Fremtidens europarti-system

Nice-traktaten rummer et afsnit om politiske partier. De karakteriseres således i traktaten:
‘Politiske partier på europæisk plan er vigtige som integrationsfaktor inden for Unionen. De bidrager til en europæisk bevidstgørelse og til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje’.
Udviklingen af et partisystem på Unionsplan, som består af de partier, der går ind for EU-superstaten, og som diskriminerer alle andre, har før været behandlet i Kommunistisk Politik. Nu får dette system for alvor ben at gå på med et forslag til finansiering af superstatspartierne fra EU-kommissionen, som ventes vedtaget af kommissionen om kort tid. Indholdet heraf er lækket til avisen The Times.
Ifølge Prodi og Co.s forslag – der er udarbejdet efter konsultation med de største partigrupper i EU-parlamentet – skal der gives hen ved 60 mio. kr. i skatteyderpenge til unionens kommende superpartier.
For at være berettiget til at modtage partistøtte skal et parti respektere statutterne for unionspartierne – med den nævnte grundklausul om at være ‘integrationsfaktor’ og bidrage til ‘europæisk bevidstgørelse’.
Forslaget stiller som yderligere betingelser for partistøtte fra EU, at
– partiet skal være repræsenteret i mindst en tredjedel af medlemslandene
– eller det skal være med i en gruppe i EU-parlamentet, som har pladser i mindst tre medlemsstater
– eller have fået mindst 5 pct. af stemmerne i de seneste valg i en tredjedel af medlemslandene.

Udemokratisk og diskriminerende
Indførelsen af disse regler vil give et enormt løft til udviklingen af fælleseuropæiske partier, der kan købe sig til valgsejre – mens EU-modstanderpartier og nationalt baserede partier simpelthen diskrimineres. Unionsdemokratiet er ‘demokrati’ for unionsstøtter.
Ifølge disse regler vil f.eks. Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative være berettiget til midler fra EU oven i den danske partistøtteordning – mens f.eks. Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen ikke vil få noget.
Ole Krarup siger bl.a.:
”En aktiv partistøtte vil dels kompromittere og undergrave de nationale demokratier, dels diskriminere over for nationale partier og bevægelser.”
Forslaget ventes snart vedtaget af kommissionen og skal derefter behandles på et ministerrådsmøde.
I Storbritannien har planerne vakt voldsom harme blandt de konservative EU-skeptikere. Det vil nemlig begunstige New Labour og Liberaldemokraterne. Ifølge The Times siger Francis Maude, konservativ ‘skyggeudenrigsminister’:
– De fleste vil med rette betragte dette forsøg på at øge EU’s kontrol med den politiske proces med mistanke. Det er dårligt for ytringsfriheden, og det er dårligt for demokratiet. Denne politiske fremgangsmåde vil give de partier, der arbejder for en EU-superstat, en gevaldig hjælp.
Dette er ubestrideligt. Også selvom det ikke kan udelukkes, at der i processen hen imod en virkeliggørelse af denne partistøtteordning kan findes kompromiser, der også kan købe en del af de såkaldte euro-skeptiske og euro-kritiske kræfter.

På vej mod et europartisystem
Indførelsen af en unionsparti-støtteordning skal selvfølgelig ses som et led i opbygningen af den europæiske superstats politiske system i forbindelse med udviklingen af en forfatning, EU-regering o.s.v. – hen imod en EU-variant af det amerikanske to-partisystem.
Der foreligger også planer om, at partier og parlamentarikere, der falder ind under de nævnte kriterier for at være ‘europæiske’, fra 2009 skal have lov til at opstille til EU-parlamentsvalg i alle medlemsstater, uanset deres oprindelse eller nationalitet. Ti procent af pladserne i EU-parlamentet skal reserveres til sådanne direkte valg på tværs af EU, og partistøtteordningen bruges til sådanne kampagner.
Der har ikke været megen debat i Danmark i forbindelse med Nice-traktaten om dette fremtidige partisystem, og traktatens nye ordlyd omkring partierne er meget kortfattede. Den udeblevne debat har sin simple forklaring. Den er dybt ubehagelig for de danske unionspolitikere.
I samme øjeblik traktatens bestemmelser om politiske partier konkretiseres, som kommissionen nu gør det, afslører deres rådne og udemokratiske indhold sig straks.
Selvfølgelig fremstilles selve forsøget på at fremme europartierne som en ‘styrkelse af den demokratiske proces’ i Unionen, men det er det stik modsatte.
Bondefangeri på unionsplan er et mildt udtryk.
Den økonomiske støtte er blot en side af opbygningen af det parlamentariske ‘unionsdemokrati’ – om end en meget vigtig side af det. For det er et ‘demokrati’, som vil basere sig på stemmekøb.
Det er samtidig et skridt til sikring af stadig større unionskontrol med den politiske proces i unionslandene til fremme af superstaten.
Og endnu et kraftigt argument for at arbejde for dansk udtræden af hele unionsprojektet.

-lv
KP2, 2001