Savage Rose’s Samlede: Kærlighedens og oprørets sange

Annisette og Thomas Koppel omtales tit som sære fugle, eller måske snarere: et par sjældne planter, i en til det yderste kommercialiseret musikverden, der drejer sig om stjernestatus, glitter og hurtige penge, om multinationale selskabers magt, om smagsdiktat, kulturimperialisme og ideologisk aggression.
Det forholder sig nu modsat. Det er den kommercielle musikverden, der er forhekset i sin evige dans om guldkalven.

Der er intet sært ved Savage Rose eller deres udvikling.
Fra først til sidst løber der en rød tråd gennem deres liv og produktion: nøgenheden over for tilværelsen, respekten for det mangefacetterede liv, solidariteten, ømheden og tiltroen til de lidende og kæmpende mennesker i verden. Troen på, at kunsten har en revolutionær funktion, at musikken kan være en portal til livets hellighed, til det jordiske paradis, til håb og til handling. At den laves til de mange, til de levende mennesker.

Hvad der slår én ved genhøret af det ene fortryllende og magiske album efter det andet, er, at Roserne har bevæget sig midt i deres tid, på livets brede landevej, midt i virkeligheden, midt blandt menneskene. Uden at falde i skæve grøfter, uden nogensinde at være ekstreme, støttet på skarpe sanser, rene følelser og den simpleste fornuft af alle: menneskelighedens. Og dermed oprørets og revolutionens.
Deri ligner de en af de store fra vores egen historie og verdenskulturhistorien: en Martin Andersen Nexø.

Fra 68 indtog musikken noget af den plads, som nogle generationer før suverænt tilkom digtningen og de store romaner. Mere end noget andet skriver den tidshistorie. Og Savage Rose tegner et suverænt kapitel i den danske lige siden.
Den store genudgivelse af de første 16 cd’er – fra debuten The Savage Rose til og med Månebarn fra 92 – er eksemplarisk. Den ‘rigtige’ lyd er genskabt, de originale omslag genoptrykt, dedikationer og ledsagekommentarer bevaret, og sangene gengivet i deres helhed, de dansksprogede også i koncentrat på engelsk.
Sammen med sangene kommer derfor også følgende 80’er-statement – fra coveret til En vugge af stål:

High masters in the East & West: We hereby don’t send you no appeal for peace, freedom & democracy. In the West you call yourselves democrats, advocates for the rights of man. In the East you decorate yourself with the stolen name socialists.
Your true faces behind the thinly worn masks are the same: oppression, fascism, war.
No we don’t send any appeals. We find our place somewhere in the huge crowds of the Earths struggling proletariat. United by mutual experience they will put an end to the epoch of your Tyranny.
Der trækkes ikke fra, lægges ikke til.

Det bornerte danske musikmiljø har af indlysende grunde (: de kan ikke andet) været parat til at anerkende Savage Rose en betydningsfuld plads i dansk musikliv, for deres enestående kunst, og desto større plads, hvis de ville udvise en smule ydmyg anger. Og aviskritikerne er ikke de eneste, der har ventet – og ventet forgæves. Roserne er for længst ude over den lilleverden.

Hvad skulle de også fortryde?

Det bedste svar på de såkaldte ‘demokraters’ klapjagt på venstreorienterede er at slynge dem kendsgerningerne i hovedet. Slynge alle dem i hovedet. Rosernes kendsgerninger er deres musik, snesevis af perler bundet sammen til en stor krans, der hedder sangen for livet:

Skulle de ‘angre’ deres støtte til palæstinensernes kamp, ofte fremsat musikalsk? Men palæstinenserne har stadig ikke fået deres land tilbage, de palæstinensiske børn bliver stadig slagtet, de rejser sig stadig i intifadaen. Skulle de angre solidariteten med det socialistiske Albanien? Kontrarevolutionen gjorde det til en kapitalistisk spillebule af prostitution og narko, og til en base for aggression mod andre.

Så intenst har Roserne levet i deres tid, at selv de tidsbestemte sange bliver almengyldige.
Hele verden får kendsgerningerne lagt frem: Lad menneskene dømme selv! De har et stort publikum også uden for Danmark, ikke kun fra dengang, førende amerikanske kritikere kaldte dem den vigtigste musikalske eksportvare fra det europæiske 68, men også skabt i 70’erne og 80’erne uden om den kommercielle musikindustri. Deres ophold i USA danner også et godt udgangspunkt som dør til verden: Denne udgivelse viser til gengæld samme verden, nøjagtig hvem de er.

Vist lever vi i en ‘ny tid’ – under den ‘nye verdensorden’, hvor en tredjedel (2 milliarder) af menneskene på kloden lever for omkring eller mindre end 1 dollar om dagen, hvor 40.000 børn dør af sult hver eneste døgn, hvor fattigdommen igen og igen sikrer Dødens triumf. Og vist må også den bevidste kunstner udtrykke sig til tiden, og ofte med stor snilde.

Borgerlige anmeldere ringer til deres ortopæd for at få tæerne rettet ud, efter berøring med sangene fra 70’erne og 80’erne. Det er deres problem, selvom de prøver at gøre det generelt. Tænk bare på, at Eislers og Brechts eksplicitte sange fra begyndelsen af 30’erne først fik deres store renæssance i Vesten i 70’erne.

Er Rosernes engelsksprogede sange fra 60’erne og første halvdel af 70’erne et fornemt bidrag til en hel generations afsøgning af tilværelsen (kulminerende med albums som Babylon og Wild child), vil en pæn del af deres revolutionære 80’er-sange og af sangene fra de tidlige 90’ere, hvor de som de første danske kunstnere klart fangede karakteren af den nyetablerede globale uorden (på de fremragende Gadens dronning og Månebarn) blive klassikere, modne kunstneres suveræne udtryk.

At Thomas Koppel er en fremragende komponist, ved enhver. At Annisette udover sangerinde af verdensklasse også er en stor kvindelig dansk digter, har danskerne og resten af verden endnu til gode at opdage. Hendes sange er de mest glødende i perlekæden.

De to seneste engelsksprogede cd’er Black Angel og Tameless vil senere blive indlemmet i serien. Det er også planen til efteråret at udsende et større bokssæt med sjældne eller uudgivne optagelser, som bl.a. skulle indeholde balletten Dreamland, den sidste indspilning, som den store tenorsaxofonist Ben Webster medvirkede på.

Danmarks bedste live band gennem tiderne har utroligt nok aldrig udsendt en koncertoptagelse. Jeg ved ikke, om det indgår i planerne – det burde gøre det.
2001 bliver et markant Savage Rose-år. Også en ny CD kommer til efteråret.

De 16 CDer – otte engelsksprogede og otte dansksprogede – kan købes enkeltvis for omkring en hund. Men de er en serie, og kan kun anbefales som helhed. Selv den, der kender dem godt, vil gøre nye fund. Og de, der ikke gør det, har en enestående musikalsk verden i vente.

Produktionsleder Jens Andersen har sikret den høje kvalitet i serien. Et tidligere CD-optryk af de engelsksprogede plader var ringe, og er blevet trukket tilbage fra handelen.

I hvert tilfælde fire af seriens udgivelser har ikke tidligere været på cd: Det gælder Solen er osse din, en central plade i bandets udviklingshistorie, indledningen til dets brud med tidens rockmusikalske konventioner og til udviklingen af en lyd, der ikke ligner nogen anden i verden, og som er lige let genkendelig i København, New York og Ankara. Og det gælder den tidligere citerede En vugge af Stål, Vi kæmper for at sejre samt skøjteballetten Kejserens nye klæder.

Udgivelsen er forsynet med en begejstret indledning af David Fricke, kritiker på Rolling Stone, samt historien om genudgivelsen af Jens Andersen. Hver af dem rummer et kapitel af Thomas Koppels My Savage Rose Story, en fornøjelse at læse, en levende og varm indføring i deres liv og kunst.

Det er et centralt stykke dansk tids-, musik- og kulturhistorie, der er samlet. En anmelder i et borgerligt blad (Jakob Levinsen i Berlingske Tidende 23.2) havde fat i noget væsentligt, da han skrev, at rosernes udvikling nærmest ligner den danske tidsånds prioriteringer i perioden til forveksling: ‘De har blot hele tiden levet livet og musikken mere radikalt end de fleste af deres mere magelige jævnaldrende’.

Vi er stolte af dem. Det er dansk kunst som bedst, en lang periode af skabende virksomhed, der hele tiden har forstået at forny, fordybe og udvikle sig. Musikken lever, fuld af virkning endnu, hvor støvet har lagt sig på de fleste vinylriller og bogsider. Endnu mere stolte er vi, fordi de har valgt side med det store flertal, imod magthaverne, imod undertrykkelsen. Det er oprørets sange; de kan ikke dø. De vil også vække til liv i dag. Det er kernen i deres folkelighed, i deres masseappel.

Det er derfor, de elskes af de dybe lag: af arbejderkvinderne, af den kæmpende ungdom, af indvandrerne, der slås for en ny tilværelse. Det er derfor, sprogproblemer bliver ubetydelige, og palæstinensere, albanere, tyrkere, tyskere, baskere og amerikanere har taget dem til deres hjerte.

Tro ikke, det er for sent for dem at vinde verden med deres musik!
Dens hemmelighed: Den gør menneskene hele, sætter dem i kontakt med de dybeste følelser, håb og længsler. Den løfter os op mod himmelen og sætter os blidt ned igen, fulde af fremtidskræfter.

– Ku’ vores historier bidrage en smule til at give fornuften lidt selvtillid, ville det ikke gøre spor, siger Thomas Koppel.
Det gør de, og meget mere til.

Klaus Riis
KP5, 2001