Drømmenes fristad

Af Dorte Grenaa

Drømmen om socialisme lever og er stærkere end nogensinde. Drømmen et samfund, der ikke er hæmmet af det kapitalistiske anarki, af økonomiske kriser og brutale erobringskrige, med alle disses ødelæggende menneskelige omkostninger. Hvor menneskene endelig kan blive frie.

Christiania rummer en lille gnist af denne drøm – og det er derfor den borgerlige regering af krigs-, unions- og monopolpolitikere vil have fristaden væk. Selve drømmen skal slås ihjel. Gnisten er i sig selv en provokation, der ikke tolereres.

Undre kapitalistiske forhold er drømmenes fristad en umulighed. Drømmen kan ikke realiseres – og den bliver vredet skæv, fordi statsmagt og livets grundbetingelser i sig selv under dette system sætter síg igennem.

Men Christiania kæmper. Christiania overlever. Alle der har den mindste gnist i sig, den mindste slumrede drøm om noget andet, et alternativ, et nyt samfund, forsvarer denne drøm.

Carl Madsen

Et af de navne, der er knyttet til Christianias historie og forsvaret af drømmen, er Carl Madsen – revolutionær kommunist, klassedomstolenes og bureaukrat-‘kommunisternes’ skræk. Bagtalt som ‘stalinist’, indespærret af tyskerne under besættelsen, i stadig kamp mod den herskende klasse, der lever fedt af krigens og udbytningens kaos. Han har fået sin egen plads her.

Retten til forskellighed har levet med Christiania fra første færd – og det er et af de centrale elementer i forsvaret af drømmen. Det er også det, som skaber den brede folkelige enhed bag kravet Bevar Christiania.

Arbejderpartiet Kommunisterne blev dannet i år 2000 for at gøre den revolutionære drøm om et socialistisk samfund til virkelighed i dette århundrede. I Carl Madsens og den revolutionære marxismes og leninismes ånd, som den f.eks. blev formuleret af Friedrich Engels i ‘Socialismens udvikling fra utopi til videnskab’ (1877):

“I samme forhold, som anarkiet i den samfundsmæssige produktion svinder bort, sover også statens politiske autoritet ind. Menneskene, der endelig er blevet herre over deres egen form for samfundsdannelse, er dermed samtidig blevet herre over naturen, herre over sig selv – fri.
At gennemføre denne verdensbefriende handling er den moderne arbejderklasses historiske mission.”

Dorte Grenaa er formand for Arbejderpartiet Kommunisterne og medlem af landskoordinationen i ‘Nej til krig’
Kommunistisk Politik 17, 2003

Netavisen 28. august 2003