OL med politiske bommerter

Skuespil i stedet for brød: OL i London og Fuck the Queen – set fra fladskærmen

Hvad er nu det?
Det er min kone, som retter spørgsmålet til fladskærmen. Hun har i den sidste uge været lettet over, at Tour de France er overstået, så nu er der håb om lidt samvær med husbonden. Alligevel er skærmen fyldt med halsende ryttere omgærdet med masser af hujende mennesker:

OL 2012 i London er skudt i gang! – som afløser for Tour de France, som afløste Wimbledon, som afløste europamesterskab i fodbold! Det er atter en sommer med et væld af sportsarrangementer. Der rummes virkelig mulighed for at mange familier går mere eller mindre i opløsning, fordi nogle familiemedlemmer insisterer på at bruge al fritid og ferie omkring den firkantede.

Netop denne søndag hvor landevejscykling for mænd afgøres, er det for deltagerne pay back time. Britten Mark Cavendish, der vandt VM i København sidste år, er storfavorit til at vinde.

Storbritannien har nemlig formået at opbygge et sandt superhold, hvilket også udmøntede sig i en total dominans i Tour de France med Bradley Wiggins fra Team Sky som vinder. De fløj så lavt og hurtigt, at de helt overså, at man i denne sport skal uddele nogle smuler til de andre, selvom de ikke har dopet sig lige så effektivt.

Det straffede resten af verden dem så for i søndags: Stort set samtlige nationer kørte mod England og Mark Cavendish.

Bradley Wiggins har ellers forsøgt at ’lande’ oven på triumfen i Frankrig. Han er naturligvis blevet overdænget med lykønskninger og ros. Heriblandt fra sit yndlingsidol, som er guitarist i et band, samt – som etiketten nok tilskriver – en hilsen fra ’The Queen’.

Bradley var tilsyneladende meget afslappet over dette. På twitter kunne man således læse hans reaktion:
– Jeg er beæret over gratulationen fra min yndlingsguitarist; men fuck the Queen!

Det kan nok være, at det skilte vandene i og omkring øriget.

Over, under og ved siden af arrangementerne skinner den politiske agenda igennem facaden. Det gælder også for det britiske establishment, der på linje med Ukraine forsøger at slå politisk mønt ved OL.

Derfor var fortørnelsen også stor, da USA’s præsidentkandidat Mick Romney, som var på besøg i OL-byen midt under legene, kritiserede englænderne for mangel på organisatorisk talent. Det har han også fået ørerne i maskinen for – i og udenfor England. Mere af den slags og det amerikanske præsidentvalg er afgjort.

England behøver imidlertid ikke hjælp udefra, når det gælder om at bomme.

Allerede under de første konkurrencer, der startede dagen inden åbningsceremonien, formåede arrangørerne at skærpe krigsfaren. Ved optakt til fodboldkampene præsenteres de enkelte spillere med billede, navn og nationalt flag på en storskærm på stadion.

Nu har briterne jo kun haft 4 år til at forberede legene, så måske er det tidspresset, der fik arrangørerne til at flette de enkelte nordkoreanske damefodboldspillere sammen med det sydkoreanske flag.

I betragtning af at de 2 nationer formelt stadig er i krig, og Nordkorea konstant bliver chikaneret af den ’frie’ vestlige, kapitalistiske verden, så er det forståeligt, at nordkoreanerne i protest forblev i omklædningsrummet. Problemet blev imidlertid løst, og Nordkorea vendte det hele til en triumf ved at slå de portugisiske kvinder med 2-1.

Og sådan vil også dette OL fortsætte – med livsvigtige sejre, rystende nederlag, utilsigtede bommerter, bevidste ‘bommerter’ – ferieunderholdning og gigantindustri, mens næste krig er på vej.

Netavisen 29. juli 2012