Tid til protest

Kommunistisk Politik 1, 2016
Leder

Der sendes i denne tids kraftige rystelser igennem EU-systemet og gennem landene, store som små. Den umiddelbare anledning er selvfølgelig de mange flygtninge, der har krydset EU’s ’ydre’ grænser og har begivet sig videre på en fortsat usikker færd. EU har ikke fundet et ’fælles svar’. Landene har hver især søgt egne løsninger, de fleste ved at spærre grænserne til naboen og søge at eksportere eller holde flygtningene ude. Den danske regering har gjort, hvad den kunne, for begge dele.

I de hundredtusinder af flygtninge fra Vestens krige og kaos’et, de har skabt i Mellemøsten og mange lande i Nordafrika, har de reaktionære overalt – herunder Løkke-regeringen, støttet af Dansk Folkeparti – fundet den perfekte syndebuk. Det hele er flygtningenes skyld. Især muslimernes.
Det holder bare ikke. Den danske velfærdsmodel er under pres. Den forvandles til en discount EU-model, men det har den været ved, længe før flygtningestrømmen voksede sig stor.

Velfærdens farvel er et resultat af den nyliberale reformpolitik, som både blå og ’røde’ regeringer har gennemført gennem årtier i EU. Af nedskærings- og sparepolitikken, der har ramt de mange, det store flertal.

Det er en følge af en politik til gavn for monopolerne, med privatiseringer og udliciteringer, med løntryk og faldende realløn, beskæringer af overførselsindkomster og en stærkt forringet offentlig sektor. Hvor alt er beskåret – bortset fra udgifterne til krig og militær, politi, lov og orden, professionelle politikere og administratorer og konsulenter, til kongelige og gemene snyltere. De rigeste har kunnet vælte sig i deres voksende formuer, mens de fleste må tælle på knapper.

Venstre-regeringen har drømt om i ly af flygtningekrisen at kunne banke endnu en stribe asociale nedskæringsreformer igennem i hurtigt tempo samtidig med at den ønsker at gå foran med hensyn til umenneskelig behandling af de asylsøgende, der skal plyndres til skindet og indkvarteres i telte i den danske frostvinter. Bare for at demonstrere en pointe om, at de intet har at gøre i Danmark, som til gengæld har ret til at bombe og sende soldater overalt, hvor USA og NATO vil have det.

Konsekvenserne af nedskæringsreformerne begynder snart at vise sig. Der vil komme flere hjemløse. Flere fattige børnefamilier, ikke mindst enlige. Sulten, som Lars Løkke påkaldte som noget sundt for samfundet, er begyndt at banke på.

Da finansloven for 2016 skulle køres igennem og det kom til at stå klart, at hundredtusinder af pensionister ville blive berøvet og mange risikerer at miste deres hjem, blev regeringen og dens støtter i blå blok tvunget på tilbagetog.

Dansk Folkeparti kunne ikke holde til at deres vælgerbedrag kom så tydeligt for en dag, så beskæringerne i boligydelserne blev sat i bero til senere afgørelse. Venstre-regeringen har ikke vovet at gå direkte videre til et andet punkt på regeringsprogrammet: Skattelettelser, især til de rige.

Lars Løkke, der ikke kan garantere holdbarheden af en finanslovsplan for et enkelt år, vil nu have en økonomisk 10-års-plan på plads, en 2025-plan, før Liberal Alliance kan få skattelettelser. Og så vil han have en aftale med EU, der går bag ryggen på det danske Nej til at opgive retsforbeholdet fra 3. december 2015.

Skjult bag teknokratiske navne som ’refusionsreform’ og ’omprioriteringsbidrag’ gennemføres håndfaste nedskæringer i kommunerne, hvor det kan mærkes og for alvor gør ondt. I form af fyringer af personale, forringelser i børneinstitutioner og skoler, ældrepleje, og på mange andre områder.

Det er kernevelfærden, der rammes, det er ikke fedtet, men benet der skæres i. Protesterne kan detonere i hovedet på regeringen, hvis de samles og organiseres. Det er oplagt for en kæmpende fagbevægelse, men LO har sat næsen op efter trepartsforhandlinger og efter at få indflydelse på en kommende nyliberal ’arbejdsmarkedsreform’.

Alligevel er Løkke-regeringen skrøbelig, og dens overlevelse er uvis, hvor taktisk dreven den end er. Den kan væltes af en massebevægelse, der vil det.

Redaktionen 12. januar 2016