Den europæiske Union: Tabuerne brydes

Danmark, Sverige og Finland vil – sammen med Norge og Island – mødes før EU-topmøder for at koordinere deres politik. Det besluttede de nordiske statsministre den 1. juli på et møde i Helsingfors. Samarbejdet omfatter de områder, hvor der i forvejen hersker enighed – mens det lader de øvrige ligge. Dermed er der skabt en nordisk parallel til Benelux-grupperingen, som har fungeret i mange år.
Op til den belgiske overtagelse af formandsskabet for det næste halve år, har Benelux-landene introduceret deres ideer om Unions fremtid – en forbundsstatsmodel, der ligger tæt op af den tyske kansler Schröders forestillinger.

– Jeg må sige, at tingene er i bevægelse i Europa (‘Europa’ er et unionspseodonym for EU, KP). Ideer, som indtil for få år siden var tabu og simpelthen blev forkastet som Euro-fanatikeres fanasier – så som ideen om en europæisk forfatning, en europæisk asylpolitik eller en europæisk offentlig anklager bliver nu lanceret uden forbehold. Sindene bevæger sig klart i den rigtige retning.
Ordene er den belgiske premierminister Verhofstadts – fra en tale om unionens fremtid i Wachau i Göttweig, Østrig, ved noget, der kaldtes ‘det 7. europæiske forum’. Og bemærkningerne faldt ved introduktionen af Benelux-landenes fælles udkast til en europæisk forbundsstat.

Europæisk forfatning og alle forbundsstatens øvrige attributter er ikke længere tabu – på trods af befolkningernes enorme modstand mod unionsopbygningen, senest demonstreret med det danske Nej til euroen og det irske Nej til Nice-traktaten. Helt uanfægtet tonser unionspolitikerne videre med deres forbundsstatsplaner – mens de håner befolkningerne ved at tvinge dem ud i nye afstemninger indtil de ‘stemmer rigtigt’ – hvis de overhovedet får lov til at stemme.

EU-Parlamentet og EUs Ministerråd skal blive til to kamre i en europæisk lovgivende forsamling, hvor de skal repræsentere henholdsvis de europæiske folk og de europæiske medlemsstater, siger Verhofstadt og Benelux-landene. Samtidig skal EU-Kommissionen styrkes, så den kan udføre sin opgave som europæisk regering.
Som svar på mangelen på demokrati og ‘gennemsigtighed’ i Unionen – og som svar på den massive modstand mod unionstraktaterne – mener Verhofstadt at Unionen har brug for en forfatning. Man har også en tidsplan for toget frem mod en regeringskonference, der beslutter forfatningen i 2004.

Det er ligesom hele sangen er hørt før. Også sangen om mere demokrati og mere gennemsigtighed. Men de europæiske befolkninger har gennemskuet unionspolitikerne, og vender ryggen til eurofanatikerne.
Det er bare ikke nok at vende ryggen til dem: de må skaffe sig af med dem – og trække sig uf unionsprojektet.

KP-Netkommentar 4. juli 2001