Kaktussens land

Af Kaj Rudi

Det er ikke ofte, der udkommer en ny og brandaktuel bog om Palæstina på dansk. Det gør der nu: Den er skrevet af Carlo Hansen, som har valgt at kalde den ‘Kaktussens land’. På arabisk er ordet for kaktus saber og på dansk tålmod. Carlo Hansen er en journalist med holdninger, en, der tør at tage stilling.

Carlo Hansen – født i 1939 i Bov – er journalist ved Randers Amtsavis. I mere end 20 år har han interesseret sig for Mellemøsten og Israel, som også har været hans hovedområde ved Århus Stiftstidendes udlandsredaktion. I de sidste mange år har han besøgt Israel og Palæstina jævnligt.
Kaktussens Land er ikke blot en bog om Palæstinas historie. Den går bag om myterne og løgnene og er ikke mindre end en nøgle til at forstå, hvad der sker i Mellemøsten i dag. Bogen bør simpelthen læses af alle jer, der til daglig er i aktivitet for at gøre opmærksom på palæstinensernes sag, samt af jer, der er aktive mod USA’s terrorkrig og af alle historieinteresserede, historielærere. Eller simpelthen af alle, der blot vil vide mere om, hvorfor Mellemøsten igen og igen fremstår i medierne som et konfliktens og storpolitikkens område.

Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog, men er samtidig yderst veldokumenteret og er fremragende som opslagsbog. Blot er det en skam, at den ikke er forsynet med et data eller datoregister, hvad den fortjener. Nøgne fakta skifter med Carlo Hansens egne rystende oplevelser på sine rejser rundt i Mellemøsten, hvor han både kommer bag om palæstinensernes såvel som israelernes natur. Det er beretningen om stormagternes beskidte del og hersk-politik, om kontrol og splittelse af Mellemøsten gennem rå militærmagt og intriger og fordækte aftaler, der i sidste ende splittede den arabiske enhed og samling.

Der er svært at fremhæve enkelte afsnit af bogen, da de ikke vil yde bogen fuld retfærdighed. Alligevel vil jeg her fremdrage steder i bogen, som jeg særligt har hæftet mig ved.
Tag f. eks. den zionistiske løgn om, at “folket uden land” – jøderne – vendte hjem til “et land uden folk”. Bogen dokumenterer, at det, der blev Palæstina, var et frugtbart og velopdyrket land befolket af kultiverede indbyggere.
“Som landbrugsland sendte Palæstina indtil 1882 altid en stor landbrugseksport til nabolandene Egypten og Libanon, og efterhånden også til Europa. Og fra 1850 spillede europæiske handelsrepræsentanter i Palæstina en stor formidlerrolle. Jaffa, Haifa og Acre var vigtige eksporthavne. Herfra udskibedes hvede, byg, sesam, olivenolie og sæbe, appelsiner, frugter, grønsager og bomuld. Kunderne var Frankrig, Egypten, England, Syrien, Lilleasien, Grækenland, Italien og Malta.”

Stormagters rivalisering
Men situationen ændrer sig i Mellemøsten fra 1882 og frem, hvad der især får katastrofale følger for de palæstinensiske områder. De ledende europæiske kapitalistiske lande får øjnene op for de mange fordele ved at have kontrollen over Mellemøsten, strategiske som handelsmæssige, og især England og Frankrig rivaliserer om områderne og benytter del og hersk-politikken, hvor befolkningen bliver brugt som kastebold. Det var også fra den tid, de første store jødiske indvandringer til Palæstina fandt sted.

“Der går en direkte linie fra FNs flygtningelejre og det palæstinensiske eksil tilbage til det 19. århundrede, da den palæstinensiske katastrofe blev grundlagt. Tyrkernes århundredelange besættelse af Palæstina gik lige over i Første Verdenskrigs ødelæggelser, der ruinerede landet og decimerede befolkningen og sluttede med de vestlige stormagters opdeling og overtagelse af regionen og etableringen af den zionistiske bosætterkolonialisme.”
Sådan indledes kapitel 5. Ved opdeling blev Palæstina skilt ad og skilt ud fra de andre arabiske områder i en proces, som kun kunne betragtes som en katastrofe for det palæstinensiske folk.

“Med en befolkningsandel på under 10 procent af Palæstinas samlede befolkningstal ved århundredeskiftets begyndelse erobrede europæiske jøder med vestlig støtte og under politisk og militær beskyttelse målbevidst og systematisk vigtige dele af Palæstina bid for bid, mens palæstinenserne så det forsvinde for øjnene af sig.”
Således mistede palæstinenserne efterhånden rådigheden over store dele af den dyrebare jord og blev i løbet af nogle årtier daglejere og proletariserede arbejdere.
I en situation, hvor det palæstinensiske samfund var faldet sammen på grund af fremmede magters hundredårige indblanding og undertrykkelse, opbyggede zionisterne med vestlig kapital en zionistisk stat i hurtigt tempo.

Zionisterne erobrer jorden
Den første zionistkongres fandt sted i Basel, og den blev startskuddet til jødernes overtagelse af Palæstina. På kongressen blev der fremhævet tre punkter for overtagelse af Palæstina:
1. Masseindvandring af jøder.
2. Erobring af jorden.
3. Fordrivelse af araberne.
Senere blev der i Palæstina under parolerne “jordens erobring” og “arbejdets erobring” ført en udelukkelsespolitik mod den palæstinensiske befolkning. Ikke nok med, at jorden blev opkøbt, men det blev forbudt at beskæftige arabere, og arabernes varer blev boykottet.

Det førte til en række palæstinensiske opstande fra 1936 til 1939. De begyndte med generalstrejke og fortsatte i væbnet opstand, i første række rettet mod briterne som besættelsesmagt og jødernes beskyttere. Interessant er blandt andet, at kravene under strejken var:
Stop den jødiske indvandring.
Forbud mod salg af jord til jøderne.
En national regering.
Opstanden var i første række rettet mod det britiske mandatstyre, og dernæst mod den jødiske indflydelse, men var også en opstand, der viste de klare klasseskel i det palæstinensiske samfund selv. Slumproletariatet og de fattige bønder, som udgjorde det store flertal, mod den palæstinensiske overklasse, der ønskede at sikre sine rigdomme og derfor var til fals for hurtige kompromisser med briterne.

Palæstina sælges
I hele spillet og rivaliseringen om Mellemøsten blev Palæstina ´solgt` til jøderne. Det skete med Balfour-deklarationen i 1917, hvor den britiske regering lovede jøderne, at de måtte etablere deres nye nation i Palæstina. Forfatteren A. Koestlers citeres for at have sagt, at med Balfour-deklarationen “lovede en nation højtideligt en anden nation en tredje nations land”.

Men briterne havde en plan med at love Palæstina væk. Den zionistiske leder Max Nordau vidste også, hvad der forventedes af den kommende zionistiske stat, men brugte også situationen til opnåelse af egne mål. I en tale til de britiske ledere i London udtrykte han i 1919 det således:
“Vi ved, hvad der forventes af os. Vi skal bevogte Suez-kanalen. Vi skal være vagtposter langs deres vej til Indien via Nærøsten. Vi er rede til at opfylde denne vanskelige militære tjeneste, men det er essentielt at tillade os at blive en magt for således at gøre det muligt for os at udføre vores opgave.”

Carlo Hansens bog dokumenterer også på overbevisende måde alle de metoder, zionisterne brugte og bruger for at fordrive palæstinenserne fra deres hjem og land. I omtalen af Deir Yassin-massakren påvises det blandt andet, hvordan zionisterne ud over massakrer og mord allerede dengang brugte metoder som systematisk voldtægt for at gøre livet umuligt for de kvinder og familier, det gik ud over, og fremskynde frivillig eksil.

Forsøg på at ødelægge den palæstinensiske ungdom
Den zionistiske undertrykkelse og terror påvirker de palæstinensiske børn og unge drastisk. Det bliver grundigt dokumenteret, at hele ungdomsgenerationer bliver dybt traumatiserede. Tallene for de dræbte og sårede er gruopvækkende, f. eks. blev der under den første intifada fra 1987 frem til Oslo-aftalen i 1993 såret 22.000 børn.
Det var i en periode, hvor Israel brugte påståede humane metoder som gummikugler. Disse humane metoder forhindrede dog ikke gummikuglerne i at trænge dybt ind i børnenes kroppe eller hjerner, afhængig af hvor de israelske soldater sigtede.

Traumatiseringen af børnene, når de oplever at forældrene ikke kan beskytte dem, og familien, når børnene bliver mishandlet for øjnene af forældrene, når de udsættes for de lange isolationsfængslinger uden mulighed for besøg af forældrene, og de efterfølgende lange fængselsdomme af børnene har langtidsvirkende indflydelse på børnenes sind og fremtiden for ungdommen. Det er de børn og unge, der skal forhandle fred med Israel.

Carlo Hansen: KAKTUSSENS LAND. En rejse i selvbedrag. 100 års kamp om Palæstina
287 sider, 275 kr. i løssalg.
Bogen udkommer den 7. juli 2002 på Forlaget Klim

Kommunistisk Politik 12, 2002