I 1998 udgav forlaget ”LIRA” i Tirana Nexhmije Hoxhas to erindringsbøger om sit liv med Enver Hoxha (1908-1985), den betydeligste marxist-leninist i anden halvdel af det 20. århundrede. Om vanskelighederne ved at skrive disse erindringer beretter hun selv i nedenstående forord. Bøgerne er først nu ved at blive oversat til engelsk. Den første er halvt færdig og ligger på nettet – den kan findes på www.allianceML.com.
Nexhmije Hoxha (født 1921) sluttede sig under den italienske besættelse af Albanien til det kommunistiske parti og modstandskampen. Fra 1943 var hun formand for den albanske kvindeunion.
Efter krigen blev hun gift med Enver Hoxha. I 1948 blev hun valgt
til nationalforsamlingen, og i 1952 til Albaniens Arbejdets Partis centralkomité. I 1966 blev hun leder af Instituttet for marxistisk-leninistiske studier. Efter Enver Hoxhas død blev hun formand for Den Demokratiske Front.
Hun blev under kontrarevolutionen i Albanien (1990) tvunget væk fra denne post og blev i 1992 fængslet på absurde og ubeviste anklager om misbrug af offentlige midler. Betydelige internationale protester var med til at forkorte fængslingen.
Hun er stadig bosat i Tirana og følger med i udviklingen af den albanske og internationale kommunistiske bevægelse.
Enver Hoxha under den
nationale befrielseskrig
Jeg besluttede at skrive disse erindringer om mit liv med Enver, da jeg følte et stærkt behov for at undertrykke den martrende ensomhed i min fængselscelle. Jeg startede med erindringsglimt fra vores ungdom, vores liv sammen, det første møde, vores kærlighed – som bandt os så nært sammen. Jeg havde ikke engang talt med mine børn om disse ting, og jeg har holdt disse minder for mig selv hele livet igennem.
I tidens løb blev vores ideale samliv stadig skønnere og omdannet til en kilde til uendelig lykke, og til en moralsk styrke, som holdt mig i live i meget vanskelige situationer og omstændigheder.
Dømt til 11 års fængsel, på absurde anklager, var det på forhånd besluttet, at jeg ikke skulle løslades, før jeg var over 80 år gammel. Det er af den grund, at jeg besluttede at skrive disse erindringer, så de efterlades til mine børn, for at de kan lære om deres forældres livserfaringer, fra før de blev født, og da de var små. Og også senere endnu, da vi ikke fandt tid til at tale med dem om disse ting. Så mine børn lærte dem at kende gradvist ved at læse de notater, jeg hemmeligt havde skrevet i fængslet. De var modige nok til at blive mine muser, sammen med deres familier – de hjalp mig til at opfylde det løfte, som jeg havde givet deres far, min Enver.
På mange kammeraters og venners opfordring har jeg besluttet jeg mig til at offentliggøre erindringerne og håber derved at tilfredsstille ønsket hos mange veteraner, Envers medkæmpere, og samtidig nysgerrigheden i de nye generationer, som ikke har kendt Enver som lederen af vort land og folk i næsten 50 år.
Iløbet af de syv år, hvor vort land gennemled et socialt og politisk sammenbrud, blev der sagt og skrevet meget om Enver og hans arbejde, hvoraf meget var absurd, banalt eller tilmed uhyrligt. I disse erindringer vil jeg ikke hæfte mig ved de mange bedrag og obskøniteter, som er blevet kastet ind på den albanske politiske scene. Jeg husker og beskriver Enver, nøjagtig som han var, livet igennem, under krigen, ved arbejdet, i sin politiske virksomhed, med familie og venner. Halvtreds år er en temmelig lang periode, og erindringerne, som afspejles i denne bog, er ikke videnskabelige analyser af denne periodes historie eller af Enver Hoxhas rolle. Selv som erindringer kan de ikke fuldstændigt dække dette tidsspand.
Men indespærret i en fængselscelle var det disse minder, som holdt mig oppe, og det var i denne situation, jeg begyndte at nedfælde dem – når jeg fik tilladelse til det, og når jeg havde mulighed for det. Hvert minde bragte andre med sig, indtil de blev for mange til at kunne rummes i et enkelt bind, og jeg besluttede derfor at dele dem i to bøger.
Første bog er den, som du holder i hænderne, ’Mit liv med Enver’.
Den omfatter vort første bekendtskab, vores kærlighed, vores møder under den nationale befrielseskrig, vores familieliv efter befrielsen, Envers daglige rutiner og arbejde, møder med udsendinge fra det jugoslaviske kommunistiske parti og deres agenter i vores parti (hvis mål det var at indlemme Albanien som den syvende republik i den jugoslaviske føderation); det nære venskab med Sovjetunionen på Stalins tid, og senere den notoriske revisionist N.S. Hrustjov og hans følgesvendes forræderi. Kronologisk arrangeret spænder disse erindringer til året 1973, skønt der ikke nødvendigvis i hvert kapitel følges en streng kronologi.
Anden bog omhandler ’Mit liv med Enver. De sidste 10 år”. Erindringerne i denne bog er til en vis grad adskilt fra hinanden, og denne periode var også en temmelig forstyrret periode for partiet og for vores regering. I slutningen af 1973 ramtes Enver af sit første hjerteanfald. I de seneste år med ’demokrati’ har der været drevet en masse spekulation om Envers helbred.
Men jeg kan, baseret på de beviser, jeg besidder, kategorisk afvise de falske rygter om Envers manglende evne til at fortsætte arbejdet i hans ansvarsfulde embede. De efterfølgende år var fulde af aktiviteter, både på den politiskescene og i hans personlige skabende virksomhed. Dette bevises af hans bredt anlagte virksomhed i hele denne periode, hans mange politiske
initiativer og af adskillige bind erindringer ,som han skrev i tillæg til sine ideologiske og politiske skrifter.
I 1974 og ’75 måtte Enver kæmpe imod fjendtlig virksomhed rettet mod partiet, imod anti-socialister og anti-nationalister, som stod i forbindelse
med nogle partimedlemmer. Jeg skriver om disse i mine erindringer og viser, hvordan Enver Hoxha behandlede og overlevede disse vanskeligheder.
Der har været megen spekulation i omløb vedrørende forholdet mellem Enver og Mehmet Shehu. Derfor har jeg viet et helt kapitel i bog 2 til den særlige karakter af dette forhold, om det langvarige samarbejde og Mehmet Shehus selvmord.
En særlig del af denne anden bog er helliget ikke bare personlige minder, men også Envers argumenter vedrørende karakteren af forbindelserne med Kinas Kommunistiske Parti og den kinesiske stat. Disse argumenter modsiger ikke bare den liberale fløj, som holdt sig til den tese, at ’Alliancen med Kina var forkert’, men også den anden fløj, som beklagede ’adskillelsen fra Kina’.
Jeg kunne selvfølgelig ikke udelade en beskrivelse af hans karakter og personlighed som et menneske med kulturelle interesser og en vid horisont.
Enver respekterede i særlig grad mænd og kvinder med videnskabelig, kunstnerisk og litterær baggrund. Det er med stor misfornøjelse, at jeg har måttet læse forskellige frit opfundne og tilsværtende anklager fra mange politikere, forfattere og intellektuelle, som er fuldstændig usande.
Med hensyn til hans forhold til folk– ligefremme folk – var Enver altid en populær leder. Over for sine medarbejdere optrådte han som en ven og en respekteret lærer, som han gjorde det med revolutionære og marxister-leninister fra andre lande. Han var en diplomat med politikere og udenlandske venner, og med sin familie og venner var han MENNESKE.
Jeg undskylder over for læserne, hvis der kan findes mindre unøjagtigheder. Det bør tages i betragtning, at disse erindringer blev nedskrevet, da jeg var fængslet, og uden at have adgang til nogen dokumentation. Dér fik jeg ikke engang lov til at benytte min mands bøger, hvorved jeg kunne have tjekket og opfrisket mine minder. Jeg kunne heller ikke gøre dette, selv efter jeg kom ud af fængslet. De første seks måneder i 1997 er berygtede for det politiske kaos i Albanien. Det var en politisk, økonomisk og socialpsykologisk krise, og midt i denne kunne jeg ikke få adgang til mine familiearkiver (som opbevares i Statsarkiverne sammen med Albaniens Arbejdets Partis (PPSH’s) Centralarkiv). Det sidstnævnte var heller ikke tilgængeligt for mig i anden halvdel af 1997. Og jeg har stadig ingen adgang til dem, så jeg må fremlægge erindringerne som de nu er, denne gang til offentliggørelse.
Med alle de vanskeligheder jeg har mødt ved forberedelsen af disse erindringer, vil jeg gerne sige, at de ikke var fremkommet uden støtte og konkrete bidrag fra venner, som har bistået mig som rådgivere for en sådan udgivelse, og dem, der som udgivere har stået for offentliggørelsen af denne udgave.
Jeg vil ikke for nærværende nævne deres navne, af let forståelige grunde, men jeg vil alligevel udtrykke min taknemmelighed og min respekt for deres velvilje og utvetydige stilling trods de ukendte storme, der har passeret hen over vort folk og vort land.
Jeg udtrykker også min taknemmelighed over for forlaget, som har påtaget sig at lade mine samlede memoirer se dagens lys.
Læs også
Klaus Riis: Vi husker Enver Hoxha
Netavisen 28. september 2006
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
