Den 23. februar 2000 bragtes i det franske dagblad L’Humanité et sensationelt interview med titlen “Je ferai entendre ma voix” (“Jeg vil lade min stemme høre”). Interviewet var med Hamma Hammami (HH), talsmand for det forbudte Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti (PCOT).
Det var lavet i Tunesien af en af Ben Ali-styrets største legale kritikere, den tunesiske journalist Taoufik Ben Brik (TBB), der stadig lider under politisk forfølgelse og på daværende tidspunkt havde direkte forbud mod at forlade landet. Hammami havde siden den 27. februar 1998 levet under jorden, og interviewet blev derfor til under særdeles vanskelige betingelser og i allerdybeste hemmelighed.
Hammami sidder i dag fængslet efter en farceagtig retssag. Både i Tunesien og internationalt arbejdes der for at få ham løsladt.
Se Tunesien: Frigiv Hamma Hammami og hans venner
“Jeg vil lade min stemme høre”
TBB: Hvordan kan man leve under jorden i et land, der er så overvåget?
HH: At leve under jorden er ikke nogen let sag i et land som vores. Tunesien er forholdsvis lille. Befolkningen er udsat for stærk overvågning af et allestedsnærværende politiapparat (en politibetjent pr. 80-90 indbyggere) Og de strukturer, som Ben Alis regeringsparti har oprettet i byerne og på landet, spiller rollen som hjælpeorganer for sikkerhedstjenesten og “kvarterkomiteerne”, der fungerer under indenrigsministeriet og har til opgave at inddæmme befolkningen i byerne. Det er denne situation, der gør livet under jorden vanskeligt.
Når du er i fængsel, ved du, at du ikke kan komme ud, for nøglerne har fængselsbetjenten. Når du lever under jorden, er nøglerne til dit skjulested i dine egne hænder. Du er på en vis måde din egen fangevogter.Ydermere lever man under jorden hele tiden med den røde lampe tændt. Man må konstant være opmærksom på alt og være i stand til at undgå sikkerhedstjenestens fælder. Man må være rede til det værste, fordi måske arresteres man, uden at familien, venner og advokater ved besked.
Jeg kender ligefrem kæmpende mennesker, inkl. partimedlemmer, der foretrækker fængsel frem for at skulle leve under jorden.
TBB: Var det det bedste valg at gå under jorden? Er det ikke en måde at neutralisere sig selv på?
HH: Når man kæmper i en politistat, hvor enhver form for politisk, faglig, kulturel eller social aktivitet, der er uafhængig af det statsbærende parti, er kriminaliseret, bliver livet under jorden til et middel i kampen mod det vilkårlige, mod regimets ufatteligt store vilje til at sende alle i fængsel og tvinge et helt folk til tavshed for at udbytte og udplyndre det. Sikkert er det, at livet under jorden begrænser aktiviteterne for kampen, men det er meget bedre end at sidde i fængsel.
For gud hvilken gang inden for de sidste 25 år er jeg nu igen tvunget til at leve under jorden. Jeg er blevet vant til det liv. Jeg læser meget og reflekterer over de mange problemer, som de demokratiske bevægelser i Tunesien står over for. Og jeg deltager i udviklingen af partiets politik på forskellige områder.
Selvfølgelig vil det være noget ganske andet den dag, hvor jeg falder i hænderne på regimet. Men da vil jeg – som jeg har gjort tidligere – kæmpe for min løsladelse og for løsladelsen af alle politiske fanger. Fra bunden af min celle vil jeg lade min stemme høre imod Ben Alis diktatur.
TBB: Tror du, at din kone og jeres to døtre accepterer det valg, du har gjort?
HH: Selvfølgelig savner min kone, Radhia, og mine børn, Nadia og Oussayma, mig utroligt meget. Vi er forbundet med hinanden af en stor kærlighedshistorie. Om aftenen kan jeg ikke lukke øjnene, før jeg har kastet et blik på deres billeder. Min eneste trøst er de dejlige minder, som jeg har om de forskellige fælles oplevelser i vores liv mellem perioderne med enten fængsel eller liv under jorden. Den anden trøst er, at “mine kvinder” er af et særligt stof; de er i besiddelse af et eksemplarisk mod, og undertrykkelsen har forstærket vores kærlighed til hinanden. Radhia og jeg elsker vores børn meget, og vi har altid drømt om at få mange børn, især piger.
Siden vi blev gift i 1981, har vores liv hele tiden været besværliggjort af enten eksil, fængsel eller ophold under jorden. Undertrykkelsen frarøver dig også de elementære menneskelige behov: at kunne leve sammen med dine børn, forkæle dem og se dem vokse op.
Da jeg forlod Radhia den 27. februar 1998, var hun tæt på at skulle nedkomme med vores tredje barn. Den dag vendte jeg ikke hjem. Jeg var gået i byen for at købe ind til aftensmaden, men jeg kom aldrig tilbage. Eftersom vi har en indædt vilje til at få et barn mere, har vi haft den nødvendige dristighed til at narre Ben Alis almægtige sikkerhedstjeneste.
Det er sandt, at Radhia har været og hele tiden er overvåget. Det er også sandt, at jeg konstant eftersøges af sikkerhedstjenesten, men “når man vil, kan man”.
Oversat fra L’Humanité, 23. februar 2000
Netavisen 13. marts 2002
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
