Af Kommunistisk Politik –
Organisationen Oxfam International – som den danske ulandsorganisation Ibis netop er blevet medlem af – er kendt for sine årlige rapporter om udviklingen af de globale fattigdomskløfter. De plejer at være gode for nogle overskrifter også i mainstreammedierne. Sådan har det også været i år.
Særligt to overskrifter er gået det meste af jorden rundt.
Den ene er at
De 62 rigeste personer i verden ejer lige så meget som den fattige halvdel af verdens befolkning
Den anden lyder sådan
Den rigeste ene procent ejer mere end de resterende 99 tilsammen
Det er grundlæggende fakta om den globale indretning – og dommedagstrompeter over et sygt, perverst og udlevet system.
Selvom mange systembevarende kræfter arbejder ihærdigt på at bilde verden ind, at udviklingen bevæger sig i en anden retning – mod mere social lighed, mod mindre fattigdom – viser de nøgne tal og kendsgerninger noget andet: Det bliver værre! Et fåtal af rige blive stadig rigere, det store flertal stadig fattigere.
Den økonomiske verdenskrise i 2007-08 betød en ekstraordinær og gigantisk statslig støtte til kriseramte banker og finanskapital, som har forgældet mange lande, og er betalt med velfærdsreduktion, har sat yderligere skub i uligheden og kløfterne mellem rig og fattig.
Oxfams data viser, at ’formuen’ som den fattigste halvdel af verdens befolkning råder over, faldt med 41 pct. mellem 2010 og 2015, på trods af at der kom 400 millioner flere mennesker til på kloden. På samme tid øgedes de 62 rigestes formuer med 500 milliarder dollars til 1.76 billioner dollars.
I 2010 skulle der 388 milliardærer til for at de ejede det samme som den fattigste halvdel. I 2014 var det 80. Nu altså 62. Det går hurtigere end Oxfam havde forventet.
Den rigeste procent af verdens befolkning ejede i gennemsnit 1.7 millioner dollars. De fattigste 648 millioner har i gennemsnit 5000 dollars.
Disse afslørende kendsgerninger om et dødssygt og dødsdømt system må selvfølgelig anfægtes fra systemets side – udover at blive imødegået med nye løgne og fordrejninger.
Chris Giles, økonomiredaktør på Financial Times, forsøger at anfægte Oxfams data og hævder, at rigdomskløfterne i verden bliver udjævnet og at fattigdommen globalt set mindskes. Hans argumenter tages grundigt ved vingebenet af den marxistiske økonom Michael Roberts på hans blog i indlægget
The 62 billionaires and the truth about inequality
Faktisk tæller Oxfams opgørelse ikke de rigestes formuer med, der befinder sig i skattely. Det er astronomiske summer. Det er anslået til 7.6 billioner dollars, ifølge eksperten Gabriel Zucman.
Oxfam anslår, at 30 pct. af Afrikas finansielle formuer befinder sig i skattely. Tabet i skatteindtægter herfra på 14 milliarder dollars ville være nok til at betale for sundhedsudgifter for mødre og børn til at redde fire millioner børns liv hvert år og ansætte nok lærere til at alle afrikanske børn kunne komme i skole.
Oxfam-rapporten offentliggøres op til det årlige møde i det verdensøkonomiske forum (WEF) i Davos. 9 ud af 10 virksomheder tilknyttet WEF er aktive i mindst ét af skattelyene. Oxfam vurderer at multinationale selskabers skatteunddragelser koster udviklingslandene mindst 100 milliarder kroner årligt. Selskabernes satsning på skattelyene fremgår af, at deres investeringer i disse firedobledes mellem 2000 og 2014.
Oxfam og dens danske medlemsorganisation Ibis mener at have et middel mod den voksende ulighed: At eliminere skattelyene.
Som Ibis-chefen i Danmark Lars Koch siger:
– Vi diskuterer, om vi har råd til velfærd, råd til flygtninge og uddannelse. Vores spørgsmål lyder derimod, om vi har råd til skattely. Hvorfor har vi råd til skattely, som koster Danmark og udviklingslandene mange milliarder kroner i tabte indtægter hvert eneste år, som kunne bruges på uddannelse, flygtninge osv.
Lars Koch tilføjer:
– Regeringen skærer over otte milliarder kroner på uddannelse i Danmark. Det er hat og briller i et langsigtet investeringsperspektiv. De penge kunne man sagtens få ind ved at få lukket skattehuller.
Se
IBIS-chef: Vi har ikke råd til skattely
Modkraft 18. januar 2016
Problemet er, at det nuværende politiske system understøtter de multinationale og deres skattely. Derfor vil de ikke gøre noget ved det. Fiduserne er en del af den måde, det kapitalistiske system fungerer på.
Skattefiduserne er ikke hoedproblemet. Det er et økonomisk system, som i sig selv genererer større og større ulighed – år for år. Det som Karl Marx konstaterede og satte fingeren på. Det er det som må afskaffes, for at uligheden kan vendes på globalt plan.
Se også
Hvorfor fattigdom? På grund af rigdom! Hvorfor fattige? Fordi der er rige!
KPnet 27. november 2012
Rige danskere og fattige
Kommunistisk Politik 6, 2004
KPnet 20. januar 2016
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
