Et øjebliks stilhed

Af Emmanuel Ortiz

Offentliggjort 12. september 2009
Kommunistisk Politik 19, 2009

Kommunistisk Politiks oversættelse er dedikeret til Erik Stinus

Før jeg går i gang med dette digt,
vil jeg bede jer om sammen med mig
at holde et øjebliks stilhed
til ære for dem, som døde i World Trade Center og
Pentagon sidste 11. september.

Jeg vil også bede jer
om at ofre et øjebliks stilhed
på alle dem som er forfulgt, fængslet,
forsvundet, tortureret, voldtaget, eller dræbt
    som gengæld for disse angreb
for ofrene i både Afghanistan og USA.

Og hvis jeg lige må tilføje en enkelt ting …
En hel dags stilhed
for de titusinder af palæstinensere som er døde
i hænderne på de amerikansk-støttede israelske
tropper under årtiers besættelse.
Seks måneders stilhed for de halvanden millioner irakere,
mest børn, som er døde af
underernæring eller sult som følge af en 11 år lang amerikansk
embargo mod landet.

Før jeg går i gang med dette digt
To måneders stilhed for de sorte under apartheid i Sydafrika,
hvor den nationale sikkerhed gjorde dem til fremmede
     i deres eget land.
Ni måneders stilhed for de døde i Hiroshima og Nagasaki,
hvor døden regnede ned og skrællede alle lag af
cement, stål, jord og hud
og de overlevende fortsatte som om de var i live.

Et års stilhed for de millioner af døde i Vietnam – et folk,
ikke en krig – for dem som
ved en ting eller to om lugten af brændende benzin, om
deres slægtninges ben som blev begravet deri, og deres
    babyer som blev født deraf.

Et års stilhed for de døde i Cambodia og Laos, ofre for
en hemmelig krig … Sssshhhh …
Sig ikke noget
vi vil ikke have de skal blive klar over
    at de er døde.

To måneders stilhed for årtiers døde i Colombia,
hvis navne, ligesom de skeletter de engang gik med,
har hobet sig op og er gledet ud af vores læber.

Før jeg går i gang med dette digt
En times stilhed for El Salvador …
En eftermiddags stilhed for Nicaragua …
To dages stilhed for guatemalanerne …
af hvilke ingen kendte til et øjebliks fred mens de levede.
45 sekunders stilhed for de 45 døde i Acteal, Chiapas.

25 års stilhed for de hundrede millioner afrikanere som fandt
deres grav langt dybere ned i havet
     end nogen bygning kan stikke op i himlen.
Der vil ikke være DNA-prøver eller tandlægekort
     til at identificeres deres rester.
Og for dem som blev klynget op og svingede i toppen af
     morbærfigentræerne i syd, nord, øst og vest …

100 års stilhed…
For de hundrede millioner af oprindelige folk fra denne halve verden her,
hvis jord og liv blev stjålet,
på postkort-skønne steder som Pine Ridge, Wounded Knee, Sand Creek,
Fallen Timbers, eller Tårernes Spor.
Navne nu reduceret til ufarlig magnetisk poesi på
vor bevidstheds køleskab …

Så I vil have et øjebliks stilhed?
Og vi står alle stumme tilbage
Vores tunger blev hevet ud af munden
Vores øjne lukket med hæfteklemmer
Et øjebliks stilhed
og alle digterne er stedt til hvile
trommerne falder fra hinanden og bliver til støv

Før jeg går i gang med dette digt
vil I have et øjebliks stilhed,
I sørger nu som om verden aldrig bliver den samme
Og vi andre håber at den for fanden ikke bliver det.
Ikke at den bliver som den altid har
været.

For dette er ikke et 9/11 digt.
Det er et 9/10 digt,
det er et 9/9 digt,
et 9/8 digt
et 9/7 digt
Det er et 1492 digt.

Det er et digt om hvad der får digte som dette
   til at blive skrevet.
Og er det et 9/11 digt, så
er det et et 11. september digt for Chile, 1971.
Det er et 12. september digt for Steven Biko i Sydafrika, 1977,
det er et 13. september digt for brødrene i Attica Fængslet,
New York, 1971.
Det er et 14. september digt for Somalia, 1992.

Det er et digt for hver eneste dato der falder til jorden som aske
Det er et digt for de 110 historier der aldrig blev fortalt
De 110 historier som Historien besluttede ikke at skrive ind
    i lærebøgerne,
De 110 historier som CNN, BBC, New York Times og Newsweek
    ignorererde.
Det er et digt for afbrydelse af dette program.

Og I vil stadig have et øjebliks stilhed for jeres døde?
Vi kunne give jer et helt liv af tomt:
De umærkede grave
De forsvundne sprog
Træerne og historierne der er revet op med rode
Navnløse børns ansigter med deres døde stirren

Før jeg går i gang med dette digt vil vi være
     stille for altid
eller bare længe nok til at sulten.
støvet begraver os
og I vil stadig bede os
om mere af vores stilhed

Hvis I vil have et øjebliks stilhed
så stands oliepumperne
afbrud motorerne og fjernsynene
sænk krydstogtskibene
lad aktiebørserne krakke
sluk de kulørte lamper
slet sms-beskederne
afspor togene, stop metroen.

Hvis I vil have et øjebliks stilhed
      så send en mursten gennem ruden hos Taco Bell,
og udbetal arbejderne deres tabte løn,
riv sprutforretningerne ned,
de store palæer, Hvide Huse, fængsler,
luksuslejligheder og luksusdyr.

Hvis I vil have et øjebliks stilhed
så tag det
Super Bowl søndagen,
den fjerde juli
under Dayton’s 13 timers udsalg
eller næste gang Jeres hvide skyldfølelse
    fylder rummene
 hvor mit smukke folk samles.

I vil have et øjebliks stilhed,
så tag det NU,
før digtet begynder.
Her, i ekkoet af min stemme,
i pausen mellem den anden hånds gåsegang,
i mellemrummet mellem kroppe der favnes,
her er jeres stilhed.

Tag den.
Men tag det hele …
spring ikke noget over.
Lad jeres stilhed starte ved forbrydelsens begyndelse.
Men vi,
vi vil i nat blive ved og ved
med at synge for vores døde.

11. september 2002

Emmanuel Ortiz (f. 1974) er en trediegenerations chicano/puertoricansk/irsk-amerikansk socialarbejder og rap-digter, bosat i Minneapolis, MN. Forfatter til digtsamlingen The Word is a Machete. Hans digte er offentliggjort i talrige tidsskrifter og bøger.  

9/11 skulptur opstillet ved Sølvtorvet, København, 11. september 2009
Foto: Kommunistisk Politik

Netavisen 21. september 2009