i de dagsaktuelle kampe med alle der kunne enes om den aktuelle parole. Men vi må som kommunister også hele tiden huske det revolutionære perspektiv. For at samles i et kommunistisk parti må vi kunne enes om mere end de dags aktuelle spørgsmål. Der må vi være enige om strategien for at nå frem til revolutionen.

For er de nu også så luksuriøse, de uenigheder? Hvad med når det kommer til spørgsmålene om hvordan vi nedbryder statsmagten og får fratvunget voldsmonopolet dets magt? Hvad med når det kommer til spørgsmålet om socialisme i Danmark og hvordan den skal se ud? Det er principielle og afgørende spørgsmål, som det kommunistiske parti må have klare svar på – og ikke udskyde til en uvis fremtid. For dets handlinger afhænger af svarene.

Ja vi står ideologisk splittede og mange af os også uafklarede. Det løser vi ikke ved at diskutere organisering, vi løser det ved at diskutere politik

Dette indlæg er fremsendt til Skub (udgives af DKP), Arbejderen (udgives af KP), Kommunist (udgives af KPiD) og Kommunistisk Politik (udgives af APK).

KPnet 7. september 2017